Kunne De redde et menneskeliv?

VILLE De ved et ulykkestilfælde være i stand til at redde et menneskeliv? For kort tid siden blev dette spørgsmål aktuelt for en amerikaner der bor i Den dominikanske Republik. Det menneske han elskede højest, hans hustru, var i livsfare.

Hans kone havde fået influenza og måtte holde sengen nogle dage. Han havde ikke anset hendes sygdom for at være særlig alvorlig; hun var kun sidst i tyverne og havde et ret godt helbred. Men da han en dag kom hjem for at spise til middag opdagede han til sin rædsel at hun havde mistet bevidstheden. Da han undersøgte hende nærmere opdagede han at hun ikke trak vejret. ’Hun er død!’ var den første tanke der slog ned i ham. Hvad kunne han gøre?

Han kom i tanker om nogle artikler han havde læst om kunstigt åndedræt, ikke den metode hvor man trykker på patientens ryg og løfter hans arme [„Holger Nielsen-metoden“], men om den nye indblæsningsmetode. Øjeblikkelig anbragte han sin mund over sin kones og begyndte at give hende kunstigt åndedræt så godt som han nu kunne huske. Han gjorde det ikke helt rigtigt, for den luft han blæste ind gennem hendes mund kom ud af hendes næse. Så huskede han at man må sørge for at patientens næse er helt lukket for at luften kan komme ned i lungerne. Han prøvede, og det virkede.

I mellemtiden var en af naboerne kommet til. Da han så situationen løb han hen efter en læge der boede længere nede ad gaden. Lægen havde imidlertid konsultation og var ikke særlig indstillet på at komme med; men da han hørte at der var tale om livsfare gjorde han det alligevel. Lægen sagde senere at kvindens liv var blevet reddet på grund af hendes mands åndsnærværelse.

Nødstilfælde kan forekomme

Det er ikke umuligt at De en dag vil stå i en lignende situation. Alene i De forenede Stater er der årligt omkring 350.000 mennesker der dør en pludselig død. De fleste af disse pludselige dødsfald skyldes hjertelammelse, men mange andre skyldes gasforgiftning, elektrisk stød, drukning, kvælning og andre ulykker. Nogle eksperter mener at tusindvis af disse mennesker kunne være blevet reddet hvis de havde modtaget øjeblikkelig hjælp.

Følgende oplevelse viser hvad der kan gøres. Det drejer sig om en mand på fireoghalvtreds år der var direktør i et luftfartsselskab. Han sank sammen på en golfbane i Seattle, Washington, sidste forår, ramt af et hjerteanfald. Nogle unge mennesker løb til for at hjælpe. Både hans åndedræt og hans puls var standset, og han begyndte at blive mørkeblå på grund af iltmangel. Fra det øjeblik åndedrættet standser kan man almindeligvis kun klare sig fra fire til seks minutter uden at hjernen lider ubodelig skade som følge af iltmangel.

Et af de unge mennesker begyndte straks at give manden kunstigt åndedræt ved hjælp af indblæsningsmetoden; en anden anbragte sin ene hånd på hans brystkasse, lagde den anden hånd ovenpå og begyndte at bearbejde den med stærke rytmiske stød med omkring et stød pr. sekund. For hvert stød blev mandens hjerte i virkeligheden presset sammen og pumpede således iltmættet blod op til hjernen, der jo kun befinder sig et kort stykke fra hjertet. Disse gentagne stød kan også stimulere hjertet så det selv begynder at slå igen.

Kort efter begyndte den blå farve at forsvinde. Den livsopretholdende ilt var begyndt at gøre sin virkning. Senere ankom nogle brandmænd med en luftpose hvormed man kunne give kunstigt åndedræt. Takket være de unge menneskers åndsnærværelse var manden stadig i live. Tre uger senere, midt i april, blev han udskrevet fra hospitalet. Hverken hans hjerte eller hjerne havde taget skade.

De unge mennesker var blandt de tusinder i Seattle og andre byer der har fået undervisning i førstehjælp. Den teknik de anvendte er i virkeligheden ny for de fleste, den var endog ukendt blandt de fleste læger indtil 1960. Kunstigt åndedræt ved indblæsningsmetoden blev først udviklet sidst i halvtredserne. Det var egentlig en ulykke der skete på en udflugt i Croton-on-Hudson, New York, i juni 1957, der gav stødet til at denne metode blev udviklet.

