Hvem får størst udbytte af „den grønne revolution“?

HVAD vil man være tilbøjelig til at tro når man læser at afgrøderne takket være „den grønne revolution“ er blevet forøget så fabelagtigt? Man vil måske tro at der nu bliver mad til flere mennesker og at der derfor bliver færre og færre der sulter.

Men er det tilfældet? Desværre ikke. Det er ikke dem der er i størst nød der får det største udbytte. Grunden til dette forstår vi når landbrugseksperter fortæller hvad der skal til for at dyrke de nye højtydende korntyper.

For det første, fortæller Dean Fraser, der er professor i virologi ved Indianas universitet, vil de nye sædekorn kun give rigelig afgrøde „når der tilføres store mængder kunstgødning“. Der skal altså være kunstgødning til rådighed. Men i u-lande findes der ikke altid rigelige forsyninger af kunstgødning.

Og selv om der er kunstgødning til rådighed, må landmændene naturligvis have råd til at købe den. De fleste agerbrugere i fattige lande er selv fattige. Derfor er det som regel den landmand der i forvejen er bedre stillet og har råd til at købe kunstgødning, der får det største udbytte, og ikke den som lider mest af sult og fattigdom.

En endnu vigtigere forudsætning

Der er noget andet som er endnu mere nødvendigt end kunstgødning. I bogen India’s Green Revolution skriver forfatteren F. R. Frankel: „Vellykket dyrkning af dværghvede er endnu mere afhængig af at vandtilførselen sikres. Vanding på bestemte tidspunkter i plantens vækstcyklus er faktisk nødvendig for at dens muligheder for at give stort udbytte skal blive til virkelighed.“ Og ris behøver endnu mere vand end hvede.

Ved vanding forstås ikke det samme som nedbør. De nye varieteter kan ikke være afhængige af vejrets luner. De har brug for regelmæssig vanding. Derfor kræver de at vandtilførselen er sikret. Der kan for eksempel kunstvandes ved hjælp af kanaler med forbindelser til floder. Men i fattige lande er der i mange tilfælde ikke blevet bygget kanaler. Og der skal næsten altid bruges pumper til at hente grundvand op til overfladen.

Alt dette kræver teknik og maskineri; der skal bruges maskiner til at grave kanaler, og fabrikker til at fremstille pumper. Frankel siger videre: „Dertil kommer at de nye hvedetyper kræver mere avancerede landbrugsmaskiner hvis de skal give det bedste udbytte: bedre plove, tallerkenharver, og harver til ordentlig planering [ellers ville kunstvanding ikke kunne gennemføres]; såmaskiner og kunstgødningsspredere til såning og nøjagtig udmåling af afstanden mellem planterne; og plantebeskyttelsesudstyr til at afværge angreb af rustsygdomme og andre sygdomme.“

Hvem har råd til alt det? Endnu en gang den landmand som i forvejen er bedst stillet.

Bemærk at der skal bruges udstyr til sygdomsbeskyttelse. Det betyder at der skal gøres stor brug af insektmidler for at beskytte de nye korntyper. Dette koster ikke alene penge, det virker også forurenende. Men den udstrakte brug heraf undskyldes med en henvisning til at det er det mindste af to onder. En mand der er sulten bekymrer sig ikke ret meget om insektmidlernes skadelige virkning på langt sigt, mener man. Han vil bare have noget at spise. Men der kommer også en tid hvor prisen må betales.

Bladet U.S. News & World Report opsummerer disse forudsætninger og skriver: „De nye typer sædekorn kan imidlertid ikke i sig selv revolutionere landbruget. Deres genetiske potentiel kan ikke fuldt udnyttes uden kunstvanding samt masser af kunstgødning og insektmidler.“ Alt dette kræver penge. Men dem har de fattige og sultne ikke.

Ulige fordeling

Det er nogle af grundene til at bogen India’s Green Revolution siger: „Teknikkens gevinster er blevet meget ulige fordelt.“

Dette støttes af bogen The Survival Equation, hvori der blandt andet står:

„Man må sige at revolutionen er yderst ’kræsen’, . . . Det er nok at huske på at tre fjerdedele af Indiens opdyrkede areal ikke kunstvandes, og at ’dry farming’ er det fremherskende. Om ikke af nogen anden grund, så er store dele af landet af denne grund slet ikke blevet berørt af forvandlingen, og lige så store dele kan kun prale af ’små øer’. . . .

