Hvad er baggrunden for den voksende lovløshed

FOLK sætter almindeligvis kriminalitet i forbindelse med „professionelle“ forbrydere, rigtige gangstere. Ganske vist står der forhærdede forbrydere bag en hel del lovløshed. Men problemet er meget mere omfattende og forgrenet.

Politikommissær P. V. Murphy, New York, siger: „Kriminaliteten er indvævet i vort samfunds struktur.“ Og tidligere justitsminister i De forenede Stater, R. Clark, bemærker: „Kriminaliteten genspejler mere end karakteren hos de få ynkværdige der begår forbrydelserne. Den genspejler hele samfundets karakter.“

Disse mænd siger, ligesom andre, at hele systemet er gennemsyret af kriminalitet. Men hvordan kan det siges at kriminaliteten er ’indvævet i samfundets struktur’? Lad os se.

Slumkvarterer og narkotika

En af de tråde i ’samfundets struktur’ som har en tydelig forbindelse med kriminaliteten, er slumkvartererne i bykernen. Efterhånden som uhyre byarealer er vokset op, er millioner af dårligt stillede mennesker blevet tvunget ind i rottebefængte „ghettoer“. De mangler ofte fundamentale faciliteter, såsom vand og varme. Ringe uddannelse, megen sygdom og udbredt kriminalitet har altid kunnet trives der.

Men i de sidste ti eller tyve år har fjernsynet gjort slumkvarterernes beboere lysvågne for den velstand der er i ’verden udenfor’. De har ikke del i denne overflod. Kriminaliteten stiger efterhånden som mange af dem bliver skuffede og forhærdede. De begynder at bruge narkotika. Megen kriminalitet i dag har forbindelse med narkotika og andre stoffer, eftersom en forfalden person for at dække sit „behov“ måske skal bruge 300 kroner om dagen. Han får dette ved røveriske overfald eller ved at stjæle og sælge varer der er mange gange mere værd end dette beløb. Af sikkerhedsmæssige grunde er velhavende folk flyttet fra de kriminalitetsplagede byer og ud til forstæderne. Narkomanerne følger pengene; på denne måde spredes kriminalitet og narkotika til forstæderne.

Imidlertid kan fattigdom og narkotika ikke dadles for al kriminalitet.

Uretfærdighed og hykleri

Velstillede, ja endog rige, unge mennesker har set den uretfærdighed der rammer de socialt undertrykte. De har ophidset til uroligheder og revolutionær aktion, i håbet om at opnå garantier om ’borgerrettigheder’ for alle. Hvilken indflydelse denne bevægelse har haft på kriminaliteten vises af E. Smith i New York Times Magazine:

„Der var nogle som for ti år siden advarede os om at vi, i samme omfang som vi overså at borgerretsforkæmperne brød loven — hvor værdig sagen end kunne være, og hvor uretfærdige lovene end kunne være — samtidig skabte et klima i hvilket andre kunne sige: ’De slipper godt fra det, hvorfor skulle vi så ikke kunne?’“

Denne skribent siger at denne form for lovbrud har bidraget til at væve lovløsheden ind i samfundet. Men også andre grunde til skuffelse over det moderne liv har opmuntret til kriminalitet.

Store og små nationer har udkæmpet krige og vilkårligt bombet, lemlæstet og dræbt tusinder af uskyldige ofre i dette århundrede. Gejstligheden velsigner våben og soldater. Mange — særlig de unge — finder det umuligt at overse disse hykleriske politiske og religiøse „forbrydelser“. Statens love bliver derfor ringeagtet. Bibelens moral, der på en falsk måde repræsenteres af gejstligheden, afvises hånligt.

