Har akupunktur noget på sig?

„DET rene vrøvl,“ siger en engelsk nervespecialist. „Orientalere er meget lettere påvirkelige over for hypnose,“ forklarer en amerikansk læge. ’Det passer ikke ind i mit kendskab til anatomi,’ udtaler en professor ved en medicinsk læreanstalt i Texas.

Men en biolog ved Yale-universitetet som selv har set akupunktur anvendt, siger: „Det gjorde uvægerlig et stort indtryk på en.“ En hjertespecialist ved en medicinsk læreanstalt i Missouri som også selv har set det, erklærer: „Jeg er overbevist om at der er et vist mål af sandhed i det.“ Og en ørespecialist fra New York skriver: „Metoden virker.“ „Vi ville være tåber hvis ikke vi prøvede at undersøge den nærmere.“

Disse vidt forskellige kommentarer — lige fra fuldstændig fordømmelse til begejstret anerkendelse — er i den senere tid blevet knyttet til akupunktur, Kinas ældgamle helbredelsesmetode. Men hvorfor denne pludselige interesse for akupunktur? Kan metoden virkelig bruges? Og i så fald hvordan? Er det et spørgsmål om ’ånd over materie’, og har det noget med spiritisme at gøre?

Hvad er det?

Akupunktur er kunsten at behandle sygdomme ved hjælp af meget tynde nåle som anbringes i legemet på visse, nærmere bestemte steder. Metoden bruges nu også som bedøvelsesmiddel. Navnet kommer af det latinske ord acus, som betyder nål, og punctura, som betyder stikken.

De hårfine nåle fremstilles som regel af rustfrit stål, undertiden endog af guld. Mens de nåle der bruges til kirurgisk behandling kan være ret lange, er de der bruges til rutinemæssige behandlinger, fra omkring tre til otte centimeter lange. Antallet af nåle der bruges til en patient, hvor de anbringes, hvor dybt de går ind, hvilken vinkel de stikkes ind fra, og hvor længe de holdes på plads, afhænger af hvilken sygdom eller operation der er tale om. Antallet af steder, eller punkter, hvor nålene indsættes, kan variere. Ifølge nutidige skemaer findes der et sted mellem 500 og 800 forskellige punkter.

Hvordan begyndte akupunktur? Dens oprindelse er skjult i fortiden. Men ifølge traditionen skal kineserne for mange tusind år siden have lagt mærke til at soldater som i krigen blev ramt af pile, fik lindring for smerter andre steder i legemet. I århundredernes løb skulle denne behandlingsmetode, efter megen eksperimenteren, have udviklet sig til det den er nu.

Akupunktur er i dag højt udviklet i Den kinesiske Folkerepublik. Imidlertid er dens anvendelse dér som anæstesi- eller bedøvelsesmiddel af nyere oprindelse, idet man først omkring 1957 begyndte at anvende metoden til dette formål. Fordi det statsindførte folkesundhedsvæsen havde store behov, og antallet af læger uddannet i vesten var lille, gav regeringen ordre til at de almindeligt brugte akupunkturister og de der søger at helbrede med urtemedicin, også skulle have status som læger. Sådan gik det til at vestens lægevidenskab blev kombineret med den traditionelle kinesiske lægekunst. Man ville gensidigt lære af hinanden.

Lægerne samarbejdede derfor med akupunkturisterne. Ja, det siges at læger som er ukendt med metoden, har prøvet nålene på sig selv gennem et år, før de har anvendt dem på patienterne. Et resultat af at endnu flere begyndte at lære akupunktur, var at metoden, ud over at blive anvendt mod forskellige sygdomme, også begyndte at blive anvendt som bedøvelsesmiddel.

Lige fra begyndelsen har forsøgene med at anvende akupunktur som bedøvelsesmiddel været en succes. Og siden 1966 er omkring 500.000 sådanne forsøg blevet foretaget. Skønt brugen af akupunktur som bedøvelsesmiddel endnu er på det eksperimentelle stade i Kina, og kun gives til de patienter der ønsker det, er metoden nu blevet den mest foretrukne i landet. Det siges at den smertestillende virkning varer helt op til otte timer eller mere, hvorefter nålene igen kan anbringes for at lindre smerterne.

Hvorfor den pludselige interesse?

Den fornyede interesse som vesterlændinge viser akupunktur, har direkte at gøre med andre begivenheder der har fundet sted for nylig, især i det sidste års tid. I denne periode har Kina tilladt grupper af folk fra vesten at besøge landet. Blandt disse har været videnskabsmænd og autoriteter på det lægevidenskabelige område, og disse har betragtet de kinesiske lægefaciliteter og kinesisk lægepraksis. De erfaringer der blev gjort, er højst interessante.

