Vort legeme — et teknisk mesterværk

LÆNGE før menneskets arkitektoniske, videnskabelige og håndværksmæssige mesterværker blev til, fandtes en konstruktion som stadig langt overgår alt hvad mennesket har skabt. Det er menneskets eget legeme.

Forbrændingsmotorerne i en bil omsætter brændstof til anvendelig energi; det samme gør menneskelegemets omkring seks hundrede muskler. Men desuden fremstiller menneskelegemet selv sit eget brændstof ved hjælp af råmaterialer, det holder sig selv rent, reparerer sig selv, og sørger for sin egen vedligeholdelse ved at fjerne millioner af slidte celler hver dag. Ville det ikke være rart hvis Deres bil kunne gøre noget tilsvarende?

Mesterlig konstruktion

Århundreder før bygmestre i oldtidens Rom konstruerede kuppelen på Pantheon-templet, bar menneskehovedet den kuppelformede hjerneskal. Og længe før romerske ingeniører byggede brobuer til at bære deres akvædukter, var menneskets fødder bygget efter samme princip så de spinkle knogler, takket være den bueformede svang, kunne bære hele legemets vægt. På samme måde danner de buede ribben en hvælving som er så elastisk at den ikke hæmmer åndedrættet men alligevel så stærk at den beskytter organerne i brysthulen. Da de græske og ægyptiske søjler blev til, havde mennesket også længe kunnet både gå og stå på sine to søjler, benene.

Knoglerne er med hensyn til styrke og smidighed langt bedre end nogen af de byggematerialer mennesker har fundet på at bruge. Skinnebenet kan bære omkring tredive gange den legemsvægt som normalt hviler på det. Selv jern ville ikke være stærkere. Og jern ville være for stift til at tilpasse sig de tryk og spændinger som gang, løb og anden bevægelse, medfører. Det ville desuden være ubehagelig tungt

Legemets knoglekonstruktion er omsluttet af væv som hverken splintres, slår revner eller smuldrer bort sådan som de materialer mennesket bruger — træ, mursten, cement, kalkpuds og maling. Øjnene har øjenvipper som beskyttende markiser, øjenbryn som tagskæg, og øjenlåg som skodder der lukker automatisk. De indre organer er omgivet af væske der virker som en støddæmper. Det er ikke mærkeligt at den gruppe videnskabsmænd og teknikere som søger at udvide grænserne for menneskets fysiske formåen ved at studere legemets mekanisme og dets biologiske krav, gang på gang forbløffes over hvor godt og hensigtsmæssigt det er lavet.

Cirkulationssystem med pumpe og filter

Tænk blot på hjertet — det er en pumpe som ingen opfinder eller tekniker vil kunne lave magen til. Denne lille pumpe foretager gennemsnitlig halvfjerds rytmiske sammentrækninger i minuttet, fyrre millioner på et år, og pumper henved 7000 liter væske om dagen eller næsten 200.000 tons i en normal levetid.

Der findes heller ingen fabrikant af industrielle specialiteter der kan tilbyde højtryksfiltreringsapparater som kommer på højde med nyrerne. Disse anslås at bestå af to millioner filterenheder, og hver eneste er komplet med filter, si og sugemekanisme. Nyrerne kan filtrere 200 liter væske daglig, og det selv om de kun består af to små organer der ikke er større end at de kan ligge i ens hænder.

Tænk i denne forbindelse på kroppens kredsløbssystem. Man kan sammenligne det med en bys gader, jernbanelinjer og vandveje, ad hvilke fødevarer og andre livsfornødenheder daglig føres rundt. En by har også et kloakanlæg, et sanitetsvæsen og et renovationssystem. På samme måde tjener blodkredsløbet til at bringe forsyninger rundt i legemet og fjerne spildprodukter.

Selv i et forholdsvis lille land som Danmark findes over 60.000 kilometer veje og gader ad hvilke forsyninger bringes ud til landets fem millioner indbyggere. Menneskelegemet har imidlertid omkring 150.000 kilometer „veje“ eller „rørledninger“ — arterier, vener, og kapillærer — hvorigennem den livsnødvendige føde bringes ud til omkring 30.000.000.000.000 (30 billioner) celler! Og hvor lang tid er legemets fem liter blod om at komme en tur hele vejen rundt i dette udstrakte system? Det lyder måske forbavsende, men det varer kun omkring ét minut!

Trafikproblemerne på legemets kredsløbs-„veje“ er løst til fuldkommenhed. Blodet kan for eksempel kun løbe i én retning. Dette opnås ved nogle ideelle ventiler som er bygget ind i venerne og som minder om det man med et teknisk udtryk kalder for „kontraventiler“. Blodet pumpes af hjertet gennem arterierne under højt tryk til kapillærerne. Når blodet så skal vende tilbage til hjertet helt nede fra benene under meget lavt tryk, presses det opad ved sammentrækning af benenes og mavens muskler. Når disse muskler strammes eller sammentrækkes presses blodet gennem venerne, og „kontraventilerne“ sørger for at det kun kan flyde i retning af hjertet.

