En ’kristen’ bygning

BLANDT de mange imponerende bygninger der er yndede turistmål i Rom, er Pantheon. Dette mesterstykke inden for romersk arkitektur er en af de bedst bevarede oldtidsbygninger i byen. Den blev bygget af Marcus Agrippa cirka år 27 før vor tidsregning og ombygget af Hadrian cirka 120 efter vor tidsregning. Noget bemærkelsesværdigt ved denne bygning er dens kæmpemæssige kuppel, der har en diameter på 43 meter. Det er først i vor tid at man har bygget større kupler. Pantheon, et græsk ord der betyder „for alle guder“, var oprindelig et hedensk tempel. Endnu i dag regnes det for en katolsk kirke. Hvordan blev denne mærkværdige forvandling mulig?

I år 609 efter vor tidsregning indviede pave Bonifacius IV dette for længst nedlagte tempel så det blev en „kristen“ kirke. Man kaldte den Santa Maria Rotunda. Ifølge en artikel der i år 1900 blev bragt i det italienske jesuitiske tidsskrift La Civiltà Cattolica, var det Bonifacius’ mening at bygningen skulle bruges til at „herliggøre alle martyrerne inden for kristendommen, eller rettere, alle helgenerne, men først og fremmest Jomfru Maria, Guds Moder“. Denne ubibelske tanke afspejles i de navne den katolske kirke har givet Pantheon, nemlig Santa Maria ad Martyres eller Santa Maria Rotunda. — Jævnfør Apostelgerninger 14:8-15.

Artiklen fortsætter: „Der skulle ikke meget til“ for at omdanne Pantheon til dets nye formål. „Bonifacius fulgte de enkle og storsindede regler der allerede var opstillet af hans forgænger, Gregor den Store [pave Gregor I], en ’maestro’ og et forbillede med hensyn til at indrette hedenske templer til brug i den kristne gudsdyrkelse.“ Hvilke regler var der tale om?

I 601 gav Gregor i et brev følgende direktiv til en missionær der skulle rejse til det hedenske Britannien: „Afgudstemplerne i nævnte land må ikke ødelægges; kun de afguder de huser . . . Hvis templerne er i god stand, skal de omdannes så de ikke længere er hjemsted for djævletilbedelse, men steder hvor man tilbeder den sande Gud.“ Gregor mente at hvis de hedenske indbyggere så at deres templer ikke var blevet ødelagt, ville de være mere tilbøjelige til fortsat at komme i dem. Paven skrev at hedningerne plejede „at bringe mange okser som ofre til djævlene“, men at man nu håbede på at de i stedet for at „ofre dyr til Djævelen, ville dræbe dem til glæde for sig selv og til Guds pris“.

Den katolske kirke forsøgte også at „bekæmpe“ afgudsdyrkelsen ved i umiddelbar nærhed af tidligere templer at opføre kirker viet til „kristne“ skytsengle. Kirken optog gamle skikke og gav dem en „kristen“ betydning. Tidsskriftet La Civiltà Cattolica udtrykker det på denne måde: „At nogle af de første kristnes skikke og religiøse ceremonier var nært forbundet med visse hedenske skikke, er i dag en kendt sag blandt alle forskere. Folket holdt meget af deres dybt rodfæstede skikke, som var uløseligt forbundet med det offentlige og private liv i oldtidens verden. Den gode og vise moderkirke mente ikke at hun behøvede at udrydde disse ritualer og skikke. Men ved på kristen vis at omdanne dem — forædle og forny dem — sejrede hun over dem med magtfulde og dog blide midler og vandt derved uden tumulter sjælene af både almuen og de dannede.“

Et velkendt eksempel på kristenhedens optagelse af hedenske højtider er julen. Den 25. december var i virkeligheden dagen hvor de gamle romere fejrede Dies Natalis Solis Invicti, „den ubesejrede sols fødselsdag“.

I sit ønske om at vinde tilhængere blandt hedningerne holdt kirken sig ikke til sandheden. Den retfærdiggjorde synkretisme, optagelsen af hedenske læresætninger og skikke som „den almindelige befolkning satte højt“. Resultatet var en frafalden blandingsreligion der havde fjernet sig længere og længere fra den sande kristne lære. I lyset heraf er det måske ikke så overraskende at et tidligere romersk tempel „for alle guder“ — Pantheon — er blevet en katolsk kirke viet til Maria og alle „helgenerne“.

Det burde dog være tydeligt for enhver at man ikke kan forvandle ’djævletilbedelse til dyrkelse af den sande Gud’ blot ved at genindvi et tempel til et andet formål eller forandre navnet på en højtid. „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder?“ spurgte apostelen Paulus. „’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene’“; „’og jeg vil tage imod jer.’“ „’Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig,’ siger Jehova, den Almægtige.“ — 2 Korinther 6:16-18.