Højfinansen bliver også ofte stemplet som „kriminel“. Amerikanske forbrugertalsmænd fortæller om forfalskede fødevarer der sælges i supermarkeder og om livreddende sikkerhedsanordninger som store koncerner har nægtet at installere. En forbrugerekspert skriver i America, Inc.: „Det er nemmere for loven at dømme en tyv der har gjort indbrud i møntautomaten i en telefonboks, til fem år, end at dømme en administrerende direktør i et milliardforetagende der har fastsat for høje priser, til seks ugers fængsel.“

M. Mintz og J. S. Cohen, forfattere til America, Inc., ser på nogle af disse synlige uretfærdigheder og spørger:

„Kan det betvivles at en af rødderne til fremmedgørelsen og uroen er de mangfoldige normer for retfærdighed, én norm for dem i arbejdsskjorter, en anden for dem i hvide skjorter, en tredje for unge mennesker med langt hår, og endnu én for store koncerner?“

Ja, ’erhvervskriminalitet’ er blevet en undskyldning andre bruger for at deltage i kriminelle forehavender, og derved væves yderligere kriminalitet ind i samfundet. En ung kvinde der stjal fra ubevogtede punge og frakker ved et selskab ræsonnerede: ’Mine ulovlige biindtægter var kun jordnødder i sammenligning med jeres almindelige kassebedragerier, for ikke at tale om Mafiaen, eller de store koncerner.’

Folk der tænker på denne måde stjæler ikke blot fordi de mangler penge. Snarere tror de ofte at det er rigtigt at stjæle fra „systemet“ og endog i sig selv nødvendigt! Frygt for at blive spærret inde vil ikke nødvendigvis ændre deres handlemåde. „Straf virker ikke afskrækkende,“ bemærker en artikel i Saturday Review, „i et samfund som et stort antal af dets medlemmer betragter som fundamentalt og bevidst uretfærdigt.“

Mange af klagerne der rejses imod det moderne kommercielle system er uden tvivl berettigede. Men er dette den eneste grund medlemmerne af ’kontrakultur’-bevægelsen har for deres egne forbrydelser? Nej. Der må være dybere grunde. Hvordan ved vi det?

Hvis ’systemet’ bærer hele skylden for deres tyverier og umoralitet — hvorfor stjæler de så fra hinanden? Da tre frie butikker blev åbnet for hippier i New Yorks sydøstlige bydel, blev alt stjålet, også diske og vinduesruder! Deltagere i store demonstrationer melder om at de har mistet deres soveposer, deres rygsække og endog telte — til hvem? Øjensynlig til andre demonstranter!

Og for nylig da en fremtrædende talsmand for ’kontrakulturen’ blev forhørt i Chicago, var der nogen der brød ind i hans New York-lejlighed og stjal et farvefjernsyn. Var det i sin orden? „Det,“ erklærede han, „var en banditstreg.“ Harvard-sociologen S. M. Lipset siger meget rigtigt: „At stjæle er at stjæle, selv om man kalder det revolution.“

Endvidere anvendes ’systemets’ størrelse som en undskyldning for store forbrydelser. Hør engang fra New Jersey en biltyvs logik:

„Det jeg gør, er godt for alle. Først og fremmest giver det beskæftigelse. Jeg lejer mænd til at levere biler, arbejde med numrene, male dem, sørge for papirer til dem, måske køre dem ud af den pågældende stat, finde kunder. Det er godt for økonomien. Desuden hjælper jeg jævne folk til at få hvad de ellers ikke kunne få råd til. En fyr ønsker sig en Cadillac, men han har ikke råd til det; hans kone ønsker en, men hun ved at han ikke har råd til det. Så skaffer jeg denne fyr en pæn bil til en pris han har råd til; måske sparer jeg ham for 12.000 kroner. Nu er han glad. Men dét er den fyr der mistede sin bil også. Han får en flot ny Cadillac fra forsikringsselskabet — uden de buler og ridser vi måtte ordne. Cadillacfirmaet — de er også glade, for de sælger en ny Cadillac.

De eneste det går lidt ud over er dem i forsikringsselskabet. Men det er så stort at ingen er personlig interesseret. De har taget højde for den slags alligevel. Så her er jeg, en fyr uden uddannelse, og jeg har begge mine børn på universitetet, giver min familie et godt hjem, og gør andre mennesker glade. Klem bare på — hvem skader jeg egentlig?“

Men der er andre faktorer som hyppigt nævnes.