Engelske læger har besøgt hospitaler i Peking, Shanghai, Canton og Nanking. De beretter om bemærkelsesværdige tegn på virkningsfuld akupunktur i forbindelse med større operationer, endog hjerneoperationer. „Det siges at ingen kan have udholdt den smerte som denne specielle behandling medfører, uden en eller anden form for bedøvelse,“ skrev London Times efter et sådant tilfælde. Og dog blev der kun brugt akupunktur.

De første amerikanere der overværede brugen af akupunktur i Kina, var to biologer. I maj 1971 overværede dr. Ethan Signer fra Massachusetts’ teknologiske institut og dr. Arthur Galston fra Yale-universitetet fire operationer der. Akupunktur blev brugt som bedøvelsesmiddel.

De vendte tilbage til De forenede Stater, begejstrede over den evne som akupunktur har til at døve smerte. Dr. Galston sagde: „Jeg har altid — som de fleste amerikanere — i mit stille sind regnet akupunktur for at være et stort svindelnummer.“ Men det han så, ændrede hans indstilling. De to biologer antydede at akupunktur var et nøjere studium værd, og bemærkede at dens virkninger som bedøvelsesmiddel kunne vare i mange timer.

Kort tid efter, i juli måned, vakte en af New York Times’ medarbejdere, James Reston, yderligere interesse om sagen efter selv at have prøvet metoden. Under et besøg i Kina fik han blindtarmsbetændelse. Han måtte opereres og blev bedøvet på sædvanlig vis, ikke ved akupunktur. Men efter operationen led han alvorligt af luft i maven, hvilket var yderst ubehageligt. Da han var nysgerrig efter at se hvilken evne akupunktur havde til at helbrede sygdomme, gik han ind på at lade sig behandle på denne måde i stedet for at tage smertestillende midler.

Reston fortæller hvad der skete: „Li Changyuan, læge i akupunktur ved hospitalet [i Peking], indsatte med min tilladelse tre lange, tynde nåle i den yderste del af min højre albue og under knæet og roterede med dem for at stimulere tarmen og lette trykket og mavens udspiling . . . der var en mærkbar lettelse af trykket og distensionen inden for en time, og problemet gentog sig ikke.“

Imidlertid var hverken Signer, Galston eller Reston autoriteter på det lægevidenskabelige område. Af den grund blev deres observationer betragtet med skepsis. Men dette ændrede sig i efteråret 1971.

Autoriteter får syn for sagen

Blandt de amerikanere som besøgte Kina i september 1971 var respekterede, lægevidenskabelige autoriteter. Blandt dem var dr. Paul Dudley White fra Boston, en internationalt anerkendt hjertespecialist, tidligere læge for præsident Eisenhower. Sammen med dr. White var dr. E. Grey Dimond, dekan for det medicinske fakultet ved University of Missouri, og dr. Samuel Rosen, ørelæge i New York. Endnu en repræsentant var dr. Victor Sidel fra New York, som er leder af afdelingen for socialmedicin ved Montefiore-hospitalet og professor i folkesundhed ved Albert Einstein College of Medicine.

Disse fire læger var vidne til omfattende demonstrationer af akupunktur, især anvendt som bedøvelsesmiddel. De var overraskede over at se større operationer gennemført med akupunktur som det eneste smertestillende middel.

Tidsskriftet Medical Tribune skriver: „Dr. White og dr. Dimond, der begge er kardiologer, var i Peking vidne til en operation på åbent hjerte med akupunkturbedøvelse. De sagde at patienten under hele operationen var vågen og afslappet og selv fulgte med, og at operationen blev udført lige så godt som enhver anden operation de havde set.“

Dr. Rosen rapporterede om femten behandlinger han havde overværet. Han så en tandudtrækning, en blindtarmsoperation, en brokoperation og en hjernesvulstoperation; han var vidne til at mandler blev fjernet, at en lunge blev bortopereret, at en svulst på æggestokken blev skåret væk, og til en fødsel ved kejsersnit. Han udtaler: „Når man ser disse operationer, kniber man bagefter sig selv i armen. Man spekulerer på om man virkelig har set det man så. Når man har set det igen og igen, må man forlade det man har troet, til fordel for det man har set.“

Han bemærkede også at det er den kinesiske kirurg der afgør om et menneske er egnet til akupunkturbedøvelse. Hvis det er, fortæller han patienten hvorfor han tror metoden er god — den eliminerer de risici som er forbundet med smertestillende midler eller narkose, den hindrer kvalmefornemmelser og opkastning efter operationen og afkorter rekonvalescenstiden. Hvis patienten imidlertid er meget bange, anspændt og har et nervøst temperament, anbefaler lægen muligvis almindelig bedøvelse. Skulle dette blive nødvendigt, holdes udstyret under alle omstændigheder parat i operationsstuen.

