Uvidenhed om Bibelen bringer yderligere tab

I LØBET AF 1950erne voksede de amerikanske trossamfund hurtigt. Kirkerne var fyldt. Nye sekter skilte sig ud fra modersamfundene. Intetsteds var den rosenrøde drøm om ’at omvende verden til Kristi rige’ mere rosenrød end i „bibelbælte“-området. Men i begyndelsen af 1960erne gik dampen af religionen. Som vi har set var der i sydstaterne mange kirkemedlemmer og præster der blev ledet ind på et sidespor fordi de var optaget af sociale og politiske stridsspørgsmål.

Men hvad med dem der oprigtigt søgte åndelig føde i kirkerne? Fandt de at man klart lærte at Bibelen var Guds ord, og viste man dem hvordan den kunne anvendes som en vejledning i livet? Vi får et klart svar fra nogle af kirkernes ledere. For eksempel indrømmer den tidligere præsident for Southern Baptist Convention, Carl Bates: „Vi har opfostret en generation af baptister der er næsten totalt uvidende om vor lære.“ Og baptisten dr. K. L. Chafin siger: „De ved ikke hvordan de skal give udtryk for deres tro.“

Hvorfor uvidenhed om Bibelen blandt kirkemedlemmer?

Men hvorfor er kirkemedlemmer „næsten totalt uvidende“ og ude af stand til at „give udtryk for deres tro“, der skulle være baseret på Bibelen? Kunne det være fordi præsterne ikke har noget af betydning at tilbyde deres hjorde ud,fra Bibelen? Tror sydstaternes præster virkelig at Bibelen er inspireret af Gud, som apostelen Paulus gjorde? — 2 Tim. 3:16.

Blot for at tage én kirkes svar, betragt så Broadman Bible Commentary, der er i tolv bind, udarbejdet af baptistiske bibellærde. Den kaster en sådan tvivl over Bibelens pålidelighed at dens fremkomst har vakt et røre i sydstaternes baptistkredse der har varet i adskillige år. Men nu er der færre og færre præster der gør indsigelse mod dette værk. Bladet Christian Century siger i forbindelse med sydstatsbaptisternes kongres i 1972:

„Det spørgsmål der havde truet med at fremkalde det mest øredøvende brag ved SBC-drøftelserne — det evindelige spørgsmål vedrørende ’Broadman Bible Commentary’ i 12 bind og dets redaktører — mundede ud i en klynken . . . [De konservative] præsenterede en resolution der krævede tilbagekaldelse og omskrivning af det pågældende værk på grund af dets uforenelighed med baptisternes tro på Bibelens absolutte ufejlbarlighed.“

Forkastede flertallet af de delegerede en kommentar der betvivler Bibelens „absolutte ufejlbarlighed“? Ønskede de den skrevet om for at vise deres loyalitet over for Bibelen? Beretningen fortsætter:

„De [delegerede] afslog med overvældende flertal at gå ind for tilbagetrækning af kommentaren . . . Der blev ikke foretaget nogen regulær optælling, men resolutionen synes at være blevet stemt ned efter forholdet 4 til 1.“

Hvordan kan almindelige kirkemedlemmer forventes at ’vide hvordan de skal give udtryk for deres tro’ hvis selv kirkens ledende mænd står splittet i så fundamentale spørgsmål som „Bibelens absolutte ufejlbarlighed“? Der vil givetvis være store forskelle i trosopfattelsen når der er tvivl om Bibelens rolle. Men usikkerheden vil ikke være begrænset til troen.

Den kristne opførsel bør være ledet af Bibelen. Vil der derfor ikke også være tvivl om hvad der er passende med hensyn til kristne gerninger og kristen opførsel?

Jo. Og den forvirring der er opstået kan belyses med et konkret eksempel. To baptistpræster fra sydstaterne blev spurgt af et pressebureau i Georgia om ting som deltagelse i politiske valg, militærtjeneste, det at hilse nationale symboler, trossammenslutning, patriotiske ceremonier og støtte til FN gjorde vedkommende til „en del af verden“. Den ene præst sagde „ja“ til hvert punkt der blev spurgt om. Den anden sagde „nej“ til alle punkter. Alligevel bemærkede en af de to præster på det tilsendte spørgeskema at ’Gud ikke er forvirringens Gud’.

