Tag symptomerne alvorligt

DET er livsvigtigt at man omgående søger lægehjælp hvis der opstår symptomer på hjerteanfald; mange dør inden for den første time efter anfaldet. Ved hurtig indgriben kan man undgå at hjertemuskelen lider uoprettelig skade. Jo mere af hjertemuskelen der reddes, jo mere effektivt vil hjertet pumpe efter anfaldet.

I nogle tilfælde er der imidlertid ingen klare eller synlige symptomer, og personen ved måske ikke engang at han lider af en sygdom i en kranspulsåre. Desværre får nogle først et vink om at de lider af hjerteproblemer når de rammes af et alvorligt hjerteanfald. Overlevelseschancerne er meget små ved hjertestop (ophør af hjertets pumpefunktion) medmindre der øjeblikkelig tilkaldes lægehjælp og der straks ydes livreddende førstehjælp.

Ifølge Harvard Health Letter søger størstedelen af dem der har symptomer på kransarteriesygdomme, ikke omgående læge. Hvorfor ikke? „Som regel fordi de ikke kender symptomerne eller ikke tager dem alvorligt.“

Johna, et af Jehovas vidner som blev offer for et hjerteanfald, giver følgende råd: „Når du mærker at der er noget galt, så tøv ikke med at søge lægehjælp af frygt for at overdramatisere. Jeg var lige ved at miste livet fordi jeg ikke reagerede hurtigt nok.“

Optakten

John fortæller videre: „Halvandet år før jeg fik mit hjerteanfald, havde min læge advaret mig om at mit kolesteroltal var for højt, og at risikoen for sygdomme i kranspulsårerne derved blev væsentligt forøget. Men jeg ignorerede det fordi jeg følte at jeg var ung — under 40 år — og rask. Jeg fortryder bittert at jeg ikke gjorde noget ved det dengang. Der var også andre advarselssignaler — stakåndethed under fysisk udfoldelse, smerter jeg troede skyldtes fordøjelsesbesvær, og voldsom træthed i adskillige måneder op til anfaldet. De fleste af disse symptomer tilskrev jeg for lidt søvn og for stressende arbejde. Tre dage inden hjerteanfaldet troede jeg at jeg havde muskelkrampe i brystet. Men det var et mindre anfald forud for det alvorlige der kom tre dage senere.“

Smerter eller trykken i brystet, kaldet angina pectoris, kommer som et forvarsel til cirka halvdelen af dem der får et hjerteanfald. Nogle har symptomer som stakåndethed, træthed eller svaghed, der viser at blodforsyningen til hjertet er utilstrækkelig på grund af en arterieblokering. Disse advarselssignaler bør få en til at gå til lægen og få foretaget en hjerteundersøgelse. Dr. Peter Cohn siger: „Efter behandlingen af angina er der ingen garanti for at et hjerteanfald er afværget, men risikoen for et akut hjerteanfald er i det mindste reduceret.“

Anfaldet

John fortsætter: „Den dag skulle vi spille softball. Mens jeg slugte min frokost, en hamburger og pommes frites, ignorerede jeg lidt ubehag i form af kvalme og trykken i overkroppen. Men da vi kom hen til parken og begyndte at spille, kunne jeg mærke at der var et eller andet galt. I løbet af eftermiddagen fik jeg det værre og værre.

Flere gange måtte jeg lægge mig på ryggen på en bænk og forsøge at strække mine brystmuskler, men de snørede sig mere og mere sammen. Mens jeg spillede, tænkte jeg: ’Jeg har måske fået influenza,’ for indimellem følte jeg mig klam og svag. Når jeg løb, var jeg mærkbart forpustet. Jeg lagde mig ned på bænken igen. Da jeg satte mig op, var jeg ikke i tvivl om at min tilstand var alvorlig. Jeg råbte til min søn James: ’Jeg skal på hospitalet NU!’ Min brystkasse føltes som om den var faldet sammen. Jeg havde så stærke smerter at jeg ikke kunne rejse mig op. Jeg tænkte: ’Det kan da ikke være et hjerteanfald. Jeg er kun 38!’“

