Seksualundervisning i skolen — gavnlig eller skadelig?

AF ALLE de fag skolerne i Danmark og andre lande underviser i, er seksualundervisning sikkert et af de mest omstridte. Herhjemme har spørgsmålet om seksualundervisningens placering gang på gang givet anledning til voldsom debat. I Nordamerika udkæmpes der en forbitret strid mellem tilhængere og modstandere af seksualundervisning i skolerne.

Hvem er indblandet i denne strid der har været årsag til at indbyggerne i nogle byer og tilhængerne af nogle trossamfund er blevet delt i flere lejre? Hvad er grunden til den bitre strid? Hvordan berører det Dem og Deres familie? Hvordan bør sande kristne stille sig til sagen, eftersom striden jo foregår i lande der kalder sig kristne? Er seksualundervisning i skolerne af det gode eller af det onde?

Stridens parter

I Danmark er de fleste institutioner og skoleinstanser tilhængere af seksualundervisning under en eller anden form. Uenigheden drejer sig om hvordan den skal foregå. I De forenede Stater har de forskellige institutioner imidlertid stillet sig op i slagorden som to fjendtlige hære. Tilhængerne udgør en anselig hær: Det amerikanske Seksualoplysningsråd (SIECUS), Den amerikanske Lægeforening, Den nationale pædagogiske Forening og Kirkernes Nationalråd.

Modstanderne af seksualundervisning har mobiliseret forskellige sociale organisationer og religiøse grupper samt et stigende antal forældreorganisationer og borgerkomiteer af både lokal og national art. Blandt modstanderne er nogle som har været tilhængere indtil de fandt at sagen efter deres mening var forbundet med foruroligende omstændigheder. Det ser ud til at modstandernes antal vokser.

Ifølge Det canadiske institut for Opinionsundersøgelser, er 73 procent af canadierne stemt for seksualundervisning i skolerne. En gallupundersøgelse i U.S.A. fortæller at 71 procent af de voksne ønsker at deres børn får denne undervisning.

I Danmark har 30-40 procent af de offentlige skoler i en årrække givet seksualundervisning på syvende klassetrin, og i U.S.A. giver omkring 60 procent af skolerne denne undervisning under en eller anden form. Mens man i Danmark står for at gøre undervisningen obligatorisk, har modstanden i De forenede Stater medført at mindst 20 stater har vedtaget eller er i færd med at vedtage stærke begrænsninger eller ligefrem forbud mod denne undervisning i skolerne.

Årsagen til striden

I det store og hele er de stridende parter enige om at vor tids unge har brug for en eller anden form for seksualundervisning. Uenigheden ligger i hvornår undervisningen skal begynde, hvor mange oplysninger der skal gives på forskellige alderstrin, hvem der skal undervise, samt hvor man skal hente materialet og hvad det skal omfatte.

En betydelig årsag til den kraftige modstand der er brudt ud, er tendensen til at give denne undervisning på de lavere klassetrin. Nogle forældre er blevet dybt chokerede over at høre hvilke ord deres meget små børn har lært at kende, og over at se børnene demonstrere ved hjælp af familiens yngre medlemmer hvad de har lært eller set i skolen. Disse forældre mener at børnene har „fået for meget at vide for tidligt“.

Mange forældre har ikke noget imod at børnene får en passende vejledning i de ældre klasser, men selv her har nogle deres betænkeligheder med hensyn til lærerne og deres kvalifikationer. De hævder at nogle lærere går til yderligheder, som det for eksempel skete i et tilfælde hvor en lærer bad eleverne om at afskrive de ukvemsord der stod på væggen i skolens toilet og forklare hvad ordene betød. I et andet tilfælde bad en lærer sine elever fortælle om deres oplevelser med masturbation, homoseksualitet og seksuel forbindelse med dyr. Mange forældre er bange for at deres børn skal blive påvirket af lærere der selv har deres seksuelle ejendommeligheder.

Modstanderne holder på at seksualundervisning i skolerne er et indgreb på deres rettigheder som forældre. De mener at det er forældrene eller religiøse rådgivere der bør give denne undervisning, i hvert fald når det drejer sig om de mere intime enkeltheder. De er også modstandere af den kollektive undervisning der ofte gives.

Men der er andre indvendinger der kan foranledige større betænkeligheder. Det drejer sig om det forhold at seksualundervisningen ikke indbefatter vejledning i kristen moral.

Er undervisningen nødvendig?

Tilhængerne af seksualundervisning i skolen fremfører at forældrene ved at forsømme undervisningen af deres børn er skyld i promiskuiteten blandt de unge og det stigende antal tilfælde af kønssygdomme og fødsler uden for ægteskab. De unge er ikke blevet tilstrækkelig beskyttet mod den stadige påvirkning fra reklamer, film og litteratur og fra voksne der sætter et dårligt eksempel. Dette siges at være grunden til at man kæmper for seksualundervisning.

