Hvad er det hippierne vil?

HVORFOR har mange unge kastet sig ud i det besværlige og usædvanlige hippieliv?

Når man hører hippiernes egne udtalelser, kan man skimte et bestemt mønster. Hvilket mønster? Når de bliver spurgt hvorfor de har valgt denne livsform, giver mange det samme enkle svar: „VERDENSFORHOLDENE.“

Verdensforholdene

I dag er unge mennesker bedre oplyst end nogen sinde før. De er fuldt ud klar over hvad der foregår i verden. De kan se at der råder forvirring, uretfærdighed, fattigdom, had og hykleri nationerne imellem. De kan se at de ledende i verden ofte tilsøler jorden med blod i stedet for at løse menneskehedens problemer på fredelig vis. Og hvis blod er det især de udgyder? De kender selv svaret: Unge menneskers blod. Man forlanger af dem at de skal betale den højeste pris for andres fejltagelser.

John W. Gardner, tidligere medlem af De forenede Staters regering, har i den forbindelse sagt: „Denne generation vil ikke godtage nogen færdigsyede løsninger fra det etablerede samfunds baglokale.“ Nej, mange unge nægter simpelt hen at godtage de standardsvar man serverer som forklaring på verdensforholdene.

En ung kvinde indrømmer at det var verdensforholdene der fik hende og andre til at blive hippier:

„Jeg kommer fra et ’pænt’, velhavende hjem. Men jeg flyttede hjemmefra. Hvorfor? Først og fremmest på grund af det hykleri og den fordom der tydeligt nok rådede i de pæne og rolige forstæder, men også fordi jeg nu kunne se at folk var fuldstændig sløve og apatiske over for verdensforholdene.

Kunne de ikke se hvad der foregik? Vidste de ikke hvad det var i verden der var så forkert? Hvorfor gjorde de ikke noget, ikke engang tænkte? Jeg var nødt til at være blandt mennesker som i det mindste prøvede at finde svarene, selv om deres levevis så mærkelig ud for udenforstående.

Jeg kan sige med sikkerhed at det er det der får de fleste af disse unge til at begynde på denne måde, for jeg har selv været hippie. Jeg holdt til i Greenwich Village [i New York], i Haight-Ashbury [i San Francisco] og i et reservat for hopi-indianerne.

Det var ikke, som mine forældre helst ville tro, bare en overgang jeg tog ’stoffer’ og levede et såkaldt ’hippieliv’. Det var heller ikke bare en weekendudflugt. Jeg var helt opslugt af hippiegenerationens vaner og tankegang.

Selv om jeg først begyndte at ryge marihuana da jeg var 16, var jeg allerede da dybt skuffet over myndighederne, mine forældre, religionen og alt andet der havde at gøre med det etablerede samfund. Jeg havde taget del i kirkens arrangementer og havde talt med hjælpepræsten om mine spørgsmål og min tvivl. Jeg fik ingen fornuftige svar.

Derfor tog jeg afstand fra al religion og besluttede at få det bedste ud af livet. Der var intet der betød noget længere; nu var det oplevelse det drejede sig om — den var min ’gud’. Jeg søgte, men jeg vidste ikke hvad jeg søgte.“

Denne beretning er slet ikke usædvanlig. Mange andre der er blevet hippier vil kunne sige det samme.

Nogle mennesker hævder imidlertid at verdensforholdene altid har været som de er, så hvorfor skulle der være større grund til at blive hippie nu end der tidligere har været? Men verdensforholdene har IKKE altid været som de er. Intet andet århundrede af menneskehedens historie har været så uroligt som det vi lever i. Det er som dommer Jackson sagde under Nürnbergprocessen hvor de nazistiske krigsforbrydere blev stillet for retten:

„To verdenskrige har efterladt en arv af døde som tæller flere end alle oldtidens og middelalderens krigshære tilsammen. Aldrig har menneskeheden i løbet af et halvt århundrede været vidne til sådanne myrderier, sådanne grusomheder og umenneskeligheder, til så omfattende deportationer af mennesker til slavelejre, til en sådan udryddelse af mindretal.“

Menneskehedens problemer er blevet større efter at dommer Jackson kom med denne udtalelse. Som De ved er det nu muligt at udslette alt menneskeliv. Problemer som fattigdom, sult, social uro, had mellem racer og nationer, forurening og overbefolkning bliver absolut ikke mindre. De bliver større.

En verdensomspændende bevægelse

Det er ikke bare nogle få mennesker der er bekymrede over verdensforholdene og vender sig mod det moderne samfund. Det er noget der optager et betydeligt antal mennesker over hele jorden. En skribent bemærker i Detroit-avisen News at der ikke tidligere i historien har været en tid „hvor de kvikkeste blandt de unge i hver eneste nation på jorden så sig omkring samtidig og sagde: Gid fanden havde det hele.“

Menneskeheden har aldrig oplevet et mere kvalfuldt århundrede end dette. Kun de der lukker øjnene for kendsgerningerne kan benægte det. Men der er mange der ikke lukker øjnene. Derfor kan man sige at der ikke i mands minde har været et så verdensomspændende oprør mod den almindeligt vedtagne levevis. En journalist skriver i det tyske ugemagasin Der Spiegel: „Dette gælder både de kapitalistiske lande og dem der påberåber sig statssocialisme.“ Han bemærker også: „Måske skal årsagen søges i en grundlæggende svaghed ved vor civilisations opbygning.“

Alle vegne er der således flere og flere mennesker, især unge, der viser deres afsky for det nuværende system. Det er derfor ikke så mærkeligt at denne skuffelse giver sig udslag i blandt andet hippiebevægelsen.