Dr. Rosen hjemførte til De forenede Stater en tredive minutters film der skildrede noget af det han havde set. Den viste blandt andet nogle kirurger som fjernede en del af en kvindes rygmarv mens hun var vågen og smilede. Den viste også en mand som efter at have fået sin blindtarm fjernet, rejste sig fra operationsbordet og gav kirurgen hånd. En anden patient sugede te gennem et sugerør mens kirurgerne rettede en hjertefejl; og en moder smilede stolt til sin nyfødte søn kun få øjeblikke efter at han var født ved kejsersnit. Alle var blevet bedøvet med akupunktur.

Nixons rejse til Kina

I februar 1972 rejste præsident Nixon til Kina. Han havde både reportere og sin egen lægestab med.

Korrespondent ved U.S. News & World Report Robert Martin fik lov at tilbringe adskillige timer i en operationsstue på et stort hospital i Peking. Han så kirurger udføre en lobektomi [operativ fjernelse af en lungelap] på en otteogtyveårig mand, fjerne en svulst på skjoldbruskkirtelen hos en femogfyrreårig kvinde og hjælpe et barn til verden ved kejsersnit på en seksogtrediveårig kvinde.

Robert Martin skriver: „Under de tre operationer var patienterne ved fuld bevidsthed, i stand til at tale og til med mellemrum at spise appelsiner eller drikke frugtjuice. De viste større nervøsitet over de fremmede iagttageres nærværelse end over smerte eller ubehag.“ Han konkluderer: „Der er ingen tvivl; når først man selv har set det, må man erkende at akupunktur er virkningsfuld som kirurgisk bedøvelsesmiddel.“

Præsident Nixons livlæge, dr. Walter Tkach, fik også en overbevisende demonstration af akupunkturbedøvelse. Han så hvordan man fjernede en katarakt, [grå stær], en svulst på skjoldbruskkirtelen og en svulst på æggestokken. For alle patienternes vedkommende blev nålene stukket hurtigt ind. De blev drejet rundt mellem akupunkturistens tommel- og pegefinger. Og da indførelsen var fuldført blev nålene sat i forbindelse med et elektrisk apparat for at de kunne vibrere, i stedet for at disse bevægelser skulle være foretaget med hånden.

Dr. Tkach siger om sin oplevelse: „Jeg var imponeret fra begyndelsen. Og jeg blev ærlig talt forbløffet da jeg så hver af patienterne rejse sig fra operationsbordet med lidt eller slet ingen hjælp og selv gå hen til den båre der skulle bringe dem tilbage til deres stuer; jeg har ikke set noget lignende i de 25 år jeg har haft med kirurgi at gøre. Det der slog hovedet på sømmet, skete en time efter at vi havde forladt operationsstuen. Vi befandt os i et værelse da døren blev åbnet og alle tre patienter blev ført ind. De havde det godt og kunne drikke te sammen med os og besvare vore spørgsmål.“

Dr. Tkach konkluderer: „Der er noget vigtigt her som vi bør se nærmere på.“ Han siger også: „Jeg ved at jeg ikke ville tøve med selv at undergå denne behandling.“

Hvor udbredt andre steder?

Akupunktur er mest udbredt i Kina, men bruges også andre steder, især i andre orientalske lande og i Europa. I Frankrig siges der at være 700 læger der bruger denne metode. En reporter fra Saturday Review skriver: „Jeg fandt at akupunktur næsten er en del af den duegrå pariserluft. Hver dag mødte jeg en eller anden som enten skulle have eller også havde fået nåleterapi.“

I De forenede Stater er der kun få amerikanske læger som bruger akupunktur. Dr. William Gutman fra New York, en af de få amerikanske medicinere som bruger metoden, siger at han finder den nyttig i forbindelse med et stort antal sygdomme. Han nævner ledegigt, nervesmerter, bihuleinfektioner, reumatisme, bursitis [slimsækbetændelse] og andre. Han udtaler: „Jeg har patienter som ikke reagerer på almindelig behandling men på akupunktur.“ Imidlertid slår han fast: „Jeg vil udelukke behandling med akupunktur ved tilfælde af kræft, tuberkulose og veneriske sygdomme.“

