Vi besøger „søboerne“ i Dahomey
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I DAHOMEY
HAR De nogen sinde hørt om „Afrikas Venedig“? Sådan bliver byen Ganvié i Dahomey ofte beskrevet. Grunden er at den hele året står under vand og at husene er bygget på pæle. Når man skal rundt i denne by foregår det på samme måde som i Venedig; i stedet for gondoler bruger folk blot den mere beskedne pirog, en kano lavet af en udhulet træstamme.
I stedet for at tage på sightseeing i den velkendte Ganvié, kunne De måske tænke Dem at få et indtryk af livet i en af de mindre kendte landsbyer som også er bygget på en sø, villages lacustres som de fransktalende indbyggere kalder dem. Dét valgte vi, og det vil glæde os at fortælle om turen.
Lad mig først sige at min mand havde fået tildelt det hverv som tilsynsførende for en række af Jehovas vidners menigheder, en såkaldt sektion, at overvære et af Jehovas vidners stævner der skulle holdes i Hetin, en af Dahomeys landsbyer på pæle. Vi lastede altså vores vogn med udstyr — generator så vi kunne få elektricitet ved stævnet, højttalerudstyr, litteratur, personlig bagage, senge, moskitonet, mad, drikkevand, køkkengrej, komfur, og så videre — og tog af sted fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Cotonou.
Da man kun kan komme til Hetin med båd kunne vi kun køre en del af vejen. Det var ordnet sådan at nogen skulle møde os i landsbyen Dangbo, lige i udkanten af sumpen. Her flyttede vi vores bagage over i en stor pirog. Sejlturen tog næsten to timer og vi nød hvert minut. Der var en overdådighed af smukt farvede tropiske fugle og sommerfugle. De venlige mennesker som vi kom forbi hilste på os. Her var ingen motorbåde til at ødelægge de fredelige omgivelser. Vore venner arbejdede hårdt med deres fire-fem meter lange stager for at skubbe piroggen af sted gennem kanaler med lavt vand. Vi lagde mærke til at de mindre fartøjer blev drevet frem ved hjælp af skeformede padleårer.
Snart kom vi til en bredere flod, Ouémé, som løber ud i Atlanterhavet. Den landsby som vi var på vej mod ligger ved dens bred. Som vi gled af sted kunne vi se landmænd som arbejdede på markerne. De udnytter den tørre årstid til at plante deres afgrøder, for på den fugtige årstid står disse marker helt under vand.
Velkommen til vort midlertidige hjem
Vi bliver ført direkte til det hjem der vil være vort i den tid vi er her. Mon det er bygget på pæle ligesom alle de andre? Ja, sandelig. Det ligger cirka halvanden meter over jorden, og vi kommer op til det ved at klatre op ad en bambusstige der er snøret sammen med fibersnor. Der er ingen dør. I stedet for er der en stråmåtte så man kan have det for sig selv og holde den varme sol ude. Da vi spekulerede på om vi kunne efterlade alle vore ejendele i et hus uden dør og lås, forsikrede man os om at der ingen tyve var i Hetin. Og det viste sig at være sandt, skønt der bor omkring 6000 mennesker i dette område.
Vort hus er som de fleste andre lavet af bambus. Disse kraftige rør er bundet sammen med ståltråd, og der er åbninger til vinduer og døre. De fleste af boligerne har stråtag, men vores har et tag af bølgeblik. Stråtagene har den fordel at de er meget køligere i den brændende tropesol. I almindelighed har husene kun et fælles rum, måske med et højtliggende loftsrum der bliver brugt til at sove i. Disse loftsrum er til tider absolut nødvendige når den underste etage bliver oversvømmet i regntiden.
Der er ikke mange møbler. Måske er der et par lave taburetter af træ. Man sover på stråmåtter, og disse rulles sammen om dagen. Gulvene er planeret med kogødning, men de hverken ser ud eller lugter så dårligt som man umiddelbart kunne forestille sig. Midt på gulvet ligger de sidste gløder fra et bål hvor husmoderen har lavet mad.
Der er ingen brusere, badekar eller toiletter. Landsbyboerne bader alle i floden. Mænd og børn bader nøgne, men kvinderne bærer et kort „pagne“ eller slå-om-skørt som går fra taljen til knæene. Vor vært har hensynsfuldt lavet en tilbygning bag huset med en stor stentøjskrukke med vand hvor vi kan bade. Det lader til at vi allerede har vakt tilstrækkelig opsigt uden at behøve at have badet i floden.
