Væbnet oprør — en voksende trussel
„I DET kommende årti vil borgerkrig, ikke krig mellem nationer, måske være den største fare vi vil stå over for.“
Disse advarende ord blev udtalt af Englands premierminister, Edward Heath, i slutningen af 1970. De var henvendt til De forenede Nationers generalforsamling.
Hvor udbredt er væbnet oprør blevet? Bladet Time skriver: „Terroristernes aktivitet er verdensomspændende, og størstedelen af den udføres af en ny skikkelse i den politiske krigsførelses historie: bypartisanen.“
Almindeligvis er kun få indblandet i væbnet oprør i et land, måske nogle få hundrede eller nogle få tusind. Men når de finder det rette sted at sætte ind, kan de påvirke hele nationen. Og historien viser at regeringer i mange tilfælde er blevet styrtet og historiens gang blevet ændret af blot en håndfuld mennesker. Lenins gruppe som bragte bolschevismen til Rusland i 1917 var meget lille.
Moderne revolutionæres politiske ideologier kan være vidt forskellige — fra det yderste „venstre“ til det yderste „højre“ — men politisk set er de fleste „venstreorienterede“. Almindeligvis er de fælles om den tro at det styre de lever under er ude af stand til at indføre den forandring de ønsker. De mere yderliggående grupper føler at „det bestående“, den magthavende myndighed, kun kan styrtes med våbenmagt. Deres mål er således at ødelægge det de føler ikke kan reformeres.
Nordamerikas problemer
De fleste troede sikkert ikke at Canada havde problemer med by-revolutionære. Men i slutningen af 1970 kidnappede terrorister James Cross, en overordnet engelsk handelsattaché i Quebec. Fem dage senere slog terroristerne til igen; Quebecs arbejdsminister Pierre Laporte blev også kidnappet.
Hvem var kidnapperne? De var medlemmer af en gruppe kaldet F.L.Q., Quebecs befrielsesfront. De ønsker provinsen Quebec uafhængig af resten af Canada, og har derfor i løbet af de sidste syv år foretaget terroraktioner. Hvilken pris forlangte de for deres gidsler? Løsladelsen af treogtyve politiske fanger, 500.000 dollars i guld og en flyvemaskine til at flyve dem til Cuba eller Algier.
Premierminister Pierre Trudeaus regering erklærede total krig mod terroristerne ved at benytte Canadas lov om krigsforholdsregler fra 1914. Dette drastiske skridt var tidligere kun blevet taget i de to verdenskrige, aldrig i fredstid. Den ophævede de borgerlige privilegier og gav politiet ekstraordinær magt.
Mindre end to dage senere blev et af gidslerne, Pierre Laporte, fundet myrdet. Landet var lammet. Det andet gidsel, James Cross, blev holdt fanget i nioghalvtreds dage, men blev så løsladt i en udveksling. Canadas regering gav kidnapperne og nogle af deres slægtninge frit lejde ud af landet.
Hvordan forholder det sig med De forenede Stater? Bombeattentater og anden terror har dér nærmet sig hvad en politisk leder har kaldt „en klar og øjeblikkelig fare mod De forenede Staters regering“. Senator James Eastland har sagt: „En organiseret ’krig mod politiet’ truer med at underminere lov og orden i De forenede Stater.“ Antallet af mord på politimænd er steget ildevarslende. Og bladet Time har rapporteret et gennemsnit på cirka 300 bombeattentater og 5000 bombetrusler hver måned i løbet af 1970.
Latinamerika i oprør
Væbnet oprør er taget til i omfang i det meste af Latinamerika i de sidste få år. I hvert fald toogtyve diplomater er blevet kidnappet. Hundreder af mennesker er blevet dræbt eller såret.
Med kidnapningen af De forenede Staters ambassadør i Brasilien, som blev udvekslet med femten fængslede politiske fanger, lærte revolutionære grupper at nogle få guerillasoldater kan tvinge selv stærke regeringer til at give efter for nogle af deres krav. Og prisen steg. U.S. News & World Report bemærker: „Brasilien har indtil nu betalt terroristkidnapperne. Resultat: Prisen er steget fra 15 løsladte fanger for en U.S.A.-ambassadør, til 40 løsladte fanger for en vesttysk ambassadør, til 70 fanger sendt til Chile for en schweizisk ambassadør.“
Hvad kan der ske når regeringer nægter at gå med til en handel? Det samme som skete for Quebecs arbejdsminister, Pierre Laporte; gidslet må måske betale den højeste pris — sit liv. Da Uruguay nægtede at give indrømmelser til partisanerne blev en politiekspert fra De forenede Stater på lignende måde myrdet. I Argentina er en tidligere præsident og to andre politikere blevet myrdet. Og terrorister i Guatemala har dræbt både en amerikansk og en vesttysk ambassadør.
