En rapport om chokerende umenneskelighed
ANSTÆNDIGE mennesker både i og uden for Malawi er blevet chokeret over de voldshandlinger der i dette land er blevet øvet mod en forsvarsløs mindretalsgruppe.
Voldshandlingerne begyndte i mindre målestok midt i 1972. I løbet af efteråret havde de nået et enormt omfang. Efter at landets eneste politiske parti, Malawis kongresparti, havde holdt sit årsmøde, var der blevet oppisket en kraftig voldsstemning. Partimødet sluttede med vedtagelsen af tre resolutioner der i stærke vendinger angreb Jehovas vidner. Fra juli havde medlemmer af partiets militante „Ungdomsforbund“ og bevægelsen „Unge Pionerer“ ført an i at gøre Jehovas vidner til angrebsmål, og de førte nu en veritabel krig imod dem. De organiserede sig i hold på en halv snes stykker til op imod hundrede. Så gik de fra landsby til landsby, bevæbnet med kæppe, køller, panga’er og økser, opsøgte Jehovas vidner og gik til angreb på dem og deres ejendom.
Guy Wright, der er fast medarbejder ved San Francisco-bladet Examiner, bemærkede den 17. oktober 1972 at det var „en meget ensidig krig, hvor magt blev stillet op imod tro“. Og dog viste troen sig at være den stærkeste, for det ene efter det andet af Jehovas vidner viste at hans eller hendes tro ikke lod sig knække af brutalitet.
Her er blot nogle få af hundreder af øjenvidneskildringer af de uhyrligheder der fandt sted:
● Følgende beretning fra David Banda fra landsbyen Kaluzi i Lilongwe, er typisk for det der foregik i landsbyerne: „Den 23. september kom Gideon Banda, en minister fra parlamentet, til et offentligt møde for at holde tale. Jeg kunne høre det meste af hvad der blev sagt gennem højttalerne, for mit hus lå kun nogle få meter fra mødestedet. Gideon Banda begyndte med at fortælle hvad der var blevet drøftet ved partiets årsmøde. Så fortsatte han med at tale om Jehovas vidner. Jeg hørte ham fortælle at årsmødet havde besluttet at Jehovas vidner skulle behandles hensynsløst fordi de nægtede at købe partikort.
Om aftenen den 25. september kom broder Swila hen til mig for at fortælle at han havde set nogle grupper af unge nærme sig. Vi advarede straks brødrene, men før vi kunne gøre noget var de unge gået til angreb; de slog vinduer og døre til vore huse i stykker og pryglede derefter brødrene. Vi blev alle spredt og vidste faktisk ikke hvad der var sket med hver enkelt, og det var ved at blive mørkt. Jeg krøb selv i skjul, og tidligt næste morgen gik jeg til politiet for at indberette sagen. Men politiet afviste mig og lyttede ikke til min klage. Mens jeg endnu var på politistationen så jeg flere grupper af brødre og søstre fra andre menigheder komme for at indberette lignende episoder. Politiet sagde at de skulle gå tilbage til deres respektive landsbyer.“
Disse Jehovas vidner nægtede imidlertid at vende tilbage uden beskyttelse, og i stedet gik de hen til markedspladsen. David Banda fortæller hvad der skete der:
„Da de unge hørte at Jehovas vidner var gået hen til markedspladsen gik de derhen og begyndte at slå løs på brødrene og søstrene med kæppe og næver, og sparkede dem over hele kroppen. Politiet gjorde ikke noget for at standse overfaldet. Hele byen Lilongwe fyldtes af voldshandlinger. Men det lykkedes os at undslippe, indtil vi til sidst flygtede til Zambia.“
● Evans Noah fra landsbyen Mwalumo beretter: „Den 18. september 1972 gik jeg hen for at besøge en af brødrene. Vi så en bil nærme sig, og jeg genkendte bilens fører som mr. Gamphani, et medlem af Malawis parlament. Der var to unge mænd sammen med ham. Det så ud til at det var mig han ledte efter, for så snart de kom nærmere hørte jeg en af dem sige: ’Der er han.’ Bilen standsede, og mr. Gamphani befalede mig at stige ind. Så kørte han til politistationen. Efter at have spurgt mig hvorfor jeg ikke ejede et kort fra det politiske parti, fik han politiet til at låse mig inde, og de holdt mig i forvaring i syv dage. Jeg fik hverken mad eller vand i disse syv dage.
