Racediskrimination — bliver vi nogen sinde fri for det?

Det er et spørgsmål mange stiller i dag. Er revolution løsningen? Læs her hvordan en ung farvet har fundet den eneste brugbare måde at blive befriet for racediskrimination på.

DET var endnu tidligt om morgenen. Fra skibsdækket så jeg frømænd stille glide ned i det iskolde vand i den canadiske havn. De undersøgte den underste del af skroget for sprængstoffer. Nogle ville gerne hindre os i at sejle, om de så skulle sprænge skibet i luften.

Men kort efter stod vi ud af havnen uden problemer. Vi var omkring 500, hovedsagelig sorte amerikanere, på vej mod Cuba, under foregivende af at vi ville hjælpe med sukkerhøsten. Men det var ikke kun derfor vi tog af sted.

Ledende folk inden for regeringen var klar over dette. Få uger senere sagde en senator til Kongressen: „Amerikanske borgere bliver indoktrineret og oplært til at angribe og ødelægge vore institutioner og vor regering. Virksomheden er i gang i dette øjeblik, på vor egen dørtærskel. Fidel Castros Cuba er den fjendtlige base hvor det foregår.“ — De forenede Staters Kongresrapport, 16. marts 1970.

Senatoren havde ret, i det mindste for mit vedkommende. Jeg var på vej til Cuba for at få videregående oplæring i revolutionær virksomhed. Mit mål var at rejse en væbnet opstand mod det amerikanske system.

Om bord på skibet spurgte vi os selv, og især spurgte vi de få hvide som var sammen med os: „Ville du dræbe din egen mor eller far hvis de prøvede at modsætte sig revolutionen?“ Når nogle nærede betænkeligheder mærkede vi os dem. De trængte til yderligere undervisning, følte vi. De måtte i højere grad bringes til at indse at de lidende masser måtte befries ved at deres undertrykkere blev styrtet.

„Hvor forkvaklet folks tankegang dog kan blive,“ tænker du måske. „Nok er forholdene dårlige, men de berettiger da ikke til revolution.“

Men der er tusinder af oprigtige unge mennesker som ser anderledes på det. Selv unge fra velstående familier slutter sig, som meddelt i dagspressen, til hvad de anser for at være kampen for at fjerne uretfærdighed. Hvorfor gør de det? Hvad får dem til at mene at systemets ødelæggelse er det eneste håb om at blive fri for uretfærdighed?

Lad mig forklare dig det. Det kan give dig indsigt i hvordan andre tænker, især hvordan millioner af sorte tænker. Det kan udmærket belyses, tror jeg, med mit eget eksempel.

Sort opvækst i Amerika

Jeg er født i Sydstaterne i 1945, og vi var elleve børn. Mine forældre var forpagtere. Mit første hjem var et træskur i udkanten af en bomuldsmark, og med årene kom jeg til at bo i flere forskellige af den slags træskure. Vi klistrede aviser på væggene for at holde blæsten ude om vinteren.

Men det værste var ikke at være fattig; der var også fattige hvide. Det der gjorde ondt, var den behandling og indstilling vi sorte blev udsat for. Vi havde ingen adgang til hvide skoler, hvide restauranter, hvide toiletter, ja, vi måtte ikke engang bruge de samme drikkefontæner som de hvide. Og så var der skiltene med teksten: „Farvede og hunde ingen adgang.“

I Sydstaterne dengang var offentlige steder som for eksempel busstationer delt op i to afsnit, og vi skulle sidde bag i bussen. Når det så ud til at vi havde glemt vores plads, hørtes den nedsættende dræven: „I ved jo udmærket at ingen nigger hører til her. Se så at skrubbe ned bagved.“

Jeg husker da den fjortenårige Emmett Till blev myrdet — det blev omtalt som en nyhed i hele landet, men for mine forældre og de fleste andre sorte i Sydstaterne var det en gammel historie — blot endnu en sort dræbt af hvide. Det eneste usædvanlige var hans alder. Hans lig blev fisket op af Tallahatchie-floden — nogle hvide havde pryglet ham ihjel fordi han efter sigende havde fløjtet efter en hvid pige. Men er det noget man myrder folk for?

