Grav middagsmaden op af jorden

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I NEWFOUNDLAND

DER kan ikke være nogen tvivl om at kartoffelen er et populært fødemiddel. I hvert fald er der i løbet af de sidste ti år blevet gravet 2500 millioner tons op af den gode gamle jord vi lever på.

Langt den største del af denne vældige høst blev plantet og høstet med moderne maskiner, men naturligvis er det også en pæn portion der er blevet dyrket i større og mindre køkkenhaver verden over. Familier som har holdt fast ved den skik at dyrke deres egne kartofler, har ikke alene fået sig en god forsyning sund mad til små penge, men har også haft den glæde og tilfredshed at løse en opgave i fællesskab, et arbejde som både voksne og børn kan være med til.

Har De prøvet at grave ned i den bløde jord og finde de fine runde knolde som stadig sidder fast til planten? Har De som barn fået til opgave at hente en spand kartofler til middagsmaden? Det var noget man godt kunne lide at gøre. Man gik ned i haven, ind gennem den hjemmelavede havelåge, og muldjorden føltes kølig under de bare fødder. Greben stod i jorden hvor man forlod den sidste gang. Man stak greben ned i god afstand fra planten, skubbede den ind under den, og løftede hele den løse jordklump så de brunlige knolde trillede ud på jorden. Samme fremgangsmåde med et par planter til, og snart havde man nok til dagens måltid.

På middagsbordet

Det næste møde med kartoflerne fandt sted ved middagsbordet når der kaldtes til spisning — måske stod der et fadfuld bagte kartofler, dampende varme, på bordet. Man skar en åbning i den tynde skræl, og dampen og den indbydende aroma steg en i møde. En lille klat smør ned i midten af kartoffelen, og en dejlig lækkerbisken var parat.

Familien behøver aldrig at blive træt af at spise kartofler, selv om de kommer på bordet hver dag. Enhver større kogebog indeholder en mængde forslag til servering af „kogte“, „bagte“, „gratinerede“ og „stegte“ kartofler og giver opskrift på en hel række salater. Af de mere specielle kartoffelretter, som det måske er lidt af en udfordring at lave, kan nævnes sådan noget som „kartoffelkroketter“, og de kan smage virkelig dejligt.

Det enkleste og mest almindelige er naturligvis blot at koge kartoflerne. Kartoflerne skrubbes rene, eventuelle dårlige steder skæres af, men ellers forbliver skrællen på. Kartoflerne kommes i en gryde, dækkes med vand, saltes og koges indtil de er møre — i tyve til tredive minutter. Man kan hurtigt med en spids gaffel prøve om de er møre. Vandet hældes fra, låget tages af og den overskydende væde får lov at dampe af over svag varme, mens man forsigtigt ryster gryden. Når det er nye kartofler man tilbereder på denne måde, kan man sagtens spise dem med skrællen på.

Bagte kartofler er særlig lækre. De skæres over på tværs. Den overskårne flade pensles med fedtstof, og kartoflerne anbringes med denne side nedad på en bageplade. De bages i tredive til femogtredive minutter. Og så kan man servere dem på forskellige måder — med hvidløgssmør, persillesmør, citronsmør, og så videre.

Det forhøjer også nydelsen hvis man serverer de helbagte kartofler med stegt pølse eller løg stoppet ned oven i kartoffelen.

Næringsværdi

Hvordan placerer kartoffelen sig på det ernæringsmæssige område? Der er nogle som afviser den helt på grund af dens store indhold af stivelse. Imidlertid bør man huske på at kartoffelen indeholder forholdsvis få kalorier. En mellemstor kartoffel (100 g) indeholder omkring halvfems kalorier, og det er ikke mere end, for eksempel, en skive rugbrød (35 g).

Kartofler indeholder ret mange C-vitaminer. En mellemstor bagt kartoffel indeholder omkring 15 milligram C-vitamin. Også A- og B-vitaminer er til stede i mindre mængder. Af mineraler får vi desuden jern, kalcium, magnesium, fosfor og kalium fra kartoffelen. Ifølge værket The Complete Book of Food and Nutrition, ved J. I. Rodale, indeholder kartofler „så mange mineraler og vitaminer at de vil kunne opretholde et menneskes liv i et godt stykke tid, selv om det ikke er muligt at få andre fødemidler“.

Dette værk anbefaler også at koge kartoflerne med skrællen på, fordi man derved bevarer så mange vitaminer og mineraler som muligt. „Trykkogning og bagning ødelægger kun få af disse næringselementer,“ tilføjes det. Men „at skrælle kartoflerne og derpå koge dem, medfører et C-vitamintab på 47 procent. Hvis de derefter moses, ødelægges yderligere 10 procent“.

