Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g87 22/8 s. 3-5
  • Hvordan vi alle berøres af handelskrig

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan vi alle berøres af handelskrig
  • Vågn op! – 1987
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En følge af handelsunderskuddet
  • Hvad er problemets årsag?
    Vågn op! – 1987
  • Ønskes: Et effektivt økonomisk system
    Vågn op! – 1972
  • Dollaren i vanskeligheder i udlandet
    Vågn op! – 1971
  • Hvad er årsagen til dollarens problemer?
    Vågn op! – 1971
Se mere
Vågn op! – 1987
g87 22/8 s. 3-5

Hvordan vi alle berøres af handelskrig

EN AMERIKANSK missionær i Japan fik i november 1985 tilsendt 2000 dollars fra sin moder som hjælp til en ferierejse hjem den følgende sommer. Havde han vekslet pengene straks havde det indbragt ham 400.000 yen, idet kursen var 200 yen pr. dollar. Men han besluttede at vente til han var parat til at købe sin flybillet i juli 1986. På det tidspunkt var kursen faldet til 160 yen pr. dollar, og de 2000 dollars var nu kun 320.000 yen værd. Fordi han udsatte vekslingen i syv måneder tabte han altså 80.000 yen (cirka 500 dollars eller 3800 kroner), og nu var der ikke penge nok til at betale flyrejsen for ham og hans kone.

Det er ikke kun det internationale rejseliv der er blevet berørt af dollarens fald. Amerikanere der for nylig har købt varer som er importeret fra Japan eller Vesteuropa, har sandsynligvis også mærket den økonomiske stramning. Statistiske undersøgelser viser at priserne på importerede biler, kameraer og ure, ja selv vin og ost, i løbet af det sidste år er steget med mellem 10 og 20 procent i USA. For eksempel var et japansk fotografiapparat der i oktober 1985 kostede 400 dollars, i juni 1986 steget til 450 dollars, en prisstigning på 12,5 procent. „Yderligere udsving i valutakurserne vil sandsynligvis medføre flere prisstigninger end vi hidtil har oplevet,“ siger en amerikansk finansanalytiker.

De højere forbrugerpriser udgør dog kun den ene side af sagen. Det økonomiske omslag har bragt Japans og Vesttysklands industrier i knibe. Mens prisen på førnævnte kamera i løbet af få måneder steg voldsomt i USA, fra 400 dollars til 450 dollars, faldt det faktisk samtidig i pris fra 98.000 yen til 78.000 yen i Japan. Det forlød dengang at en af de største japanske producenter af eludstyr sætter 30 millioner dollars til for hver yen dollaren falder i værdi. Virkningen er den samme på bil-, stål- og tekstilindustrien og andre industrier der er afhængige af eksport.

For at forblive konkurrencedygtige nedskar de store japanske industriforetagender deres udgifter drastisk og mindskede deres fortjeneste. Mindre firmaer der ikke kunne klare tabet, gik konkurs. Mainichi Shimbun, Tokyos førende dagblad, oplyser at der mellem oktober 1985 og august 1986 var 292 virksomheder der måtte dreje nøglen om. En af følgerne var at de japanske arbejdere sidste år oplevede den mindste lønstigning i 31 år — i gennemsnit 4,5 procent. Arbejdsløsheden steg til 2,9 procent af arbejdsstyrken, det højeste siden 1953. Det frygtes at arbejdsløsheden „vil stige yderligere og nå op på 7-8 procent,“ udtaler formanden for De Sammensluttede Arbejdsgiverforeninger i Japan.

En følge af handelsunderskuddet

Men hvorfor faldt dollarkursen? Enkelt sagt havde det sin årsag i den handelskrig som den stærkt konkurrenceprægede internationale forretningsverden fører. Nogle lande formår at eksportere mere end de importerer, hvilket medfører et overskud på handelsbalancen. Canada har for eksempel et årligt overskud på handelsbalancen på 18,6 milliarder dollars, og Japan eksporterede i 1986 for 82,7 milliarder dollars mere end det importerede for.

Modsat importerer for eksempel USA for langt mere end det eksporterer for. Det er ikke svært at forestille sig hvordan det påvirker et lands økonomi. Det påfølgende underskud på handelsbalancen skaber alvorlige beskæftigelsesproblemer og forårsager økonomisk ustabilitet.

I erkendelse af at verdensøkonomiens sundhed i vid udstrækning beror på den amerikanske økonomis sundhed, mødtes finansministre og repræsentanter for de store banker i verdens fem førende industrilande i september 1985 og enedes om at nedskrive dollarens værdi i forhold til verdens øvrige betydningsfulde valutaer. Med en lavere dollarkurs skulle amerikanske varer blive billigere og mere konkurrencedygtige i andre lande, og det skulle fremme den amerikanske eksport. På hjemmemarkedet skulle efterspørgselen efter importerede varer dale som følge af disses højere priser. I teorien skulle dette alt i alt nedbringe USA’s underskud på handelsbalancen.

Siden planen blev sat i værk er dollarens værdi faldet med cirka 20 procent over for den tyske mark, den japanske yen, den franske franc og andre betydningsfulde valutaer. Men har det rettet op på underskuddet på handelsbalancen? „Trods de regulerede valutakurser vil vort underskud på samhandelen med udlandet ikke gå ned i år,“ sagde den amerikanske handelsminister, Malcolm Baldridge, sidste år i en tale til ledende japanske forretnings- og regeringsfolk.

Faktisk bejler de importerede varer med uformindsket held til de amerikanske forbrugeres gunst. For eksempel viser rapporter at USA i 1986 importerede næsten lige så mange japanske biler som i 1985, og da den enkelte bil samtidig gik op i pris fik det den virkning at værdien af importerede biler målt i dollars fortsatte med at stige frem for at mindskes. USA havde i 1986 et rekordunderskud på handelsbalancen på 175 milliarder dollars, i forhold til 118 milliarder dollars i 1985. Omkring en tredjedel af dette kæmpeunderskud stammer fra samhandelen med Japan!

Situationen i Japan og i USA genfinder vi andre steder. Handelskrigen berører os alle. Hvad er dens årsag? Hvad kan der gøres ved den? Og findes der en varig løsning?

[Illustration på side 3]

Hvorfor steg prisen på et japansk fotografiapparat i USA fra 400 dollars til 450 dollars i løbet af få måneder?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del