Men har forældrene i vor tid da ikke givet deres børn flere af livets goder end de selv havde da de var unge? Jo, for i dag får de unge i mange lande bedre mad, bedre boliger og en større uddannelse end deres forældre fik. Men hippiebevægelsen er alligevel stærkest der hvor levestandarden er steget!

Materialisme

Eftersom børn fra „middelklassehjem“ som regel får en forholdsvis god uddannelse, kender de ofte en hel del til verdensforholdene. Med ungdommens idealisme retter de opmærksomheden mod vor tids vigtige spørgsmål. De har ikke, som børn fra fattige familier, haft travlt med at skaffe sig føde, klæder og husly, og derfor har de bedre tid til at tænke på andre problemer.

Men selve det at familien hæver sin levestandard er en del af den „grundlæggende svaghed ved vor civilisations opbygning“, som Der Spiegel skrev. Er der en forbindelse mellem materiel velstand og det at mange unge bliver hippier? En hippie fra Californien har beskrevet disse unges indstilling. Hun kom fra en familie der boede i et hus til 50.000 dollars (375.000 kroner), og hun havde selv modtaget en arv. Hun sagde om sine forældre:

„De gav mig alt hvad jeg pegede på. Jeg fik min egen bil. Men det var så forlorent alt sammen. Alting drejede sig om penge. . . .. Derfor stak jeg simpelt hen af.“

Mange unge nægter altså, til deres forældres forbavselse, at modtage tomme, materielle gaver som erstatning for forældrenes kærlighed, opmærksomhed og ledelse.

I mange tilfælde havde hippiernes forældre ikke ret meget i materiel henseende under de svære depressionsår efter det økonomiske sammenbrud i 1929. Disse forældre besluttede at deres børn skulle have ’alt det vi ikke selv fik da vi var i deres alder’. Dette var en pæn tanke, men deres jag efter penge gik ofte ud over den tid de skulle have tilbragt sammen med deres børn mens disse voksede op.

På denne måde er hippierne vokset op i et begærligt forbrugersamfund. Man har gjort penge til en gud. Midt i dette jag har man givet for mange børn alt for mange materielle goder. Og for at gøre det hele endnu værre har forældrene været for eftergivende. Tugt i børneopdragelsen er blevet umoderne, eller også har der slet ikke været tid til det. Man har lagt hovedvægten på at forbedre sin sociale position.

En journalist ved Toronto-bladet Daily Star skriver følgende om hippieproblemet:

„Hippiebevægelsen tvinger os til at huske noget vi af og til glemmer: At bedre boliger, højere uddannelse og flere jobs at vælge imellem ikke i sig selv kan kurere de mennesker som har fundet livet i tresserne tomt og umenneskeligt. Kun hvis man vender op og ned på værdierne og betingelsesløst accepterer — eller rettere elsker — hinanden, bliver livet værd at leve.“

De ønsker et nyt samfund

De fleste hippier føler altså behov for et helt nyt samfund. De forkaster et samfund der kun bekymrer sig om penge og position, et samfund hvor man tramper på sine medmennesker i stedet for at elske dem. De forkaster en verden der er så fuld af hykleri, uærlighed, forlorenhed og social ulighed. En skribent har udtrykt det således: „Hippierne håber at kunne udvikle et helt nyt samfund med rige muligheder for åndelig udfoldelse. Et samfund som vil genoplive de gamle dyder, agape [den principbetonede kærlighed] og ærbødighed.“

Hippierne tror ikke at man kan opnå dette ved at reformere det nuværende system. Derfor mener de at den enkelte kan frigøre sig for samfundet ved at forkaste det og bryde dets love. De føler at de må frigøre sig fra materialismens bånd så de kan nyde livets enkle glæder, det smukke og det behagelige.

Hippierne udfordrer penge og arbejde som falske guder; de forbinder det med et korrupt og kommercielt system. En canadisk hippieleder har sagt: „Arbejde er ikke alt, arbejde er ikke helligt.“ De mener at man skal arbejde når og hvis man har lyst, og i det tempo der passer en.

I hippiernes verden ville der ikke være meget der hed privat ejendomsret. Alt skulle være til rådighed for hele gruppen. Selv børnene „skulle alle have ansvar for, ikke blot barnets fader og moder“.

I hippiesamfundet ville der måske være vielsesattester, men hvis man fandt på at man ville have endnu en ægtefælle, kunne man også „gifte sig“ med denne. I virkeligheden anerkender hippierne friheden til at have kønsligt samvær med enhver.

Chokerer mange af disse tanker Dem? Er De bekymret over at hippierne lader hånt om enhver myndighed? Er De rystet over at hippierne praktiserer kønsligt samvær med hvem de ønsker? Kan De ikke forstå deres hashrygning og andet stofmisbrug?

De fleste mennesker, især den ældre generation, anser hippiefilosofien for at være yderst radikal og uacceptabel. Man kan ligefrem høre ældre mennesker sige: ’Hvor har de dog fået de skøre ideer fra?’

Ja, hvor tror De at de har fået ideerne fra? Hvem har en stor del af ansvaret for deres indstilling og opførsel?