Oplært til vold

At skydevåben er nemme at få fat på i mange dele af verden bidrager til kriminaliteten, selv om det ikke er årsag til den. Nogle håndskydevåben, såkaldte „saturday night specials“, sælges som nye i De forenede Stater for under 100 kroner. Politiet i Detroit, Michigan, anslår at der findes en halv million håndskydevåben blot i den by. Nogle har hævdet at mænd også ville slås uden skydevåben. Overbetjent F. Williams, Detroit, indrømmer at dette er sandt, men tilføjer: „Den anden fyr ville måske redde sig en flækket læbe, men han ville stadig være i live.“

Ydermere må det huskes at det moderne samfund verden over indbefatter tusinder af unge mænd der som soldater har fået våbenbrug vævet ind i deres syn på livet. Kriminalitet og kriminelle elementer bliver fremstillet i et romantisk skær i fjernsynsfilm. En gevaldig stigning i antallet af voldsforbrydelser i Israel i de senere år tilskrives den „stadige strøm af amerikanske kriminalfilm i folks dagligstuer“.

Kriminalretssystemet

Paradoksalt nok bliver også de institutioner der skal bekæmpe kriminaliteten, hyppigt dadlet for at give den et skub opad. For eksempel anklages domstolene for at „forkæle“ forbryderne. Domstolene, på deres side, klager over at være underbemandede. Domstole skriver ikke love, men forvalter blot dem der er lavet af de lovgivende forsamlinger.

Dommerne peger på fængselssystemernes svigten og kalder dem ’svingdøre’. En ’ikke-forhærdet’ forbryder kommer i fængsel, lærer brutale metoder og kommer ud for at begå en mere sadistisk forbrydelse. Dommer C. W. Halleck, Washington, D.C., bemærker: „Det eneste vi gør når vi sætter folk i fængsel er at gøre dem værre end de var før de kom ind. . . . man kan ikke forestille sig at nogen tænkende dommer tror på at lange fængselsdomme vil gøre noget som helst for at stoppe kriminalitet . . . Retsprocessen er kun en lille del af hele billedet.“

Men andre spørger: „Hvorfor slår politiet ikke hårdt ned på forbryderne?“ Politiet er også hæmmet. For eksempel forbyder den fjerde tilføjelse til De forenede Staters forfatning en politibetjent at foretage en urimelig ransagelse eller arrestation. Hvis De boede i De forenede Stater ville De så ønske den lov tilbagekaldt, så at en politibetjent kunne trænge ind i Deres hjem når som helst han ønskede det? Som sagerne nu står, kan domstolene og fængslerne ikke overkomme behandlingen af de forbrydere som politiet sender dem. Hvordan kunne de klare endnu større sendinger hvis man ’slog hårdt ned’?

Andre opgaver end at ’fange forbrydere’ har også en høj prioritet blandt politiets aktiviteter; de søger efter forsvundne børn, skaffer stjålne ejendele tilbage, ser efter at de forskellige forretninger har deres bevillinger i orden og sørger for lægehjælp i nødstilfælde. Der er stridigheder mellem naboer, almindelige drukkenbolte og færdselsovertrædere at tage sig af.

Ja, kriminaliteten er i den grad ’vævet ind i samfundets struktur’ at det er begrænset hvad de straffende myndigheder, der er sammensat af politi, domstole og fængsler, kan gøre; hver af dem „er kun en lille del af hele billedet“.

Den enkeltes rolle

Hver af de faktorer vi hidtil har drøftet hjælper os til at forstå hvorfor kriminaliteten er stigende. Den er i høj grad indbygget i systemet, ’vævet ind i samfundet’. Men det må erindres at i sidste instans er det enkeltpersoner der begår forbrydelser.

Kort sagt, problemet er hovedsagelig moralsk. Den jødiske filosof Will Herberg gjorde for nogen tid siden følgende iagttagelse:

„Vor tids moralske krise består ikke først og fremmest i den omfattende krænkelse af vedtagne moralnormer — hvornår har nogen tidsalder været fri for dette? — men i forkastelsen af selve disse moralnormer.“

Kriminaliteten er en del af det som ’forkastelsen af moralnormerne’ har ført til.

