Overensstemmelse mellem vor beskæftigelse og ’kærlighed til næsten’

For over firs år siden offentliggjorde bladet The Watchtower (april 1891) et brev hvori en af bladets læsere fortalte hvordan han „ved Herrens hjælp“ havde aflagt tobaksvanen. Siden da har bladet fra tid til anden opmuntret andre til også at befri sig for denne form for trældom. — The Watchtower, 1. aug. 1895; 15. nov. 1905; 1. febr. 1912; Vagttårnet, 1. maj 1935; 15. nov. 1942; 1. marts 1950; 15. sept. 1954; 1. maj 1969; 15. maj 1972.

I årenes løb er sandhedens lys blevet klarere og klarere også vedrørende dette emne, og Jehovas vidner ser nu tydeligt hvordan kristne bør forholde sig til brugen af tobak. Vagttårnet for 1. september 1973 anførte de bibelske grunde for at det er forkert at bruge tobak og viste at døbte som bruger tobak, vil blive fjernet fra den kristne menighed. Disse ville få en rimelig tid til at frigøre sig for denne vane.

Vagttårnet for 15. oktober 1973 bragte eksempler på indviede kristne som i erkendelse at tobakkens nedbrydende virkning på menneskelegemet er holdt op med at dyrke tobak for at kunne bevare en god samvittighed. Artiklen fortalte også om hvordan nogle var holdt op med at arbejde for firmaer der fremstiller og forsender cigarer, cigaretter og andre tobaksprodukter.

I Rigets Tjeneste for februar 1974 findes desuden en artikel om hvordan de der bruger tobak skal betragtes af den kristne menighed.

I den senere tid har Selskabet modtaget en række spørgsmål vedrørende dyrkning, salg og forsendelse af tobak og tobaksprodukter i forbindelse med ens verdslige beskæftigelse. Der findes nogle former for beskæftigelse som er klart i modstrid med den bibelske norm. Jehovas vidner har således længe som medlemmer af menigheden ikke anerkendt personer der tjener deres udkomme ved hasardspil eller ved fremstilling af genstande til billeddyrkelse, eller som udfører arbejde der er i direkte modstrid med det fredens arbejde der beskrives i Esajas 2:4. Når en persons beskæftigelse er klart i modstrid med den bibelske norm, kan det med rette føre til at vedkommende afvises af menigheden, udstødes. Bibelen selv fastsætter det mønster eller den regel der danner grundlag for en sådan handling.

Vagttårnet har klart udtalt sig om tobakkens skadelige virkninger på legemet og har med rette klassificeret tobak som et skadeligt, vanedannende stof. Regeringsmyndigheder i flere lande har anerkendt tobakkens skadelige virkninger, men har hidtil ikke forbudt hverken brugen eller fremstillingen af tobak. At det juridisk set er lovligt at fremstille og bruge tobak ændrer imidlertid intet ved det principielt forkerte i for vindings skyld at fremstille og sælge et produkt der er skadeligt for ens medmennesker. Et land kunne jo også erklære brugen af marihuana for lovlig (på samme måde som det i nogle lande er lovligt at drive prostitution), men en der tjener sit udkomme ved fremstilling og salg af marihuana, ville alligevel ikke være egnet som medlem af Guds menighed.

En der er indehaver af en tobaksforretning, eller en der er beskæftiget i en tobaksfabrik, eller en der er repræsentant i tobaksvarer, eller en landmand der efter eget ønske dyrker tobak på sin jord, bør forstå at han har ansvar for hvad han gør. Hvordan kan hans kristne samvittighed tillade ham at han skader sin næste når han selv er herre over hvad han gør? Brødrene bør kunne bedømme sagens alvor samt afgøre hvor stort et ansvar der påhviler den enkelte med hensyn til en beskæftigelse der er forkert. De bør ikke være i tvivl om at der er tale om en alvorlig overtrædelse i tilfælde hvor nogle har deres hovedindtægt ved noget der fremmer brugen at tobak, altså tjener penge på bekostning af deres næstes velbefindende. Dette er klart i modstrid med det grundlæggende bud om at elske sin næste. — Matt. 22:39.

