Jeg ville være professionel golfspiller
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I JAPAN
JEG var tyve år gammel da jeg spillede golf første gang. Det var blot for morskabs skyld at jeg var taget ud på golfbanen sammen med min storebroder. Jeg kan stadig huske det besvær jeg havde med at ramme bolden rigtigt. Den drejede nok så kønt ud til højre. Selv om jeg gjorde mig de største anstrengelser, blev den ved med at have samme tendens til at trække ud til højre. I golfsprog kaldes en højreskruet bold for „slice“ og en venstreskruet for „hook“.
Kort tid efter havde jeg lejlighed til at se en professionel golfkamp i fjernsynet. Her blev jeg for første gang klar over at der er folk som lever af denne sport, at der er noget der hedder professionel golf. Jeg besluttede med det samme at dette skulle være mit mål. Jeg ville være professionel golfspiller. For mig kunne intet være større end at have denne pragtfulde sport som levevej.
Min fader ønskede at jeg skulle på universitetet, tage eksamen og få en normal levevej, og nøjes med at dyrke golf som hobby. Men nej, jeg havde truffet min beslutning. På trods af hans protester var jeg besluttet på at søge ind i den professionelle golfverden. Mine forældre tvivlede med god grund på om en tyveårig kunne skabe sig et ordentligt levebrød ved at spille golf. Naturligvis så jeg det hele mere rosenrødt.
Jeg forfølger mit mål
Mit første skridt var at få et arbejde på en træningsbane til 5,25 kroner om dagen; det indbefattede desuden at jeg havde tilladelse til at øve mig i arbejdstiden når der ikke var nogen kunder at tage sig af. Men det gik sådan at der altid var erfarne spillere på banen, og jeg turde ikke øve mig når de så på det. I stedet øvede jeg mig efter lukketid, i lyset fra en stor bro i nærheden. Da jeg ikke havde nogen lærer, købte jeg bøger om golf og øvede mig ud fra det jeg læste i dem. Jeg var henrykt over at kunne holde en golfkølle i hænderne næsten uafbrudt. Og så selve glæden ved at ramme bolden rigtigt!
To, tre, ja fire år gik på denne måde, og jeg var helt opslugt af golf fra morgen til aften. Jeg gjorde gode fremskridt, men det krævede langt mere end jeg havde forestillet mig at blive professionel golfspiller. Både psykisk og også med hensyn til teknisk færdighed stødte jeg på forhindringer. Golf er ofte blevet sammenlignet med livet — når man gennemspiller en bane oplever man både glæde, mismod, spænding, skuffelse, udholdenhedsprøver og pres. Der kræves en stærk indre drivkraft for at vinde, og den manglede jeg. Det viste sig især når jeg skulle „putte“ bolden (slå den i hul) på „green“ (en jævn og tætklippet plads omkring hvert hul).
Jeg kan give et eksempel. På „et langt hul“ (par-5-hul) standsede bolden efter mit andet slag blot fyrre centimeter fra hullet. Min glæde var stor, for hvis jeg fik bolden i med ét slag havde jeg en „eagle“ (opnås ved at få bolden i hul to slag under „par“ ved et par-5-hul). Fordi denne „green“ skrånede lidt gav jeg bolden et blødt slag, men den ramte ved siden af hullet og standsede lidt over en meter fra det. Kun en golfspiller kan forstå min skuffelse og ærgrelse. Ved næste forsøg ramte jeg også ved siden af. At tænke sig at jeg kunne lave to så nøjagtige slag over 450 meter og så forfejle tre slag når der kun var fyrre centimeter til hullet! På vej til næste „tee“ (udslagssted) var jeg så ophidset at jeg slog på et træ med min kølle som om den havde gjort noget forkert.
Behov for en stærkere drivkraft
„Du har brug for mere gå-på-mod, det vil sige en stærkere indre drivkraft,“ sagde en seniorspiller til mig en dag, „Du må have et stærkere ønske om berømmelse, position og penge. Lær livet bedre at kende. Bliv voksen ved at smage både på det bitre og på det søde,“ fortsatte han. Han tilskyndede mig også til at indgå væddemål om mit eget spil så jeg fik mere „kampånd“.