Dette hjalp mig til at forstå det frygtsomme og bønlige tonefald i min bedstemors stemme når hun lærte os at vi altid måtte huske at se ned i jorden når vi talte med hvide og sige „Ja, hr.“ og „Nej, frue“, og fremfor alt se glade ud og smile. Men hvorfor, spurgte jeg mig selv, ønskede de hvide at holde os nede? Hvad forkert var der ved at være sort?

Mens jeg endnu ikke var ret gammel fik min søster et astma-anfald, og den hvide godsejer vi arbejdede for, nægtede at ulejlige sig hen til lægen med hende. Min far, der normalt var en mild og venlig mand, truede ham i desperation med et skydevåben og tvang ham til at køre efter lægehjælp. Far kunne naturligvis ikke komme hjem igen efter dette. Var han kommet, var han blevet lynchet. Han flygtede nordpå, og vi flyttede hen til min bedstemor på en anden egn. Senere sendte far bud efter os, og vi flyttede op til ham i New York.

Min fars arbejde som maler og vicevært bevirkede at vi flyttede ind i et fuldstændig hvidt boligkompleks i Sheepshead Bay i Brooklyn, hvor jeg var den eneste sorte i klassen. Min lærer lod til at gå ud fra at jeg var dum, men jeg var fast besluttet på at bevise noget andet.

I sjette klasse læste jeg lige så godt som på andet klassetrin på college, og jeg blev derfor overført til en særlig klasse for usædvanlig dygtige elever. Året efter blev jeg udvalgt til at være med i et forsøgsprogram kaldet „Projekt Talent“. Jeg var levende interesseret i mange ting, og havde en utrættelig energi. Jeg fik undervisning i sang, ballet, journalistik og barnepleje, og jeg gik også til modellering.

Efter high school var jeg med til at indspille plader og arbejdede en overgang sammen med Paul Simon fra Simon and Garfunkel. Derved fik jeg lejlighed til at rejse til andre byer for at optræde i fjernsynet og andre steder. Jeg blev også uddannet på college.

Jeg bliver revolutionær

Med tiden indså jeg dog at jeg var offer for et bedrag, først og fremmest selvbedrag. Det var urealistisk af mig at tro at ens hudfarve måske alligevel ikke betød noget. Det var løgn at racehadet kun fandtes i Sydstaterne; det var også slemt i Nordstaterne, kun var det pænt camoufleret. Jeg havde prøvet at fortrænge et ubehageligt minde fra mit sind, mindet om den lille niggerpige der blev sendt ned bag i bussen og som var uvelkommen i hvide hjem, hvide skoler og hvide restauranter. Men nu dukkede mindet op igen.

Jeg måtte kæmpe for at få en lejlighed i et hvidt kvarter, og blev endog tvunget til at henvende mig til staten New Yorks menneskerettighedskommission. Mens jeg gennemgik min uddannelse, havde jeg også fundet at døre lukkede sig og skranker rejste sig foran mig. Engang da jeg søgte et bestemt job, husker jeg, fik jeg tilbudt en usædvanlig høj løn, ikke på grund af mine kvalifikationer men blot for at firmaet kunne give det udseende af at være integreret. Jeg blev rasende og sagde at de kunne beholde deres job.

Meninger og synspunkter tager form

I 1960erne forkyndte forsiderne den ene chokerende episode efter den anden. En septembermorgen i 1963 eksploderede en bombe i en kirke i Birmingham, Alabama, mens der blev holdt søndagsskole. Snesevis af skrækslagne sorte børn løb skrigende ud af kirken; andre blødte og jamrede sig. Fire forblev tavse. De var døde — myrdet af de hvide. Den følgende sommer blev tre borgerrettighedsforkæmpere, Chaney, Schwerner og Goodman, myrdet i Mississippi.

