Miniaturehåndværkere
JEG vil gerne præsentere mig. Jeg er et insekt. Jeg ved godt at de store skabninger vækker større beundring end vi insekter. Men faktisk har vi nogle sjældne egenskaber. Mange af os kan siges at være miniaturehåndværkere. I denne tidsalder hvor man laver små bitte transistorer, skulle vi hårdtarbejdende miniaturehåndværkere nok være af interesse.
Lad mig fortælle Dem om nogle af mine fætre, amazonmyrerne. Disse håndværkere anlægger hængende haver på træer og buske, hvor de også laver deres rede. Sådan gør de: De bærer jord op og lægger det i dynger på grenene. Derefter graver de behændigt gange og huler og stiver dem af med et papiragtigt materiale. Så planter de særlige frø fra tidligere haver. De nye haver bliver større og større, og til sidst omgiver de myrereden i træet og beskytter den mod stærk sol og regn.
Disse hængende haver fængsler mennesker som studerer os. En af grundene er at planterne i disse hængende haver der er anlagt af insekter, er helt forskellige fra planter der vokser andre steder. Hidtil har Deres eksperter identificeret fjorten forskellige plantearter, og ikke en af dem har man fundet andre steder end i disse hængende haver! Måske er det kun myrerne der ved hvor de kan gro. Babylons hængende haver blev betragtet som et af oldtidens syv underværker, men vi har bygget et lignende underværk i hundreder af år, og endda ’en miniature’!
Tapetserere og skræddere
Vi har mange udmærkede tapetserere i min familie. Jeg kender flere forskellige bier der laver et godt stykke arbejde. Disse små håndværkere beklæder hele deres rede med flere lag af en forbavsende fin hinde som er blankere end det smukkeste satin. Den ligefrem skinner! Tænk bare, de bruger deres tunge som murske og producerer fra deres eget legeme hele det materiale — et særligt sekret — som de beklæder reden med.
Blandt humlebierne eller uldbierne findes der en art der ikke måler mere end godt en centimeter. Denne arts hun samler materiale fra omgivelserne i stedet for at udskille det fra sit eget legeme. Materialet er en blød uld som hun får fra forskellige hårede planter. Det bedste hun ved er at tapetsere sit bo. Nogle arter laver deres bo ved at beklæde hule stængler, tomme sneglehuse eller regnormegange, ja endog bøsseløb kan de finde på at tapetsere.
Andre i min familie er skræddere. Det er de nødt til at være for at undgå at blive ædt eller for at få noget at spise. Mine slægtninge adskiller sig fra menneskeskræddere ved at de udelukkende laver tøj til sig selv, ikke til andre. Vores arbejde er meget raffineret.
De synes måske at klædemøllet er en plageånd, men hun er en god skrædder. Dette møls tøjædende larve lever i en puppe lavet af små stykker uld, pels eller andet klæde og bundet sammen med med silke. Efterhånden som larven vokser bliver puppen for snæver. Da der ikke er nogen sømme som kan „lægges ud“, skærer larven en sprække i siden af puppen fra den ene ende til midten, sætter et nyt stykke stof i og gør dermed puppen større. Så gør den ligesådan i den anden side for at bevare symmetrien. Resultatet? De bliver måske vred, men min kusine har nu en rummelig jakke som hun har lavet uden at give slip på sin puppe som beskytter hende under foranderlige forhold.
Forsøgsvis er denne lille skrædder blevet sat til at væve en frakke i mange farver ved at blive anbragt på tøj af forskellige kulører.
Jeg er også imponeret over min fætter Vårflues evner. Vårfluelarven lever sædvanligvis i vandløb. Her bygger den sig et lille hus eller rør, og hver art laver sin egen form for hus under vandet. Først spinder larven et rørformet væv af silke. Men der må mere til for at beskytte vårfluelarvens bløde krop mod at blive spist af eventuelle fjender, derfor afstiver den røret med det materiale der er for hånden: småsten, sandskorn, sneglehuse og så videre. Nogle arter bruger blade til at svøbe rundt om deres silkerør. Hvis det materiale som en bestemt art foretrækker ikke findes, bruger larven det den kan få fat på.
En slags vårfluer foretrækker at fæste et antal små sneglehuse til sit silkerør, og sneglene inde i husene er stadig levende. Sådan et beskyttende dække af levende snegle er selvfølgelig tungt, så denne skrædder fæster et lille stykke træ til hver side af røret, hvilket giver det den nødvendige opdrift uden dog at gøre boligen så let at den skylles bort. Vårfluelarvens lange ben stikker frem fra røret, og den kan let krybe omkring med sin bolig når den skal ud for at finde føde. Som om dét ikke var nok, kan denne lille skabning forøge længden og bredden af sit mærkelige hjem, alt imens den befinder sig under rindende vand!
