Hvad sker der med Brasiliens indianere?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

EFTER at Brasiliens udstrakte indre er blevet gjort tilgængeligt af et net af landeveje, er den indianske befolkning bragt frem i rampelyset. De fleste af de indianere der endnu er tilbage bor dybt inde i junglerne, og på en eller anden måde er det lykkedes dem at undgå nær kontakt med civilisationen.

Den nuværende regeringspolitik tager imidlertid sigte på at integrere dem i den brasilianske stat. Man har forsøgt at få stammerne til at tage ophold i reservater. Man håber at de nye landeveje vil gavne integrationsprogrammet. Arbejderne der bygger de nye landeveje ledsages af særlige grupper som har til opgave at hjælpe indianerne og prøve at afværge konflikter.

Der findes fire hovedsproggrupper blandt Brasiliens indianere: Tupi, aruak, karib og je. En kendt brasiliansk antropolog, Egon Schaden, siger om sprogene at de i almindelighed er temmelig komplicerede og er i stand til at udtrykke enhver menneskelig tanke.

Men hvad sker der nu med Brasiliens indianere?

Nær ved at uddø

Dagbladet O Estado de São Paulo advarer: „Den skræmmende fart hvormed de indfødte forsvinder burde veje tungt på vor generations samvittighed.“ For blot halvtreds år siden beregnedes den indianske befolkning til en million. Statsinstitutionen FUNAI (Fundação Nacional de Índio eller Indianernes nationale fond) angiver det nuværende tal til mellem 100.000 og 120.000. Andre kilder ansætter tallet så lavt som 50.000.

Af de næsten fem hundrede stammer eller grupper som eksisterede i år 1500 har måske kun et hundrede og treogfyrre overlevet. Af disse er syvoghalvtreds nær ved at forsvinde. Alene i de sidste halvtreds år er syvogfirs stammer uddøde.

Med xetaerne i staten Rio Grande do Sul illustreres den dramatiske tilbagegang. De udgøres nu blot af fire mænd og 2 golde kvinder. Akuawaasurini-stammen ved Tocantinsfloden er nede på fireogtredive.

Hvad skyldes tilbagegangen? Nogle har forladt deres stammer og giftet sig ind i landbefolkningen. Men nedgangen i antallet skyldes hovedsagelig kontakten med civilisationen og dens sygdomme, som har anrettet ødelæggelser blandt indianerne. Tuberkulose, skarlagensfeber, polio, mæslinger og influenza har alle krævet deres ofre.

For to år siden blev der foretaget en undersøgelse af tilbagegangen. Den viste at den hvide mands begærlighed også er en hovedårsag. For eksempel har O Estado rapporteret at forbundsregeringen opdagede at man ulovligt beslaglagde og solgte indianernes jord. Skøder blev udstedt ulovligt til kvægavlere og godsejere, og dette resulterede i at indianerne blev fortrængt. Forbundsregeringen greb ind for at give jorden tilbage til de retmæssige ejere, men denne seneste rapport anslår alligevel at visse brasilianske indianerstammer kun har ti år tilbage.

Forsøg på integration

Tidligere forsøg på at integrere indianerne har givet dette resultat: Kun cirka 15 procent af de registrerede stammer er integrerede. Mange andre stammer har kontakt med civilisationen i forskelligt omfang. Men i alt 49 procent af stammerne er isolerede.

Det er tydeligt at der skal gøres meget hvis indianerne skal integreres fuldstændigt. Noget der kan hjælpe i denne henseende er den lov om beskyttelse af indianere der blev givet udkast til i oktober 1970 og som nu venter på godkendelse. Den skal beskytte indianerne mod overgreb og føre dem ind i nationens livsrytme. I denne er der skitseret nogle grundlæggende rettigheder, for eksempel at indianeren betragtes som borger.

Hvordan er udsigten til at integrere Brasiliens svindende indianerbefolkning? Ifølge Humberto Costa Ferreira synes chancerne for virkelig succes at være minimale. Han skriver: „Når hverken portugisere, jesuiter, pionerer, kejsere eller vore præsidenter har haft held til at integrere indianerne . . . i løbet af 471 år, synes det overraskende naivt at forsøge at civilisere dem i løbet af blot nogle få måneder.“ Han peger også på ulemperne ved integration. For eksempel lærer de „civiliserede“ stammefolk hurtigt „civilisationens“ laster: drukkenskab, prostitution, dovenskab, der alt sammen fører til ødelæggelse af stammens struktur.

Man kunne se hvad nogle indianere mente om denne integration da landevejen igennem Xingu nationalpark skulle åbnes med festligheder. Nogle tchucarramãe-indianere lyttede til indenrigsministeren, der hilste vejen som en milepæl i integrationen af landet. Men de mente at vejen ville forandre deres levevis, og derfor foretrak de at flytte længere ned ad floden, langt væk fra civilisationen.

Det er rigtigt at nogle tidligere nomadestammer har slået sig ned i visse områder hvor de lever af fiskeri og passer små jordlodder, dyrker majs og maniok, laver buer og pile og halskæder af frugtkerner til turister. Men det er en ussel tilværelse.