På denne side af Atlanten
På denne side af Atlanterhavet trækker det mange steder op til væbnet oprør. I efteråret 1970 kidnappede eller kaprede palæstinensiske guerillagrupper i Mellemøsten fire store jetfly med passagerer. En af disse, en jumbojet til cirka 180 millioner kroner, blev få minutter efter at passagererne havde forladt den sprængt i luften i Cairo lufthavn. Tre andre jetfly blev tvunget til at lande på en isoleret flyveplads i Jordan, hvor de hundreder af passagerer blev holdt som gidsler. Partisanerne krævede frihed for syv af deres fæller, der var fængslet i Europa. De fik dem løsladt, frigav deres gidsler og sprængte så flyene i luften.
Europa har også sin del af terrorismen. I den italienske provins Alto Adige, på grænsen mellem Italien og Østrig, er mere end to hundrede bomber blevet sprængt og ti politifolk dræbt i de sidste fem år. Her kræver tysktalende separatister en genforening med Østrig.
Spanien har problemer i det nordlige baskerområde. Kidnapningen af en vesttysk konsul i slutningen af 1970 kastede området ud i uro, og den spanske regering sendte ekstra politi til baskerprovinserne. Partisanerne dér ønsker „baskisk land og frihed“, det vil sige en særskilt regering for baskerområdet.
I Nordirland og andre steder er tendensen den samme — at afgøre uenighed med væbnet oprør. I Afrika har tredive ud af seksogtredive farvede lande oplevet oprør i de seneste år.
Hvordan de tænker
Hvilken slags mennesker er disse moderne terrorister? Hvordan tænker de?
Toronto-avisen Daily Star rapporterer: „Terroren begynder i sindet hos unge mænd der kun ser verden som sort og hvid. Deres sag er retfærdig, og alt der kan hindre deres sag er ondt. De har så ret til at ødelægge alt og alle med hvilket som helst middel, hvis det vil fremme deres sag.“
Nogle af dem er arbejdere, andre er kontorfolk, andre igen blot idealistiske unge. Mange kommer fra ’middelklasse’-hjem eller endog ’overklasse’-hjem. Nogle er eventyrere og romantikere. Men hvad der fører de fleste af dem til revolutionær aktivitet er de umenneskeliggørende forhold der findes så mange steder, særlig i de store byer.
En historiker ved American University i Beirut i Libanon har sagt: „Den enkelte overvældes af fortvivlelse og håbløshed over at han aldrig nogen sinde vil kunne udrette noget ved konventionelle metoder.“ Derfor vender han sig til væbnet oprør. Leila Khaled, medlem af en palæstinensisk befrielsesgruppe, udtaler: „Hvis vi kaster bomber er det ikke vort ansvar. Man tager sig måske af et barns død, men hele verden har ignoreret de palæstinensiske børns død i 22 år. Vi er ikke ansvarlige.“
En ung oprører i De forenede Stater blev spurgt hvad han håbede at vinde ved væbnet oprør, eftersom han repræsenterede en meget lille minoritet i landet. Han svarede: „Det er ikke til at sige. Man kan ikke planlægge en revolution. Mon Stalin vidste at det ville føre til en revolution da han plyndrede en bank? Så Lenin sig selv som revolutionær leder da han studerede? Man prøver forskellige ting. Man sprænger noget i luften. Hvis dét ikke virker vil vi prøve noget andet.“ Den unge mand kom fra en velhavende familie, og forældrene delte hans had til ’det bestående’. Faderen erklærede: „Systemet er helt igennem råddent.“
Selv om det faktiske antal der tager del i vold endnu er lille, har det mange sympatisører. Iagttagere føler at nogle af disse sympatisører kan bevæges til handling hvis en revolutionær bevægelse synes at have en fair chance for at vinde.
Reaktionen
Det er klart at de bestående regeringer og dem der støtter disse ikke frivilligt vil overgive magten til en revolutionær gruppe. De vil reagere for at beskytte deres interesser.