En livredningsmetode genopdages

Søndag eftermiddag opdagede man pludselig at værtens søn på to og et halvt år var forsvundet. Et øjeblik efter fandt man ham flydende med fødderne opad i svømmebassinet. Man trak ham op og lagde ham på græsset; hans ansigt og legeme var opsvulmet og hans hud var blågrå. Både hjertet og pulsen var standset. Efter forgæves at have forsøgt sig med den metode der dengang blev anbefalet, nemlig metoden med at trykke patienten på ryggen og løfte hans arme, blev faderen desperat. I en artikel der siden er blevet læst vidt og bredt har han givet følgende forklaring på hvad han derefter gjorde:

„Hvad der derefter skete står stadig som en gåde for mig, for jeg erindrer ikke nogen sinde at have hørt eller læst om nogen der gjorde det jeg gjorde.

Jeg så at Geoffreys mund og svælg var fyldt med en væske der var blandet med noget der lignede madrester, og jeg forestillede mig at alt dette måtte ud for at luften kunne komme ind. Jeg bøjede mig over min søn, åbnede hans mund med min venstre hånd og anbragte min mund over hans. Så sugede jeg indtil væsken og materien kom ud. Jeg spyttede det ud og sugede igen indtil munden var renset.

Da var der et eller andet — jeg ved ikke hvad eller hvordan — der sagde mig at jeg måske kunne tvinge luft ned i hans lunger ved at blæse ned i hans hals. Jeg trak vejret dybt og blæste forsigtigt ind i hans mund. . . . Jeg fortsatte med at blæse . . . Pludselig kom der en gurglende lyd fra barnet. Det så ud som om hans brystkasse bevægede sig svagt. Jeg holdt min kind hen over hans mund, og det føltes som om der kom luft ind og ud af den.“

Drengen blev i hast bragt til et hospital, hvor han blev lagt i ilttelt. Nogle dage senere blev han hjemsendt; han kom sig fuldstændig og fik ikke mén af den oplevelse der så let kunne være endt som en tragedie.

To læger som hørte om denne oplevelse blev meget interesserede. Kort tid efter blev faderen inviteret til Buffalo i New York for at tale til en forsamling af 200 læger, medicinstuderende og repræsentanter for professionelle redningshold. Han forklarede dem hvordan han havde reddet sin søn og besvarede deres spørgsmål. Men der var et spørgsmål han ikke kunne besvare: „Hvor har De lært at gøre som De gjorde?“

I 1957 var kunstigt åndedræt ved indblæsningsmetoden praktisk talt ukendt. Man har øjensynlig anvendt denne metode for flere hundrede år siden, men i mellemtiden er den gået i glemme. Den blev kun nævnt yderst sjældent.

The Encyclopædia Britannica og The Encyclopedia Americana beskriver for eksempel i 1950-udgaverne under „Kunstigt åndedræt“ kun den metode hvor patienten lægges på maven hvorefter man får hans lunger til at arbejde ved at trykke ham på ryggen og løfte hans arme. I 1957-udgaven af bogen First Aid, der er udarbejdet af det amerikanske nationale Røde Kors, anbefaler man også kun denne metode.

Lægerne ændrer indstilling

Men da der indløb flere og flere rapporter om vellykkede forsøg med indblæsningsmetoden, skete der et omslag. Den omtalte bog med titlen First Aid fik tilføjet et afsnit der begyndte på side 242 med forklaringen: „Dette tillæg træder i stedet for stykket på siderne 117-125 [hvor metoden med at trykke på ryggen og løfte armene blev anbefalet og beskrevet].“ Der stod i tillægget:

„Den kommission angående kunstigt åndedræt som Forskningsrådet under Det nationale Videnskabernes Akademi har nedsat, gennemgik på sit møde den 3. november 1958 de forskellige data angående kunstigt åndedræt . . .

Kommissionens medlemmer vedtog enstemmigt at kunstigt åndedræt ved mund-til-mund- eller mund-til-næse-metoden er den mest praktiske nødhjælp til et menneske på et hvilket som helst alderstrin der er holdt op med at trække vejret.“

Ved hjælp af indblæsningsmetoden tilfører man patienten en større mængde luft, helt op til tolv gange den mængde luft som eksperter der bruger andre metoder mener at kunne tilføre patienten. Desuden lettes vejrtrækningen ved den stilling hvori patienten placeres ved indblæsningsmetoden, da den åbner for luftvejene mellem munden og lungerne. Ved indblæsningsmetoden lægges patienten på ryggen med hovedet bøjet bagover så langt som nakken tillader.