Lokale beskæftigelser
Da vi tog ud for at se på stedet hvor stævnet skulle være, havde vi lejlighed til at se hvordan de lokale indbyggere lever og arbejder. Stævnet skulle holdes på en stor slette som bliver fuldstændig oversvømmet i regntiden. På denne tid af året er der en overdådig plantevækst, og i det fjerne kan man se store kvægflokke der går og græsser. I den regnfattige årstid strejfer disse kreaturer omkring imellem hinanden, men i regntiden bliver de af hver enkelt ejer samlet sammen i indelukker på pæle, så de er beskyttet mod at drukne.
Der findes endog haver på pæle eller anlagt i gamle kasserede pirogger. Landmændene sår deres sæd i disse højtliggende bed før jordbunden er tør og transporterer dem så ud på markerne når tiden er inde til det. Der er kun én vækstperiode, så de fleste har to erhverv — landbrug og fiskeri. I regntiden kan folk sidde i deres egen gadedør og fiske.
Der kører ingen biler i denne landsby, og vi så kun én cykel. Piroggen er det almindeligste befordringsmiddel i den tørre tid her. Kvinder der skal på indkøb, mænd der skal ud og arbejde på markerne, børn der skal i skole — alle sejler i pirog. Selvfølgelig kan man komme frem til fods, men så må man overvinde et utal af forhindringer, blandt andet de mudrede vandløb.
En dag da vi tog del i forkyndelsesarbejdet fra hus til hus kom vi over fire sådanne vandløb på fire forskellige former for broer. Den første var ret almindelig. Vi klatrede op ad en bambusstige og gik over en bro af bambusrør der var bundet sammen. Broen var knap to meter bred og syv og en halv meter lang. Da vi så ned mellem bambusrørene der syntes at rulle lidt når man gik på dem, så vi en gris der væltede sig i mudderet under os. Vi måtte kigge en ekstra gang, for det var kun dens øjne og tryne der var synlige.
Den næste bro vi gik over bestod af to bambusstænger der var bundet sammen. Den tredje var en gammel, forladt og delvis ødelagt pirog, og den sidste en jernbjælke der var omkring ti centimeter bred. Disse førte alle over vandløb med grundt vand, men var, i betragtning af mudderet under os, ikke desto mindre lidt af en udfordring. De lokale beboere er rappe og sikre på benene og kan gå hurtigt over med bare fødder, med en byrde på hovedet og måske med en baby bundet på ryggen.
Skønt disse venlige søboere er hårdt arbejdende mennesker, tager de sig også tid til adspredelse. Somme tider kan man sent om aftenen høre lyden af deres trommer mens de synger og danser. Børnene morer sig med hjemmelavede musikinstrumenter, måske en miniature-„guitar“ lavet af en oval sardindåse med udskåret resonansbund hvortil der er fastgjort fem metalstrenge af forskellig længde. Vi så også en fløjte lavet af bambus, og kastagnetter lavet af to små kalabasser der er forbundet med hinanden ved hjælp af en cirka ti centimeter lang snor. Den ene holder man i håndfladen med tråden mellem pegefinger og langfinger. Med et kast af et øvet håndled slås kalabasserne sammen. Inden i dem er der lidt korn eller sand som giver en blød, rytmisk lyd.
Interesse for budskabet om Riget
Disse mennesker kan lide at tale om Bibelen, og mange har Bibelen på deres eget sprog, gun. Unge mennesker der går i skole kan også læse og skrive fransk. Meget få her holder fast ved deres forfædres gamle fetichdyrkelse. En række af kristenhedens trossamfund har fodfæste blandt befolkningen. Ikke desto mindre møder Jehovas vidner meget sjældent et menneske der har for travlt til at lytte til en bibelsk prædiken.
Som et resultat heraf er der en temmelig stor menighed af Jehovas vidner i dette område. Om aftenen tog vi os tid til at sejle med pirog til flere andre landsbyer hvor vi viste bibelske film. Befolkningen mødte op i massevis. Selve zonestævnet var en stor succes. Vi var særlig lykkelige over at se at syv nye — mennesker som havde fået et grundigt kendskab til Bibelens syn på indvielse — fremstillede sig til dåb.
Da tiden var inde til at vi skulle af sted til et nyt område var det i sandhed vanskeligt for os at skilles fra vore mange venner i Hetin. Mens vores lastede pirog langsomt drev bort vinkede vore åndelige brødre og søstre og råbte „O da bo“ (Farvel) og „Bo ji bo wa“ (Kom igen). Og så snart som muligt håber vi — hvis det er Jehovas vilje — at komme igen.