Sandt nok, Gud er ikke forvirret, og det er hans ord, Bibelen, heller ikke. Men er det ikke tydeligt at der er forvirring blandt præster inden for samme retning i baptistsamfundet? Det er ikke så mærkeligt hvis almindelige mennesker også bliver forvirrede. Og det er ikke forbavsende at mange af de „næsten totalt uvidende“ lægfolk simpelt hen svigter deres kirker.

Undladelse af at holde sig til Bibelens adfærdsnormer skaber også et splittende stridsspørgsmål blandt „bibelbæltets“ metodister. Hvilket stridsspørgsmål?

Metodisters syn på homoseksualitet

Stridsspørgsmålet er homoseksualitet. Bibelen siger klart: „Far ikke vild! hverken . . . ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, . . . skal arve Guds rige.“ (1 Kor. 6:9) Men da fire metodistpræster i Atlanta blev spurgt om Bibelens principper bliver krænket ved homoseksualitet, svarede kun én ja!

I 1971 foretog et tidsskrift, The Texas Methodist, en undersøgelse blandt medlemmerne af denne kirke vedrørende homoseksualitet. Som svar på spørgsmålet „Tror du at en person kan være både kristen og homoseksuel?“ sagde 41 procent af de i alt 533 der svarede, „ja“. Og blandt præster var det 60 procent der sagde „ja“. Nogle omtalte endog homoseksualitet som „naturligt“.

Hvor splittende dette spørgsmål om homoseksualitet har virket på metodistkirkerne i området, ses klart af et brev fra et ældre kirkemedlem til The Texas Methodist: „Jeg har været metodist i over halvfjerds år og har aldrig set så snavsede ting som dem der foregår i metodistkirken, og som synes at være accepteret af vor kirkes ledere. Intet under at så mange medlemmer går deres vej.“

Hykleri omstemmer mange i „bibelbæltet“

Der er en anden grund til at mange — især blandt de yngre — har vendt sig fra de traditionelle „bibelbælte“-kirker. Hvad er det? Ét svar kommer fra Paul H. Johnson fra Martin Street-baptistkirken i Raleigh, North Carolina: „En mængde unge mennesker har set at kristne prædiker ét og praktiserer noget andet.“

Strenge krav har længe været pålagt de fleste kirkemedlemmer i „bibelbæltet“, med forbud mod rygning og alkohol. Men har kirkegængerne virkelig troet disse lærepunkter? Over 90 procent af De forenede Staters enorme tobakshøst kommer stadig fra sydstaterne. Og Kentucky er stadig en førende whiskyproducerende stat. Skulle man forvente at vor tids vågne unge ignorerer sådanne klare selvmodsigelser? Næppe!

Ej heller kan de overse det hykleri der foregår inden for mange af kirkerne i „bibelbæltet“. En kvinde i Decatur, Georgia, siger: „Jeg er opdraget som datter af en baptistpræst, hvilket betød nul makeup, nul smykker, nul kortspil, nul dans af nogen art, nul kort hår for piger, nul musik om søndagen, og absolut nul tobak eller alkohol. Næsten alt var ’nul’. Da jeg blev tolv år eller deromkring indså jeg at alle sagde ét og gjorde noget andet. Først og fremmest min fader. Han prædikede om søndagen imod alt det han gjorde hele ugen.“ Et sådant hykleri er blot en yderligere årsag til at mange vender sig bort fra sydstaternes kirker.

Det at „bibelbæltets“ kirker ikke har vist tro på Bibelen ved trofast at holde sig til dens lære, har i sandhed ført til splittelse, usikkerhed og hykleri. Det har bidraget til at de har mistet mange medlemmer. Nu spørger mange oprigtige mennesker om der overhovedet er noget opmuntrende i det religiøse billede af Amerikas „bibelbælte“.