Så er der den indehaver af en forretning der fører tobak som en mindre salgsvare blandt mange andre. Måske siger han at han selv helst ikke førte denne vare, men at hans kunder spørger efter den, og dette er måske også sandt. Han føler ikke selv at han aktivt fremmer salget og brugen af tobak. Men selv om han måske er mindre ansvarlig end den der har sin hovedindtægt af tobak, må man alligevel spørge: Hvad er grunden til at han imødekommer sine kunders ønske? Gør han det ikke for at beholde dem som kunder og få den fortjeneste det medfører? Eftersom det er ham der ejer forretningen og han bestemmer hvad der sælges dér, falder ansvaret direkte på ham, og hans kristne samvittighed burde tilskynde ham til at skaffe sig af med hele sit tobakslager og ikke erstatte det, selv om det måske vil medføre et økonomisk tab for ham. Han kunne sikkert bringe sagen i orden i løbet af en rimelig tid, lad os sige tre måneder, og på denne måde befri sig for et sådant ansvar, selv om det ville medføre et tab for ham, og han vil således kunne fortsætte som et medlem af menigheden. Hvis en kunde spørger hvorfor han ikke sælger tobak, kan han forklare at han ikke ønsker at skade sine medmennesker.

Til sammenligning kan anføres en kristen der blot er ansat i en forretning der sælger tobak blandt andre varer, og som ikke har nogen indflydelse på hvilke varer forretningen fører. For eksempel kan en der er ansat i en restaurant blive bedt om at bringe en kunde en cigar som restauranten sælger. Eller en er måske ansat i en fødevareforetning, hvor kolonialvarer og kød er de vigtigste varer, men forretningen har også tobaksvarer som en mindre salgsvare. Det forventes at den ansatte tager imod penge for det der sælges, deriblandt tobaksvarerne. Her må den pågældende med sin egen samvittighed afgøre hvad han eller hun kan og bør gøre med hensyn til at ekspedere tobaksvarer. Måske vil man bede arbejdsgiveren om at fritage en for at have noget med disse varer at gøre. Hvis ikke der opstår et alvorligt spørgsmål om sagen, afholder det ham ikke fra at tjene som pioner, ældste eller menighedstjener.

Der kan opstå spørgsmål når en forretning ejes af flere kompagnoner hvoraf kun den ene er en døbt kristen, eller når en kristen er ansat som bestyrer i en forretning, eller man arbejder under en koncessionsordning og forretningen blandt andet sælger tobak. Det afgørende i disse tilfælde er om den kristne har en sådan indflydelse at han kan bestemme at der ikke skal sælges tobak. Hvor der er tale om et kompagniskab vil den kompagnon eller de kompagnoner som ikke er med i sandheden måske insistere på at man fortsat skal sælge tobaksvarer, og den kristne har ikke nogen mulighed for at forhindre det. I et sådant tilfælde må en kristen som ønsker at bevare en god samvittighed oplyse sine kompagnoner om at de må tage det fulde ansvar for tobakssalget og at han ikke ønsker nogen andel i fortjenesten på salget af tobaksvarer. Hvis en forretningsindehaver kræver af sin bestyrer at der skal sælges tobak i forretningen sammen med andre varer, må den kristne med sin egen samvittighed afgøre om han kan fortsætte i sin stilling under disse omstændigheder. Nogle vil måske foretrække at frigøre sig fra en sådan beskæftigelse. Hvor den pågældende fortsætter i forretningen, kan de lokale ældste bede vedkommende dokumentere over for dem at det ikke skyldes hans eget valg eller afgørelse at forretningen fører og sælger tobak.

En hvis beskæftigelse eller vigtigste arbejde består i at behandle, bearbejde, fremstille eller sælge tobak og tobaksvarer, bidrager til andre menneskers afhængighed af dette stof. Hvis en indviet, døbt kristen er beskæftiget med et så utiltalende arbejde, bør han sørge for i løbet af en rimelig tid, lad os sige tre måneder, at finde en anden beskæftigelse som ikke er i modstrid med Bibelens krav vedrørende en kristen livsførelse. Hvis han på den anden side efter et sådant tidsrum bestemmer sig til at blive ved det utiltalende arbejde, vil det være nødvendigt for menigheden at skride ind og udstøde vedkommende af menigheden.

Dyrkning af tobak indgår også som et led i tobaksindustrien og er lige så frastødende som personligt at bruge tobak eller tjene til livets opretholdelse ved at sælge tobaksvarer. En indviet kristen som ejer sin egen jord og selv er herre over hvad han vil dyrke på den, må tage ansvaret for hvad hans ejendom producerer. Som Vagttårnet for 15. oktober påpegede, bør den kristnes samvittighed tilskynde ham til at gøre godt mod andre. Tobakken gavner ikke menneskeheden. Hvorfor skulle en kristen landmand da give sig af med at dyrke og sælge tobaksafgrøder? I De forenede Stater har regeringen en ordning med såkaldte „tobakslodder“ i de områder hvor der dyrkes tobak. En vis procentdel af jorden kan bruges til dyrkning af tobak, eller man kan dyrke et vist kvantum tobak under denne ordning. Nogle har spurgt hvad en broder skal gøre når han har en tobakslod på sin jord. Han behøver ikke at bruge den men kan dyrke andre afgrøder på jorden. Det er muligt at han af alle de afgrøder han dyrker har den største indtægt på tobakken. Hvis broderen nu ikke længere vil dyrke tobak på sin jord, kan det betyde et økonomisk tab for ham, men samtidig betyder det at han får en god samvittighed over for Gud og et godt omdømme i menigheden. (1 Tim. 1:5, 19) I disse tider hvor mangelen på levnedsmidler øges, kan en kristen landmand gøre godt mod sin næste ved at dyrke afgrøder til føde i stedet for at gøre sin næste skade ved at dyrke tobak.