Bygmestre
Vi insekter har nogle fantastiske bygmestre blandt os. Og måden vi bygger på er arkitektonisk helt rigtig til vort formål. Vi kan tage et kendt eksempel, nemlig cellen i en bikage. Den er sekskantet. For en honningbi er det netop den rette form! En sekskantet celle kan nemlig indeholde mere honning end en trekantet eller firkantet. Denne form giver også cellen styrke fordi den støttes af alle de omgivende celler. Selvfølgelig kender bierne ikke noget til geometri, og derfor er dette eksempel på byggeri blevet kaldt „det vidunderligste af de instinkter vi kender“.
Ja, på grund af de instinkter vi blev skabt med, yder vi små håndværkere nogle enorme præstationer. Tænk for eksempel på den kunst det er at bygge et spindelvæv. Skønt edderkopper egentlig ikke sættes i klasse med os insekter, er de også miniaturehåndværkere. Når de bygger et spindelvæv må de opmåle afstande, udregne vinkler, trække tråde parallelle med hinanden og gøre brug af konstruktionens indviklede geometri. Lad os betragte et spind på halvtreds centimeter i diameter som en edderkop lavede. Det tog kun seksogtredive minutter. Der var 37 meter tråd som var fastgjort 699 steder. Edderkoppen havde bevæget sig 54 meter uden en eneste gang at blive forvirret eller standse op!
Blandt os insekter findes der nogle termitter i Afrika der laver tuer som endog mennesker betragter som ingeniørmæssige vidundere. Nogle af disse bygninger ligner gigantiske paddehatte. Og den arkitektoniske stil varierer efter forholdene. I ét område bygger termitterne en slags slot med tårne; i et område med en anden slags jord ser tuen ud som en seks meter høj søjle.
En af de mest forbavsende former for tuer som er bygget af et insekt, findes i Australien. Her er der nogle termitter der bygger hvad mennesker kalder et „kompasbo“. Et sådant bo kan være tre og en halv meter højt og tre meter langt, og det er næsten altid bygget så smalsiderne vender nord-syd og bredsiderne øst-vest. Jeg har forstået at Deres insektspecialister stadig ikke helt forstår hvorfor disse miniaturehåndværkere bygger deres tuer i „kompasstil“. Og vi siger det ikke!
Borere og minearbejdere
Så er der hunsnyltehvepsen som har en hårfin brod der er fem til tretten centimeter lang. Med den kan hun bore adskillige centimeter ind i en træstamme og nå ind til et træ-ædende insekts skjulte gang. Ved hjælp af brodden lægger hun så sine æg her, og når de udklækkes æder snyltehvepsens larver de andre insekter. Hvordan borer hun en spinkel brod gennem massivt træ? For enden af brodden er der små tænder som hun bruger til at save med. Noget der også er forbavsende er snyltehvepsens evne til at afgøre hvor hun skal bore. Hun undersøger simpelt hen træet omhyggeligt og banker nu og da på det med følehornene. Endelig er hun tilfreds, hager sig fast i barken, begynder at bore mod det skjulte mål — og rammer plet!
Træhvepsens larver er forbløffende minearbejdere. I ét tilfælde lagde træhvepsen sine æg i et stykke fyrretræ som senere blev dækket med næsten fire centimeter (femten lag) bly. Da tiden kom da larverne skulle ud, banede de sig vej gennem træet og stødte mod blylagene. De gik energisk til angreb med deres kindbakker og gnavede sig vej gennem lag efter lag. Nogle stykker døde undervejs, men andre kom helt igennem fire centimeter massivt bly. Og denne bedrift blev udført af unger, som blev drevet af deres instinkt!
Andre forbavsende minearbejdere blandt insekterne er parasolmyrerne og visse termitter. Nogle parasolmyrer gravede engang en tunnel under floden Paraíba, en brasiliansk flod der er lige så bred som Themsen ved London Bridge. Og visse ørkentermitter graver lodrette tunneler så langt som fyrre meter ned i sandet! Når de når vand, bærer de det de har brug for op til reden.
Jeg kunne fortælle Dem meget mere. Faktisk er vi insekter jo langt flere end menneskene, så vi er mange De kan lære at kende. Men det De har læst nu, kan være nok for i dag. Jeg har været glad for at hjælpe Dem til at lære os miniaturehåndværkere bedre at kende. Jeg håber det vil give Dem et nyt syn på os, så De snarere betragter os som små vidundere end som ækelt kryb.