Nu var jeg blevet inddraget i kampen for ligeret. Jeg arbejdede for CORE (Kongressen for racelighed) og SNCC (Studenternes ikke-voldelige samordningsudvalg). Jeg hørte flere moderate sorte ledere tale, for eksempel dr. Martin Luther King. Jeg skrev endog en særlig artikel om ham til Harlem Valley Times. Da han også blev dræbt af en hvid mand, måtte jeg, ligesom mange andre sorte, spørge mig selv: „Hvad udrettede den ikke-voldelige modstand han gik ind for?“

Jeg begyndte at læse meget om negrenes historie. Jeg læste om slavehandelen, om hvordan sorte mennesker blev behandlet som en ren og skær handelsvare, hvordan sorte familier kunne blive splittet og solgt til forskellige herrer, uden hensyn til menneskelige følelser. Det harmede mig at læse hvordan visse slaveejere lod en stærk, velbygget mand befrugte deres slavinder for derved at få et stærkt afkom til slavemarkedet eller til arbejdet i markerne.

Sådanne frygtelige overgreb er det bedst at glemme, vil nogle måske sige. Men jeg kunne simpelt hen ikke glemme dem, for det forekom mig at selv om slaveriet var ophævet, levede indstillingen i allerhøjeste grad videre.

Oprørt over uretfærdighederne

Overalt så jeg det samme: Sorte mennesker samlet i ghettoer, i overfyldte, elendige boliger, som ofre for diskrimination, økonomisk depression, uretfærdighed, håbløshed. Jeg begyndte at betragte disse steder som kolonier af undertrykte mennesker, folk der trængte til at blive befriet.

Sådan som jeg betragtede det dengang, var vi sorte ikke anderledes end de amerikanske kolonister der gjorde oprør mod det britiske åg i 1776; vi var også et folk der blev nægtet visse „umistelige rettigheder“, ligesom de havde været. Og ligesom kolonisterne havde gjort oprør, var det nu vores tur til at gøre oprør. Sådan så jeg på det, og jeg var ikke den eneste.

Da skete der noget som fik mig til at tage skridtet og gå i aktion.

Min egen far blev myrdet. Politiet og funktionærerne ved lighuset sagde at ingen vidste hvem han var, at han var ukendt. Og så havde de skåret de organer ud de ville have. Men det var ikke rigtigt at de ikke vidste hvem han var; de havde jo sat sig i forbindelse med os ved hjælp af de papirer han havde på sig!

For mig var det som om han var blevet dræbt to gange, først stukket ned på gaden og derefter skåret op i lighuset. Da vi endelig fik lov at se ham, så han skrækkelig ud. De havde ikke engang tørret blodet af hans tænder eller øjne. Jeg var bitterlig overbevist om at han var blevet behandlet med en sådan foragt fordi han var sort og fattig. Jeg nægtede at græde. Men i mit hjerte aflagde jeg et løfte. Jeg ville gøre noget ved de uretfærdigheder jeg så mit folk lide.

Jeg følte at de hvide havde vænnet sig til at leve på en løgn. De søgte at bilde os ind at det var vores egen medfødte underlegenhed der var skyld i at vi blev undertrykt. Jeg så at det var deres racehad der holdt os nede. De sorte havde forsøgt at fortælle de hvide dette ved hjælp af ikke-voldelige midler. Nu ville jeg for mit vedkommende holde op med at beskæftige mig med den hvide mands indstilling, og udelukkende og direkte tage mig af undertrykkelsen.

Jeg sluttede mig til Harlem-afdelingen af De sorte Pantere. Jeg gik nu ind for deres ideologi, nemlig at tiden var kommet til at de sorte måtte væbne sig. I slutningen af 1969 læste jeg i en yderliggående sort avis om rejsen til Cuba. Cuba havde gennemført en vellykket revolution, og jeg ville gerne dertil og finde ud af hvordan de havde gjort det. Jeg meldte mig straks som frivillig, og blev udvalgt som deltager i turen, der skulle vare tre måneder.

En revolutionær i aktion

Jeg havde lært at Cuba var en hæslig lille ø, hærget af fattigdom. Men mit eget indtryk var at Cuba var det skønneste sted jeg nogen sinde havde set. Henimod slutningen af vort ophold brugte vi tre uger til at rejse øen rundt, og ved selvsyn blev jeg overbevist om at Cuba var en ren ø. Der var intet affald som lå og flød, og ingen dagdrivere, prostituerede, drankere eller ubeskæftigede unge som drev rundt i gaderne. Alle så ud til at have noget at gøre, både unge og gamle.

