Lad os gøre hvad der er godt mod de unge
1 Jehova har altid haft øje for de undertrykte. (Sl. 146:7-9) I fortiden traf han særlige foranstaltninger for at sikre at der også blev draget omsorg for børn og unge som var dårligt stillet. I sin lov til Israel nævnte han specielt „den faderløse“. (2 Mos. 22:22-24) Vi er naturligvis ikke underlagt denne lov i dag, men princippet i den gælder stadig, og det pålægger os kristne et ansvar.
2 I nogle af Jehovas Vidners menigheder er der unge som vi kunne kalde „faderløse“. Måske er deres forældre ikke-troende. Eller deres forældre er troende men har behov for hjælp for at give deres børn den rette åndelige vejledning. Muligvis er forældrene ret nye i sandheden og ikke i stand til at hjælpe deres børn så godt som de kunne ønske. Med alle de krav der stilles i vore dages verden har nogle måske svært ved at planlægge tiden så de kan studere med deres børn, følges med dem i tjenesten, og så videre. Og selv forældre som er opmærksomme på behovet, kan have brug for hjælp
Hvad kan du gøre?
3 Et spørgsmål som alle i menigheden alvorligt bør tænke på, er: „Hvordan kan jeg give de unge den hjælp og tilskyndelse de har brug for?“ De brødre der har opgaver på møderne, kan nu og da tage børn og unge med. Tænk på om ikke flere forskellige af de unge i menigheden som sætter et godt eksempel kan bruges på møderne. (Apg. 16:1, 2) Nogle er måske ikke så gode til at udtrykke sig som andre, men hvis de er med nu og da vil det virke tilskyndende på dem. Det kan kræve mere tid at hjælpe nogle, men en sådan opmærksomhed og tålmodig oplæring vil lønne sig rigt, idet de unge vil vokse i sandheden.
4 Det er forældrenes gudgivne ansvar at hjælpe deres børn. Men vil det sige at andre ikke kan træde til? Nej, andres hjælp er værdifuld. Og det gælder navnlig hvis forældrene har vanskeligheder, som allerede nævnt. Børn som gerne vil hjælpes kan inviteres med når man sammen med sin egen familie studerer, går i tjenesten eller nyder sund og opbyggende adspredelse. Her er et område hvor vi kan følge apostlenes opfordring til os om at „udvide“ vort hjerte. — 2 Kor. 6:11-13.
5 Også kristne som ikke selv har børn, kan „udvide“ deres hengivenhed for de unge ved at ofre tid på dem. Ved at være noget for de unge vil man opmuntre og styrke dem.
6 Måske kan du udnytte tiden før og efter møderne til at tale med de unge. Det er ikke nok bare at sige „Hej“ og „Hvordan går det?“ En ældste spurgte en lille dreng hvordan han havde det, men før drengen kunne nå at svare, vendte broderen sig om for at tale med en ældre broder. Senere kom den lille dreng hen og spurgte ældstebroderen: „Har du virkelig lyst til at høre hvordan jeg har det?“ Broderen har siden indrømmet at han lærte en del af denne erfaring.
7 De unge reagerer mere positivt når man kan huske hvad de hedder og nævner dem ved navn. De hører også med til menigheden, og de voksne bør knytte et forhold til dem. Hvis de yngre kommer til at betragte dig som deres ven, er der selvsagt større sandsynlighed for at de vil følge dine råd og anvisninger.
Et varigt indtryk
8 Når du ser tilbage kan du måske levende genkalde dig et eller andet privilegium du fik mens du selv var ganske ung. Du var opmuntret og glad, ikke sandt? Hvad var det der gjorde indtryk på dig? Fik du en lille rolle i en demonstration? Var der en som sagde et venligt ord for at rose eller opmuntre dig? Havde du en god oplevelse i tjenesten sammen med en ældre broder eller søster? Når vi betragter alle i menigheden som medlemmer af en stor familie, vil det gavne både yngre og ældre. Lad os derfor, mens vi fortsat følger Jehovas eksempel og viser interesse og omsorg for alle, til stadighed gøre hvad der er godt mod børnene og de unge.