Da politiet så at jeg blev fysisk svag begyndte de at håne mig ved at sige at jeg skulle forvandle græsset til føde. Da de til sidst indså at alle deres forsøg på at tvinge mig til at købe et partikort var forgæves, løslod de mig, og sagde at jeg selv kunne finde ud af hvordan jeg skulle komme hjem. Skønt jeg var afkræftet af mangel på mad, gik jeg femogtredive kilometer og nåede hjem i god behold.“
Men ikke længe efter blev Evans Noah og ti andre Jehovas vidner tvunget til at flygte fra deres landsby og forlade Malawi.
● Richadi Nyasulu, Greyson Kapininga og andre Jehovas vidner fra egnen omkring Blantyre, Malawis største by, blev ført til hovedkontoret for Malawis kongrespartis „Region Syd“. De blev udspurgt hvorfor de ikke havde købt medlemskort til det politiske parti. Da de svarede at de holdt sig helt uden for politik på grund af deres tro på Bibelen, blev de overgivet til cirka seksten ’Unge Pionerer’ og medlemmer af Ungdomsforbundet. De unge skiftedes til at prygle hver enkelt af disse Jehovas vidner. Da de stadig nægtede at købe partikort, gned de unge en blanding af salt og stærk, rød peber ind i øjnene på dem. Nogle af dem blev slået på ryggen og sædet med et bræt med søm. Når nogen viste tegn på smerte blev der slået hårdere, og angriberne sagde: „Lad jeres Gud komme og frelse jer.“ De knækkede også en flaske og ’barberede’ nogle af de mandlige Jehovas vidner med kanten. Den 22. september blev Jasteni Mukhuna fra egnen omkring Blantyre slået til hans arm var brækket.
● I Cape Maclear ved sydspidsen af Malawisøen blev der bundet bundter af græs rundt om Zelphat Mbaiko, et af Jehovas vidner. Så blev der hældt benzin over græsset og sat ild til. Han døde af forbrændingerne.
Ingen blev skånet
Angriberne var så brutale at ingen Jehovas vidner blev skånet på grund af alder eller køn. Det var ikke alle der nåede at undslippe fra Lilongwe; det gælder for eksempel mrs. Magola, et kvindeligt Jehovas vidne. Hun var højgravid og kunne ikke løbe hurtigt nok. Medlemmer af kongrespartiet fangede hende og pryglede hende ihjel nær ved markedspladsen, mens mange af byens beboere så til og ikke en eneste kom hende til hjælp. Da en politibetjent blev spurgt hvorfor han ikke greb ind, svarede han at ’politiet var blevet frataget sin magt’.
● I nærheden af Ntonda, syd for Blantyre, blev Smith Bvalani, hans moder, der var oppe i årene, og andre Jehovas vidner, både mænd og kvinder, slået af medlemmer af Ungdomsforbundet, indtil de lå bevidstløse på jorden. Et af Ungdomsforbundets medlemmer gennemsøgte deres lommer og fandt nogle penge hos et af vidnerne. For dem købte han partikort til hver af de bevidstløse Jehovas vidner, skrev deres navne på kortene og smed dem på jorden ved siden af dem. Ungdomsforbundet sagde nu at disse Jehovas vidner havde givet efter og var gået på akkord med deres tro. Da Smith Bvalanis moder kom til bevidsthed og så kortet, sagde hun til dem at hun ikke ville tage imod det, om hun så skulle dø. Så slog de hende til hun mistede bevidstheden igen.
● Den treoghalvfjerdsårige Israel Phiri fra landsbyen Khwele i Mchinji fortæller: „I juli 1972 hørte vi et rygte om at Malawis kongresparti havde planer om at gennemføre en landsomfattende partikortkontrol. Da vi indså at dette ville betyde vanskeligheder for Jehovas vidner, besluttede vi at forlade landsbyen og gemme os i bush’en. Vi var tredive Jehovas vidner alt i alt. Vi blev i bush’en i to måneder. Men den 5. oktober fandt vi os pludselig omringet af en stor gruppe unge. De var alle sammen fremmede for mig.