I et diktatorisk land kan reaktionen komme hurtigt og bringe død over rebellerne. De magthavende bruger alle forhåndenværende midler for at udslette oprørerne. Truslen om en sådan knusende magt har indtil nu hindret væbnet oprør i at vinde terræn i kommunistiske lande. Man husker stadig at russiske tropper hurtigt rykkede ind i Ungarn og Tjekkoslovakiet for at knuse opstandene dér.
I de nationer der regnes for at være demokratiske, tager regeringen almindeligvis ikke så drastisk et skridt. Men da de to embedsmænd blev kidnappet i Canada og loven om krigsforholdsregler blev sat i kraft, fik alle politibetjente magt til at visitere og arrestere folk uden retskendelse. De kunne tilbageholde enhver op til halvfems dage uden at disse kunne løslades mod kaution, og op til tre uger uden at rejse nogen anklage.
At et liberalt land som Canada ville ty til så drastiske skridt chokerede mange. Nogle følte at denne magt kunne blive misbrugt. New York Times skrev i december: „Der hersker kun ringe tvivl om at det er langt vanskeligere at have lovlige politiske meningsforskelle i Canada i dag end det var for to måneder siden.“
Mange føler at det ikke gavner meget at vinde over terroren hvis det fører til en politistat hvor borgerne permanent har deres rettigheder indskrænket.
Hvad er lovligt?
Hvad er imidlertid lovligt når alt kommer til alt: oprørerne, eller regeringen som de gør oprør imod? Naturligvis vil alle regeringer svare at de nuværende regeringer er lovlige.
Men hvordan er mange nuværende regeringer kommet til magten? De kommunistiske systemer som knuste væbnede oprør i deres lande — hvordan opstod de? Er kommunismen ikke kommet til magten i Rusland, Kina og Cuba ved væbnet oprør, og i Østeuropa ved hjælp af væbnede sovjetiske styrker?
Hvordan kom De forenede Staters regering til magten? Ved en revolution mod ’det bestående’ i 1770erne — den engelske regering. Hvad med Frankrig? Er det ikke et produkt af den franske revolution i 1789? Mange regeringer i Asien, Afrika, Latinamerika og andre steder er kommet til magten som et direkte resultat af væbnede oprør mod det tidligere ’bestående’.
Dette erkender lederskribenten Sydney Harris helt og holdent. I artiklen „Vi er alle lovløse“ i San Francisco-bladet Examiner kommenterer han:
„Der er ingen verdenslov. Hver nation er sig selv en lov. Det betyder i realiteten at hver enkelt nation er lovløs i ordets bogstaveligste forstand.
Hvis vi ønsker noget tager vi det og prøver så at retfærdiggøre vor handling. Vi går i krig når vi har lyst til det, og slutter ’fred’ når vi har lyst til det. Egeninteresse er nationernes eneste motivering. . . .
Der er ingen forskel mellem en flok nationalister eller revolutionære partisaner og en ’lovligt indsat’ regering. Lykkes noget er det lovligt. Når den revolutionære gruppe opnår magten (som vore egne kolonister gjorde i 1776) bliver den den ’bestående regering’. . . .
Kun den svage appellerer til ’moralfølelsen’; når de får styrke opfører de sig lige så skånselsløst som de undertrykkere de gjorde oprør imod. . . .
Vore dages partisan . . . er blot morgendagens ’patriotiske forfader’.
Verden vil først blive fri for krig når vi lever under lige lov. Indtil da er det ene gevær lige så godt som det andet, og udplyndreren er ikke mere ’kriminel’ end enhver øverstbefalende for en glorværdig hær.“
Ud fra historien og ud fra den voksende tilbøjelighed til væbnet oprør i dag er det blevet åbenlyst for flere og flere tænkende mennesker at menneskers nationale styreformer ikke har arbejdet for hele menneskehedens gavn og stadig ikke gør det. Der er et meget stort behov for noget bedre.
Vil der nogen sinde komme en højere regering som kan indføre retfærdige forhold med lov og orden og retfærdighed for alle? Ja, det vil der helt bestemt. For længe siden forudsagde bibelprofetien med disse ord, nedskrevet i Daniels bog, kapitel 2, vers 44, at en sådan regering ville herske over hele jorden: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ Det er den retfærdige regering som Jesus Kristus lærte de kristne at bede om. — Matt. 6:9, 10.
Den tid hvor Guds rige vil herske uden nogen rival, nærmer sig hastigt. Og mennesker med et ærligt hjerte længes efter det, for under dets styre vil væbnede konflikter være noget som hører fortiden til. — Sl. 46:9, 10.