Hvor ender den vej verden følger?

FINDES der en måde hvorpå vi kan få at vide hvad det hele vil ende med for denne verden? Ja. En del af svaret fremgår af vidnesbyrd der kan ses på næsten alle områder i samfundet.

Men hvor er det man hævder at verden styrer hen? Hvis man læser avis, hører radio eller ser fjernsyn bliver man hurtigt klar over at verdens ledere hævder vi er på vej mod mere fred og velstand. Men er vi det?

Forestil Dem at De var taget ud at rejse med en karavane hvis anførere havde sagt at de ville føre Dem til et dejligt, frugtbart og varmt land. De havde fortalt Dem at terrænet måske ville være lidt ujævnt i begyndelsen, men at det snart ville blive bedre; der ville være nogle bakker til at begynde med, men landet ville hurtigt blive mere jævnt; der ville først ikke være så mange forsyninger til rådighed, men de ville blive mere rigelige efterhånden som De kom frem. Men hvad nu hvis terrænet blev mere og mere ujævnt i stedet for at blive mere farbart, hvis bakkerne ikke jævnede sig ud men blev til bjerge, hvis det blev sværere og sværere at skaffe fornødenhederne, og hvis landet hverken blev smukkere, varmere eller mere frugtbart, men snarere blev mere øde, koldt og ufrugtbart — hvor længe ville det da vare før De begyndte at spørge Dem selv om De nu også styrede i den rigtige retning?

Hvis de andre i karavanen insisterede på at fortsætte, kaldte alle andre forslag for „pessimistiske“, og opfordrede til at nære større tiltro til karavanens anførere, ville De så lade Dem påvirke deraf? Og lad os antage at De så nogle tegn på alvorlig fare — en manglende bro, et jordskred eller en sammenfalden vej — ville De så stadig sætte livet på spil for Dem selv og dem De havde taget med på rejsen, blot fordi flertallet var besluttet på at fortsætte?

Står verden i en lignende situation i dag? Betragt engang, ikke bare nogle få omstændigheder ved de forhold vi lever under, men hele det mønster som forholdene tilsammen danner. Bedøm selv hvad dette fortæller os angående den retning verden styrer i.

Hvordan står det til med verdens fødevareforsyning

En god kost er en af vore mest fundamentale fornødenheder hvis vi skal leve i glæde og tilfredshed. Menneskeheden har i tusinder af år beskæftiget sig med at frembringe fødemidler. Landbrugsmetoderne er i løbet af de sidste mange årtier blevet videnskabeligt undersøgt og højt udviklet. Men hvordan står det til med verdens fødevareforsyning i dag, og hvilken tendens viser sig?

Vi ved naturligvis at der visse steder er folk som ikke får nok at spise. Det er ikke noget nyt. Ned igennem historien har der altid været lande hvor folk har haft svært ved at skaffe tilstrækkeligt med føde. Men i dette århundrede har der vist sig en faretruende tendens. Under og efter den første verdenskrig blev flere mennesker end nogen sinde før berørt af fødevaremangel. Med den anden verdenskrig blev problemet endnu større.

Det er sandt at det ene og det andet land er blevet ramt af fødevaremangel fra tid til anden i de senere år. Men i dag er situationen helt anderledes. Nu er det hele verden der er berørt!

Historien kender intet fortilfælde til den fødevarekrise der nu er ved at tage form. Det der gør den så bemærkelsesværdig, er at den har meldt sig på trods af alle den moderne teknologis fremskridt.

I slutningen af 1972 stod der i tidsskriftet U.S. News & World Report: „Verdens fødevareproduktion . . . er pludselig svundet så meget ind at det nærmer sig en global krise.“ For andet år i træk er fødevareproduktionen faldet i de fattige lande, hvor der netop er størst behov for føde. Generaldirektøren for FN-organisationen FAO, A. H. Boerma, siger:

„Hvis det slår fejl et enkelt år kan det betragtes som en undtagelse fra regelen. Men to fejlslagninger i to på hinanden følgende år . . . kan ikke blot afvises som forbigående uheld.“

I 1972 faldt verdens fødevareproduktion med 4 procent, og situationen blev endnu mere kritisk i løbet af vinteren 1972-73. I foråret 1973 stod følgende overskrift i bladet Progressive Farmer: „Befinder vi os i en verdensfødevarekrise?“ Bladet svarede ja, og beskrev situationen som „yderst eksplosiv“. Det fortsatte:

„Det er den eneste måde hvorpå man kan beskrive foderkorn- og hvedesituationen i U.S.A. og hele verden. . . .