Der skete således en ændring i den foretrukne metode til genoplivning af mennesker hvis åndedræt er standset. Reader’s Digest for august 1959 bemærkede således: „Nitten hundrede og nioghalvtreds vil blive husket som det år da der skete en revolution i metoderne til kunstigt åndedræt. . . . næsten alle større førstehjælpsorganisationer i landet er nu i færd med at revidere deres officielle håndbøger for at anbefale indblæsningsmetoden . . . som den foretrukne metode til genoplivningsforsøg.“

Hjertemassage ved tryk på brystkassen

Men siden da har man lært endnu en livredningsmetode, nemlig hjertemassage ved tryk på brystkassen. Det siges at denne metode blev udviklet i 1960 af lægeholdet på Johns Hopkins-universitetet. For at blodet der presses ud af hjertet kan indeholde ilt må der imidlertid blæses luft i lungerne. Derfor er indblæsningsmetoden og udvendig hjertemassage en uvurderlig kombination. Dette illustreres af det nævnte eksempel fra sidste forår hvor nogle unge mennesker genoplivede en direktør fra et luftfartsselskab.

Hvis der går mere end fem minutter efter at patientens hjerte er standset, er situationen håbløs, for hjernen vil da have lidt ubodelig skade. Men selv i tilsyneladende håbløse tilfælde er folk kommet til live igen efter en times hjertemassage. Grunden er at hjertet somme tider slår selv om hjerteslagene ikke kan påvises uden stetoskop. Hvis et menneske får hjertestop, eller tilsyneladende hjertestop, kan man måske redde vedkommende på følgende måde:

Læg højre hånd på den nederste halvdel af patientens brystben og læg den venstre hånd oven på den højre. Tryk derefter brystbenet tre-fire centimeter ind med et hurtigt og kraftigt stød og fortsæt således med omkring tres stød i minuttet. Samtidig må en anden give kunstigt åndedræt ved hjælp af indblæsningsmetoden.

Det er dog blevet anbefalet at udvendig hjertemassage kun anvendes af folk som er blevet uddannet til det. Selv hvis hjertemassage udføres korrekt kan man let komme til at brække et ribben. Og hvis den udføres forkert risikerer man at et brækket ribben punkterer leveren eller en af lungerne. Den amerikanske Lægeforening, der har 20.000 medlemmer, har dog for nylig på grund af hjertemassagens betydning anbefalet at man starter et landsomfattende undervisningsprogram for at lære befolkningen at anvende denne metode sammen med kunstigt åndedræt ved indblæsningsmetoden.

En teknik der let kan læres

Genoplivning ved indblæsningsmetoden er så let at enhver voksen og ethvert større barn kan lære den. Hvis De ikke allerede ved hvordan man bærer sig ad, er muligheden for at redde en andens liv grund nok til at lære det. Mange har uden forudgående erfaring og særlig oplæring reddet andres liv ved hjælp af indblæsningsmetoden.

Det første man gør er at se efter om den bevidstløse trækker vejret; måske er han kun besvimet. Dette gøres ved at man holder øret over hans mund idet man har ansigtet vendt mod hans brystkasse. Hvis han trækker vejret vil man kunne mærke det i øret og måske se at hans brystkasse bevæger sig.

Hvis der ikke er noget tegn på at han trækker vejret må man først sikre sig at luftvejene er åbne. Det hænder at den bevidstløses tunge synker tilbage i svælget og således spærrer for lufttilførselen til lungerne. Luftvejene kan også stoppes af blod, opkast, slim eller ting som den bevidstløse har været ved at sluge.

Tilstoppede luftveje

Det vigtigste man skal sørge for når man skal hjælpe en bevidstløs til at trække vejret igen, er at luftvejene til lungerne er åbne. Måske er det det eneste man behøver at gøre, og almindeligvis er det ikke særlig vanskeligt.

Læg den bevidstløse på ryggen og løft derefter hans hals. Dette vil få patientens hoved til at falde bagover så at halsen bliver strakt helt ud. Desuden bøjes hans hoved så langt tilbage som muligt. De vil måske blive overrasket over hvor langt hovedet kan bøjes bagover når halsen er helt strakt. Når dette er gjort vil hagen pege næsten lige op og issen hvile mod gulvet. Når man ligger i denne stilling vil kæben og tungen falde fremover, og strubens luftveje vil være åbne.

