Sydafrikas religiøse dilemma

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

SYDAFRIKA er et særdeles religiøst land. Antallet af kirkegængere er højt, og Bibelen, der læses i mange hjem, foreligger på alle de sydafrikanske hovedsprog. Ikke desto mindre er landet blevet skueplads for racemæssige konflikter og vold. Man spørger derfor uvilkårligt: Hvorfor har kirkerne ikke haft større held til at skabe kristen kærlighed og enhed?

Misforholdet bliver endnu tydeligere hvis man undersøger landets historie i nyere tid. Det kommer nemlig til at stå sørgeligt klart at religionen faktisk bærer et stort ansvar for dette lands konflikter. For at forstå baggrunden for dette vil vi kaste et blik på Sydafrikas religiøse historie.

I 1652 grundlagde hollandske protestanter som de første en permanent koloni på Afrikas sydspids. Deres efterkommere taler i dag afrikaans, et sprog udviklet af hollandsk. Med tiden blev de hollandske kirker opdelt i adskillige reformerte kirker, hvoraf den største er den nederlandsk-reformerte kirke (Nederduitse Gereformeerde Kerk), også kaldet NG. Mere end en tredjedel af Sydafrikas hvide befolkning tilhører NG-kirken.

Sydafrika modtog også mange engelske kolonister, hvoraf en stor del var anglikanere der senere blev splittet op i en højkirkelig og en lavkirkelig retning. Andre var metodister, presbyterianere og kongregationalister. Desuden indførte tyske kolonister den lutherske kirke. Sydafrika blev på denne måde en protestantisk højborg, og millioner af sorte blev omvendt. I dag hævder 77 procent af sydafrikanerne at de er kristne, og heraf er mindre end 10 procent katolikker.

Der sker imidlertid fortsat udspaltninger inden for den sydafrikanske protestantisme. Mange hvide har forladt hovedkirkerne og har sluttet sig til de bevægelser der tror på „genfødsel“. Desuden har mange sorte dannet deres egen form for „kristendom“. „Alene i Sydafrika er der måske hen ved 4000 af sådanne uafhængige kirker,“ meddeler bladet Leadership.

De traditionelle protestantiske kirker står desuden over for endnu et dilemma. Den økonomiske støtte daler nemlig i takt med antallet af medlemmer. Og hvad der er endnu værre: de der bliver tilbage er dybt splittede over deres kirkes holdning til racespørgsmålet. Nogle af medlemmerne kræver at deres kirke tager drastiske skridt til at få apartheidpolitikken afskaffet, mens andre kræver at deres kirke skal bifalde apartheid. Mellem disse to yderpunkter findes der desuden nogle som er splittede med hensyn til hvor langt kirken bør gå for at få apartheid ophævet og skabe racemæssig lighed.

„Jeg kan ikke fordrage at få at vide at jeg skal holde mennesker i hånden som jeg ikke kender, og foregive at nære broderkærlighed til folk der ikke er af min slags,“ har en anglikaner sagt i forbindelse med en gudstjeneste der blev afholdt for folk af alle racer. Mange hvide anglikanere bryder sig desuden ikke om at deres sorte ærkebiskop, Desmond Tutu, blander sig i politik.

En rapport udgivet af Sydafrikas Humanistiske Forskningsråd har derfor advaret om at religion „ofte er en ødelæggende og splittende faktor“, med „det utrolige til følge at kirkemedlemmer med samme religiøse baggrund befinder sig i hver sin modstridende lejr“. Som vi skal se, har protestantismen i Sydafrika spillet en væsentlig rolle i forbindelse med racestridighederne.