Hvilke løsninger tilbyder man?

EFTERSOM fængslerne i almindelighed ikke forbedrer overtræderne, og de ikke virker synderlig afskrækkende med hensyn til udbredelsen af forbrydelser, hvad så? Hvad skal der gøres med folk som begår forbrydelser?

De svar der kommer fra fængselspersonale, politi og menigmand er modstridende. Der er ikke noget konsekvent mønster. Autoriteter på området er heller ikke enige.

Hårdere eller mildere?

Nogle går ind for det synspunkt at man skal holde op med at „forkæle“ fanger. De siger at straffen skulle være meget værre, fængselsdommene strengere.

London Times bemærker at det engelske Police Review siger at „tiden er kommet til at hænge, piske, sulte eller gøre forskelligt andet over for visse forbrydere for at de skal lide“. Det siger at folk er „lede og kede af“ den lemfældighed der vises forbrydere.

Selv nogle fanger er indforstået med brug af legemsstraffe — forudsat det betyder kortere tid i fængsel. En der havde været i Alcatraz sagde til en fængselsfunktionær: „Der er tre grunde til at mænd sendes i fængsel. For at straffe, for at rehabilitere og for at beskytte offentligheden. Somme tider mener jeg at de sidste to tabes af syne når der afsiges domme. Hvis en mand tilbringer tre, fem eller ti år borte fra sin familie og sine venner, under fair men undertrykkende behandling, indespærret i en celle, berøvet alle et normalt livs goder og tvunget til at følge en ensformig rutine, er det så ikke for meget?“

Hvad anbefaler han? Denne fange sagde: „Jeg mener at de fleste fanger ville sige nej til rehabilitering i fængslerne — de ville sige: ’Værsgo, gør fængslerne hårde, gør dem virkelig skrappe, endog brutale, men gør straffen kort og lad os få det overstået.’ Ingen ville tænke på at piske en mand dag efter dag, måned efter måned, for den samme overtrædelse. Men fængsling i årevis er værre.“

Dog er der andre der siger lige det modsatte. De siger at fængselslivet allerede er for brutalt. De ville ønske at der blev investeret flere skattepenge i fængslerne for at gøre dem til steder hvor fangerne kunne leve anstændigt og få produktivt, opmuntrende arbejde. De ønsker at gøre fangens lod lettere, lykkeligere.

Det er tydeligt at der ikke er enighed om sagen. Men der er en omstændighed som vi ikke bør overse. I de seneste århundreder er næsten alt vedrørende fængsler blevet prøvet. Hvad nogle anbefaler nu med hensyn til mere brutalitet eller mindre brutalitet, længere straffe eller kortere straffe, rehabilitering eller ikke rehabilitering — er blevet prøvet før, og er i det store og hele slået fejl. Ser det fornuftigt ud at gå tilbage og gentage fortidens fiaskoer?

Fængsler i sig selv drages i tvivl

Det er grunden til at nogle politikere og sagkyndige nu begynder at drage hele ideen med fængsler i tvivl. De spekulerer på om det store flertal af indsatte i det hele taget skulle være der.

Bogen The Ethics of Punishment siger: „Efter mere end 150 års fængselsreformer er det fremtrædende træk ved den nuværende bevægelse dens skepsis vedrørende fængsling i det hele taget og dens søgen efter nye og mere tilstrækkelige behandlingsmetoder uden for fængselsmurene.“

Den tidligere chef for forbundsfængslerne i U.S.A. James Bennett har udtalt om fængselslivet: „Det tager mænd bort fra deres familier og venner i overordentlig lange perioder. Det mærker dem for livet. Det begrænser dem til nogle få trøstesløse hektarer og påtvinger dem en ensformig timeplan. Det klæder dem i billige uniformer hvorfra alt individuelt er udslettet. Det ødelægger deres privatliv og påtvinger dem nær kontakt med personer som de måske afskyr. Det berøver dem normale seksuelle forhold og påfører dem en fristelse i retning af homoseksualitet. Når en fængselsstraf er værst udgør den en raffineret tortur der er meget hårdere end legemsstraf.“

Andre udtrykker sig på linje med dette. En advokat der var til et møde med amerikanske fængselsadministratorer skriver dette om deres synspunkter:

„Hver af dem stod i spidsen for en større fængselsinstitution; alle var veteraner på dette felt; ingen var ’sentimentale’, ’blødsødne’ eller naive med hensyn til forbrydere.

Jeg spurgte den inspektør der sad ved siden af mig hvilken procent af de forvarede under hans opsyn der behøvede at være i fængsel. ’Efter hvilken målestok?’ spurgte han. ’For at beskytte samfundet mod personlig overlast,’ svarede jeg. ’Omkring 10 til 15 procent,’ sagde han. Vi gik fra den ene til den anden af inspektørerne i lokalet; ingen havde en anden mening.

