Kirkernes støtte til krige

● I bogen War, Communism and World Religions [Krig, kommunisme og verdensreligionerne] skriver dr. Charles S. Braden: „Under hele den første verdenskrig støttede kirkerne pligtskyldigst krigen, solgte obligationer og rekrutterede soldater lige midt i kirken, og velsignede stort set krigen. Der var nogle få som gik i fængsel som militærnægtere, men kun ganske få, og de fik almindeligvis kun lidt sympati fra kirkerne.“

Efter et halvt århundredes forløb kunne nogle måske spørge om præsteskabet virkelig tog et sådant ukristent standpunkt. Men bogen Thoughts in War-Time [Tanker i krigstid] citerer et essay af kannik B. H. Streeter, udgivet under den første verdenskrig. I sit essay „War, This War and the Sermon on the Mount“ slutter præsten:

„Hvis soldaten er overbevist om at den sag han kæmper for gælder hele menneskehedens ve og vel, altså i det lange løb også Tysklands, kan han ikke alene skyde tyskeren i skyttegravene på den anden side uden at nære nogen personlig modvilje mod ham, men han kan gøre det af næstekærlighed. . . . Soldaten er fremfor alt en mand som er villig til at dø for sit land; og villighed til at dø for andre er afgjort en kristen egenskab.“

Hvordan tror De at sådanne blodskyldige religiøse ledere vil stå foran „den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde“? — Ap. G. 10:42.