Nu begyndte jeg at forstå at det ville betyde en total ændring i min tankegang, hvis jeg skulle nå mit mål: at blive professionel golfspiller. De år jeg havde brugt til at lære golfspillets kunst havde været fornøjelige år, men hvis jeg nu skulle gøre mig gældende som professionel, måtte jeg udvikle et selvisk syn på tingene og være indstillet på at nå mit mål på andres bekostning. Hvis dét var nødvendigt for at blive professionel, måtte jeg gøre det. Jeg ville indgå væddemål med mine modstandere, tjene penge, skabe mig et navn. Jeg begyndte at synes at dette var den rigtige og helt naturlige fremgangsmåde. Hvorfor skulle man have kollegiale følelser over for en modstander? Jeg var på vej til berømmelse, position, penge.
Er det ikke forbløffende hvordan ens omgivelser, det miljø man færdes i, kan øve indflydelse på og ændre ens tankegang? Jeg var ved at blive ligesom disse professionelle golfspillere. Desuden måtte man også tænke på sin alderdom. Nu mens jeg var ung måtte jeg bygge mig en sikker fremtid, mente jeg. Ligesom kræft spredtes ønsket om at tjene penge til alle facetter af mit liv. Golf var ikke længere en fornøjelse; den var snarere blevet et middel til at nå et mål.
En indre kamp
Nu hændte der noget mærkeligt. I maj 1967 kom en dame og aflagde besøg i vort hjem. På den tid af dagen plejede jeg stadig at opholde mig på første sal, men den dag sad jeg nede og læste avis. Da jeg hørte lidt af samtalen mellem min moder og den besøgende, gik jeg ud til døren og hilste på hende. Jeg drømte ikke om hvilken virkning dette skulle få på mit liv. Hun var et af Jehovas vidner.
Tre dage senere besøgte damen os igen, og jeg tog imod hendes tilbud om at læse Bibelen med mig i vort hjem. Hvorfor gjorde jeg egentlig det, nu da jeg var så nær ved at nå mit mål? Dengang jeg begyndte at spille golf fandt jeg virkelig glæde ved det, men nu da jeg var blevet en erfaren spiller, var mit hjerte tomt. Mine forhåbninger syntes uden værdi. Jeg kunne ikke forstå denne indre kamp, men nu ønskede jeg en afgørende forandring i min måde at leve på. Derfor greb jeg denne chance for at lære om Bibelen.
Det første Vågn op! jeg læste (den japanske udgave for 8. april 1967) behandlede emnet „Hvorfor tillader Gud det onde?“ Indtil dette tidspunkt havde jeg end ikke tænkt på Guds eksistens, men en artikel i dette blad forklarede at Gud har skabt mennesket med en fri vilje. Jeg fik også at vide at Adam blev skabt i år 4026 f.v.t. Dette gjorde virkelig indtryk på mig. Hvorfor? Fordi mennesket i midten af halvfjerdserne vil have været på jorden i en periode på seks tusind år — og et vendepunkt i menneskets historie er forestående! Det der gjorde størst indtryk på mig var dog forkyndernes regelmæssige besøg i mit hjem, helt uden selvisk motiv.
Jeg besluttede mig til at studere regelmæssigt og komme til Jehovas vidners møder så ofte jeg kunne. Lidt efter lidt blev undersøgelsen af Bibelen mere og mere interessant. Daniels profeti og dens opfyldelse fandt jeg meget fængslende. Jeg var virkelig begyndt at lære noget om den store førsteårsag, Jehova, men jeg må indrømme at det stadig var ret forstandsmæssigt jeg tilegnede mig denne viden. Kundskaben var endnu ikke blevet en drivkraft i mig som kunne få mig til at begynde at bruge mit liv mere hensigtsmæssigt.
Vendepunktet
Da jeg havde læst Bibelen sammen med Jehovas vidner i fem måneder, kom tiden da jeg skulle aflægge prøve for at blive professionel golfspiller. Det var i september. Det var dette mål jeg havde set frem til i alle de måneder jeg havde trænet. Jeg skal aldrig glemme den første runde. Det kræves at man spiller „par“ på sidste halvdel. Fra ellevte til femtende hul spillede jeg virkelig „par“, men på det sekstende forfejlede jeg et slag på en meter og fik en „bogey“ — ét slag over „par“. Mærkeligt nok lykkedes det mig at genvinde roen. Så kom det syttende hul. Med mit andet slag fik jeg bolden til at lande midt på „green“, men hullet lå i den fjerneste ende af en aflang fordybning. Selv den korte afstand taget i betragtning har jeg svært ved at forstå hvordan jeg kunne være så dristig at slå bolden på den måde jeg gjorde. Den trillede op og rundt og landede smukt i hullet. En „birdie“ — ét slag under „par“! På attende hul spillede jeg så „par“ og bestod dermed prøven til at blive professionel golfspiller.
