Fængselsproblemet — hvad er løsningen?

DET var den 16. august sidste år, i Brooklyn i New York. Telefonen på mit skrivebord ringede, og det viste sig at være en af mine gamle venner der ville tale med mig. Han sagde: „Kunne du tænke dig at holde nogle foredrag i Angolafængselet nede i Louisiana?“

„Om jeg kunne? Det kan du tro!“ svarede jeg.

Et års tid forinden havde jeg læst om dette fængsel hvor man med strålende resultater havde gennemført en resocialisering af flere af fangerne, og jeg var glad for nu at få lejlighed til at få førstehåndsoplysninger fra stedet.a Vi aftalte at jeg skulle flyve derned den 4. november 1976.

Jeg har altid været dybt interesseret i fængselsforhold og i det der kan gøres for at føre de indsatte tilbage til et normalt samfundsliv, det man kalder resocialisering. Min interesse skyldes til dels at jeg selv, i 1940rne, har været fængslet i næsten to år. Det var ikke fordi jeg havde gjort noget forkert, men fordi min samvittighed forbød mig at tage del i militærtjeneste.

Fængslerne har længe haft mange problemer — hvoraf pladsmangel måske er et af de største i dag. Sidste år lagde jeg mærke til en notits i Denveravisen Post: „Fængselsbyggeri ser ud til at skulle blive den største udviklingsindustri i halvfjerdserne. . . . 524 nybygninger eller udvidelser er nu på tegnebrættet.“ — 25. april 1976.

Men kan problemerne løses ved bygning af flere fængsler? Er fængsling overhovedet den bedste måde at behandle lovovertrædere på?

Jeg har selv med stor interesse fulgt den debat der i de senere år har været ført om det egentlige formål med fængselsstraffe.

Straf eller resocialisering?

Debatten har drejet sig om dette spørgsmål: Skal fængsler først og fremmest være et sted hvor man straffer lovovertræderne, eller skal de være et sted hvor man reformerer deres liv og hjælper dem til at glide på plads i samfundet igen? Et blik på historien viser imidlertid at der også har været helt andre metoder end fængsling i brug.

I gammel tid fandtes der ikke fængsler som vi kender dem i dag. Lovovertrædere blev enten henrettet eller tildelt en korporlig straf. Det kunne være piskning, brændemærkning eller lemlæstelse. Efter at have udstået denne straf kunne misdæderen gå.

I det attende og nittende århundrede begyndte man at begrænse dødsstraffen til færre forbrydelser, og efterhånden gik man også mere og mere bort fra korporlig afstraffelse. I stedet begyndte man i højere grad at sende lovovertrædere i fængsel. Fængslerne var snavsede, overfyldte og befængt med utøj, madrationerne var knappe, og fangerne havde mange timers tvangsarbejde hver dag. Mange døde under disse forhold. Dengang var formålet med fængslerne altså først og fremmest at straffe forbryderne.

Senere ændrede man syn på dette spørgsmål. I forrige århundrede gik man mere og mere ind for den tanke at fængslerne først og fremmest skulle være et sted hvor forbrydere blev reformeret eller resocialiseret. Så sent som i 1970 nåede en ekspertgruppe som tidligere præsident Nixon havde sammensat, til den konklusion at resocialisering burde indtage en central plads i fremtidens fængselspolitik.

Men i den senere tid er disse bestræbelser for at resocialisere fangerne blevet mødt med kritik. Baggrunden for dette stemningsskift har også interesseret mig meget.

Hvordan går det med resocialiseringen?

Den 4. januar 1975 kunne man læse følgende overskrift i avisen The National Observer: „Efter 150 års forsøg på at resocialisere forbrydere mener selv tilhængerne af forbedringsbestræbelserne at . . . FORBEDRINGEN ER EN FIASKO.“

Bladet Science bemærker: „Skuffelsen over ’resocialiseringen’, i hvert fald i dens nuværende form, er så dyb at den har fået mange fremtrædende sociologer og penologer til at opgive hævdvundne teorier på ganske få år.“ — 23. maj 1975.

Bladet Newsweek siger: „Blandt fængselsfolk er der større og større enighed om at . . . straffesystemets essentielle funktion må være at straffe forbryderen ved at afsondre ham, og beskytte samfundet mod hans forbrydelser.“ — 10. februar 1975.