I henvendelser som Danske Kvinders Nationalraad og mødrehjælpsinstitutionerne rettede til regeringen i 1960-61, gjorde man opmærksom på behovet for bedre oplysning ved at anføre at der årligt er 3000 ugifte gravide kvinder under 20 år (heraf 1350 under 17 år) som henvender sig til institutionerne. Endvidere at 45 procent af alle førstefødsler hos gifte kvinder finder sted inden ægteskabet har bestået 9 måneder, og at procenten er endnu højere i ægteskaber hvor bruden er under 20 år, for Københavns vedkommende 90. Det blev fremhævet at ud over 4000 legale svangerskabsafbrydelser om året måtte man regne med omkring 15.000 illegale. Disse henvendelser blev anledning til at regeringen nedsatte det udvalg hvis betænkning (1968) har foreslået obligatorisk seksualundervisning (1970) i den danske folkeskole.

Anvendelsen af sex og pornografi i film, fjernsyn, bøger, reklamer og aviser er uden tvivl med til at øve en dårlig indflydelse på de unge. Teksterne til mange moderne, populære melodier får det til at lyde som om umoralske forbindelser er ’det helt rigtige’. På denne måde bliver selv små børn hurtigt bekendt med seksuelle spørgsmål; en læge har i denne anledning sagt: „Biografreklamerne har lært mit niårige barn hvad lesbisk kærlighed er.“

Af disse grunde kræver nogle at man skal begynde seksualundervisningen allerede i børnehaverne.

Forskellige forslag

Man kan godt forstå at forskellige pædagoger ønsker at give de unge de oplysninger de har brug for og således udfylde det tomrum ukloge forældre har efterladt. Men i deres ihærdige forsøg på at gøre dette må de passe på ikke at spolere det naturlige forhold der er mellem forældre og børn. Hvis lærerne mener at mange forældre ikke har de rette forudsætninger for at undervise deres børn eller ikke vil påtage sig dette ansvar, hvorfor så ikke tage sig af dette forhold, årsagen til problemet, i stedet for bare at behandle virkningen? Man kunne lære forældrene selv at undervise deres børn. Det ville mange forældre være glade for at lære. På denne måde kunne man vedligeholde det betydningsfulde forhold mellem forældre og børn og bevare familieordningens mønster. Det ville også gøre det muligt at indpasse vejledningen efter barnets personlige behov, noget forældrene har bedre muligheder for end nogen som helst andre, fordi det er dem der kender børnene bedst. Det ideelle er at give denne undervisning i hjemmet.

Hjemmets fortrolighed vil udelukke at man bliver pinligt berørt over for fremmede eller at andre der har forkerte motiver, lærere eller elever, udnytter situationen. Man kunne føre samtalen som man ville gøre i et ’familieanliggende’, hvilket dette jo også er.

Nogle fremfører at forældrene er for generte til at tale med deres børn om denne sag. Men det ville de sikkert ikke være hvis de først var blevet undervist i hvordan de kunne klare situationen. „Men forældre er ikke uddannet som lærere, de er ikke forberedt på at klare situationen, de er alt for følelsesmæssigt engageret,“ hævder nogle. Meget passende har en amerikansk læge imidlertid bemærket: „Skolerne er endnu mindre forberedt på at give seksualundervisning end forældrene er. Deres undervisning er det rene Anders And, og børnene ved det. Vi har brug for at gribe sagen an på en helt ny måde: Vi må give de voksne seksualvejledning.“

Men selv om man indledte nogle kurser hvor voksne kunne lære at give deres børn seksualundervisning, ville der stadig være visse alvorlige ulemper ved sagen. Det er ikke sikkert at man ville lægge større vægt på den rette moral end man gør i den undervisning de unge får i øjeblikket. I et kursus af den slags ville man sandsynligvis ikke lægge vægt på Guds love, som de indeholdes i hans ord, Bibelen, hvilket ellers ville give undervisningen den rette moralske ligevægt. Hvorfor ikke? Fordi mange pædagoger ikke har ret meget tilovers for Bibelen. De fleste trossamfund har heller ikke indgivet de voksne nogen virkelig følelse af moralsk ansvar. Mange præster forklejner Bibelen og hylder den ’nye moral’.

Der findes altså delte meninger om emnet seksualundervisning i skolen. Stillet over for disse modstridende opfattelser spekulerer mange forældre på hvad de egentlig skal gøre.

[Illustration på side 4]

Seksualundervisning i skolen er som regel ikke bygget på sunde principper om moral