Har fængslerne virket efter hensigten?
NEJ, den opfattelse at fængselet som strafmiddel skulle kunne afholde folk fra at begå forbrydelser virkede ikke i praksis. Antallet af forbrydelser blev ved med at stige.
De straffede blev heller ikke forbedret af fængselsopholdet. Som regel havde indsættelsen en negativ virkning. Dette var ironisk, for samfundet havde fængslet overtræderen fordi han var til skade for dette samfund, men det elendige miljø i fængselet gjorde gerne overtræderen værre. Så kom han på fri fod og tilbage til samfundet, ofte for at ende i fængsel igen for et længere tidsrum!
I nyere tid gennemgik den grundlæggende idé med fængslerne en anden betydelig ændring. Den nye idé der forfægtedes af oprigtige reformatorer var at gøre rehabiliteringen og omskolingen af fanger til hovedformål i fængselslivet. Indespærringen blev betragtet som tilstrækkelig straf i sig selv. Ingen legemlig mishandling måtte tilføjes fangen — som det ofte tidligere havde været tilfældet.
James Bennett, forhenværende direktør for forbundsfængslerne i De forenede Stater i syvogtyve år, har sagt følgende om afskaffelsen af korporlig straf efter denne nye opfattelse: „Personalet under forbundssystemet forbydes imidlertid på det strengeste at anvende noget der ligner direkte indgreb eller noget der kunne udlægges som korporlig straf. De gør det ikke, dels fordi dette ikke er ønskeligt og dels fordi det er mindre effektivt end fratagelse af privilegier, ændring af arbejde, eller annullering af besøg der sættes pris på.“
Fanger der ikke ville samarbejde kunne også miste ’vidnesbyrd for god opførsel’, som ville have gjort dem egnet til prøveløsladelse tidligere; de ville altså derved få et længere ophold i fængselet. Frygt for dette mente man var en tilskyndelse til god opførsel.
Men bortset fra at afskaffe brutalitet og forbedre levevilkårene, hvad var så rehabiliteringen baseret på? Man antog at en fange ville vende sig bort fra sin asociale kurs når han blev oplært rigtigt. Dette ville indbefatte at oplære ham i nye arbejdsfærdigheder, så han, når han blev løsladt, ville være et mere nyttigt medlem af samfundet.
Har dette virkelig fundet sted? Realiserer vor tids fængsler disse mål?
Forholdene i fængslerne
Der kan ikke være tvivl om at forholdene i fængslerne i almindelighed er meget bedre end de rædsler man kendte for et århundrede eller to siden. Men er forholdene sådan at de har en god virkning på de indsatte og forbedrer deres syn på tingene?
En stadig kritik af forholdene i danske fængsler synes at modsige dette. I januar i år fremkom en fyldig rapport om Vestre Fængsel i København, udarbejdet af Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut. Journalisten Erik Nørgaard kommenterede i Politiken for 25. januar 1972: „Som konklusion . . . slås det fast, at ’Vestre Fængsel lider af en systemmæssig, krampagtig, konfliktfyldt stivnelse’, og der foreslås som ’en demokratisk nødvendighed’ en ’chokbehandling’, bl. a. med reduktion af celleantallet . . . ombygninger, demokratisering af ledelsessystemet, væsentlige lettelser i fangernes hverdag m.m.“
Værre synes forholdene dog at være i amerikanske fængsler. Senator Edward Brooke fra Massachusetts har udtalt at ’forholdene i fængslerne næsten overalt er beklagelige og virker umenneskeliggørende’. Kongresmedlemmet William Anderson fra Tennessee har sagt: „De forenede Staters straffesystem er en total vanære for nationen.“
En undersøgelse som myndighederne foretog i et fængsel i West Virginia viste at der stort set ikke var nogen kontrol med vold. Narkotika og alkohol var almindelig udbredt. En anklager sagde om fængselet: „Det er absolut meningsløst at sende en mand ind i det fængsel, for han vil komme ud endnu værre.“
Chronicle i San Francisco har omtalt et tilfælde med et af Jehovas vidner der var i fængsel på grund af militærnægtelse af samvittighedsgrunde. En dag lagde denne fredselskende mand mærke til uroligheder i en anden celle. Senere kom fængselsbetjentene og slog fangerne, også dette Jehovas vidne! Avisen sagde: „De tog kvælertag på ham og slog ham på struben og tog ham derefter med til enden af gangen, hvor ’de brutale og umenneskelige slag der blev tildelt de andre fanger var af en sådan art at han ikke kunne stå og se på det’, og han vendte hovedet bort.“ Han sigtede en fængselsbetjent for også at have slået ham i øjet og tindingen med en stav. Han blev derefter kastet i enecelle og holdt indespærret der uden lægehjælp. Og han havde ikke engang været indblandet i de oprindelige uroligheder.
