Er der noget sandt i det de siger?

MAN kunne være tilbøjelig til at affeje kvindernes ønske om frigørelse med en ytring om at det blot var et udslag af nogle kvinders trang til altid at beklage sig. Det er i hvert fald sådan nogle mænd ser på det.

Et forstandigt menneske har imidlertid skrevet: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“ — Ordsp. 18:13.

Dersom De er plaget af smerter et eller andet sted i kroppen, mon De så ville sætte videre pris på at lægen blot affejede Dem med en bemærkning om at De altid beklagede Dem? Ville De ikke snarere foretrække at han undersøgte Dem, fortalte Dem hvad årsagen var og foreskrev Dem en medicin?

Et andet bibelsk princip lyder: „Hvo øret lukker for småmands skrig, skal råbe selv og ikke få svar.“ — Ordsp. 21:13.

Det forstandige menneske vil derfor lytte efter. Det vil veje kendsgerningerne for at kunne konstatere om en klage er holdbar eller uholdbar. På dette grundlag vil det derefter handle.

Hvad ligger til grund for klagerne?

Ser man nøgternt og objektivt på historien vil man tvinges til at anerkende at kvinder har haft mange grunde til at beklage sig.

Ned igennem tiderne har det hovedsagelig været mænd der har siddet inde med den politiske, økonomiske og religiøse magt. Følgerne har været en kvalmende gentagelse af brutalitet. Alene om den anden verdenskrig skriver World Book Encyclopedia: „Det er blevet anslået at antallet af krigsofre blandt civil og militærpersoner var i alt 55 millioner. . . . Civilbefolkningerne led de største tab. . . . under bombninger, massakrer, tvangsforflyttelser, epidemier og hungersnød.“

Nu kan man naturligvis ikke sige om tingene ville have stillet sig bedre dersom det havde været kvinder som måtte træffe alle afgørelserne. I de tilfælde hvor kvinder har haft magten i et folk er det i realiteten ikke gået meget anderledes. Tænk blot på Ægyptens Kleopatra, Palmyras Zenobia, Marie I („den Blodige“) af England eller Marie Stuart af Skotland. Når man har læst beretningerne om dem vil man opdage at deres regentskab ikke førte til noget bedre.

Tilbage står dog den kendsgerning at det hovedsagelig er mænd der har haft ansvaret for krigene. Dertil kommer at de allerfleste krigsvåben er blevet opfundet af mænd. Kvinder har måttet opleve at se deres hjem ødelagt og deres kære dræbt eller lemlæstet. Når krigshære skyllede hen over store landstrækninger er millioner af kvinder blevet mishandlet og utallige udsat for voldtægt.

Ud fra en anden synsvinkel kunne man spørge: Hvor meget har kvinder, på den ene eller den anden side, protesteret under krige? Mon ikke, for eksempel, de tyske kvinder under begge verdenskrige var lige så ivrige i deres bestræbelser for at støtte krigen som de engelske og amerikanske kvinder var? Hvornår har De sidst hørt at flertallet af kvinder har modsat sig krige? Nogle af dem der mest højlydt har tilskyndet til visse krige har været kvinder.

Det er imidlertid sandt at i tidens løb er mange kvinder i forskellige lande ikke blevet behandlet stort bedre end dyr og trælle. Blandt andet er kvinder blevet indprentet at de skulle tage deres eget liv når deres ægtemænd døde; nogle har fået fødderne snøret sammen så de vanskabtes; i visse lande har kvinder ikke haft lov at spise ved samme bord som mændene, og kvinder er blevet solgt for højeste bud uden hensyn til deres følelser. I fredstid såvel som i krigstid er tusinder af kvinder hvert år blevet voldtaget. Listen over nedværdigende handlinger begået mod kvinder er lang; det kan ikke benægtes.

Selv i mange „oplyste“ lande i dag udsættes kvinder for forskellige former for forskelsbehandling. I New York Times stod at læse følgende: „Amerikansk lov, hvis rødder når ned i middelalderens samfund hvor kvinder betragtedes som løsøre, og hvis paragraffer lovgivende forsamlinger bestående af mænd samt mandlige dommere igennem generationer har prydet med juridiske snirkler og sving, rummer mange træk som kunne siges at fratage kvinderne den beskyttelse som lovene skulle give dem på lige fod med mændene.“

I staten New York kan piger der antages „at måtte behøve at komme under tilsyn“ sættes i fængsel så længe de ikke er fyldt atten. Men drejer det sig om drenge kan dette kun overgå dem til de er fyldt seksten. Sally Gold, advokat ved staten New Yorks Department of Consumer Affairs, udtaler at „en sekstenårig pige vil kunne . . . anbringes på et optagelseshjem i op til fire år dersom hun har været letlevende“. „En sådan tilfældig regel er ikke fastsat for drenge,“ udtaler hun. En sekstenårig dreng der levede lige så usædeligt ville ikke blive straffet.

Hvordan ligger det med familielivet?

Mange kvinder klager over den rolle de har i familielivet. Er der noget om det de siger? Urie Bronfenbrenner, en psykolog fra Cornell-universitetet, udtaler:

„Jeg har ikke så lidt tilovers for den vrede og skuffelse som kvindebevægelsen er et udtryk for. Ikke alene udsættes kvinderne for forskelsbehandling i det såkaldte mandssamfund. Men den respekt der skulle stå om dem som kvinder er de nu også blevet berøvet.

Det plejede jo at være sådan at en moder ville vinde naboernes anerkendelse når hun havde opdraget sine børn godt. Nu er det stadig moderen der har ansvaret for børnene, men hun nyder ikke tilstrækkelig støtte eller anerkendelse. Manden er borte fra hjemmet det meste af tiden, og naboerne er sjældent hendes virkelige venner.

Vi er ved at skabe en situation hvor kvinderne møder skuffelser i begge verdener.“

Mange fædre skubber ansvaret for opdragelsen af børnene over på moderen. Som følge heraf er det moderen der må træffe beslutningerne og tage sig af ting som egentlig var mandens ansvar. Herom har bladet Look følgende at sige:

„Den amerikanske kvinde beskyldes for at tage mandens plads som familiens overhoved. Over for sig selv afviser hun denne udbredte beskyldning med den modanklage at hun næppe kender en familie hvor moderen ikke kæmper — forgæves — for at få faderen til at træffe de vigtige afgørelser i børnenes tilværelse, at tage sig af deres optugtelse og opdragelse, og være sønnerne et eksempel på mandighed. . . .

Manden vælger, under sin kones protest, at overlade de vigtige afgørelser i sine børns liv — deres uddannelse, deres seksualundervisning, deres indføring i religion og moral — til moderen. Han hævder at hun ’ved mere om disse ting’ end han gør; men i samme åndedrag han siger det, er han aldeles overbevist om at hans kone berøver ham myndigheden i hjemmet.“

Fordi alt for mange mænd løber fra deres familieforpligtelser er der nogle kvinder i bevægelsen som siger at familiemønsteret er gammeldags og helt bør opgives. Men ville det gøre tingene bedre? Dr. Paul Popenoe fra Det amerikanske institut til forskning af Familieforhold erklærer: „Intet samfund har nogen sinde overlevet at familielivet er brudt sammen.“ Tidligere professor ved Harvard-universitetet Carle Zimmerman har om familielivets forfald i det gamle Grækenland og Rom sagt „I hvert enkelt tilfælde foranledigede ændringerne i troen på familieordningen . . . enorme kriser i de selv samme kulturer.“

At opgive familieordningen vil svare til at „kaste barnet ud med badevandet“. Selve det at mange familier er lykkelige og klarer deres problemer, viser at fejlen ikke ligger i familieordningen. Den ligger hos mennesker der er alt for selviske og uvillige til at gøre deres del.

Hvordan med „lighed“?

På næsten ethvert område modtager en kvinde ikke samme betaling som en mand der udfører det samme arbejde som hun. Dette skaber især vanskeligheder for enlige mødre der må forsørge familien.

Denne forskelsbehandling har fået nogle kvinder til at kræve fuldstændig lighed med mændene på alle livets områder. Men hvad ville nu blive følgerne hvis fuldstændig lighed blev indført?

Dersom kvinder stod helt på lige fod med mænd måtte regeringer i krigstid indkalde kvinder til aktiv krigstjeneste ved fronten, i urskove og i skyttegrave. Engang da Gloria Emerson, der er korrespondent ved New York Times, opholdt sig i Khesanh i Sydvietnam, blev området udsat for bombardement fra nordvietnamesisk side. Hun tyede skyndsomst ned i et beskyttelsesrum der var fyldt med amerikanske soldater. Efter hændelsen erklærede hun: „I dette ensomme øjeblik blev jeg mere lige med disse mænd end jeg nogen sinde ville have brudt mig om. Jeg ville med glæde have delt denne gru med de bidske, mondæne forkæmpere for kvindernes ligeberettigelse.“

Lighed i dette ords dybeste betydning ville fjerne de rimelige, fornuftige love der sætter grænsen for hvilken slags arbejde kvinder kan sættes til. Dersom De er kvinde, ville De så bryde Dem om at opnå lighed med mænd der graver kul i en mine flere tusind meter under jorden, hvis blot mændene ville gå ind på at tage deres del af det huslige arbejde? Dersom De var gift med en landmand, ville De så bryde Dem om at bruge lige så megen tid som han til at pløje markerne og sprede gødning, hvis blot han ville hjælpe Dem med madlavning og rengøring? Er det det kvinder vil ind på?

Der er imidlertid kvinder som hævder at det er uretfærdigt at de skal være henvist til at udføre det „kedelige“ huslige arbejde. Andre kvinder synes at det er en udfordring til deres evner at tage vare på et hjem, tilberede mad, møblere og udstyre hjemmet og bidrage til at forme børnenes tanker og sind. Mangen en mand ville nok spørge kvinder der synes at det huslige arbejde er kedeligt, om følgende: Hvor mange kontormænd eller håndværkere har et arbejde der kaster glans over dem eller er spændende? Det meste af mænds arbejde er ensformigt, kedsommeligt og utilfredsstillende. Mænd er sædvanligvis bundet til en stram arbejdsplan, og viger de ret meget bort fra den kan de stå i fare for at miste deres arbejde. Mange af dem misunder den lempeligere arbejdsplan som deres hustruer kan gå efter hjemme.

Hvor mange af alle de arbejdende hustruer eller mødre som De personligt kender ville beholde deres arbejde dersom de ikke havde nødig at tjene penge? Meget få kvinder foretrækker den ensformige og stramme arbejdsplan fremfor det huslige arbejde. Spørg blot de kvinder som er nødt til at gå på arbejde, og hør om dette ikke er rigtigt.

For ikke længe siden blev kvinder stillet over for dette i et rundspørge; 71 procent af de adspurgte — imod 16 procent — sagde at det „at passe hjem og børn er mere lønnende end at gå på arbejde“.

Sex-symboler

Er der noget om at mænd kun betragter kvinder som sex-symboler? Uheldigvis er der mange mange mænd der gør det. Den eneste grund til at sådanne mænd interesserer sig for kvinder er at disse kan skænke dem seksuel tilfredsstillelse.

For at spille op til den opfattelse er film, tidsskrifter og annoncer fyldt med kvinder der poserer i stillinger og situationer der tydeligt skal fremkalde erotiske fornemmelser hos manden. Hvem bærer skylden? I de allerfleste tilfælde er det mænd der står bagved.

På den anden side: Hvem tvinger kvinder til at stille sig således til skue? Man vil opdage at så godt som alle går med til det af egen fri vilje.

I De forenede Stater kom det for ikke så længe siden for en dag at kvindelige studerende ved Wayne State University tilbød sig som nøgenmodeller for mandlige kunder der formedelst 15 dollars pr. halve time kunne fotografere dem. Pigerne karakteriserer det som „et arbejde der skaffede dem midler til at fortsætte studierne“. Men mange piger har taget sig et arbejde for at færdiggøre deres studier uden at skulle sælge deres krop.

På denne måde er der kvinder der lader sig udnytte efter disse mænds ønsker og vilje. Af egen fri vilje bliver de en slags letlevende kvinder, idet de villigt lader sig stille til skue i et usædeligt øjemed. Og dertil kommer at mange kvinder ikke kan sige sig fri for at iføre sig erotisk udfordrende klædedragt, heriblandt meget korte kjoler eller nederdele.

Noget som hører med i den sammenhæng er at svangerskabsafbrydelse stadig i de fleste lande er ulovligt, hvilket har ført til at kvinder er blevet syge eller er døde efter abortindgreb udført af fuskere. Dette er en af grundene til at mange kvinder nu forlanger helt fri abort. Men hvor ligger fejlen? Er det helt ved siden af når loven ønsker at give det ufødte barn en chance for at leve? Man bør nok huske på at man selv engang har ligget i moders skød. Sæt nu ens moder havde haft lovlig adkomst til abort mens man endnu kun var et foster?

Science News for 18. december 1971 fortalte: „Det er nu muligt ganske nøjagtigt at bestemme hvem der får abort, . . . den hyppigste patient er en ung, ugift, hvid kvinde der for første gang er gravid.“ Sådanne kvinder har tilsidesat den lov hvori Gud forbyder utugt og er nu blevet gravide. Hvem bærer skylden — det ufødte barn? Hvorfor lade det gå ud over det uskyldige barn, straffe det ved at tage livet af det, og dernæst forlange at mordet skal legaliseres

Gud må ikke omtales som „han“

Fra visse sider kræver man at lighed mellem mand og kvinde skal gå så langt som til at berøre omtalen af Gud. Mary Daly, professor i teologi ved Boston College, har sagt: „Gud er død for os kvinder så længe han fremstilles som et hankønsvæsen.“

Den berømte amerikanske antropolog dr. Margaret Mead siger imidlertid noget andet. Det kunne man læse om i New York Times:

„Dr. Margaret Mead erklærede i går at hun hele sit liv havde arbejdet for kvindernes ligeberettigelse, men at hun som akademiker intet havde tilovers for det væld af vås som hun syntes ofte bragtes til torvs af nogle af medlemmerne af bevægelsen til kvindernes frigørelse. . . .

’Hvad i alverden opnår man ved at skifte fra „Gud er han“ til „Gud er hun“ andet end at irritere folk?’ spurgte hun. ’Det fører ingen steder hen. Det eneste man opnår ved en omskrivning er lige det modsatte igen.’“

Hvis ens forlangende ender i det absurde bliver man blot genstand for spot og samtidig leder man opmærksomheden bort fra de virkelige uretfærdigheder. Når ens forlangender ender i urimeligheder er der tillige en tilbøjelighed til at udenforstående vil anse andre krav for også at være urimelige. Læg mærke til følgende, der er skrevet af en kvinde og stilet til udgiveren af Herald i Miami:

„Indtil for ganske nylig var jeg stolt af at være kvinde, stolt af det en kvinde står for, stolt af hendes rolle i samfundet. Nu er jeg bestyrtet og skamfuld når jeg ser hvordan mange af mine voksne medsøstre hopper og springer, meget lig et barn der ønsker sig en femogtyveøres slikpind, skriger højt og fordrer visse rettigheder — mange af disse har de ikke fortjent, og adskillige af dem vil de ikke benytte på rette måde.

Det lader til at ’damerne’ bag kvindebevægelsens bestræbelser for frigørelse prøver, med cirkusagtig veltalenhed, at tale alle kvinders sag uden så meget som at ænse os der er tilfredse. . . .

Jeg, tilligemed mange andre kvinder, protesterer imod at blive trukket ned på et lavt plan at følelsesbetonede, utilfredse kvindemennesker der tragter efter fælles ret med manden fordi de personligt ikke kan udfylde rollen som kvinder. At ombytte en bh med en maskinpistol, at forlange rettigheder og forpligtelser der går ud over hvad en kvinde fysisk og følelsesmæssigt kan holde til, vil ikke føre til den skønne idyl som mange ser frem til.“

Dette ændrer imidlertid ikke ved den kendsgerning at kvinder har været og stadig bliver udsat for uretfærdigheder. Det vi trænger til at vide er derfor: Hvordan bør mænd behandle kvinder? Hvad vil resultatet blive når mænd omgås kvinder rigtigt?

For at kunne svare på disse spørgsmål vil det være godt først at undersøge hvordan mænd og kvinder er indrettet. Hvilken rolle ligger mest naturligt for dem?