Hvilken glæde! Da jeg kom hjem og fortalte at det var lykkedes for mig, klappede fader i hænderne af glæde. Han havde tårer i øjnene. Han havde altid været bekymret for vor fremtid, men nu havde en af hans sønner haft succes i golf. Slægt og venner kom for at ønske mig til lykke. Det så ud til at min lykke var gjort.
Men på dette tidspunkt var dét jeg lærte ved undersøgelsen af Bibelen begyndt at trænge ind i mit hjerte, og jeg begyndte at ransage den måde jeg levede mit liv på. Jeg begyndte at forstå at den vej Jehova anviser mennesket er stik imod den vej jeg prøvede at følge. Guds ord råder os til at være tilfredse med „føde og klæder“ og siger at „kærlighed til penge er en rod til alt ondt“. (1 Tim. 6:6-10) Bibelen siger at vi skal tjene Gud, men jeg stræbte efter berømmelse, og efter at folk skulle se op til mig.
Her sagde Bibelen at vi ikke skulle være som folk i denne verden, og var det ikke netop det jeg prøvede at blive? Professionel golf var fuld af væddemål og konkurrence. Forfejlede man et slag blev man vred; forfejlede modstanderen et slag blev man lettet og glad. Er dette ikke en grim indstilling? Den vej jeg fulgte var lige så modsat Gud og Bibelen som udviklingslæren er modsat skabelsesberetningen.
Et kompromis var ikke muligt. Jeg måtte vælge den ene bane og forkaste den anden. Men, forkaste professionel golf! Hvordan kunne jeg nogen sinde gøre det? Og Guds sandhed? Den kunne jeg heller ikke opgive. Men Guds vej tilbød evigt liv som belønning, og jeg ønskede virkelig at leve. Sammenlignet med Guds prægtige sandhedsord burde golf ikke have spillet nogen rolle. Men på dette tidspunkt var professionel golf stadig mit halve hjerte. Jeg besluttede at jeg ville skære ned på den tid og de kræfter jeg brugte til golf og forøge den tid og de kræfter jeg brugte til at studere Bibelen.
Fra da af var det som om min indstilling ændrede sig fra dag til dag, fra uge til uge. Det var som om Jehovas ånd som følge af mit intensiverede studium ledte tingene i den rigtige retning. Selv om jeg stadig godt kunne lide golf, var det ikke længere en livsvej for mig. Samværet med Jehovas vidner ved et zonestævne i marts 1968 gjorde et ubeskriveligt indtryk på mig. Det var så stærkt at jeg ringede fra stævnehallen til golfklubben og meddelte at jeg trak mig ud af professionel golf. Den følgende måned søgte jeg ny beskæftigelse og blev nu i stand til at overvære alle Jehovas vidners møder. Ved disse møder kan man virkelig styrke sin tro og erfare mange glæder. Jeg skulle være begyndt at komme noget før.
I mit tilfælde var det egentlig lige så svært at komme ud af professionel golf som at komme ind i det. Jeg fik igen min fader imod mig, og han havde god grund til at være vred. Jeg havde opgivet universitetet på trods af hans indvendinger, og nu, inden der var gået seks måneder efter at jeg var blevet professionel golfspiller, opgav jeg også det. Det må have været en stor skuffelse for ham. Jeg må indrømme at han har prøvet at være en god fader for mig. Alligevel måtte jeg endnu en gang bekymre og bedrøve ham. Det er mit håb at denne situation kun vil være midlertidig, for jeg beder til at jeg, ved at forblive trofast mod Gud og hans dyrebare sandhed, må kunne hjælpe mine forældre til også at lære livets vej at kende og opleve evig glæde sammen med mig.
For øjeblikket glæder jeg mig over den forret at være heltidsforkynder som et af Jehovas vidner, hvilket består i at jeg bruger mindst 150 timer hver måned i forkyndelsen, hvor jeg søger at fortælle andre om de rige og tilfredsstillende sandheder som Bibelen indeholder og at forkynde dens budskab om håb for alle folk. I de sidste to år har jeg været fri for den følelse af modløshed og skuffelse der ofte overvældede mig mens jeg var golfspiller. Jeg har lært at der ikke findes nogen større tilfredshed eller glæde for mennesket, skabt i Guds billede, end at bruge sit liv i harmoni med Guds vilje. Jeg ville ønske at flere mænd, kvinder og børn ville forstå den sandhed!