I vores lejr på Cuba foregik alt på militær facon. Hver morgen blev vi vækket af et signal, og klokken 6 var vi på vej ud i sukkerrørsmarkerne. Arbejdet var hårdt, men jeg nød disciplinen og at arbejde „for at tjene folket“, som tidens revolutionære slogan lød. Vi arbejdede side om side med kommunister af den hårde kerne fra Vietnam, Afrika, Korea og Sovjetunionen. De fortalte os om deres oplevelser, med det resultat at vi lidt efter lidt fik en international opfattelse af kampen for frihed.

Om aftenen talte veteraner fra frihedskampene i Vietnam, Cuba, Afrika og andre steder til os. Vi så film, deriblandt filmen „Kampen om Algier“, der viste hvordan muhamedanske kvinder forklædte sig og var aktivt med til at drive franskmændene ud. Jeg nød Fidel Castros taler og var imponeret over den kontakt han syntes at have med det jævne folk.

Det var også muligt at få undervisning i karate. Men da jeg allerede havde lært det, koncentrerede jeg mig om våbenbrug. Jeg vidste hvordan man laver Molotov-cocktails og hvordan man affyrer et gevær. Men på min anmodning viste en af de cubanske soldater mig nu hvordan man betjener et maskingevær.

Henimod slutningen af vort ophold blev det stærkt understreget hvad vi skulle bruge det vi havde lært til. Jeg var parat og ivrig. Jeg var villig til at kæmpe og dø for at befri de sorte, ja ethvert undertrykt folk i hele verden.

Revolutionær virksomhed i Amerika

Før vi rejste fra Cuba i april 1970 opfordrede en revolutionær gruppe mig til at samarbejde med den. Jeg skulle camouflere mig ved at få mig et respektabelt job, og når tiden var inde ville de sætte sig i forbindelse med mig. Det gjorde de. Min opgave gik ud på at undergrave militæret; jeg skulle „ved hjælp af alle nødvendige midler“ finde frem til sorte militærfolk som var i besiddelse af tekniske færdigheder vi kunne bruge, og vinde dem for revolutionen.

Vi fik for eksempel kendskab til en sort kaptajn i luftvåbenet, en karate- og våbenekspert, som var blevet nægtet en forfremmelse på grund af sin hudfarve. Jeg kontaktede ham og arrangerede et møde. Jeg snakkede med ham, sagde pæne ting til ham og vandt med tiden hans venskab. Til sidst fik jeg ham med på tanken om at organisere sorte soldater til at modarbejde det militære system. I løbet af de næste få måneder kontaktede jeg flere unge mænd — alle dygtige og veluddannede, i det mindste med henblik på det vi var interesseret i.

Men snart følte jeg lede ved den måde jeg brugte mig selv på. Jeg opdagede tilmed at selv når der ikke var tale om strategi, levede de revolutionære jeg kendte, ikke op til de moralske idealer jeg selv forventede af frihedsbevægelsen. De indlod sig på tilfældige erotiske forbindelser. Efter at en kammerat en nat havde stået i forhold til sin veninde, vendte han sig til mig. I mine øjne var dette ikke revolutionært, men oprørende.

Disse ting begyndte at forurolige mig. Jeg troede stadig på at det var nødvendigt at fjerne systemet for at rette op på forholdene, men jeg begyndte at spekulere på om vores metoder nu også var rigtige. Jeg havde tid til at tænke nu — mens jeg holdt mig skjult og ventede på at blive kontaktet med nye instruktioner, alt imens jeg flyttede fra sted til sted for at undgå opdagelse — og jeg begyndte at tænke på andre måder at afskaffe uretfærdigheden på. Så en dag mens jeg var alene i en lejlighed i et slumkvarter i New York, blev min opmærksomhed henledt på en yderst tiltalende måde.

Uretfærdigheden afskaffes — hvordan?

Det bankede på døren, og da jeg lukkede op stod der en svær, sort kvinde på en meter og firs udenfor. Hun havde forceret trappen de fem etager op til lejligheden. Hun sagde noget om at leve et liv som havde mening, og holdt en blå bog frem, Sandheden der fører til evigt liv. Jeg var altid ivrig efter at læse, så jeg tog imod bogen. Derefter beskrev hun et gratis kursus, og tilbød at komme igen. Jeg bad hende om at demonstrere hvad hun mente.

