Bliver presset overvurderet?

OVERVURDERER vi vor tids pres?

„Ja,“ siger nogle. De peger på at der altid i et vist omfang har været forbrydelser, krig, fattigdom og utilfredshed med levevilkårene.

Desuden spørger de: Er det ikke sådan at selv i store byer er sandsynligheden for at én bliver myrdet eller overfaldet, kun ganske ringe? Repræsenterer stofmisbrugerne ikke stadig kun en lille del af befolkningen? Kan vi nægte at mange lande i dag har fremgang, og at folk dér har flere materielle goder end nogen sinde før?

Selv om krig hærger nogle områder, har de fleste nationer så ikke fred? Og trods de mange dystre advarsler om forurening, er det så ikke tydeligt at folk ikke på nogen måde ’dør som fluer’ men fortsætter med at leve? ’Selv om vi må holde op med at spise torskelever på grund af kviksølvindholdet,’ siger de, ’hvad så med alt det andet som vi har at spise?’

Dette er alt sammen ganske rigtigt.

Og dog har man overset nogle vigtige faktorer. Hvilke?

Skønt de som berøres direkte eller skades synligt af en af disse mange ting måske kun udgør en minoritet, så kan vi stadig ikke komme uden om at vi alle berøres på en eller anden måde.

Og sandsynligheden for at vi selv bliver direkte berørt eller skadet vokser for hver dag der går.

Hvorfor presset mærkes

Der behøver ikke at være øjeblikkelig eller tydelig fare på færde for at man føler et skadeligt pres. Ikke alle bor i et område med hyppige forbrydelser. Mange kan måske gå ude om aftenen uden stor fare for at blive overfaldet. Men blot det at vide at antallet af sådanne overfald stiger hvert år kan få en til at føle sig utryg ved at gøre det.

Desuden bliver de enorme summer forbrydelserne koster og omkostningerne ved at bekæmpe dem (60.000.000.000 dollars om året i De forenede Stater) uundgåeligt lagt over på den almindelige borger i form af højere priser og stigende skatter. I realiteten er der ingen som slipper fuldstændig fri, ligegyldigt hvem de er eller hvor de bor.

Stofmisbrug griber om sig inden for flere og flere befolkningsgrupper. Men skønt de som bruger „hårde stoffer“ måske stadig er relativt få, så stiller sagen sig sådan at en stor del af verdens befolkning er ved at udvikle en „stoforienteret kultur“. Millioner af mænd og kvinder griber til beroligende midler, sovepiller, ferietabletter og andre såkaldt „ufarlige“ beroligende eller opkvikkende mediciner. Jo større presset bliver, jo større er fristelsen til at bruge for meget — eller at gå over til stærkere mediciner.

Beskæftigelsesproblemer

De har måske selv et godt arbejde og får en god betaling. Firmaet De arbejder for synes måske solidt og urokkeligt. Alligevel begynder flere og flere mennesker som har en sådan stilling at føle sig usikre, ængstelige. Hvorfor?

Se blot på hvordan situationen er for de tekniske og liberale erhverv i U.S.A. Today’s Health (udgivet af den amerikanske lægeforening) havde for nylig en artikel med overskriften „Dårlige tider for folk med hvid flip“. Den viste at i De forenede Stater er „antallet af arbejdsløse i de tekniske og liberale erhverv steget 27 procent i forhold til 1969. Godt 1.213.000 ’white collar’-arbejdere er indbefattet i det nye arbejdsløshedstal“, og mange understøttes nu af samfundet.

Hvad med dem der ikke har mistet deres arbejde? De føler stadig usikkerhedens pres, idet de indser hvor uventet selv store firmaer kan komme ud for alvorlige vanskeligheder eller endog gå konkurs.

Selve det at have en overordnet stilling med høj løn medfører ofte problemer. Faren for hypertoni (sygelig forhøjelse af blodtrykket) er større i denne erhvervskategori. Og lægevidenskaben har nu opdaget at endog mild hypertoni kan fremkalde hjerteanfald eller hjerteslag.

Hvordan ser situationen så ud for den kategori man kalder håndens arbejdere?

Bladet Newsweek (17. maj 1971) siger: „Alt i alt er den amerikanske ’blue collar’-arbejder i dag, skønt han tjener flere penge (også mere reel købekraft) for færre arbejdstimer end nogen sinde før, ganske simpelt ulykkelig.“ Hvorfor?

En af de grunde der nævnes er den „dødelige ensformighed“ i arbejdet på mange fabrikker, og den moderne arbejdsplads sammenlignes med en „guldbelagt saltmine“ hvor arbejderen lider „tab på sin stolthed i sit arbejde og sin rolle som familiens forsørger“. Der nævnes også den ansattes følelse af at virksomhedsledelsen er mere interesseret i maskinerne end i de mennesker der betjener dem.

Ifølge William Karp, der regnes for at være ekspert i forhold vedrørende arbejderes og arbejdsgiveres fællesinteresser, er der for gennemsnitsarbejderens vedkommende „en uudtalt usikkerhed med hensyn til om han vil være i stand til fortsat at tjene til livets ophold“. Usikkerheden skyldes i høj grad den større automatik, hvor maskiner mere og mere overtager menneskers arbejde.

Billedet er det samme i andre lande der har haft fremgang. I henhold til en Associated Press-meddelelse for 13. juni 1971 anslår den ledende psykiater ved et stort Tokyo-hospital at en tredjedel af de japanske lønmodtagere er på de første stadier af en neurose.

Situationen er stort set den samme med hensyn til krig, forurening, storbyproblemer og andre problemer som forårsager pres. Ikke kun den øjeblikkelige fare men også den kendsgerning at disse forhold viser så små tegn på at ville blive løst eller bare forbedret — det er det der fremkalder modløshed, får fremtiden til at miste sin tiltrækning, får den til at se ud som der ikke er noget håb forude.

Eftersom presset i dag føles af rig og fattig, af folk i byen og på landet, i alle nationer, hvor kan vi da vende os hen efter befrielse eller blot nogen lindring?