Disse få oplysninger hjælper os til at forstå hvorfor kartoffelen har kunnet hjælpe hele landes befolkninger til at overleve, som det især har været tilfældet i Østeuropa. Kartofler dyrkes overalt i verden, men de største producenter er Sovjetunionen og Polen, der tilsammen tegner sig for 48 procent af verdens høstudbytte. I De forenede Stater høstes hvert år næsten fjorten millioner tons. (I Danmark omkring 850.000 tons.)

Når det drejer sig om disse store produktionstal, taler vi naturligvis ikke længere om den lille dreng med spanden som går ned i haven for at hente lidt kartofler til sin moder. Kartoffeldyrkning er i dag en storstilet industri med specialiserede maskiner til at lægge kartofler, grave kartofler op og sortere kartofler, og til oplagring kræves særlige bygninger med temperaturkontrol og ventilation. Biologer arbejder til stadighed på at fremelske kartoffelsorter som giver et stort udbytte og samtidig har en god smag, et pænt udseende og modstandsdygtighed over for sygdom. Allerede i dag giver kartofler et større næringsudbytte pr. hektar end nogen af kornsorterne.

Dyrkning til eget brug

Kartofler trives i egne hvor dagene er lange og ikke for varme, hvor nedbøren er rigelig og jorden i stand til at holde på fugtigheden. Hvis De bor på en egn hvor disse forhold er til stede og De har et lille stykke jord til rådighed, hvorfor så ikke dyrke lidt kartofler? Glem først alt om den maskinpark man har i store kartoffelbrug. Jorden skal blot løsnes lidt, der graves en fure, „frøene“ lægges i og furen dækkes til med jord. „Frøet“ er selve kartoffelen, eller eventuelt blot et stykke af en kartoffel, hvis man vil udnytte hver læggekartoffel til flere nye planter; hvert stykke skal da have mindst ét „øje“ eller én spire.

Man kan gøde jorden med staldgødning, kompost, tang eller en eller anden egnet kunstgødning. Her på Newfoundland har vi opnået gode resultater med tang og en lille fisk kaldet en lodde. Denne fisk skylles i stort antal op på strandene netop omkring den tid da kartoffelplanterne begynder at spire frem. En blanding af tang og fisk spredes ud på jorden og dækkes med et tyndt lag jord.

Når kartoflerne netop er store nok til at spises, det vil sige omkring tre måneder efter at de er lagt, er de særlig velsmagende, både serveret varme med smør til eller brugt i en kold salat. Man kan grave dem lige op af jorden når man skal bruge dem, eller endnu bedre, sende sin lille søn eller datter af sted efter dem med en spand. Børnene vil finde det spændende. Men man må give dem rigelig tid til det, for de vil sikkert falde i forundring over de mærkelige knolde der myldrer frem af jorden i alle mulige størrelser.

Andre kartoffeltips

Hvis der skulle dukke skadedyr op på planterne under væksten, sådan som der næsten altid gør, kan hele familien i fællesskab gå i krig med at børste disse insekter ned i papirsposer eller papæsker, som så kan brændes. Dette må man gå i gang med lige så snart disse fredsforstyrrere viser sig, da planterne ellers vil gå til grunde og kartoflerne ikke vil modnes. Ved dyrkning i stor stil sprøjtes kartoffelplanterne med mellemrum for at bekæmpe skadedyr.

Når den tid kommer da hele høsten af kartofler skal graves op og gemmes til vinteren, kan hele familien igen opleve glæden ved at arbejde i fællesskab. I lande med tempereret klima gøres dette som regel når den første, lette frost er kommet og når planternes blade er blevet tørre og visne. Det kan være klogt at sortere kartoflerne med henblik på at gemme de store, solide kartofler i længere tid og bruge de øvrige først.

Kartoflerne bevares bedst gennem vinteren hvis de oplagres ved en temperatur på omkring fem grader celsius. Er temperaturen lavere kan kartoflerne få en uønsket sødlig smag; er den meget højere vil kartoflerne spire og skrumpe ind. Mørke, nogen fugtighed og luftcirkulation bidrager til en god oplagring. Luftcirkulationen vil fjerne overflødig fugt og den varme som udvikles af de levende kartofler.

For hver sæk læggekartofler kan man høste fem, seks, syv eller endnu flere sække, afhængigt af sæsonens længde, jordens beskaffenhed og familiemedlemmernes fælles indsats for at bekæmpe skadedyr og ukrudt. Det man kan spare i kostpenge ved at dyrke sine egne kartofler er ikke den eneste fordel man opnår. Man skal lige så meget gøre det for at børn og voksne kan komme til at opleve glæden og tilfredsheden ved at udrette noget i fællesskab. Hvor langt mere tilfredsstillende er det ikke at kunne grave sin middagsmad op af jorden end at køre hen til købmanden og købe sine ti pund kartofler!