For de brødre der har lejet jord hvorpå der er en tobakslod, gælder de samme principper. En kristen landmand kan undgå at have en frastødende beskæftigelse ved at dyrke andre afgrøder end tobak eller produkter som bruges til fremstilling at narkotika.

Hvis en broder ejer jord hvorpå der er en tobakslod som han lejer ud eller forpagter bort, vil han ikke gå ind på at modtage en del af afgrøden som betaling hvis han på forhånd ved at lejeren eller forpagteren vil dyrke tobak på jorden. Han vil føle sig ansvarlig for med vidende og vilje at være med til og høste fortjeneste på at dyrke noget så skadeligt som tobak. Han bør derfor sørge for, i den udstrækning han har mulighed for det, at den jord han lejer ud bruges til dyrkning af andre afgrøder end tobak, hvis han ønsker at forblive et medlem af menigheden.

Under disse omstændigheder er det muligt at kristne landmænd i tobaksdyrkende områder vil komme til den slutning at den eneste udvej for dem er at gå over til en anden beskæftigelse og helt holde op med at dyrke jorden. De vil måske endog beslutte sig til at sælge den jord hvorpå den af regeringen tildelte tobakslod er. Er der noget at indvende imod at en kristen sælger et stykke jord hvorpå der er en tobakslod? Der er ingen grund til at en kristen landmand skulle føle noget ansvar for hvad en anden gør med jorden efter at han har solgt den. Det bliver den nye ejers ansvar, og hvis han vil bruge tobakslodden, behøver den kristne landmand som har solgt ham jorden, ikke at bekymre sig om det, og det vil ikke berøre hans omdømme i den kristne menighed.

Nogle af de breve Selskabet har modtaget, viser at der findes brødre som allerede har underskrevet kontrakter og givet deres ord på at de vil dyrke et bestemt stykke jord og avle tobak. Nogle har måske også allerede lejet deres jord ud for det næste år eller længere. Om disse brødre vil kunne ophæve kontrakten eller frigøre sig på en eller anden måde, vides ikke, men det anbefales at de søger udveje for at undgå at være med til at dyrke tobak længere. I nogle tilfælde vil det måske ikke være muligt for en kristen landmand at ophæve en kontrakt som han har givet sit ord på og som er juridisk stadfæstet. Han har måske truffet denne ordning i god tro og uden at forstå at det han gjorde ikke sømmede sig for en kristen. I sådanne tilfælde synes det derfor rimeligt at den kristne landmand forklarer sin situation for menighedens dømmende udvalg, idet han over for den gør rede for hvad han har gjort for at prøve at befri sig for sin forpligtelse til at dyrke tobak og viser udvalget den underskrevne kontrakt eller et andet bevis på overenskomsten. I sådanne tilfælde kan de lokale ældste overveje denne særlige situation og behøver ikke at udstøde den kristne landmand af menigheden selv om han opfylder det løfte han har givet i kontrakten. Imidlertid vil det ikke være på sin plads, så længe en person som følge af en kontrakt er inddraget i tobaksdyrkning, at bruge vedkommende som pioner, ældste eller menighedstjener. I sin nuværende situation er han ikke „uangribelig“ eller en der „ikke er noget at klage på“. (1 Tim. 3:2, 10) Men hvis han, så snart kontrakten er udløbet, slutter en ny kontrakt med henblik på tobaksdyrkning, vil han blive udstødt af den kristne menighed.

Selskabet har modtaget forespørgsler om beskæftigelse på en ejendom som ikke er ens egen og hvor man dyrker tobak. Her er situationen den samme som hvis man er beskæftiget i et verdsligt firma hvor den kristne spørger sin arbejdsgiver om han må arbejde med noget som ikke krænker hans kristne samvittighed, i dette tilfælde om han må arbejde med andre afgrøder der dyrkes (korn, frugt og grøntsager). På en gård er der måske kvæg der skal passes eller arbejde med at tilse og reparere bygninger som ikke bruges i tobaksfremstillingen. Den kristnes samvittighed og forståelse af Bibelens principper vil få ham til at undgå at have noget med tobaksfremstillingen at gøre. For nogles vedkommende vil det måske betyde at de må søge beskæftigelse andetsteds, sådan som andre har måttet gøre når de tidligere har været beskæftiget ved hasardspil, med fremstilling af julepynt og andre julevarer, har haft arbejde for og modtaget betaling af det store Babylon, osv., for ikke at blive fjernet fra menigheden. En kristen hustru som er gift med en ikke-troende mand der dyrker tobak, kan tage vare på husholdningen og madlavningen og andre pligter i hjemmet, samt deltage i arbejde på gården som ikke direkte har noget med tobaksdyrkningen at gøre.