Til tider må man dog først rense munden og svælget for blod, opkast, madrester eller fremmedlegemer. Dette kan gøres ved hjælp af et rent lommetørklæde eller en papirsserviet som man vikler om fingeren. Hvis man ikke har noget lommetørklæde må man nøjes med at bruge fingrene. Vi erindrer også hvordan faderen der reddede sin søn sugede madrester ud af hans mund og derefter spyttede dem ud.

Indblæsningsmetoden

Hvis patienten ikke begynder at ånde efter at man hurtigt har renset hans luftveje, må man ufortøvet give ham kunstigt åndedræt. Man må handle hurtigt. Husk at en bevidstløs kun kan leve omkring fire til seks minutter uden at trække vejret. Man må derfor så at sige trække vejret for patienten, idet man tvinger luften ind i og ud af hans lunger.

Luk munden vidt op, anbring den direkte over den bevidstløses mund, og sørg for at luften ikke siver ud. Klem hans næsebor sammen og blæs så ind i hans mund indtil De ser hans brystkasse hæve sig ved at lungerne udvider sig. Man kan også blæse ind i patientens næse idet man sørger for at hans mund er lukket. Hvis det drejer sig om et lille barn kan man anbringe sin mund over både barnets næse og mund.

Ved indblæsningen fyldes patientens lunger med luft og hans brystkasse hæver sig. Hvis dette ikke sker er der sandsynligvis stadig noget der blokerer luftvejen. Man lægger da den nødstedte om på siden så hovedet hænger nedad og giver ham derefter nogle kraftige slag mellem skulderbladene. Disse slag kan måske løsne det der stopper; hvis det drejer sig om et barn kan man løfte det op i hælene så hovedet hænger nedad og derefter give det nogle slag mellem skulderbladene; hvor kraftigt man bør slå afhænger af barnets størrelse.

Men hvad skal man gøre når man har renset luftvejene og blæst luft ind? Man fjerner munden og trækker vejret imens man lytter til luften der forlader patientens lunger; samtidig bemærker man om brystkassen sænkes. Derefter fortsætter man med at blæse luft ind. Hvis patienten er voksen må man blæse ti til tolv gange i minuttet; hvis det er et barn, mindst tyve gange i minuttet. Hos en voksen kan man blæse med kraftige pust, hos børn skal man indblæse mindre luft ad gangen. Det er meget vigtigt at patientens hoved hele tiden er bøjet godt bagover så at luftvejene holdes åbne.

Når patienten selv begynder at ånde vil hans vejrtrækning være svag, og man må derfor tilpasse sine indblæsninger hans svage åndedræt. Hjælp ham med at ånde indtil hans vejrtrækning er tilfredsstillende.

Hvis patienten ikke begynder at trække vejret når man har givet ham kunstigt åndedræt i nogen tid, kan man med et interval af to indblæsninger give ham hjertemassage en fem-seks gange. Giv ikke for hurtigt op; det er før sket at folk er blevet genoplivet efter mere end en times kunstigt åndedræt.

Er indblæsningsmetoden uæstetisk?

Nogle har gjort indvendinger mod indblæsningsmetoden af æstetiske grunde. En engelsk kirurg har for eksempel sagt at metoden er frastødende fordi „det muligvis er et lig man behandler“.

Det er sandt at nogle har anlagt dette syn, men mange andre ser på det på samme måde som en kvinde der straks forsøgte at hjælpe en der havde fået et hjerteanfald. „I en sådan situation,“ siger hun, „tænker man ikke over hvor frastødende metoden måske er. Man tænker kun på hvad man kan gøre for at redde et hjælpeløst menneske.“ Man kan eventuelt lægge et rent lommetørklæde mellem sin egen og patientens mund.

Ulykker rammer oftest når man mindst venter det. Vi kan aldrig vide hvornår en eller anden i vore omgivelser pludselig holder op med at trække vejret på grund af et hjerteanfald eller en ulykke. Det er derfor godt at vide hvordan man kan give førstehjælp og således redde en andens liv.

[Illustrationer på side 15]

Før man giver kunstigt åndedræt ved indblæsningsmetoden må man åbne patientens luftveje ved at løfte hans hals og bøje hans hoved så langt bagover som halsen tillader det. Klem hans næsebor sammen og blæs luft ind i hans mund indtil De ser hans brystkasse hæve sig idet lungerne udvides. Fortsæt behandlingen med tolv indblæsninger i minuttet