Det første kapitel indledte med spørgsmålet: „Ønsker De et liv i fred og lykke?“ Jeg tænkte: „Ja, det er jo dét jeg har kæmpet for, så sorte og alle andre undertrykte kan leve i fred og lykke.“ Det næste spørgsmål lød: „Ønsker De et godt helbred og et langt liv for Dem selv og Deres kære?“ „Selvfølgelig! Jeg så det jo på Cuba,“ sagde jeg til mig selv — „større fremskridt inden for lægevidenskaben, og folk som ser frem til en højere levealder med et godt helbred.“

Derefter blev der spurgt: „Hvorfor er verden så fyldt med vanskeligheder?“ Jeg havde et svar: „Det er de kapitalister; de vil have det hele for sig selv.“ Det følgende spørgsmål lød: „Hvad betyder det alt sammen?“ Det var nemt, syntes jeg. Det betød at systemet måtte ødelægges. Det var råddent i bund og grund.

Og til sidst i paragraffen blev der spurgt: „Er der nogen fornuftig grund til at tro at forholdene vil ændre sig til det bedre i vor tid?“ „Det kan du stole på,“ tænkte jeg ved mig selv. „Der foregår revolutionære kampe over hele verden, og de skal nok sørge for at forholdene bliver bedre. Det blev bedre på Cuba; de fik imperialisterne rystet af. Vi sorte vil også få dem rystet af.“

Jeg havde aldrig set en bog med så tankevækkende spørgsmål. Jeg mente at jeg kendte svarene, men jeg var ivrig efter at se hvad bogen sagde. Mens vi læste blev jeg pludselig som lamslået over paragraf ti. Ordene ramte mig som et lyn. Jeg læste højt:

„Alt det der er forudsagt i Guds sandhedsord viser at tiden nu er inde til at der skal ske en verdensforandring! Det vi ser ske overalt i verden i dag som en opfyldelse af Bibelens profetier, viser at det er vor tid der vil opleve hele den nuværende onde ordnings undergang. De bestående regeringer vil blive fjernet for at Guds regering kan komme til at styre hele jorden. (Daniel 2:44; Lukas 21:31, 32) Intet kan hindre denne forandring, for Gud har bestemt at den skal komme.“

„Guds regering?“ Gud har en regering? Det var første gang i mit liv jeg overhovedet havde hørt om Guds regering. Alt hvad jeg havde lært i kirkerne var at Gud var et eller andet sted oppe i himmelen, og at han ville brænde alle de onde i helvede og tage alle de gode op til sig i himmelen. Men nu sagde denne bog at Gud ville fjerne de bestående regeringer.

Kvinden opfordrede mig til at se det i Bibelen. Hun slog op på Daniel 2:44. Jeg læste det selv: „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“

„Hvad?“ tænkte jeg ved mig selv. „Gud kan heller ikke lide de nuværende regeringer. Og han vil ødelægge dem!“ Jeg kunne simpelt hen ikke få det ud af hovedet! Det forekom mig ganske vist temmelig urealistisk, men tanken blev ved med at spøge i min hjerne.

Er der noget om det?

Senere blev jeg mistænksom. Jeg spekulerede på om kvinden mon havde været en agent fra regeringen. Jeg turde ikke tage nogen chancer, så jeg flyttede næste dag.

Selv om jeg var holdt op med at arbejde på at undergrave militæret, begyndte jeg at rekruttere unge fra ghettoerne til oplæring på Cuba. Men denne tanke om at Gud havde en regering, blev ved med at dukke op i min hjerne. Jeg var blevet opdraget til at tro på Gud, men det jeg havde set, havde gjort mig skeptisk. Kirkerne syntes at skildre Gud som en kræmmer; de syntes altid at tappe folk for deres penge og gøre dem blinde for grunden til at de blev undertrykt. Og derfor havde det ikke foruroliget mig at religionen var temmelig undertrykt på Cuba. Men nu spekulerede jeg virkelig på om Gud var til.