Johns søn, der på det tidspunkt var 15 år, fortæller: „Der gik kun nogle få minutter før min far blev så svag at han måtte bæres hen til bilen. Min ven kørte bilen, mens han blev ved med at stille min far spørgsmål for at finde ud af hvordan han havde det. Til sidst svarede far ikke. ’John!’ råbte min ven. Far svarede stadig ikke, men begyndte at rokke frem og tilbage i sædet, alt imens han fik krampetrækninger og kastede op. Jeg blev ved med at råbe: ’Far! Jeg elsker dig! Du må ikke dø!’ Efter dette anfald kollapsede han. Jeg troede at han var død.“

På hospitalet

„Vi løb ind på hospitalet efter hjælp. Det var to eller tre minutter siden min far var kollapset, men jeg håbede at de kunne genoplive ham. Til min overraskelse så jeg senere at omkring 20 af vore trosfæller sad i venteværelset — de havde alle været med ude at spille bold. De trøstede mig og forvissede mig om deres kærlighed. Det var en stor hjælp i en så vanskelig stund. Et kvarter senere kom en læge og sagde: ’Det lykkedes os at genoplive din far, men han har haft et alvorligt hjerteanfald. Vi er ikke sikre på at han vil overleve.’

Jeg fik derefter lov til kort at se min far. Han fortalte hvor højt han elskede os alle i familien, og det overvældede mig. Under stærke smerter sagde han: ’Jeg elsker dig, min dreng! Husk altid at Jehova er den vigtigste i dit liv. Hold aldrig op med at tjene ham, og hjælp din mor og dine brødre til at gøre det samme. Vi har et pålideligt håb i form af opstandelsen; og hvis jeg dør, vil jeg gerne se jer alle når jeg kommer tilbage.’ Kærlighed, frygt og håb fik os begge til at græde.“

Johns kone, Mary, ankom en time senere. Hun fortæller: „Da jeg kom ind på skadestuen, sagde lægen: ’Deres mand har haft et alvorligt hjerteanfald.’ Jeg var lamslået. Han forklarede at otte anfald af hjerteflimren hos John var blevet bragt til ophør med elektrisk stimulation af hjertet. Ud over livreddende førstehjælp, ilttilførsel og intravenøs tilførsel af medikamenter er elektrisk stimulation en effektiv livredningsmetode.

Det gjorde mig ondt at se John. Han var meget bleg, og med mange slanger og ledninger var han tilsluttet et overvågningsapparat. I mit stille sind bad jeg Jehova om at give mig styrke til at udholde denne vanskelige situation af hensyn til vore tre sønner, og jeg bad om ledelse til at træffe kloge beslutninger i tiden fremover. Da jeg nærmede mig Johns seng, tænkte jeg: ’Hvad siger man til sin elskede i et øjeblik som dette? Er vi overhovedet forberedt på en så livstruende situation?’

’Elskede,’ sagde John, ’du ved at jeg måske ikke overlever. Men det er vigtigt at du og drengene forbliver trofaste mod Jehova. Husk at denne verden snart vil forsvinde og sygdom og død blive fjernet. Jeg ønsker at vågne op i den nye verden og se dig og drengene.’ Tårerne trillede ned ad kinderne på os.“

Lægens forklaring

„Lægen tog mig senere til side og forklarede at undersøgelserne viste at Johns hjerteanfald skyldtes en 100 procents blokering af den forreste venstre nedadgående kranspulsåre. Han havde også en blokering i en anden arterie. Lægen sagde at jeg skulle beslutte mig for en behandlingsform. Der var to muligheder: medicinsk behandling eller angioplastik. Han mente at det sidste nok var den bedste løsning, så vi valgte angioplastik. Lægerne ville dog ikke garantere for resultatet, eftersom det er de færreste der overlever et så alvorligt hjerteanfald.“

Angioplastik er en kirurgisk teknik hvor et kateter med en oppustelig ballon i spidsen indføres i den blokerede kransarterie og genskaber passagen. Ved brug af denne metode har man opnået gode resultater med hensyn til at genoprette blodtilførselen. Hvis flere arterier er helt eller delvis blokerede, vil man som regel foreslå en bypass-operation.

Dyster prognose

Efter operationen var Johns tilstand stadig kritisk i yderligere 72 timer. Endelig begyndte hans hjerte at finde den normale rytme efter traumet. Men Johns hjerte pumpede kun på halv kraft, og en stor del af det var nu blevet arvæv — noget han nødvendigvis måtte tage hensyn til resten af livet.

