Hvorfor nonner holder op
DER har altid været et vist frafald fra nonnernes rækker. Men den udvandring af titusinder af nonner vi ser i dag, er uden sidestykke. Antallet er større og virkningen mere voldsom. Hvorfor er så mange faldet fra?
Der er tale om en kombination af årsager. Først og fremmest har det dog noget at gøre med selve den måde den katolske kirke er opbygget på og fungerer på. En tidligere nonne, Mercedes Alonso, siger: „Det stadig stigende antal indviede kvinder som hver dag forlader klostrene, skaber ikke krisen men afslører den.“
Hvilke forhold inden for kirken er det der har foruroliget nonnerne så meget at tusinder har trukket sig tilbage?
En fremtrædende årsag
Mange nonner går i protest mod traditioner og begrænsninger som de betragter som meningsløse. Dette gælder blandt andet forbudet mod at nonner gifter sig.
Loven om cølibat blev vedtaget for århundreder siden af den katolske kirkes ledende mænd; det indrømmes at den ikke har sin oprindelse i Bibelen. Afdøde pave Johannes XXIII har ligefrem udtalt: „Det gejstlige cølibat er ikke et dogme. Bibelen påbyder det ikke. Det er endog let at gennemføre en ændring.“
Tusinder af nonner og præster har indtrængende anmodet om at en sådan ændring måtte ske, idet nogle ligefrem har henvist til Bibelens autoritet. For eksempel har den katolske teolog Hans Küng fremhævet følgende: „Peter og apostlene var gift, og det vedblev de med at være, samtidig med at de helt og fuldt var Jesu disciple, og dette tjente som forbillede for menighedens ledere i mange århundreder derefter.“ (Matt. 8:14; 1 Kor. 9:5) Alligevel har kirken nægtet at lave om på sin lov om cølibat.
Af denne grund har mange nonner forladt deres kloster, idet de har følt at det var uretfærdigt at tvinge dem til at underkaste sig en lov der var lavet af mennesker. Nogle har helt forladt den katolske kirke, måske styrkede i deres beslutning herom når de har læst hvad Bibelen siger: „Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme, . . . De forbyder ægteskab.“ — 1 Tim. 4:1-3, da. aut.
Stramme regulativer
Loven om cølibat er imidlertid ikke den eneste kirkelige bestemmelse som nonner har følt sig undertrykt af. Regulativer om hvilken dragt eller uniform nonner skal bære, har også været en kilde til irritation. Mange har betragtet dragten som uskøn og uhensigtsmæssig, ikke mindst i varmt vejr.
Mange har også følt det som en unødvendig ydmygelse at få håret klippet af for at kunne bære det kunstfærdige hovedtøj. „I alle de år jeg var nonne,“ siger en, „vænnede jeg mig aldrig til at undvære mit hår; når jeg ikke bar hovedtøj, undgik jeg simpelt hen at se mig i spejlet medmindre det var absolut nødvendigt.“
Så er der regulativerne om tugt. Midge Turk, der har været nonne i atten år, forklarer i sin selvbiografi The Buried Life, som udkom i 1971: „Tugteredskabet var en tredive centimeter lang pisk, hvis skaft bestod af flettet persiennesnor der delte sig i fire knyttede ender. Vi fik besked på at bruge den i løndom, men kun onsdag og fredag eftermiddag i en nærmere fastsat tid, ifølge et skriftligt regulativ, og kun bruge den på ryggen, benene eller sædet.“ Ikke alene finder denne „skånselsløshed mod legemet“ ingen støtte i Bibelen, men mange betragter den også som et uværdigt levn fra middelalderen. — Kol. 2:20-23, da. aut.
Dertil kommer påbud om tavshedsperioder, om hvornår man skal bede og hvornår man skal meditere, og så videre. Disse endeløse regler og bestemmelser, der i mange tilfælde synes uretfærdige og latterlige, har taget modet fra nogle nonner. I bogen The Nun in the World fra 1963 indrømmer kardinal Leo Suenens at nonner i mange tilfælde er trælbundet af forældede regler som resulterer i et spild af deres muligheder og ydeevne.
„Det var forbudt os at tale med vore medsøstre uden at have fået tilladelse,“ fortæller en nonne der har været sytten år i et kloster i Brooklyn, New York. „Ja, der stod oven i købet udtrykkeligt i Den hellige Regel at det var forbudt blot at røre ved hinanden. Denne regel var blevet til som en overdreven reaktion på de anklager for lesbisk kærlighed der var så udbredte i middelalderen.“
I løbet af det sidste tiår er der ganske vist sket visse ændringer i nogle af de nævnte regulativer. Men ændringerne er ikke kommet let. Langvarige, bitre konflikter med kirkelige myndighedsinstanser er gået forud, og reformer er kun blevet godkendt når det så ud til at være den eneste udvej til at redde nonnesamfundet. Der er derfor også mange nonner som har sagt fra, fordi de er blevet skuffet over den modstand de har mødt hver gang de har søgt at få en reform igennem.