Jeg besluttede at bede og se hvad der så ville ske. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre, men jeg sørgede for at gardinerne var trukket for så ingen kunne se mig, og lagde mig på knæ. Jeg sagde noget i retning af dette: „Gud, hvem du end er, hvis du stadig er i live, så hjælp mig. Jeg ved ikke hvad jeg har brug for. Men hvis du har dét jeg har brug for, så send det til mig.“

Næste formiddag — det var en lørdag — kom et ægtepar og bankede på og begyndte at tale til mig om Guds regering, og jeg vidste at det var svaret på min bøn. De inviterede mig hen i Jehovas vidners rigssal, og dagen efter kom jeg til et møde.

Det gjorde et dybt indtryk på mig at mærke hvor hjerteligt jeg blev budt velkommen af både sorte og hvide, og at se den ægte venlighed der rådede iblandt dem. Skeptisk kom jeg i andre rigssale, men situationen var alle steder den samme. Den enhed og hjertevarme der fandtes blandt vidnerne tiltalte mig meget. Desuden gik de helt ind for det de troede på. De var helstøbte, villige til endog at dø for deres overbevisning. Jeg lærte hvordan Jehovas vidner i Nazityskland, Malawi og andre steder havde lidt frygteligt, men havde nægtet at fire på deres loyalitet mod det de regnede for at være retfærdige principper.

Det forbløffede mig. „Hvad er det der holder disse mennesker sammen? Hvad ligger der bag? Hvad driver dem?“ tænkte jeg. Det var tydeligt nok ikke en eller anden nationalistisk regering, for de fremholdt at Gud ville ødelægge regeringerne. Jeg fandt også ud af at deres organisation ikke var hemmelig og at deres ledere ikke holdt sig bag kulisserne.

En virkelig regering med undersåtter

På dette tidspunkt begyndte jeg alvorligt at overveje den tanke at Gud havde en himmelsk regering med jordiske undersåtter. Kunne det være muligt at disse vidner var jordiske undersåtter under Guds regering? Og når Gud knuste alle de jordiske regeringer, var de så det folk han ville bevare som begyndelsen til et nyt samfund på jorden?

Tanken fascinerede mig, og jeg var besluttet på at undersøge sagen yderligere.

Jeg huskede at jeg som barn havde lært den bøn som Jesus Kristus lærte sine disciple: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10, da. aut.) Nu gik det for første gang op for mig at dette rige er en virkelig regering, med en konge og et domæne med undersåtter. Jesus Kristus er selv Guds udnævnte konge; det sagde han jo til Pontius Pilatus at han var. (Joh. 18:36, 37) Jeg lærte også at Bibelen forudsagde følgende om denne konge: „En søn er os givet, på hans skulder skal regeringen hvile . . . Der skal ikke være ende på hans regerings fremgang og på freden.“ — Es. 9:6, 7, Authorized Version.

Den bedste forfatning

For at en regering kunne være virkelig vidste jeg at den måtte have en forfatning eller en grundlov som dens undersåtter rettede sig efter. Når vi revolutionære lagde planer om en ny regering, talte vi altid meget om hvilke love der skulle være. Nu kom jeg til den slutning at Bibelen faktisk var den forfatning som Guds regering byggede på. Men hvem rettede sig efter denne lovbog?

Jeg var overbevist om at det ikke var de masser der bekender sig som kristne, ikke kristenheden, ikke de mennesker der har udkæmpet de blodigste krige i historien og som, fordi de regner sig selv for at være overlegne, skændigt har undertrykt og tyranniseret minoritetsgrupper. Men jeg kunne se at Jehovas vidner var anderledes. Bibelen var deres grundlov, deres lovbog. På alle livets områder rettede de sig efter den.

At én race skulle være andre overlegen ikke så meget som antydes i Bibelen. I Guds øjne er vi alle én stor familie, ligestillede i alle retninger. „Gud [er] ikke . . . partisk,“ siger Bibelen, „men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apg. 10:34, 35) Du kan ikke forestille dig hvor meget det betød for mig at lære dette.