Dr. Jean-Claude Darras fra Paris, der fungerer som leder af et fransk akupunkturinstitut, fortæller sine elever at akupunktur ikke er en patentmedicin. Han siger at den ikke kan forynge udslidte organer, skønt han påstår at den kan få dem til at arbejde mere effektivt. Den kan ikke helbrede læsioner eller fjerne kræftvækster, skønt den kan forebygge at de fremkommer. Men han siger at læger som bruger akupunktur til behandling af sygdomme, med tilstrækkelig øvelse og erfaring kan forvente at helbredelsesprocenten ved funktionelle sygdomme — som udgør størstedelen af de tilfælde en læge behandler i almindelig praksis — vil komme op på 60.

’Ånd over materie’?

Det store spørgsmål i forbindelse med akupunktur er: Hvordan virker metoden? Kan den siges at være ’videnskabelig’, eller er det et spørgsmål om ’ånd over materie’? Kan den være forbundet med spiritisme?

Indtil nu er der ingen der rigtig ved hvordan akupunktur virker. Selv dens mest ivrige tilhængere indrømmer at de ikke kender den nøjagtige videnskabelige forklaring.

Det er grunden til at nogle har påstået at akupunktur er forbundet med hypnose. Dr. Robert Kerland, en amerikansk ortopæd, har sammenlignet akupunktur med det at drikke af vandet fra Lourdes eller det at få Oral Roberts til at røre ved folk, som derefter skriger: „Jeg er helbredt!“ Andre mener at kineserne er blevet hjernevasket af Mao Tse-tungs tanker.

Mange er imidlertid uenige heri. Dr. Rosen bemærker at kineserne har bedøvet dyr ved at bruge akupunktur. „Jeg kan ikke tro at katte og hunde kan læse formand Maos citater,“ udtaler en kinesisk akupunkturist. Dr. Darras siger at også franskmændene har foretaget forsøg på dyr for at vise at de heldige udfald med akupunktur ikke skyldes suggestion eller hypnose.

Da man spurgte dr. Gutman fra New York om hans syn på sagen, svarede han: „I enhver medicinsk behandling spiller den psykologiske faktor ind. Det er grunden til at der foretages kliniske behandlinger med blindtabletter. Da akupunktur er blevet brugt med held, især i Kina, ved pædiatri [børn], og ved veterinærvidenskab [dyr], . . . udgør den psykologiske faktor, om nogen, kun en lille del af virkningen, som ved en hvilken som helst anden terapi.“

Dr. Rosen, der har bemærket den skepsis der hersker i forbindelse med akupunktur, udtaler: „Der er også en hel del skepsis med hensyn til hvordan aspirin virker, men folk tager alligevel aspirin når de har hovedpine.“ Han tilføjer: „Også vore kinesiske kolleger har været skeptiske men har til sidst måttet bøje sig for det de har oplevet med deres egne sanser.“

Medical World News skriver: „Undersøgelser foretaget i Sovjetunionen og andre lande viser at det har noget at gøre med reflekser mellem punkter på huden og de indre organer.“ Dr. Ting udtalte til New York Times: „Vi tror at nålespidsen desensibiliserer visse nervecentrer og virker sundhedsfremmende.“ Andre forklaringer har noget at gøre med nerveforbindelserne og de elektriske impulser.

Mere viden nødvendig

Indtil nu er der altså ikke enighed om hvordan akupunktur virker, eller i hvor høj grad den virker. Man er enige om at der i den vestlige verden må foretages mange flere undersøgelser, især i De forenede Stater.

Tidsskriftet Prevention udtrykker det på denne måde: „Et rimeligt krav som offentligheden stiller, er at man fra lægevidenskabelig side omhyggeligt og i god tro undersøger den mulige brug af akupunktur. I en verden fyldt med smerte og lidelse kan vi ikke tillade os at ignorere en lovende terapi simpelt hen fordi [den amerikanske lægeforening] ikke forstår den.“

Dr. Gutman siger: „Det er en betingelse for enhver der vil kalde sig videnskabsmand at han har et åbent sind. Det er værd at lægge mærke til at en af lægekunstens få giganter — Semmelweis, der opdagede årsagen til barselfeber og blev de moderne antiseptiske metoders skaber — blev udstødt og forfulgt af sin samtids læger.“

Så i størstedelen af verden uden for Kina er akupunktur endnu på forsøgsstadiet. Indtil nu synes der ikke at være noget bevis for at det kun er et spørgsmål om ’ånd over materie’ eller at det er forbundet med hypnose eller spiritisme. Men der er endnu meget at lære.