Hvad er årsagen til dollarens problemer?

HVORFOR er det gået Amerikas betalingsbalance sådan? Hvorfor er der opstået et så enormt underskud i løbet af tyve år?

Det enkle svar er, som omtalt i den foregående artikel, at U.S.A. gennem lang tid har brugt mere i udlandet end det har tjent.

Men vil det sige at det tidligere solgte færre produkter i udlandet end det købte? Nej, indtil for ganske nylig havde De forenede Stater konsekvent et overskud i varehandelen med andre lande.

Men hvorfor er der da opstået et så enormt underskud? Fordi De forenede Stater bruger dollars, eller forærer dem bort, til noget som ikke er indbefattet i det at købe og sælge varer i verdenshandelen.

I denne henseende er den økonomiske hjælp til udlandet en meget betydningfuld faktor. Milliarder af dollars er blevet overført som hjælp til andre lande siden den anden verdenskrig. Og amerikanere som rejser på ferie til udlandet bruger dollars. De bruger langt mere end de udlændinge som tager på ferie i De forenede Stater, og skaber derved et underskud på denne konto.

Der er andre områder som er medvirkende til dollarudstrømningen. Mange pensionerede amerikanere bor i andre lande. De får pensioner fra Amerika og bruger disse penge i landet hvor de bor. Amerikanske virksomheder bruger også penge til fabrikker som de ønsker at drive i udlandet. Desuden investerer amerikanere i udenlandske værdipapirer.

Den væsenligste årsag

Den største enkelte post som leder Amerikas penge væk, er imidlertid ingen af disse. Hvad er det så? Industry Week for 3. maj 1971 oplyser: „Den største årsag til handelsunderskuddet . . . er oversøiske militærudgifter.“

Disse militærudgifter går for eksempel til køb af krigsmateriel i andre lande og til aflønning af militært personel som er stationeret i udlandet og bruger pengene dér. De omfatter også hvad det koster at forsyne og opretholde udenlandske militærstyrker som er allieret med De forenede Stater.

New York Times kommenterer disse militære udgifter med ordene: „I løbet af 1960erne kom nettounderskuddet på De forenede Staters betalingsbalance for de militære udgifter op på 32 milliarder dollars. Som tidligere finansminister Henry H. Fowler har understreget, kan en sådan udstrømning ikke tolereres i det næste årti.“

Et andet aspekt vedrørende sådanne militære udgifter er at der ikke skabes noget af virkelig værdi. Krige og krigsforberedelser er ødelæggende for et lands (skatteydernes) rigdom. Når to lande bygger flyvemaskiner og tanks med henblik på at bekrige hinanden, producerer de ikke noget som bidrager til nogen varig økonomisk forbedring. Når man med disse våben ødelægger huse, fabrikker, byer og landområder, hvor megen rigdom skabes der så? Bevirker udgiften til og brugen af alt dette at landene bliver rigere eller fattigere? De kender svaret.

Det er rigtigt at krig nødvendiggør at der fremstilles krigsmateriel. Og det giver ganske rigtigt arbejde til folk. Men der skabes ingen økonomiske værdier, ikke noget som virkelig er til gavn for menneskeheden. Bliver jorden, husene, træerne, parkerne, skolerne eller hospitalerne bedre? Hvis de penge der bruges i krigsindustrien blev anvendt til disse ting, ville det resultere i virkelige og varige økonomiske fordele.

På længere sigt forøger landenes militærudgifter altså ikke deres rigdom, men formindsker den. I De forenede Staters tilfælde er de enorme militærudgifter i udlandet den væsentligste grund til at landet er ved at gå bankerot.

En faretruende udvikling

I den senere tid har en anden faretruende udvikling gjort sig gældende. De store overskud U.S.A. engang havde i handelen med andre lande, er ved at forsvinde.