Som beboer i byen New York kan jeg udmærket se behovet for at samfundet beskyttes mod forbrydere. Borgmester Thomas Maloney fra Wilmington i Delaware havde desværre ret da han sagde: „Borgerne er blevet fanger i deres egne hjem, bevogtet af kæder, låse, stænger og gitre, mens forbryderne går frit omkring udenfor.“

Mange ville hilse det velkommen hvis man gik over til at lægge mest vægt på de sagesløse ofres rettigheder. Hvis lovovertræderne ikke kræves til regnskab for deres handlinger, bliver de tilsyneladende blot endnu mere forhærdede. Dette afføder et andet stort spørgsmål: Er det muligt at straffe det stigende antal lovovertrædere med fængsel?

Hvor skal de anbringes?

Kriminalitetsbekæmpelsen i U.S.A. har allerede været så effektiv at fængslerne næsten er blevet oversvømmet. Fra januar 1973 til januar 1977 er antallet af indsatte alene i forbundsfængslerne og statsfængslerne steget med 45 procent, fra 195.000 til 283.000! Avisen The Wall Street Journal siger: „I de fleste stater har man allerede fyldt fanger ind i hver krog og hvert hjørne af de eksisterende fængsler. Der er fanger der sover i køjer som er sat op over toiletter, i badeværelser og i gymnastiksale.“ — 20. juli 1976.

Foruden de store forbunds- og statsfængsler i Amerika er der tusinder af mindre amtsfængsler og arresthuse i byerne. New York Times fortalte i juni sidste år at der alene i byen New York hvert år er 60.000 mænd og kvinder som kommer inden for murene i byens otte fængsler. En kriminolog siger at der hvert år er over to millioner mennesker som passerer gennem fængslerne i U.S.A.!

Man forstår hvor overvældende problemet er, når man tænker på at der anmeldes over 10 millioner alvorlige forbrydelser årligt til politiet — godt og vel 30 millioner på de sidste tre år! Der er simpelt hen ikke plads nok i fængslerne til alle disse lovovertrædere, ikke engang til dem der bliver pågrebet. For øvrigt betaler skatteyderne allerede store summer til fængslerne.

Jeg blev forbløffet da jeg i september sidste år læste i New York Times at det koster „omkring 12.000 dollars [cirka 72.000 kroner] at holde en enkelt person et år i varetægtsarrest i et fængsel i New York“. Dette løber op til en regning på 18 milliarder kroner om året for de 250.000 indsatte der findes blot i forbunds- og statsfængslerne! Omkostningerne ved at bygge nye fængsler beløber sig til 40.000 dollars for hver fange, næsten en kvart million kroner!

Jo, det amerikanske fængselsproblem er stort, især hvis man tager i betragtning hvad en fængselsekspert har forudsagt, nemlig at der midt i 1980erne vil være omkring 400.000 indsatte i forbunds- og statsfængslerne. Hvad er løsningen?

Er resocialisering ønskværdig?

Lad os indrømme at vi alle ville være glade for at se forbryderne ændre deres vej og blive lovlydige, samfundsnyttige individer. Det er en ændring som det ikke er umuligt at foretage, skønt de fleste reformprogrammer i fængslerne er mislykkedes. Det er som direktøren for det amerikanske fængselsvæsen, Norman Carlson, for nylig sagde: „Der er blevet talt for meget om begrebet resocialisering. . . . vi er nu klar over at vi ikke kan resocialisere nogen — vi kan blot åbne muligheder for dem.“

Personligt er jeg overbevist om at der findes lovovertrædere som vil ændre sig hvis de rette muligheder åbner sig for dem. Det kan jeg sige fordi jeg selv, som indsat i forbundsfængselet i Ashland, Kentucky, har oplevet hvordan man kan tale til hjertet hos et menneske så det ændrer hele sit liv.

Jeg glædede mig derfor til den tur jeg skulle ud på i november, og til selv at få at se hvad det var man udrettede i Angolafængselet i Louisiana. Det er et kompleks som dækker næsten 7250 hektar og er dermed det næststørste statsfængsel i De forenede Stater. Ifølge en meddelelse der fremkom i 1975 er det beregnet til at huse 2600 indsatte, men har i øjeblikket 4409.

Det blev torsdag den 4. november, og jeg tog af sted.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

„Mange ville hilse det velkommen hvis man gik over til at lægge mest vægt på de sagesløse ofres rettigheder.“