Missionærer — Spreder de lys eller mørke? — 3. del

Kristenhedens missionærer vender tilbage til den verdensdel hvor det hele begyndte

MENNESKENES oprindelige hjem lå i Østen. Det var her Skaberen indførte den rene tilbedelse. Skønt menneskene hurtigt og meget uklogt skiftede den rene tilbedelse ud med falsk religion, vendte de med tiden tilbage til den sande tilbedelse i denne del af verden, først i fortidens Israel og senere gennem kristendommen. Da kristenhedens missionærer i Europa udbredte deres budskab til Asien, kom de således til den verdensdel hvor menneskelivet og den sande religion havde sit udspring. Men ville de vise sig at være lysets sendebud eller ville de sprede mørke? — 1 Mosebog 2:10-17.

Hvad betyder én gud mere eller mindre?

Det er ikke muligt med sikkerhed at fastslå hvornår og hvordan den kristne tro først kom til Indien. Religionshistorikeren Eusebios fra det fjerde århundrede siger at den kristne apostel Thomas tog den kristne tro med sig dertil i det første århundrede. Andre siger at „kristendommen“ først blev indført dér mellem det andet og det fjerde århundrede. Da portugisiske opdagelsesrejsende ankom dertil i slutningen af det 15. århundrede, fandt de nogle „kristne som udgjorde et accepteret og respekteret element i det indiske samfund“. — The Encyclopedia of Religion.

Den spanske præst Francisco Xavier satte foden på Indiens jord i 1542. Sammen med Ignatius af Loyola stiftede han den religiøse orden Jesu Selskab, der er blevet kendt som jesuitterne. The New Encyclopædia Britannica omtaler Francisco Xavier som „den største katolske missionær i nyere tid“, og siger at han var „med til at grundlægge kristendommen i Indien, på Malaccahalvøen og i Japan“.

Skønt Xaviers liv blev forholdsvist kort — han døde i 1552 i en alder af 46 år — var hans ti års missionærtjeneste fyldt med aktivitet. Han opmuntrede efter sigende missionærer til at tilpasse sig de indfødtes skikke og lære deres sprog.

De første protestantiske missionærer i Indien ankom i 1706, cirka 85 år før William Carey udgav bogen An Enquiry Into the Obligations of Christians to Use Means for the Conversion of the Heathens (En undersøgelse af kristnes forpligtelse til at bruge midler på at omvende hedningerne). Denne bog er blevet kaldt „en milepæl i den kristne historie“. Efter at Carey havde skrevet den, virkede han i 40 år som missionær i Indien.

Som tiden gik søgte kristenhedens missionærer ud til alle egne af landet. De underprivilegerede lavere klasser, især de kasteløse der ikke fandt noget håb om en bedre fremtid i hinduismen, begyndte at vende sig til kristenhedens kirker. The Encyclopedia of Religion bemærker imidlertid at „mange missionærer misbilligede dette, og det samme gjorde størsteparten af de uddannede kristne indiske ledere“.

Historikeren Will Durant beskriver hvor lidt kristenhedens kirker har formået: „Indien tror i dag så stærkt som altid på de guder, der gennem så lang, lang tid med sindsligevægt har set ned på landets storhed og fattigdom. . . . Når kætterier eller mærkelige guder blev alt for farligt populære, blev de tolereret, og siden opslugt i hindutroens omfangsrige hule. Én gud mere eller mindre kunne ikke gøre megen forskel i Indien.“ I sin bog Die Jesuiten, udgivet i 1982, siger Manfred Barthel: „Inderne holdt til syvende og sidst fast ved deres hellige køer; hinduismen overlevede både jesuitterne og mogulerne, og det lader til at den i dag eksporterer sit overskud af guder til det kristne Vesten.“

Intet varigt præg

I det femte århundrede gennemgik kristenheden, der allerede var splittet i en Øst- og en Vestkirke, endnu et skisma. Patriarken af Konstantinopel, Nestorios, blev indblandet i en strid der førte til oprettelsen af en udbrydergruppe fra Østkirken, nestorianernes kirkesamfund.

Nestorianerne lagde vægt på missionsvirksomhed. En af deres missionærer, Alopen, indførte tilsyneladende nestorianernes tro i Kina i år 635. Vestkirken, derimod, nåede ikke til Kina før omkring 1294, da franciskanermunken Giovanni da Montecorvino oprettede en missionsstation dér.

Men i alt væsentligt begyndte missionsvirksomheden i Kina ikke før den italienske jesuit Matteo Ricci ankom dertil i 1580’erne. Mens protestantismen efter reformationen kæmpede for at få fodfæste i Europa, havde katolikkerne travlt med at søge efter tilhængere uden for Europa. Portugals og Spaniens opdagelsesrejser tjente udmærket kirkens interesser i denne forbindelse, eftersom begge disse lande var stærkt katolske.