Hvilken politibetjent, domstol eller lovgivende forsamling kan fuldstændig forhindre et menneske i at handle forkert, hvis det virkelig ønsker at handle forkert? Crime in America [Kriminalitet i Amerika] siger: „Bankfolk udplyndrer sjældent banker. . . . De fattige manipulerer ikke med priserne. . . . Men blandt dem der er i stand til at begå forbrydelser finder enhver sin egen vej.“

At ’enhver finder sin egen vej’ bliver også gjort overvældende klart af fungerende FBI-chef P. Gray:

„Embedsmænd der lejlighedsvis går på akkord med principper eller svigter på en officiel tillidspost imod at få gaver og fordele, forretningsfolk der ’polstrer’ deres udgiftskonto og decimerer deres selvangivelse, ville blive lamslåede hvis nogen sagde at de ikke var ansvarsbevidste og lovlydige borgere. . . .

Arbejderen der er kunde på en bar efter lukketid eller klient hos professionelle væddemålsspekulanter i nabolaget, de der køber varer til priser og under omstændigheder der klart antyder at varerne er stjålet, bidrager til kriminalitetens overleven i vort samfund — skønt de ville blive forfærdede over at blive kaldt forbrydere.“

’Enhver fandt sin egen vej’ til at begå forbrydelser da politiet strejkede i Montreal, Canada, i 1969. En iagttager erindrer:

„Jeg mener ikke ungdommelige bøller og vaneforbrydere, men ganske almindelige mennesker begik lovovertrædelser de ikke ville drømme om at forsøge på hvis der stod en betjent på hjørnet. Jeg så biler køre over for rødt lys. Bilister strøg af sted i den forkerte side af gaden fordi de vidste at ingen ville tage dem.“

Der er i sandhed, som vi har set, talrige årsager til den aktuelle kriminalitetskrise. Der er også nogle som De måske ikke er klar over, årsager der er særegne for vor tid. Bibelen oplyser os om disse.

Grundlæggende årsager

Kort tid før sin død gav Jesus Kristus et „tegn“ der skulle markere „afslutningen på tingenes ordning“. Hans ord, sammenholdt med Åbenbaringen, kapitel seks, forudsiger verdensomspændende krig, hungersnød og pest inden for én „generations“ levetid. Vi har været ved „afslutningen af tingenes ordning“ siden 1914.

Imidlertid forudsagde Jesus også samtidig at „på grund af den tiltagende lovløshed“ ville „kærligheden kølnes hos de fleste“. Jesus vidste hvad menneskets hjertetilstand og medfødte syndighed ville føre til på dette tidspunkt — umådelig lovløshed. Kriminaliteten, der synes at gennemtrænge hver fiber af det moderne samfund, får mange til at forhærde sig. Kærligheden til Gud og hans høje moralnormer bliver kold. Resultatet er endnu mere lovløshed. — Matt. 24:3-12, 34, New World Translation; 2 Tim. 3:1-5.

Eftersom Bibelen nøjagtigt har forudsagt hvad vi ser i dag, kan vi stole på det den siger om endnu en årsag til vor tids stigende kriminalitet. Denne faktor er en usynlig åndelig person — Satan Djævelen. Bibelen har forudsagt at Satan ville blive kastet ud af himmelen. Med hvilket resultat? „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ Da hans dage er talte, forværrer han yderligere vor tids lovløse ånd. — Åb. 12:12.

Men hvordan kan man beskytte sig mod lovløsheden i den nuværende tid før denne „tingenes ordning“ ender?

[Illustration på side 9]

Religiøst hykleri får mange til at ignorere Bibelens moral

[Illustration på side 10]

Overbebyrdede domstole sender forbrydere til overfyldte fængsler. Dér lærer de ofte at blive værre forbrydere

[Illustration på side 11]

De fleste adlyder lovene hvis en betjent ser til — men — adlyder De lige så villigt hvis politiet ikke er i nærheden?

[Illustration på side 12]

Forbrydere stjæler måske, men køber De hvad de stjæler?