Dette skete for eksempel i 1970 i Los Angeles i Californien. Omkring 315 ud af 380 nonner som tilhørte Marias Ubesmittede hjertes Søstre, udvandrede på én gang. De blev anført af ordensgeneralen Anita Caspary, som tidligere havde frasagt sig sit nonnenavn, Moder Humiliata (Ydmyghed).
Det er imidlertid ikke kun forældede regler og skuffende forsøg på at ændre dem der har fået nonner til at gå. Den vigtigste årsag er måske selve klimaet i klostrene.
Holdning og opførsel
Nonner henviser ofte til at der mangler menneskelig varme og venlighed i klostrene, hvilket har bidraget til at mange har besluttet at forlade dem. Man har ikke svært ved at forestille sig hvordan regler der påbyder tavshed, udelukker fri samtale og endda forbyder at man rører ved hinanden, må medvirke til at skabe en kølig og formel atmosfære.
Det nævnes ofte at der mangler menneskelige følelser. „Forsøg på at danne sunde og normale venskaber blev frarådet og endog betragtet med mistænksomhed,“ siger en tidligere nonne. „Jeg savnede følelsen af nært venskab,“ bemærker en anden tidligere nonne, „den form for samhørighed man kun oplever som en del af en stor, sammentømret familie.“
Nogle nonner har gjort den iagttagelse at der i den katolske kirke mangler ægte interesse for andres vel. Midge Turk der som nonne blev forfremmet til at varetage administrative opgaver, har med beklagelse udtalt: „Aldrig en eneste gang under møder med stiftets ledende gejstlige blev spørgsmålet om menneskeværd bare så meget som nævnt i forbindelse med dem jeg arbejdede med.“ Det var uden tvivl en sådan indstilling en katolsk redaktør havde i tanke da han skrev at mange „forlod nonnelivet fordi deres ordenssamfund mere var en hindring for dem end en hjælp til et kristent liv“.
Der er mange nonner som forlader ordenerne fordi de føler sig stækket — alt initiativ og al fantasi kvæles. I 1967 forlod Jacqueline Grennan, en kendt og agtet pædagog i De forenede Stater, sin religiøse orden; hun sagde blandt andet: „Underkastet løftet om lydighed . . . kunne jeg ikke leve som et ansvarligt og produktivt menneske.“
Nonner føler sig ofte behandlet som børn, idet næsten alt, selv den mindste afgørelse og bevægelse, dikteres dem af andre. Hertil bidrager den måde den katolske kirke er opbygget på. Klosterets overhoved, abbedissen, er således forsynet med store beføjelser i sin myndighed over nonnernes liv, og dette har en tendens til at indgive hende følelsen af at være noget særligt. En kvinde som forlod nonnelivet efter syv år i klostre i Argentina og Chile, beretter:
„Abbedisserne krævede fuldstændig lydighed. Dette grænsede i virkeligheden til afgudsdyrkelse, idet de hævdede at Gud havde indsat dem i deres embede og at alle derfor måtte adlyde dem ubetinget. . . . Den lydighed de forlangte gik så vidt at vi måtte falde på knæ for dem og aldrig stille spørgsmål.“
En katolsk præst, Luke Delaney, som i cirka femogtyve år har organiseret klostermissioner, peger på at en sådan holdning hos abbedisser har været årsag til en stor udvandring af nonner fra klostre i Irland. Han siger:
„Nogle abbedisser er stivsindede og egenrådige, selvbevidste i deres konservatisme . . . De indfører frihedsbegrænsende ordninger . . . Nu om stunder vil unge kvinder ikke finde sig i skørtediktatur i klostrene. De går simpelt hen.“
Nu har alle disse forhold jo eksisteret i generationer — cølibatet, de stramme regulativer, den ukærlige og autoritære holdning hos overordnede, og så videre. Man kunne derfor spørge: „Hvorfor er det så især nu, inden for det sidste tiår, at denne dramatiske udvandring af nonner finder sted?“
Hvorfor massiv afgang nu
Det andet Vatikankoncil, fra 1962 til 1965, har med sine bestræbelser i retning af fornyelse været særligt medvirkende. Pave Johannes XXIII udtalte før koncilet at hensigten med det var „at få lidt frisk luft ind i kirken“. Det blev således en indbydelse for alle i kirkens tjeneste til at ransage deres kald, til at tænke selv. Hvilke følger fik dette?
En nonne der i 1972 forlod Den hellige Marias bebudelses Kloster i Bayridge i Brooklyn, hvor hun havde været i næsten atten år, oplyste i et udtrædelsesbrev: ’Mange af søstrene blev dybt skuffet da vi prøvede at ajourføre vore skikke og traditioner. De der var imod ajourføring gjorde hårdnakket modstand. Det er ikke så mærkeligt at mange forlader klostrene.’