For første gang i årevis ser og hører man ordene ’sult’ og ’massehungersnød’. . . .

I vor tid har så mange kræfter aldrig før gjort sig gældende samtidig og så pludseligt. Resultatet har nærmet sig panik.“

Det der nu er ved at ske over hele jorden blev forudsagt for flere år siden. Blandt andre havde William og Paul Paddock i deres bog Famine 1975 [Hungersnød 1975] advaret om at verdens befolkningstilvækst var ved at løbe forud for fødevareproduktionen og at der kunne forventes en krise i midten af halvfjerdserne. I maj 1973 bragte en lederartikel i New York Times følgende kommentar: „Det ser ud til at brødrene Paddocks profeti om 1975 kunne begynde at blive til virkelighed allerede i 1974.“ Men symptomerne havde allerede vist sig før 1974 begyndte.

Hvorfor er der mangel?

Hvorfor er der mangel på fødevarer? For blot nogle få år siden næredes der store forventninger til nogle ’mirakelsorter’ af ris og hvede. Men samtidig fortsatte befolkningseksplosionen, specielt i de lande hvor der netop var mangel på fødevarer i forvejen. Uanset hvor „mirakuløse“ visse kornsorter måtte være, er der grænser for hvor mange munde der kan mættes af det korn der kan dyrkes på en tønde land. Og når befolkningen vokser hurtigere end kornproduktionen, kan det ikke undgå at ende med hungersnød.

I de sidste to-tre år er produktionen gået ned som følge af hårde tørkeperioder, oversvømmelser, dårligt vintervejr og dårlig organisering. Et af de mange lande der er blevet hårdt ramt er Sovjetunionen. Landets afgrøde i 1972 var, ifølge en sovjetisk talsmand, „den dårligste høst i 100 år“. Sovjetunionen blev tvunget til at indkøbe femogtyve millioner tons korn, hvoraf en stor del blev købt i De forenede Stater.

Dette, sammen med andre landes indkøb, stigende efterspørgsel og dårligt vejr i De forenede Stater, udtømte den amerikanske stats kornreserver. Og derfor er situationen nu anderledes end før. Bladet Newsweek har givet denne kommentar: „Den seneste fødevarekrise er indtruffet på et tidspunkt hvor de engang så enorme landbrugsoverskud andre steder i verden — og specielt i U.S.A. — er begyndt at svinde ind.“ En talsmand for varebørsen i Chicago siger: „Der er simpelt hen ikke mere korn at give væk af.“

De kritiske områder

I Afrika har der udviklet sig en kritisk situation. Et bredt bælte der strækker sig mere end 3000 kilometer tværs over kontinentet har haft alvorlig hungersnød i 1973:

„Over seks millioner mennesker må se sultedøden i møde i de tørkeramte vestlige og sydlige egne af Sahara.“ — New York Post.

„Næsten 40 procent af alt kvæget i Niger, Mali, Tchad, Øvre Volta og Senegal — og 80 procent i Mauretanien — er gået til. ’Nogle steder ligger der døde dyr for hver 200 meter langs vejkanten,’ siger en diplomat.“ — Newsweek.

En Fællesmarkeds-ekspert siger at hele dette bælte i Afrika står over for „en katastrofe hvis omfang vi stadig ikke kan måle“. På et tidspunkt var fødevarekrisen så alvorlig at en FN-talsmand sagde: „Hvis problemet ikke er løst om to måneder vil næsten 6 millioner mennesker måske dø.“

Dette skyldtes for en stor del tørke, men det skyldtes også dårlig administration. Kvægbestanden var vokset for hurtigt, og græsarealerne var derfor blevet udpint. Da plantevæksterne var blevet afgnavet og ikke længere holdt på jorden, begyndte arealerne at blive til ørken.

Indiens fødevareproduktion er også gået nedad i de sidste par år, både på grund af tørke og andre faktorer. Men landets befolkning steg med omkring femogtyve millioner på de samme par år. Newsweek rapporterede at i de områder der er berørt står „omkring 200 millioner indere over for truslen om en katastrofal hungersnød“.

Også mange andre lande mærker at befolkningseksplosionen løber forud for fødevareproduktionen. