Hvad vil kvindebevægelsen?

„DEN grundlæggende stemning blandt amerikanske kvinder i dag præges af strid, splid, frustration og forandring.“

Dette er konklusionen af en undersøgelse foretaget blandt både mænd og kvinder. Den genspejler en sindsstemning der nu er almindelig blandt kvinder i forskellige dele af verden, især i U.S.A.

Er tanken da den at alle kvinder før vor tid var tilfredse med deres lod i tilværelsen? Nej, for i århundreder har mange kvinder haft deres at klage over. Hvad gør da situationen anderledes i dag?

Det forholdsvis ny ligger i at beklagelserne gælder så mange af livets områder og at de fremsættes så højlydt og vedholdende. Desuden begyndte mange kvinder i sidste halvdel af 1960erne at organisere sig og som aldrig før at gå aktivt til værks. De forlanger nu reformer der retter de uretfærdigheder de mener er begået og stadig begås imod dem.

Bevægelsen går almindeligvis under betegnelsen „Kvindernes frigørelse“, og der tænkes på frigørelse fra trældom — opnåelse af de juridiske og politiske rettigheder der tilkendes enhver borger, kort sagt: ligestilling med mændene. Forkæmperne for kvindernes frigørelse kaldes undertiden „feminister“.

Hvilke friheder er det da denne kvindebevægelse ønsker at opnå? De varierer i enkeltheder fra den ene kvindegruppe til den anden, men der er dog adskilligt som bevægelsens tilhængere er enige om, for eksempel aversionen imod at mænd udelukkende betragter kvinden som et middel til opnåelse af seksuel tilfredsstillelse, i stedet for at behandle hende som et menneske. Bevægelsens kvinder vender sig også stærkt imod den urimelige og blinde tro på mandens overlegenhed.

Hvad de ofte gør stærkere ophævelse over er at kvinder sædvanligvis ikke får den samme betaling som mænd når de udfører samme arbejde som mænd. De synes også det er uretfærdigt at kvinder afskæres fra mange beskæftigelser og stillinger der domineres af mænd.

Nogle af kvinderne kræver lige rettigheder i hjemmet. De vil at ægtemanden på lige fod med kvinden skal deltage i det huslige arbejde så hustruen kan have et erhverv. De agter ikke det huslige arbejde ret højt og foretrækker et udearbejde som efter deres mening er mere interessant, stiller større krav til deres evner, og bringer dem mere i forgrunden.

Mange af kvinderne forlanger ret til legal abort dersom de vælger at afbryde et svangerskab. De mener at dette vil afværge at de føres ind i et stærkt afhængighedsforhold til et andet menneske, nemlig det uønskede barn.

Endnu et krav der fremsættes er at det offentlige skal tilvejebringe børneinstitutioner. Mødre der er alene om at sørge for en families underhold må have nogen til at passe børnene. Sådanne mødre foretrækker at arbejde for en ordentlig løn i stedet for at tage imod sociale ydelser og knap nok kunne eksistere. Men de ønsker at der træffes en ordning så de mindste børn kan blive passet.

Tusinder og atter tusinder af kvinder har allerede deltaget i marcher gennem gaderne for at gøre offentligheden bekendt med deres forlangender. I New York var der således tres kvinder der ’besatte’ frihedsgudinden og hyllede den ind i et banner med påskriften: „Kvinder i hele verden, forén jer!“ En af de deltagende kvinder udtalte at man havde valgt frihedsgudinden fordi „en kvinde ironisk nok står som symbol på begrebet frihed, når vi faktisk slet ikke er frie“.

I Holland var der en gruppe kvinder som brændte et korset foran statuen af en berømt hollandsk stemmeretskvinde. Derpå holdt de deres indtog på de offentlige herretoiletter for at dramatisere deres beklagelse over at der ikke fandtes toiletter for kvinder. De stillede sig på gadehjørnerne og fløjtede ad mændene, ligesom de højlydt diskuterede mændenes fortrin og mangler. De hollandske kvinder stillede krav om ligeløn, ligelig fordeling af de huslige pligter mellem mand og hustru, fri adgang til legale aborter, seksualundervisning i skolerne og udlevering af P-piller til teenage-piger.

Kvinderne i Norge rystede landets mænd da de i store skarer sluttede op om kommunevalgene for at stemme på deres egne kvindekandidater. I adskillige byer vandt deres kandidater flertallet og fik magten i byrådene. Således gik det i to af Norges største byer.

Meningsforskelle

Imidlertid skal man ikke opfatte kvindebevægelsen som en samlet, international bevægelse med en fællesledelse. Den udgøres af mange grupper og enkeltpersoner, og meningerne kan være meget delte. Kvinder fra forskellige lande og racer ser ikke ens på tingene. Selv inden for bevægelsen i ét land eller i én race hersker der uenighed på mange felter.

Nogle ønsker for eksempel at kvinder skal opnå indflydelsesrige stillinger i vore dages bestående samfund ved at samarbejde med det. Andre vil imidlertid hellere afskaffe det bestående samfund og erstatte det med en helt anden ordning. Nogle vil have indført større lighed mellem ægtefæller, andre ønsker ægteskabet helt afskaffet. Der er kvinder som ønsker absolut seksuel frihed indført, inklusive anerkendelse af lesbiske forhold for kvinder og homoseksuelle forhold for mænd. Andre kvinder vender sig imod en sådan seksuel frihed.

Bevægelsens kvinder er ikke enige om hvilken politisk retning de skal tilslutte sig. The National Observer gjorde følgende iagttagelser om nogle møder inden for kvindebevægelsen: „Værkstederne genlød af ivrig diskussion. I et af dem gerådede en gruppe unge kvinder . . . i et højlydt skænderi med ældre deltagere om politiske metoder og strategi.“ En kvinde udbrød i protest: „Hør nu her, jeg er ikke kørt 1000 kilometer for at blive rodet ind i et skænderi.“

Divergerende opfattelser er altså ikke ualmindelige, men samtidig advarer kvinderne imod at man undervurderer ægtheden og dybden af deres følelser. Andre samstemmer. I The National Observer kunne man læse: „For dem der ikke allerede gør det, er det på tide at tage kvindebevægelsen alvorligt.“

Der er ganske vist områder hvor kvindesagens forkæmpere står delt, men der er til gengæld langt flere områder hvor de står stærkt enige. I Europa har de højlydte protester samme klang som for eksempel i De forenede Stater: Man protesterer imod at kvinderne betragtes som andenrangs borgere og er udsat for forskelsbehandling i ægteskabet, med hensyn til uddannelse og ved besættelsen af stillinger. Man kræver desuden lige løn for lige arbejde, en abortreform, børnehaver og børnedagcentre.

Hvad ligger der så i de påstande der fremføres af kvindesagens forkæmpere? Er der noget om dem? Er der noget sandt i det de siger?