Ved at undersøge forskellige forhold har nonner fået øjnene op for at utallige af de regulativer der styrer deres tilværelse er meningsløse og unødigt strenge, og slet ingen hjælp til at leve et kristent liv. Nogle har måske troet at deres særlige klædedragt havde en eller anden hellig oprindelse, men de fandt nu ud af det simpelt hen var sådan bønder gik klædt for århundreder siden. På samme måde har nogle måske også ment at forhænget omkring sengene havde en eller anden hellig betydning, men de blev klar over at det oprindelig blot tjente til at holde på varmen, og at det følgelig er ganske overflødigt i huse med centralvarme.
Det andet Vatikankoncil havde indbudt til sådanne undersøgelser, men de endte altså blot i skuffelse og konflikt når der blev gjort forsøg på at gøre tingene mere tidssvarende. En anden faktor der har bidraget til den massive udvandring af nonner, er den ændring i kvinders holdning og status der er sket i verden.
I midten af tresserne fik kvindebevægelsernes kamp for ligeberettigelse en opblomstring, og nonnerne forblev ikke upåvirkede af dette. Tilskyndet af det fornyede krav om frigørelse og uafhængighed er mange nonner brudt ud fra deres klostre når de har mistet illusionen om at det kunne blive bedre. Deres udtræden har givet andre mod til også at gå, og således er nonnernes udvandring vokset i omfang.
Endnu en vigtig faktor
Bestræbelserne for at skabe fornyelse i den katolske kirke bragte endvidere nogle ting frem som har forvirret mange nonner. Visse helgener blev afskrevet, det blev tilladt at spise kød om fredagen, og en del religiøse billeder blev fjernet fra nogle kirker. Men ikke det alene. En tidligere nonne har sagt: „Jeg blev også klar over at grundlæggende dele af den katolske lære, såsom treenigheden, sjælens udødelighed, skærsilden, limbus og helvede, er ubibelske og af hedensk oprindelse.“
Det bliver altså åbenbart for flere og flere at den katolske kirke simpelt hen ikke lærer sandheden ud fra Bibelen om Gud og hans hensigter. Derfor er det ikke mærkeligt at mismodet breder sig blandt nonnerne. „Jeg følte at jeg var ved at dø af sult, åndelig talt,“ beretter en tidligere nonne fra Adams i Massachusetts. „Der blev ikke talt om eller håbet på Guds rige i vort kloster. Det var i det hele taget sjældent vi talte spontant om Gud.“ Der er endog katolske gejstlige som har indrømmet denne åndelige armod. For eksempel skrev præsten Andrew M. Greeley sidste år:
„Der er en religiøs energikrise i kirken som er endnu alvorligere end oliemangelen. Utallige mennesker hungrer efter religion, efter oplysning og vejledning angående de svære spørgsmål om livet og døden, det gode og det onde, kærlighed og had, enhed og splittelse, Gud og mennesket.
Det sidste sted de kan gå hen og få oplysning i 1974 vil være den romersk-katolske kirke (og de vil ikke få meget mere ud af at gå til andre kirker).“ — The National Catholic Reporter, 11. januar 1974.
Kan man bebrejde nonnerne at de trækker sig bort fra en kirke der får dette skudsmål af en af sine egne præster? Og hvis andre kirker er lige så åndeligt forarmede, hvor kan man da gå hen og høre sandheden om Gud og hans hensigter forkyndt ud fra Bibelen?
Nonner får tilfredsstillende svar
Der er et sted hvor man får pålidelig åndelig vejledning. Da ovennævnte nonne fra Adams i Massachusetts forlod klosteret i 1969, erfarede hun følgende: „Jeg holdt op med at gå i kirke. Jeg var kommet til det resultat at den katolske kirke ikke lærte sandheden, men jeg havde ingen forestilling om hvor jeg skulle søge den. Nogen tid efter kom to af Jehovas vidner til min dør, og jeg bød dem med glæde indenfor til en samtale.
Jeg foretog en grundig undersøgelse af det Jehovas vidner lærte mig, for jeg ville være sikker på at jeg ikke blev vildledt igen. Da vi havde læst sammen to eller tre gange, vidste jeg imidlertid at Jehovas vidner lærer sandheden ud fra Bibelen. Det var så fornuftigt det hele at det måtte være sandt. Jeg var især glad for at blive klar over at Gud ikke er en treenighed.“
Ikke alene er det meget tilfredsstillende at lære sandheden at kende om Gud og hans storslåede hensigter, men det fylder også hjertet med glæde at møde den ægte kærlighed der findes blandt Jehovas vidner. „Dette følte jeg mig endnu mere tiltrukket af end af det de lærte ud fra Bibelen,“ siger en kvinde der har været nonne i ti år, men som nu har sluttet sig til Jehovas vidner og lod sig døbe i januar sidste år i Paraguay.
Er du selv nonne, eller har du været det? Er du tilknyttet noget trossamfund? Ønsker du at tjene Gud på samme måde som Kristus og hans første disciple? Kunne du tænke dig at opleve et kærligt fællesskab med kristne i vor tid der virkelig bestræber sig for at efterligne de første kristne? Jehovas vidner vil være meget glade for at hjælpe dig. Tal med dem næste gang de kommer på besøg, eller skriv til udgiverne af dette blad.