Når John i dag ser tilbage, siger han: „Vi skylder vor Skaber, vor familie, vore åndelige brødre og søstre og os selv at tage advarslerne alvorligt og passe på helbredet — især hvis vi befinder os i en risikogruppe. Vi har i stor udstrækning selv indflydelse på om vi bliver årsag til glæde eller sorg.“

Johns tilfælde var akut og krævede omgående behandling, og ikke alle med halsbrandlignende ubehag behøver at søge læge. Johns eksempel er imidlertid en advarsel til os alle, og de der føler at de har symptomer på hjerteanfald, bør få foretaget en lægeundersøgelse.

Hvad kan man gøre for at nedsætte risikoen for hjerteanfald? Den næste artikel vil besvare dette spørgsmål.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Symptomer på et hjerteanfald

• En ubehagelig pressende, sammensnørende trykken eller smerte i brystet der varer i flere minutter. Kan forveksles med svær halsbrand

• Smerte som kan stråle ud i — eller begrænse sig til — underkæbe, hals, skuldre, arme, albuer eller venstre hånd

• Vedvarende smerte i den øverste del af maven

• Stakåndethed, svimmelhed, besvimelse, svedeture eller en følelse af at være klam

• Udmattelse — kan indtræffe i ugerne op til et anfald

• Kvalme eller opkastning

• Anfaldsvise brystsmerter uden legemlig anstrengelse

Symptomerne kan optræde i sværere eller mildere grad og forekommer ikke nødvendigvis i forbindelse med alle hjerteanfald. Men man skal omgående søge hjælp hvis man oplever en kombination af disse symptomer. I nogle tilfælde er der ingen symptomer; det kaldes derfor et stumt hjerteanfald.

[Ramme på side 7]

Hurtig indgriben kan redde liv

Ved symptomer på hjerteanfald:

• Kend symptomerne, og tag dem alvorligt

• Hold øjeblikkelig inde med det du er i færd med, og sæt dig eller læg dig ned

• Hvis symptomerne varer mere end et par minutter, så ring efter en ambulance. Fortæl den vagthavende at du formoder der er tale om et hjerteanfald, og giv ham de nødvendige oplysninger så han kan finde frem til dig

• Hvis du er sammen med en der får et hjerteanfald, og du skønner at det er hurtigere at du selv kører vedkommende til hospitalet, så gør det. Hvis du mener at du selv er ved at få et hjerteanfald, så bed en anden om at køre dig

Mens du venter på ambulancen:

• Sørg for at løsne alle stramme beklædningsdele på den syge, for eksempel bælte eller slips, og hjælp ham til at ligge behageligt, om nødvendigt støttet af puder

• Bevar roen uanset om det er dig selv eller en anden der er syg. Nervøsitet kan øge sandsynligheden for livstruende hjerteflimren. Bøn kan styrke én til at forblive rolig

Ved manglende vejrtrækning:

• Spørg højt: „Kan du høre mig?“ Hvis der ikke er nogen reaktion, puls eller vejrtrækning, påbegyndes livreddende førstehjælp

• Tre hovedpunkter ved livreddende førstehjælp:

1. Med den ene hånd under personens hage og den anden på panden bøjes hovedet bagover, hvorved der skabes frie luftveje

2. Hold munden lukket med den ene hånd, og blæs langsomt luft gennem vedkommendes næse, indtil brystkassen hæver sig

3. Tryk 10 til 15 gange midt på brystet mellem brystvorterne for at presse blod ud af hjertet og brystet. Er man alene på stedet, veksles mellem 15 hjertemassagetryk og to luftindblæsninger indtil puls og vejrtrækning kommer i gang eller ambulancen er kommet

Livreddende førstehjælp skal helst udføres af nogle der har lært det. Men hvis der ingen „fagfolk“ er til stede, er „en hvilken som helst form for livreddende førstehjælp dog bedre end ingenting,“ siger dr. R. Cummins, leder af afdelingen for akut modtagelse af hjertepatienter. Overlevelseschancerne er meget små medmindre en eller anden påbegynder denne form for førstehjælp der kan holde personen i live indtil hjælpen når frem.

[Illustration på side 5]

Hurtig behandling kan redde liv og reducere hjerteskader