Kan Lima nogen sinde glemme?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I PERU

DEN 9. JANUAR 1570! Det var en dag der bragte rædsel til Peru, som dengang var under kolonistyre. Alene mindet om det der skete, fremkalder stadig en isnende følelse af frygt. Ironisk nok var det en varm og solrig dag. Et skib der førte kong Filip II af Spaniens farver, stod ind i havnen ved Callao og kastede anker blandt barker og brigantiner fra mange fjerne lande. Besætningen skyndte sig at fastgøre rigningen, mens en lille båd med passagerer lagde ind mod bredden.

En af disse passagerer, en spansk herre ved navn Serván de Cerezuela, medbragte en dokumentmappe hvis indhold meget hurtigt skulle skabe røre blandt kolonisterne. Det var et kongeligt dokument, underskrevet og forseglet næsten et år tidligere, et dokument som skulle slippe en trehundredårig bølge af frygt og uvished løs blandt indbyggerne. Det frygtede ’hellige Embedes’ magt, bedre kendt som ’den spanske inkvisition’, var nu blevet udstrakt til Peru.

Det var ikke uden grund at Perus europæiske indbyggere betragtede denne udvikling med megen ængstelse. Havde de ikke selv været vidne til ’Det hellige Embedes’ handlinger i deres hjemlande? Alle minderne og rygterne om frygtelig, lemlæstende tortur og smertefuld død trængte sig uden tvivl på i deres sind.

Inkvisitionen

Dette grusomme frygtens våben, inkvisitionen, blev allerede udtænkt i den første del af det trettende århundrede. Dens formål var at finde og straffe kættere og ikke-troende. Den begyndte at tage endelig form i år 1232 da pave Gregor IX udnævnte faste dommere, senere kendt som ’inkvisitorer’. Alle der boede i såkaldt kristne lande skulle tvinges til lydighed mod kirken. Ingen afvigelse fra kirken, ingen udfoldelse af egen dømmekraft, ingen betvivlen af kirkens doktriner måtte tillades.

Repræsentanter for kirken påstod at deres undersøgelser, der indbefattede tortur, blev udført af kærlighed til ofrene. Og med hensyn til ansvaret for at brænde utallige mennesker på bålet, erklærede de at sådanne henrettelser ikke blev udført af kirken men af den verdslige myndighed.

Men hvad angår det virkelige ansvar for en mængde frygtelige dødsfald, kan vi bedst afgøre sagen ved at henvise til det katolske værk Catholic Encyclopedia, hvori man indrømmer følgende: „[’Det hellige Embedes’] overvejende gejstlige natur kan næppe betvivles. . . . De borgerlige myndigheder blev derfor påbudt af paverne under trussel om bandlysning at eksekvere de retsgyldige domme som fordømte de ubodfærdige kættere til bålet.“ (Bind 8, siderne 34, 37.) For at torturen, der blev legaliseret i 1252 af pave Innocent IV, kunne hemmeligholdes, blev den senere overladt til inkvisitorerne selv.

Disse formodede kristne inkvisitorer gik undertiden så vidt for at aftvinge deres ofre tilståelser eller kompromitterende vidnesbyrd at tanken om det får det til at løbe én koldt ned ad ryggen. Mange af inkvisitorerne var munke udvalgt fra dominikanerordenens rækker, mænd hvis unaturlige ungkarleliv og fanatisme havde forhærdet dem så meget at de ikke havde nogen medlidenhed med de lidende og ikke tøvede med at tildele den mest kvalfulde tortur.

Lima under svøben

Intet under at Limas indbyggere var bestyrtede. Ingen hemmelighed kunne holdes skjult. Enhver udtalelse kunne give grund til anklage. Man kunne blive angivet af sin hustru, sin mand, sit barn eller sine forældre. Det var formålet med „Anklageediktet“, et dokument som blev læst den tredje søndag i fasten efter „højtidelig messe og prædiken“. De følgende uddrag oversat fra bogen Annals of the Lima Inquisition taler for sig selv:

„Vi, inkvisitorerne mod de kætterske misgerninger og frafaldet i Perus kongeriger, til alle naboer til og indbyggere i kongernes by, af hvilken stilling, stand, rang og værdighed de end er, hilsen i Kristus.

Da vi gør dette kendt for jer, at det for yderligere fremme af troen er passende at adskille den dårlige sæd fra den gode og at undgå at modarbejde Vor Herre, befaler vi enhver af jer at I, dersom I skulle kende til eller komme til at se eller høre tale om noget menneske — levende, nærværende, fraværende eller afdød — som har sagt eller troet kætterske ord eller meninger, mistænkelige, fejlagtige, overilede, skurrende, bagtaleriske eller blasfemiske, da skal meddele det eller give os det til kende.