I de tilfælde at en som engang har været et døbt medlem af menigheden dyrker eller sælger tobak, men for længe siden har forladt organisationen og ikke nu gør krav på at være og ikke lokalt anerkendes som et Jehovas vidne, og hans beskæftigelse ikke skader menighedens omdømme eller forstyrrer dens virksomhed, er det ikke nødvendigt at de ældste opsøger ham og forhører sig om han arbejder med tobak, og det er heller ikke nødvendigt at de skrider ind over for ham. Men hvis menighedens omdømme skades af en som nu og da kommer i menigheden eller går for at være et af Jehovas vidner, har de ældste ansvar for at bevare menighedens navn rent og beskytte dens forhold til Gud.

Alle kristne erkender at sandhedens lys skinner klarere og klarere og at vi i årenes løb har fået en bedre forståelse af mange ting. (Ordsp. 4:18) Det er sandt at nogle for år tilbage måske ikke har forstået den fulde betydning af skriftsteder som, Johannes 17:16, Esajas 2:2-4, Esajas 65:11, Apostlenes Gerninger 15:29, Åbenbaringen 18:4 og andre, og havde en beskæftigelse som disse skriftsteder viser er forkert. Men efterhånden som lyset er blevet klarere og forståelsen tydeligere, har indviede kristne altid været rede til at rette sig efter Bibelen og frigøre sig for enhver forretning eller beskæftigelse som ikke var i harmoni med de bibelske forskrifter, selv om det i nogen grad har medført et personligt økonomisk tab. (Vi har måske lagt mærke til hvordan nogle brødre har mistet deres arbejde fordi de har holdt fast ved at ville overvære et stævne imod deres arbejdsgivers ønske. Nogle tilsynsmænd har mistet deres arbejde når de skulle på Rigets tjenesteskole, hvor de ville blive uddannet til at betjene deres brødre bedre i menigheden. Men vi har altid set at de ved at sætte deres lid til Jehova og tro på ham har kunnet klare deres problemer, kunnet sikre sig andet arbejde og fortsat kunnet sørge for deres families fornødenheder, i overensstemmelse med det der siges i Hebræerbrevet 13:5.) I den senere tid er vi kommet til at se klarere på spørgsmålet om brugen af og beskæftigelse med tobak og tobaksprodukter, kokablade, betelnød og andre skadelige, vanedannende stoffer. Vi nærer fuld tillid til at Jehova Gud som den store Forsørger og den der tilvejebringer alt godt, vil sørge for sine tjeneres fornødenheder når de vedbliver med at tjene ham trofast mens de bevarer en god samvittighed. De der sætter Rigets interesser først og bliver ved med at søge Riget, vil ikke komme til at mangle materielle fornødenheder. — Matt. 6:33; se også Filipperbrevet 3:7-9; 4:11-13.

Nogle har spurgt om princippet i Femte Mosebog 14:21 ikke kunne gælde med hensyn til at sælge cigaretter og andre tobaksvarer til folk i verden. I denne lov anerkendte Gud at dyr som blodet ikke var løbet af kunne sælges til de fremmede og bruges af dem til føde. Man kender ikke til nogen fysisk skade som man kunne pådrage sig ved at spise sådanne dyr, og disse fremmede var allerede i åndelig forstand urene i Jehovas øjne. Det ændrede derfor intet for dem, hverken fysisk eller åndeligt, at de spiste kød af den art. Derimod ved vi med hensyn til tobaksvarer at disse ikke er fødemidler og på ingen måde gavner det menneskelige legeme, men tværtimod er direkte skadelige. Hvordan kan vi appellere til andres samvittighed hvis vi ignorerer dette og lader ønsket om personlig fortjeneste overskygge kærligheden til næsten?

Hver eneste af os skulle i fuld tillid til Jehova Gud søge at gøre hans vilje og opnå hans gunst. Jehova vil ikke svigte dem der trofast tjener ham. Det er vort oprigtige håb at alle som på en eller anden måde er beskæftiget med tobak og lignende produkter vil kunne ordne deres forhold med et godt resultat, således at de kan have en god samvittighed over for Jehova Gud og som følge deraf fortsat kan have en lykkelig andel i udbredelsen af den gode nyhed. — Sl. 37:25-29.