Andre grupper viser slet ingen interesse for at tilpasse sig det moderne liv. A Fôlha de São Paulo skriver: „Mange lever stadig i stenalderen.“ Nogle bruger kun bue og pil, stenvåben og knive og primitive lerredskaber. De går nøgne omkring og maler deres kroppe ved højtider og på festdage. Andre, som for eksempel botocudoerne, gør læber og ører deforme med runde skiver. Erigpactsáerne spiser menneskekød, og purukotóerne spiser deres døde. Det er tydeligt at integrationsforsøg vil komme ud for problemer.

Moralske og religiøse forestillinger

Blandt de problemer som møder integrationen er mange af indianernes moralske og religiøse forestillinger. Hos mange stammer findes for eksempel polygami, tilbedelse af forfædre, animisme og forskellige spiritistiske skikke. Stammens medicinmand eller pajé er både præst, læge og rådgiver.

O Glôbo skriver om de moralske skikke hos stammerne i de centrale og nordlige regioner: „Indianerne holder sig sjældent til en enkelt partner.“ Blandt kaiapóserne og andre betragtes et par først som virkeligt gift når kvinden er gravid. Hvis hun efter et års ægteskab stadig er barnløs skal parret ifølge stammens love skilles. Det kan naturligvis være at manden er steril. Så arrangeres det at konen kan have kønslig forbindelse med andre mænd. Hvis kvinden bliver gravid må hun blive hos sin mand. Børn født med fysiske defekter, børn af ugifte mødre og tvillinger bliver sædvanligvis dræbt. Også svangerskabsafbrydelse praktiseres.

Vil kristenhedens kultur, som også lider under umoralitet og promiskuitet, virkelig være i stand til at hjælpe indianerne til bedre moralske vaner efterhånden som integrationsforsøgene fortsætter?

En opdagelsesrejsende har med hensyn til religion sagt at de fleste indianere ikke tror på en enkelt, almægtig Skaber. De tænker mest på hvor de skal få deres mad fra. Alligevel tror de at der findes et stort antal overnaturlige ånder — nogle gode, andre onde. Medicinmanden hævder at han har kraft til at formilde disse ånder.

Der skal virkelig gøres meget for at hjælpe indianerne til at overvinde falske religiøse forestillinger og ubibelske moralvaner. Kan integration med kristenhedens kultur virkelig hjælpe dem i denne henseende? Hvad har været resultatet indtil nu?

Kristenhedens missionsarbejde

Forskellige autoriteter har kommenteret resultaterne af kristenhedens missionsvirksomhed blandt indianerne. W. Hohenthal siger i Notes on the Shucuru Indians: „Nutidens shucuruer er katolikker af navn, men har kun et overfladisk kendskab til troen.“ Etnologen Darcy Ribeiro skriver tilsvarende at de katolske og protestantiske missionsforsøg „aldrig virkelig resulterede i sand omvendelse . . . side om side med visse kristne allegorier beholdt de deres væsentligste stammetro“.

L. B. Horta Barbosa har i en forelæsning ved en kongres for antropologer kommenteret jesuiternes forsøg: „Historien kan ikke nævne én brasiliansk stamme som har antaget den katolske tro og ved hjælp af den er blevet ført ind i civilisationens favn.“

I vore dage tillader statsinstitutionen FUNAI ikke nye missionærer at arbejde hvor som helst blandt indianerne. I Xingu nationalpark får for eksempel kun studerende, forskere og ganske få journalister adgang. Hverken brasilianske eller udenlandske missionærer får tilladelse til at komme ind.

Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige

Heltidstjenere fra Jehovas kristne vidner har ledet hjemmebibelstudier med civiliserede indianere i Macapá nær ækvator og i andre områder. Nogle guarani-indianere der bor i civilisationen er indviede kristne vidner for Jehova. I Autazes i Amazonas har adskillige civiliserede indianere taget imod Bibelens sandhed og gjort sand kristendom til deres livsform.

Tidligere hørte disse indianere til kristenhedens religioner, men det havde ikke forandret deres grundlæggende moralvaner. De tog for eksempel ikke Bibelens krav om ærlighed og moralsk renhed alvorligt. „Men nu da de studerer Bibelen,“ som en borgmester sagde til et Jehovas vidne, „kan man efterlade hvad som helst nede ved flodbredden; ingen stjæler mere.“ De som engang levede i „samvittighedsægteskab“ er nu lovformeligt gift. Bibelens sandhed har virkelig forandret deres moralske og religiøse vaner og bragt dem i overensstemmelse med den høje standard som den sande Gud, Jehova, kræver.

I deres forkyndelsesarbejde har Jehovas vidner også prøvet at komme i forbindelse med stammefolk i junglen. Og den gode nyhed om Guds rige når ind til det indre af landet når nogle af de indianere som har lært Guds sandhed at kende, besøger deres stammer. Det er vort håb at flere vil løsrive sig fra deres overtro og tage imod Bibelens sandhed, som fører til evigt liv i Guds retfærdige nye orden.