I den seneste tid er importen steget hurtigere end eksporten. Andre lande er nu i stand til at producere mange af de varer som kun De forenede Stater kunne producere tilstrækkelig effektivt for blot nogle få årtier siden. Og mange af disse lande producerer dem langt billigere.

På grund af inflationen er priserne på amerikanske produkter steget hurtigt. Dette gør dem dyrere i verdenshandelen. Folk i udlandet vil hellere købe fra lande som producerer varer af lignende kvalitet, men til en lavere pris.

De amerikanske forbrugere forøger også problemet. På grund af de dyre amerikansk-fabrikerede varer køber de flere og flere udenlandske produkter. I år var to ud af hver fem par sko der blev solgt i De forenede Stater, importerede. Seks af ti fjernsynsapparater var importerede, og ni af ti radioer. Udenlandsk-fabrikerede biler, som for eksempel Tysklands Folkevogn og Japans Toyota og Datsun, strømmer ind i landet og nedskærer den lokale produktion.

Udenlandske varer gør således indhug på markeder overalt. De skader både U.S.A.s salg til andre lande og dets indenrigshandel. Hvis udviklingen fortsætter vil Amerika snart opvise et underskud, selv om det så bort fra militærudgifterne i udlandet.

Manglende balance fører til krise

Underskuddet på De forenede Staters betalingsbalance er blevet oparbejdet i løbet af en årrække. Ved politisk pres eller på anden måde har amerikanske embedsmænd imidlertid været i stand til at tale andre lande fra at veksle deres dollars til guld. De har advaret om at en ’storm’ på guldet ville fremkalde en krise for alle Valutafondens nationer, eftersom de er nært knyttet sammen.

Der kommer dog et tidspunkt hvor selv en venlig bankmand ikke har noget valg. Han må sige stop til låneren. Det skete i foråret 1971. Denne drastiske aktion blev udløst af en situation som opstod i løbet af 1970 og begyndelsen af 1971.

I 1970 oplevede De forenede Stater nedadgående konjunkturer. Blandt de forskellige ting man gjorde for at prøve at komme ud af denne nedgangskonjunktur, var en sænkning af rentefoden. Dette stimulerer normalt handelsvirksomheden, eftersom det bliver billigere at låne penge. De der gerne vil købe bil, bygge hus eller udvide deres forretning, vil i højere grad låne og bruge penge når rentefoden er lavere.

Men med en lavere rentefod får de der har penge at investere, mindre udbytte. Derfor tog mange deres penge ud af amerikanske værdipapirer og satte dem i europæiske værdipapirer, som gav højere rente.

I foråret 1971 strømmede mange dollars til Europa. De der havde penge at investere søgte en højere rente, og spekulanter ønskede på grund af dollarens svaghed at komme af med deres dollars og at købe de stærkere europæiske valutaer, særlig D-marken. De regnede med at disse stærkere valutaer ville stige i værdi så de kunne tjene på det.

Men når mange penge strømmer ind i et land, får dette land flere penge at bruge og at låne ud, og dette nærer inflationen. Så selv om det amerikanske underskud havde været slemt nok i en del år, var det denne strøm af dollars til Europa, især til Tyskland, der var dråben som fik bægeret til at flyde over. Centralbankerne i forskellige europæiske lande sagde pludselig stop. De nægtede for en tid at modtage flere dollars. De gjorde så deres valutaer ’flydende’ på valutamarkederne.

Det betød at de ikke holdt fast ved Valutafondens aftale, der kun tillod valutakurserne at svinge 1 procent. De lod deres valutaer selv søge deres niveau, bestemt af udbud og efterspørgsel. Da efterspørgselen efter dollars var ringe og efterspørgselen efter europæiske valutaer kraftig, steg værdien af de europæiske valutaer adskillige points.

I praksis betød dette en devaluering af dollaren. Da Amerika ikke ville gøre det selv, gjorde de andre nationer det ved at revaluere deres penge. Resultatet var det samme. Nu kostede det Amerika flere dollars at købe de samme produkter og ydelser i udlandet.