Vi befaler jer at angive enhver om hvem I ved eller har hørt tale at vedkommende har holdt sabbaterne i overholdelse af Moseloven. . . . eller har påstået at Jesus Kristus ikke er Gud, . . . eller at han ikke blev født af Vor Frue, jomfru før fødselen, i fødselen og efter fødselen. . . . eller at paven eller alterets tjenere ikke har magt til at give aflad for synder . . . eller at der ikke er nogen skærsild og at der ikke må være billeder af helgener i kirkerne, eller at det ikke er nødvendigt at bede for de døde. . . .

Vi befaler jer at underrette os hvis I har hørt omtalt eller kender til noget menneske der har bibler [på spansk] . . .

Derfor formaner og påbyder vi ved denne advarsels ordlyd under straf af bandlysning . . . enhver som kender til eller som har gjort nogen af de ovennævnte ting, at komme og møde frem for os personligt for at fortælle og tilkendegive det inden seks dage fra denne forordnings offentliggørelse eller fra det tidspunkt I kom til kendskab om det.“

Er det ikke åbenbart at denne forordning var beregnet til at løfte hvert menneskes hånd mod sin næste, at opmuntre mennesker til at udspionere hinanden?

„Calesa Verde“ („den grønne vogn“) kunne dukke op på et hvilket som helst tidspunkt af dagen eller natten i Limas gader. Den sendtes af sted af inkvisitorerne for at hente den anklagede og var et syn der kunne gøre hver en iagttager dødsens angst. Når den langsomt kørte ned ad gaden blev selv den almindelige borger panikslagen. Hvad havde han nu gjort? Hvilken uforsigtighed havde han nu begået? Hvem havde angivet ham? Og når der midt om natten lød en banken på døren, var det nok til at få beboerne til at stivne af rædsel. Var det den grønne vogn?

Ofre af alle slags

Alene i løbet af kolonitiden, berettes det, blev 59 mennesker brændt på bålet i Peru. Anklagerne kunne lyde på blasfemi, trolddom, bigami, det at eje en bibel på det jævne folks sprog, frafald, eller det at bekende en ikke-katolsk tro. End ikke højtstående medlemmer af præsteskabet blev undtaget. Den 13. april 1578 blev Fray Francisco de la Cruz brændt på bålet for at lære at kirken havde gjort sig skyldig i at købe og sælge embeder inden for kirken, at private skriftemål skulle afskaffes, at munke og præster skulle gifte sig og at de hellige skrifter skulle findes på det jævne folks sprog.

Den 29. oktober 1581 blev den engelske piratkaptajn John Oxnem og to af hans besætningsmedlemmer brændt — nej, ikke på grund af sørøveri på de store have, men for at være lutheranere. Den 17. november 1595 blev portugiseren Juan Fernando de las Heras og tre af hans landsmænd brændt, beskyldt for at være „jøder der søgte proselytter“. De havde overholdt sabbaten.

Afstraffelsen af de dømte blev gjort til en offentlig begivenhed der afvikledes med højtidelighed og pragt. En sådan auto-da-fé (bogstaveligt: troshandling) begyndte tidligt om morgenen og plejede at vare til langt ud på aftenen. Præster og fremtrædende borgere søgte at få „ringsidepladser“ for bedre at kunne betragte de dømte i deres sidste smertefulde øjeblikke på bålet. Råb og bifaldsytringer fra den fanatiske, larmende hob kunne ofte drukne ofrenes skrig.

’Det hellige Embedes’ hovedkvarter i Lima

Det er kun få besøgende i Lima der kender historien bag huset med gavlene og de seks søjlerækker bygget i græsk-romersk stil, som vender ud mod Plaza Bolívar lige i nærheden af et af byens travleste strøg. Man kan gå ind i dets rolige indre og betragte Deputeretkammerets bibliotek, lade øjnene glide hen over gulnede dokumenter underskrevet af den tidlige republiks fremtrædende mænd som Simón Bolívar, José de la Mar og andre; man kan forundres over de kunstfærdigt udskårne mahognilofter, og alligevel ikke have den ringeste anelse om bygningens oprindelige anvendelse.