Ifølge The Cambridge History of China var årsagen til at missionærerne i det 17. og 18. århundrede havde en vis succes, sikkert den at „et betragteligt antal af dem (især jesuitterne) var meget tolerante“. En professor i kinesisk historie, Hans H. A. Bielenstein, forklarer: „[Jesuitterne] lagde vægt på lighederne mellem kristendommen og kungfutsianismen og satte lighedstegn mellem den kristne Gud og den kinesiske opfattelse af himmelen. De havde heller ingen indvendinger mod forfædredyrkelse. Det forklarer hvorfor jesuitterne i nogle kredse vandt tilhængere, men det forklarer også hvorfor de ikke satte noget varigt præg.“

I 1724 fordømte den kinesiske kejser kristenhedens trossamfund og udviste de fleste udenlandske missionærer. Da lejligheden bød sig vendte de katolske missionærer tilbage. Protestantiske missionærer sluttede sig til dem, og i 1807 var Robert Morrison fra London Missionary Society en af de første der kom til landet. Han oprettede et universitet der ikke blot havde til formål at udbrede hans tro, men også at indføre Kina i Vestens kultur og at lade studerende fra Vesten stifte bekendtskab med Østens kultur. I 1819 havde Robert Morrison, med hjælp fra William Milne, færdiggjort en oversættelse af hele Bibelen.

Nogle missionærer så det som deres opgave at sprede en anden slags lys. Dr. Peter Parker blev den første lægemissionær i Kina, og han hjalp med at organisere Medical Missionary Society, der blev grundlagt i Kwangchow i 1838. Andre missionærer helligede sig undervisningsopgaver, støttede filantropiske foretagender eller forsøgte at løse sociale problemer. Ifølge The Cambridge History of China var noget af det oversættelsesarbejde som missionærerne foretog „bedre egnet til at fremme den europæiske forståelse af Kina end til at fremme kinesernes modtagelighed for kristendommen“.

Det lykkedes heller ikke kristenhedens missionærer at vise kineserne et eksempel på kristen enhed og broderskab. Især protestanterne stod splittede. I fire årtier steg antallet af missionærer fra 189 til 3445. I 1905 var de mere end 60 missionsselskaber i færd med at udbrede hver deres version af den kristne lære. Også de katolske missionærer gav et lidet flatterende billede af kristendommen. The Cambridge History of China omtaler „den udbredte praksis at blande sig i lokale politiske og juridiske anliggender for om muligt at skaffe sig flere tilhængere“.

Der søges efter tilhængere andre steder

Næsten hundrede år efter at den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan i 1521 for første gang satte foden på de filippinske øer, havde katolske missionærer døbt omkring to millioner mennesker i dette land. I dag er 84 procent af befolkningen katolsk, hvilket uden tvivl skyldes det uddannelsessystem som kirken indførte. En anden faktor som man ifølge en skribent ikke må overse, er at missionærerne „tillod at de nyomvendte beholdt mange af deres religiøse forestillinger og skikke“.

Det var dog ikke alle steder at den katolske kirke havde en sådan succes. For eksempel er kun 0,3 procent af alle japanere katolikker. I Republikken Korea er det omkring 6 procent.

Japan oplevede sin første kontakt med europæerne i 1542. I 1549 blev jesuitermissionæren Francisco Xavier og nogle få af hans rejsefæller venligt modtaget. Men inden længe kølnedes begejstringen da de japanske ledere „begyndte at nære mistanke om at den europæiske missionsvirksomhed måske var den spanske konges indledende øvelser til at foretage et politisk erobringstogt (sådan som de vidste at det var sket på Filippinerne),“ skriver historieprofessor J. Mason Gentzler.

I 1614 „blev missionærerne bandlyst som statsfjendtlige, og kejseren dekreterede at kristendommen ikke længere ville være tilladt i hans magtområde. . . . I titusindvis af nyomvendte som nægtede at afsværge den nye religion blev korsfæstet . . . mens missionærerne blev påført mere udspekulerede rædsler. . . . De blev levende brændt eller stegt, sønderlemmet eller kastet i gruber fyldt med giftslanger“ — for at nævne nogle af ugerningerne. — Die Jesuiten.

Katolicismen blev indført i Korea i 1784, og protestantismen hundrede år senere. Sidstnævnte „havde langt større fremgang som følge af at amerikanske missionærer ikke blot medbragte evangeliet men også undervisning, lægebehandling og teknologi,“ forklarer tidsskriftet Time. Denne politik med at skaffe sig tilhængere ved hjælp af andet end religiøs undervisning bliver tydeligvis stadig anvendt. Filosofiprofessor Son Bong Ho fra Seoul National University citeres for at have sagt: „De kirker der har lagt vægt på materielle velsignelser er vokset hurtigere end de etablerede trossamfund.“

Hvad fremtiden vil vise

Hvordan bør vi betragte kristenhedens missionærer i fortiden? De repræsenterede ikke den rene form for tilbedelse som Jesus indførte, men mange af dem har utvivlsomt haft et oprigtigt motiv. Under alle omstændigheder oversatte de Bibelen til mange sprog og underviste folk i nogle af Bibelens lærepunkter.

Hvordan forholder det sig med kristenhedens missionærer i Afrika, der er blevet kaldt ’det mørke kontinent’? Læs herom i næste nummer af dette blad i artiklen „Åndeligt lys til ’det mørke Afrika’“.

[Ramme på side 23]

„Jehova“ i den kinesiske Bibel

John W. Davis, en missionær og oversætter der levede i det 19. århundrede, har sagt følgende: „Hvis Helligånden siger ’Jehova’ et givet sted på hebraisk, hvorfor siger oversætteren da ikke ’Jehova’ på engelsk eller kinesisk? Med hvilken ret siger han: Jeg vil bruge ’Jehova’ her og erstatte det dér? . . . Hvis det i hvert givet tilfælde er forkert at bruge ’Jehova’ i oversættelsen, hvorfor brugte den inspirerede skribent det da i originalen?“