De hvide kirker havde fortalt os at vi sorte tilhører en forbandet race, og at vi derfor står under de hvide, at vi er som dyr. Ja, der er blevet opfundet mange myter om os, om at vi har en rudimentær hale, at vi som race betragtet er dumme, at vi lugter frastødende, og så videre. Hvor vidunderligt at høre med til et folk der lader Guds ord, Bibelen, ramme en pæl igennem sådanne nedværdigende løgne!

Misforstå mig nu ikke. Jeg siger ikke at Jehovas vidner er fuldkomne. Nu og da mærker jeg også på nogle af dem at de stadig har en vis følelse af raceoverlegenhed tilbage, og hos nogle har jeg undertiden mærket et vist ubehag over at være i selskab med personer af en anden race. Men hvad kan man egentlig forvente efter flere hundrede års indoktrinering med denne verdens had?

Det forholder sig som det siges i en af sangene i den velkendte musical „South Pacific“, hvor en ung officer, bedrøvet over at være blevet forelsket i en ung pige af en anden race, synger: ’Du bli’r oplært til fordom og frygt. År efter år får du hamret det ind i dit unge, uskyldige barnesind, Du bliver advaret mod folk hvis øjne ser fremmede ud og folk der har en anden slags hud. Fra barnsben får du det ind i dit blod at hade dem din familie er imod.’

Men fordi Jehovas vidner lever efter Guds regerings grundlov, har de gjort sig fri af racefordom i en grad som intet andet folk på jorden. De stræber virkelig efter at elske hinanden uden hensyn til hudfarve, idet de anerkender hvad Bibelen siger: „Den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ (1 Joh. 4:20) Ved nogle lejligheder er jeg simpelt hen blevet rørt til tårer over den ægte kærlighed som hvide Jehovas vidner har vist mig, mennesker som jeg kort forinden ville have dræbt uden tøven for at fremme revolutionens sag.

Befrielsen nær

I dag er jeg oprigtigt ked af det jeg før har gjort for at styrte jordiske regeringer. Ved mit studium af Bibelen har jeg lært at sådanne handlinger ikke alene er forgæves, men også er i modstrid med hvad Bibelen siger i Romerbrevet 13:1-7. Så ingen regeringsembedsmand behøver nogen sinde at frygte vanskeligheder fra min side. Samtidig er jeg overbevist om at de der fortsat ser hen til at jordiske regeringer vil afskaffe uretfærdighed, ikke alene vil blive skuffet, men også er i fare for at gå til grunde når Guds regering ’knuser og tilintetgør alle disse regeringer’.

Det betyder naturligvis at kommunistiske regeringer også vil blive tilintetgjort af Gud. Selv om disse regeringer efter min opfattelse har gjort meget for at forbedre massernes kår, har jordiske regenter simpelt hen ikke været i stand til at indføre retfærdighed for alle. Nogle kommunistiske regeringer har endda begået frygtelige ugerninger. Desuden bliver folk under disse regeringer stadig syge, og de ældes og dør. Jordiske regenter kan ikke gøre noget for at hindre dette. Men Gud kan, og han vil! Hans ord siger: „Gud selv vil være hos [menneskene]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.

Menneskeheden kan altså blive befriet for alle former for undertrykkelse, selv for den store fjende døden er. Men kun på Guds måde, ikke på menneskers. Så i stedet for at støtte menneskers forsøg på at udrydde undertrykkelse og uretfærdighed, ser jeg nu hen til at Gud vil gøre dette. Og jeg bruger al min tid til at vise folk at det eneste sande håb om at blive fri for al uretfærdighed består i Guds rige, som nu snart vil give menneskene denne længselsfuldt ventede frihed. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 76]

„Hvorfor, spurgte jeg mig selv, ønskede de hvide at holde os nede? Hvad forkert var der ved at være sort?“

[Tekstcitat på side 78]

„Jeg var villig til at kæmpe og dø for at befri de sorte.“

[Tekstcitat på side 94]

’Kirkerne syntes altid at tappe folk for deres penge, og gøre dem blinde for grunden til at de blev undertrykt.’

[Tekstcitater på side 95]

„At én race skulle være andre overlegen ikke så meget som antydes i Bibelen.“

’Jehovas vidner stræber efter at elske hinanden uden hensyn til hudfarve.’