Men i september 1813 kendte Limas borgere alt til hovedkvarteret for inkvisitionen i Peru. Det var dengang vicekong Abascal offentliggjorde den officielle retskendelse som var underskrevet i Cadiz den 22. februar samme år og afskaffede „Det hellige Embede“. De brød ind i bygningen og plyndrede den, idet de gav luft for deres had og deres opdæmmede bitterhed. De skaffede sig derved også sikkert bevismateriale om de berygtede rædsler som havde foregået indenfor. Nogle af de ting man fandt var:

Et krucifiks i legemsstørrelse hvorpå hovedet kunne bevæges med snore bag et grønt fløjlsforhæng. Mange lettroende ofre må have forestillet sig at Kristus selv havde grebet ind mod dem.

Et bord på cirka to og en halv gange to meter, med et stort, hjuldrevet spil. Offeret blev anbragt på dette bord og strakt indtil senebånd og led ikke længere kunne modstå det.

Gabestokke i hvilke hovedet og hænderne blev anbragt mens offeret blev pisket bagfra uden at få sin bøddel at se. På væggen piske af knyttet snor og metaltråd.

En torturkåbe lavet af flettet ståltråd med hundreder af små tænger der ville pine bærerens krop ved den mindste muskelbevægelse.

Andre dødbringende instrumenter, for eksempel tænger til brug på tungen, tommelskruer til at radbrække fingrene med, og så videre.

Man kan stadig se det sted hvor den forvirrede, rædselslagne anklagede har stået foran inkvisitorerne, og den tykke trædør med det lille kighul som kun afslørede den anonyme anklagers øje. Man kan også se den oprindelige mur i detentionen hvor den veluddannede mand med sin pertentlige skrift og den fattige mand med næsten ulæselige kragetæer har skrevet deres påstand om uskyld, deres lydløse råb om retfærdighed.

Grund til at huske

Men er alt dette kun svunden historie, en ond drøm der helst skal glemmes? Selv om fire århundreder er gået siden ’Det hellige Embede’ kom til Peru, glemmer Lima ikke. For nylig offentliggjorde La Prensa, en af Limas førende aviser, en artikel om inkvisitionen, en artikel som endnu en gang rystede denne „kongernes bys“ hukommelse.

Når vi nu ser tilbage på inkvisitionens frygtelige vidnesbyrd bemærker vi at den kun kunne finde sted ved en fuldstændig tilsidesættelse af Bibelens lære. Det er umuligt at tvinge eller presse mennesker til at tro på Gud. Man må undervises i Kristi befalinger som vist i Bibelen. (Rom. 10:17) Selv når en der giver sig ud for at være kristen overtræder hvad der er ret, skal hans sag ifølge Bibelen undersøges på ærlig vis, og hans skyld skal afgøres ved to troværdige vidners udsagn. (Matt. 18:16; Joh. 8:17) Hvis den der har forbrudt sig er skyldig og ikke angrer, kan han udstødes af de sande troendes kreds. (1 Kor. 5:11, 13) Intetsteds godkender Bibelen forsøg på at aftvinge tilståelser eller nogen anden form for vidneudsagn ved hjælp af tortur.

Bibelens beretning viser at da mange faldt bort fra troen i det første århundrede (Joh. 6:66), begyndte Kristi Jesu disciple ikke at skræmme, tvinge eller anvende magt over for andre. Hvorfor ikke? Fordi de ikke kunne gøre mere end de havde fået befaling til, nemlig ’at gøre disciple af folk af alle nationer . . . og lære dem’, på samme milde måde som Jesus Kristus selv havde gjort. — Matt. 28:19, 20.

Det at man tilsidesatte Bibelen og forsømte at studere den, resulterede altså i inkvisitionens rædsler. Men hvordan er det i dag? Den samme tilsidesættelse af Bibelen har ført til at katolikker bekæmper og dræber katolikker i krige og revolutioner. New York Times for 29. december 1966 skrev: „Før i tiden støttede lokale katolske hierarkier næsten altid deres nationers krige, idet de velsignede tropperne og fremsagde bønner om sejr, mens en gruppe biskopper på den anden side af fronten offentligt bad for det modsatte udfald.“

I alle kristenhedens lande har man tilsidesat Bibelen. Frugten af denne tilsidesættelse er blevet den stærke stigning i vold vi ser i dag. Oprigtige mennesker må spørge sig selv: Vil jeg fortsætte med at stå i et religiøst samfund som undlader at indprente Bibelens sandheder ved ord og gerning? Så længe Bibelens lære ikke vises den rette opmærksomhed, vover oprigtige mennesker ikke at glemme inkvisitionen. Og derfor kan Lima heller ikke glemme!

[Illustration på side 17]

En auto-da-fé, efter et samtidigt stik