Da der ikke er medlemmer af det modsatte køn til rådighed, grasserer homoseksualitet i mændenes fængsler og lesbianisme i kvindefængslerne. Homoseksuel voldtægt i stor stil er almindelig. I Canada meddeler Windsor Star at treogtyve dommere efter at have undersøgt problemet var „forfærdede“ over hvad de havde opdaget. Avisen oplyser: „Tidligere fanger har meddelt officielle kommissioner at det i de fleste fængsler landet over er næsten umuligt for en ung mand at undgå seksuelt overfald. ’Det sker hele tiden,’ siger John Tennant, der har tilbragt 13 år bag tremmerne. ’Jeg har set unge fyre blive angrebet af tre eller fire fanger nat efter nat.’“
For kvinder kan fængselslivet også være demoraliserende. Indskrænkningen i bevægelsesfriheden, fængselslivets smålige detaljer, den stramme timeplan, den sjældne kontakt med familiemedlemmer, den truende seksuelle umoralitet — alt sammen er det yderst deprimerende.
Krishna Nehru Hutheesing, søster til Indiens tidligere statsminister, har sagt om sit ophold i et indisk fængsel af politiske grunde for nogle år siden: „Jeg fandt at mangelen på menneskelighed, den uforskammede måde man talte til os på og stedets undertrykkende atmosfære til tider ikke var til at bære.“ Hun talte om et liv „fuldt af trusler, vold, gemenhed og korruption. Altid var der ukvemsord fra den ene side og kryberi fra den anden. Et menneske der var blot den mindste smule følsom var i en tilstand af ustandselig spænding med nerverne på højkant“.
Angående børn der sendes til ungdomsfængsler oplyste New York Times for 27. juli 1971: „I ungdomsfængselet bliver han indespærret sammen med børn der har begået mord, røverier, overfald og andre forbrydelser. Homoseksualitet grasserer. I forsøget på at løse ét problem har retten anbragt ham i en situation der kun kan føre til flere problemer.“
En artikel i Børnesagens Tidende for 1. december 1970 om Nyborg ungdomsfængsel oplyste at „mindst 50 pct. af de indsatte må betegnes som supernarkomaner“. Når de unge lovovertrædere løslades på prøve vender de meget ofte tilbage til deres gamle miljø, og 87 procent kommer atter på kant med loven.
Hvad med rehabilitering?
Det er klart at ingen af disse forhold er tjenlige til at forbedre en person. Men hvad med rehabiliteringsprogrammer, der for eksempel går ud på at lære fangerne nye arbejdsfærdigheder? Kan rehabilitering modvirke de negative påvirkninger?
Den samstemmende mening blandt fængselsfunktionærer er nej. De indrømmer ærligt at kun få nyttige færdigheder læres, at arbejdet er sløvende og monotont, og at der ikke virkelig findes noget sundt program for at forbedre fangens mentale tilstand, hvilket er nøglen til at skabe en nyttig samfundsborger.
New York Post for 18. september 1971 citerede højesteretspræsident Burger fra De forenede Staters højesteret for denne udtalelse: „Kun få fængsler har i dag blot et minimalt oplærings- eller fagligt uddannelsesprogram for at sætte fangen i stand til at vende tilbage til samfundet som et nyttigt menneske der kan klare sig selv.“
I Politiken for 21. januar 1968 havde Erik Nørgaard et interview med en mand der havde siddet over femten år i fængsel: „Der er fanger, som helt bevidst forlader fængslet med det ene i tankerne, at de vil fortsætte deres kriminelle løbebane, og de er måske i mange tilfælde bedre udrustet — rent teknisk! — end de var før indsættelsen. I Vridsløselille kan de hos kammeraterne i smedjen bestille det fineste tyveværktøj i landet, . . . Andre løsladte fanger er ikke nær så indstillet på at glide tilbage i kriminaliteten. De gør hæderlige forsøg på at klare sig, men alligevel går det galt, . . . I øjeblikket er det jo sådan, at de indsatte nærmest lever en millionærtilværelse. De har en opvarter på hver hånd. . . . Det er klart, at det ødelægger.“
Vidnesbyrd fra alle sider peger på at fængselsstraffe ikke effektivt forebygger forbrydelser, eftersom kriminaliteten er voksende i næsten ethvert land på jorden. Og fængslerne udretter ikke hvad reformatorer havde forventet, de rehabiliterer ikke forbryderne til en mere nyttig tilværelse når de vender tilbage til samfundet. Som U.S. News & World Report for 27. september 1971 har sagt: „Fængslernes svigten med hensyn til at reformere forbrydere ses af statistikken, der viser at omkring 80 procent af alle alvorlige forbrydelser bliver begået af ’tidligere straffede’.“
[Tekstcitater på side 9]
Tidligere fange siger: „I øjeblikket er det jo sådan, at de indsatte nærmest lever en millionærtilværelse. . . . Det er klart, at det ødelægger.“
Et amerikansk nyhedsmagasin siger: „Omkring 80 procent af alle alvorlige forbrydelser bliver begået af ’tidligere straffede’.“
[Illustration på side 8]
Børn der sendes i ungdomsfængsel bliver ofte bragt i en situation som kun kan føre til flere problemer.