Da jeg prøvede at gå, greb nogle af dem fat i mig og begyndte at slå løs på mig med kæppe og sparke mig over hele kroppen. Det var umuligt for mig at se hvad der skete med de andre brødre. Til sidst lod de mig ligge bevidstløs på jorden. Efter at jeg var kommet til mig selv prøvede jeg at lede efter de andre brødre, men fandt dem ikke. Så besluttede jeg at tage bort fra Malawi til Zambia. Til trods for at jeg var svulmet op over det hele og mine øjne var fulde af blod, lykkedes det mig med Jehovas hjælp at vandre mange kilometer og komme til Thamanda-hospitalet i Zambia.“
● Sydøst for Blantyre, i landsbyen Kavunje, blev alle de lokale Jehovas vidner, både mænd og kvinder, pryglet slemt og tvunget til at gå nøgne på vejen. Et af deres børn, en dreng, døde af de slag han fik. I Nkhotakota i det nordlige Malawi fik et kvindeligt Jehovas vidne der var gravid, tøjet revet af sig og blev gennempryglet. Den lokale leder af kongrespartiet sagde til små børn at de skulle sparke hende i maven, i et forsøg på at fremkalde en abort.
Oprørende seksuelle overfald
De seksuelle overfald som kvinderne blandt Jehovas vidner blev udsat for, er for talrige og for modbydelige til at vi her kan beskrive dem fuldt ud. Her er nogle typiske eksempler:
● Den syttenårige Rahabu Noah fra landsbyen Mtontho i Kasungu fortæller: „Den 26. september 1972 fik vi underretning om at de unge gik fra landsby til landsby, overfaldt Jehovas vidner og ødelagde deres huse og deres ejendele. Brødrene foreslog at vi skulle tage af sted og gemme os i bush’en og så om natten tage flugten til Zambia. Vi var fem søstre og tre brødre. Det gik godt nok med at komme ud af landsbyen, men idet vi var på vej ad en smal sti mødte vi en gruppe på omtrent tyve. De begyndte at spørge efter kort. Det kunne ingen af os fremvise, og derfor begyndte de at slå os med kæppe og med de bare næver. Så trak de tøjet af os alle og fortsatte med at slå løs på os. En gruppe på omkring ti unge trak mig til side og bar mig væk fra de andre. Mens nogle af dem holdt mig fast på hænder og fødder voldtog de andre mig. Jeg så otte af dem voldtage mig efter tur, en for en. Der var ingen i deres gruppe jeg kendte. Efter at de havde slået os brutalt forlod de os. Senere fik jeg at vide at de fire andre søstre i vores gruppe også var blevet voldtaget.“
● Funasi Kachipandi fra landsbyen Nyankhu i Lilongwe fortæller: „Den 1. oktober 1972 besluttede jeg, efter at have hørt om overfald på Jehovas vidner, at flygte over til Zambia. Jeg tog straks af sted sammen med min nittenårige datter, Dailes Kachipandi. Men det varede ikke længe før vi blev fanget af en gruppe unge som vi ikke kendte. De forlangte at se vore partikort, som vi ikke kunne fremvise. De tog os med tilbage til deres kontor i nærheden af Chileka marked. Mens jeg var til stede skiftedes fem af de unge til at voldtage min datter. Så greb en af dem fat i mig og væltede mig om på jorden. Jeg bønfaldt ham ikke at prøve at voldtage mig, for jeg var gravid på niende måned og meget svag, men han viste ingen medmenneskelighed. Han voldtog mig i min datters nærværelse. Så forlod de os. Jeg rapporterede dette til politiet. De hørte os afgive erklæring, men gjorde intet. Næste morgen fødte jeg et barn, og straks samme dag tog jeg af sted til Zambia, idet jeg nu og da hvilede lidt indtil vi nåede Zambia.“
I mange andre tilfælde kendte ofrene navnene på dem der overfaldt dem. Nogle af dem var ansat i Malawis kongresparti.
● Ved landsbyen Kamphinga blev Matilina Chitsulo fra landsbyen Gwizi voldtaget af partiets afdelingsformand Kachigongo. I landsbyen Mkombe blev Velenika Hositeni en hel nat tilbageholdt i et rum i kongrespartiets kontor af den lokale partiformand og partisekretær, og de voldtog hende begge. Det var den 2. oktober 1972. Syv mænd voldtog et andet Jehovas vidne, Nezelia, i det samme kontor. Efter at de to kvinder var undsluppet til Zambia blev de begge indlagt på et hospital i Misale på grund af den fysiske overlast de havde lidt.
Vi gentager: Disse episoder er ikke nogen undtagelse. Det er blot nogle få af de hundreder af tilfælde vi har beretning om.
Men der var en anden omstændighed ved det landsomfattende angreb på Jehovas vidner, en omstændighed som gjorde at dette endda fik alvorligere konsekvenser end den forfølgelse der begyndte i 1967.