Men hvordan går det til at der hele tiden er en jævn fordeling af blodstrømmen kilometer efter kilometer i legemets kredsløbssystem? I ethvert rørsystem hvor en væske cirkulerer må man være opmærksom på dette; hvis man for eksempel opvarmer en bygning ved at sende varmt vand gennem et rørsystem med radiatorer, må man kunne kontrollere hvor meget vand der løber til hver radiator. Drøvleventiler må installeres for at man kan sikre en jævn fordeling af vandet i hele systemet.

På samme måde sikres en jævn blodstrøm i hele legemet af „stophaner“ i de små arterier i væv og organer. De kontrollerer blodmængden og blodstrømmen, både i nærheden af hjertet og fjernt fra det. Foruden at disse „stophaner“ hindrer en for stor tilstrømning af blod til de enkelte organer, kan de også åbne for en øget blodtilstrømning hvis midlertidige omstændigheder kræver det. Mange af de problemer som teknikere må løse i forbindelse med vandbygning og trafikregulering, er allerede klaret på den mest fremragende måde i vort eget legeme.

Varmekontrol som tilpasses omgivelserne

I dag søger man ved hjælp af forskelligt udstyr at sikre en behagelig indendørs temperatur uanset om det er meget varmt eller meget koldt udenfor. Men også her overgår legemet de mest udsøgte termostatsystemer. Det regulerer sin egen temperatur med en genial anvendelse af termostatisk kontrol. Uanset hvilken temperatur den omgivende luft har, sørger menneskets indbyggede varmeregulering for at legemstemperaturen ligger næsten konstant på 37° celsius.

Når man skal have varme i huset om vinteren sætter man ild til et brændstof af en eller anden art. Under forbrændingsprocessen sker der ved iltning en frigørelse af varme. Men hvordan udvikles der varme inden i vort legeme, hvor det jo ikke kan ske ved hjælp af ild?

Faktisk benytter legemet også en forbrændingsproces, og varme udvikles ved iltning. Legemet fremstiller glukose, glukosemolekylerne spredes i organismen, og energi frigøres derpå som varme. Denne forbrændingsproces som blandt andet forsyner legemet med varme, kaldes stofskiftet.

Har De lagt mærke til at musklerne bliver spændte når man udsættes for kulde? Det der sker er at organismen for at producere mere varme sætter musklerne i arbejde. Hvis man bliver meget afkølet begynder man at ryste. Om betydningen af disse reaktioner i musklerne skriver professor Arthur C. Guyton, en kendt fysiolog, i Textbook of Medical Physiology:

„Det deraf følgende stofskifte i musklerne sætter varmeproduktionen i vejret, ofte så meget at hele legemets varmeproduktion stiger med 50 procent, selv inden man begynder at ryste. Når rystelserne begynder kan legemets varmeproduktion stige til 200 og endda til 400 procent af det normale.“

Ligesom legemet har et system til udvikling af varme, har det også et system til afkøling. Når vi udsættes for varme sveder vi. Derved sker en fordampning, og det er kroppens måde at skille sig af med noget af varmen på. Fordampning er et af grundprincipperne i moderne køleteknik. Omdannelsen af væske til damp kræver en mængde varme, som tages fra omgivelserne, så der sker en afkøling. Denne proces har vort forunderlige legeme udnyttet længe før den blev opdaget af fysikere og anvendt af opfindere.

Ypperlig optik

Linsen i menneskeøjet er også forbløffende. Ind gennem denne linse falder de lysstråler som forskellige genstande udsender eller tilbagekaster; på nethinden samles lysstrålerne i linsens brændpunkt. Ligesom et fotografiapparat kan indstilles til at tage skarpe billeder på forskellige afstande, sådan kan linsen i øjet også ændre tykkelse og krumning således at billedet på nethinden bliver skarpt uanset afstanden til det man skal se. Dog har øjet den fordel at skarphedsindstillingen sker automatisk og lynhurtigt.

Der er noget andet interessant i forbindelse med vort syn. Når lysstrålerne fra en genstand passerer gennem en samlelinse som den der sidder i vore øjne, vendes billedet af genstanden på hovedet. Det billede som opfattes på øjets nethinde og overføres til hjernen vender altså på hovedet. Men hjernen registrerer automatisk billedet sådan at vi ser tingene vende rigtigt. Det er endnu et lille eksempel på hvor hensigtsmæssigt vort legeme er indrettet.

Selv en sådan kort betragtning af det mesterværk vort legeme rent teknisk er, giver én et stærkt indtryk af hvilken enestående visdom Skaberen af denne organisme må sidde inde med. Et ærligt menneske der bruger sin tænkeevne med fornuft bevæges til at takke Gud; vi husker salmistens ord som for længe siden blev skrevet i Bibelen: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt.“ — Sl. 139:14.