Den grønne revolution berører de få snarere end de mange, ikke alene af miljømæssige grunde, men også fordi størstedelen af landmændene ikke har de tilstrækkelige midler . . . Det at de venter på at få del i den, og alligevel ikke kommer nogen vegne, rejser sociale, økonomiske og politiske konflikter som kan skabe uro. Sådan ser medaljens bagside ud, lige meget hvordan man bedømmer den grønne revolutions forløb.“

Det samlede høstudbytte og indtægterne stiger altså, men bliver ikke ligeligt fordelt. Det anslås for eksempel at 80 procent af alle landbrug i to af Indiens største hvededistrikter, Bihar og Uttar Pradesh, er på mindre end tre og en halv hektar. Det betyder at de fleste af disse landbrugere ikke har midler nok til at de kan få gavn af teknikkens nyeste fremskridt. Derfor er det kun en forholdsvis lille del af dem der virkelig har behov, der bliver hjulpet. I hele Indien siges der at være så mange som 185 millioner der bor på landbrug som har mindre end to hektarer land.

I mange fattige lande findes der desuden landbrugere som ikke selv har en ejendom, men forpagter den af en jordbesidder. Og i de senere år er grundpriserne steget. I nærheden af de steder hvor „den grønne revolution“ har udfoldet sig, er prisen i nogle tilfælde steget til det tre-, fire- eller femdobbelte. Afgiften er derfor steget til svimlende højder, hvilket naturligvis gør det sværere for forpagteren. Desuden er der jordbesiddere som har opdaget at de kan tjene penge på de nye korntyper og har besluttet at de selv vil dyrke jorden. De der har lejet jord af dem skubbes så til side, og reduceres til at være arbejdere uden jord.

Der findes et overvældende stort antal arbejdere uden jord i landdistrikterne. Alene i Indien siges der at være over 100 millioner mennesker som ingen jord ejer. Dertil kommer de millioner af fattige der trænges i byerne.

Disse arbejdere uden jord, og de 185 millioner andre der har mindre end tre og en halv hektar, udgør tilsammen næsten 300 millioner! Det er størstedelen af Indiens landbefolkning. Og de fleste af dem lever i yderste fattigdom. Deres gennemsnitsindkomst siges at være så lav som 200 rupees (omkring 150 kroner) pr. person om året.

Hvad er resultatet? Bogen India’s Green Revolution siger at „den grønne revolution“ faktisk har ført til en stærk forværring af de fattiges økonomiske vilkår. En økonom skriver i bogen The Survival Equation at ’de rige bliver rigere, og de fattige fattigere’.

De mennesker „den grønne revolution“ skulle hjælpe, er altså dem der bliver hjulpet mindst. Og i u-landene er dette et kæmpeproblem.

„Den grønne revolution“ kan blive „rød“

En udtalelse af den indiske premierminister, Indira Gandhi, fortæller noget om hvor stort problemet er. I en tale til de ledende ministre fra alle stater i Indien sagde hun: „Tidens trussel ligger deri at denne grønne revolution, medmindre den ledsages af en revolution baseret på social retfærdighed, måske ikke bliver ved med at være grøn.“

Det var underforstået at den kunne blive „rød“, altså kommunistisk, som en reaktion mod den stadige fattigdom, sult og uretfærdighed. Det er sket før på steder hvor de fattige har set deres forhold forværres, mens andre, især de velhavende, nød fordel af teknikkens fremskridt.

Man må heller ikke tro at dette er begrænset til et enkelt land. Det er regelen snarere end undtagelsen. En talsmand for landbruget i Colombia sagde for eksempel til gæsterne ved en fødevarekonference i Colombia: „’Den grønne revolution’ passerer forbi folket, det folk som har mest brug for den. Den gør kløften mellem de besiddende og de ikke-besiddende større.“

Det australske ugeblad The Bulletin skriver: „Når fødevareproduktionen ikke kan overhale befolkningstilvæksten er det ikke først og fremmest et landbrugsmæssigt problem, men et økonomisk problem. Den store del af befolkningen er for fattig til at købe de bedre fødevarer den har brug for, selv om disse måske findes.“ Selv i De forenede Stater gælder dette til en vis grad; her giver regeringen landmændene penge for ikke at opdyrke en del af deres jord, mens millioner af amerikanere samtidig lider af underernæring og ikke har råd til den kost der skal til for at bevare et godt helbred.

Situationen opsummeres i en rapport der for nylig er udsendt at A. H. Boerma, der er generaldirektør for FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation. Han siger: „Fordelingen af landbrugets øgede indtægt er, om noget, blevet mere ulige, med det resultat at det virkelige antal sultne og underernærede er steget.“

[Illustration på side 8]

Bogen „India’s Green Revolution“ fortæller at det kun er et mindretal der får del i udbyttet, og at de fattige bliver fattigere