„Jesus-folket“ — et moderne fænomen

„JESUS-FOLK“ — unge mennesker i gammelt tøj og med stor hårpragt — går ned ad Hollywoods berømte Sunset Boulevard og uddeler indbydelser til møder. Over fire tusind af dem samles til et møde i Fælledparken i København, og seksten tusind til et møde i England. I mange byer søger disse unge mennesker, klædt i cowboybukser og T-shirts, ud på gaderne for at formå andre til at „tage imod Jesus“.

De går under øgenavne som „Jesus-originaler“ eller „gadekristne“; de opsætter Jesus-plakater, bærer Jesus-knapper og dekorerer kofangerne på deres biler med farvestrålende plakater der siger: „Trut i hornet, hvis du elsker Jesus!“

Bevægelsen har mange tilhængere hvor hippiekulturen er fremherskende, men ikke alle er tidligere hippier. Mange har været engageret i oprørske ungdomsgrupper, men er kommet skuffede derfra. Tusinder er tidligere narkomaner. Nogle vidner om at de har sagt farvel til prostitution og sort magi.

De har massedåb og går rundt med Bibelen. De har religiøse kaffebarer, omdeler psykedeliske aviser hvis „avancerede“ kunst appellerer til vor tids ungdom, og har oprettet religiøse kollektiver hvor mange omvendte bor.

„Jesus-bevægelsen“ er ikke en organiseret bevægelse med en individuel ledelse eller en hovedtalsmand. Og de forskellige grupper er heller ikke nødvendigvis enige indbyrdes.

„Jesus-folkene“ er tidligere katolikker, jøder og protestanter og har haft vidt forskellige anskuelser — nogle af dem har ikke tidligere haft nogen religion. „Du behøver ikke at være jøde for at elske Jesus,“ forkyndte en plakat, båret af salmesyngende unge mennesker der råbte „kærlighed, ikke begær“. De stod foran en biograf der viste pornografiske film på Hollywoods Sunset Boulevard.

En ung pige som fortalte at hendes forældre var „jødiske ateister“, sagde at hun flyttede ind i et af „Kristus-husene“ eller kollektiverne i Los Angeles, fordi hun så hvor „glade og lykkelige“ nogle af hendes venner var efter at de havde „taget imod Jesus“.

Der er ikke noget med at tage imod hvad man lærer efter omhyggelige overvejelser. Jesus-bevægelsens appel synes at være: „Dette her virker — prøv det!“

Hvordan er dette begyndt? Hvorfor har forældrenes religion ikke formået at tiltrække disse unge mennesker? Hvorfor har de forkastet den „organiserede“ religion, og vendt sig til noget de simpelt hen betragter som personen Jesus?