Siden har jeg ved besøg i talrige fængsler rundt om i landet og udenlands altid stillet det samme spørgsmål. Jeg har aldrig fået et andet svar.“

I denne forbindelse er det interessant hvad bogen Fængsler og fanger (1969) siger om danske forhold: „Vi er meget vel klar over, at f. eks. praktiske fængselsfolk ikke opfatter fængsler som noget ideelt eller noget særligt praktisk og ønskværdigt. Deres problem er snarere, hvad man skal sætte i stedet for fængselsstraffen. . . . For den store del af lovovertrædere vil afskaffelse af fængselsstraffens midlertidige uskadeliggørelse af dem ikke betyde noget samfundsmæssigt problem, idet deres lovovertrædelser i almindelighed må anses som ret uskadelige for samfundet.“

Efter års forsøg og fiaskoer kommer flere og flere sagkyndige til den slutning at fængsler hverken forebygger forbrydelser eller forbedrer lovovertræderne. De udretter simpelt hen ikke det man forventede, og der er brug for noget andet. Men efter hvilken målestok man skulle sætte noget andet i stedet, derom er der ingen enighed. Tværtimod er der et fuldstændigt virvar af ideer.

Mere spiller ind

Man må imidlertid ikke drage den forhastede slutning at fængslernes almindelige fiasko er den grundlæggende årsag til den voldsomme stigning i kriminaliteten. Dette er ikke tilfældet, skønt fængslernes fiasko gør en dårlig situation værre.

Det der spiller ind er langt mere fundamentalt. Der er en grundlæggende sygdom der gennemtrænger menneskeslægten i almindelighed. De overfyldte fængsler er blot et symptom på samfundets sygdom.

I lang tid, særlig siden første verdenskrig, er nationerne blevet mættet med negative påvirkninger. Der har været massevold og masseødelæggelse i krig, racefordomme, voksende slumkvarterer, ghettoer, fattigdom, samt selviskhed og hykleri på højeste plan inden for det politiske, religiøse og økonomiske liv. En eftergivende morallære har yderligere udhulet de høje principper og fremmet kriminelle tendenser.

Man høster som man sår, siger Bibelen træffende. Når sådanne negative påvirkninger har bombarderet sindene i mere end et halvt århundrede, skulle det ikke komme som nogen overraskelse at en gigantisk høst af lovovertrædere er ved at blive høstet.

En rapport udgivet af De forenede Staters justitsministerium bemærker „at 75% af alle personer der arresteredes for røveri var under 25 år“. Rapporten viser at deraf var 33 procent ungdomsforbrydere (normalt under 18 år). Mange unge mennesker begår således forbrydelser før de nogen sinde har set et fængsel indefra. Fængselslivet kan derfor ikke dadles for størstedelen af det øgede antal forbrydelser. Manglerne i samfundet avler dem.

Ej heller er det blot nogle få mennesker som er indblandet i og støtter forbrydelser. Ansvaret hviler hos en stor del af befolkningen. En tidligere rådgiver for den amerikanske præsident i spørgsmål vedrørende organiseret forbrydelse, Ralph Salerno, har sagt til en canadisk tilhørerskare:

„De folk der lefler for og tager imod tilbud på varer og tjenesteydelser fra forbrydersyndikaternes folk er de samme mennesker der fortæller opinionsundersøgere i Deres og mit land at de ønsker lov, orden og retfærdighed.

[Ønsker De] at standse den organiserede forbrydelse i morgen klokken 8.00? Så skal De få enhver canadier, og jeg enhver amerikaner, til at holde op med at støtte deres illegale virksomhed, og den organiserede forbrydelse kan pakke sammen. Vi behøver ikke politi. Vi behøver ærlige borgere. Vi må angribe hykleriet.“

Reformbestræbelserne inden for fængselsmurene svigter således af samme grund som forbrydere udklækkes uden for fængselet: verdens læresætninger, holdninger og handlinger modarbejder at der skabes sunde sind. Det kan ikke realistisk forventes at fængselsreformer vil virke, eller at forbrydelsernes antal vil formindskes, i betragtning af den åndelige kost folk nu får. Hvad er løsningen? Hvad kan der gøres med hensyn til fængslerne selv? Vil der nogen sinde blive gjort noget ved de forhold der udklækker lovovertrædere?

[Tekstcitat på side 11]

Tidligere chef for forbundsfængslerne siger: „Når en fængselsstraf er værst udgør den en raffineret tortur der er meget hårdere end legemsstraf.“

[Ramme på side 10]

Nogle hovedårsager til forbrydelser

Massevold i krig, racefordomme, slumkvarterer og ghettoer, fattigdom, politisk og religiøst hykleri samt eftergivende morallære.

[Ramme på side 12]

Beskyttelse mod forbrydelser er kostbar

De forenede Stater har omkring 500.000 politibetjente. Den samlede årlige omkostning er mere end 4.000.000.000 dollars, heri ikke indbefattet løn til dommere, fængselspersonale eller omkostninger til bygninger og udstyr. Begyndelseslønnen for den enkelte politibetjent er nu i mange byer omkring 8500 dolllars (59.500 kroner).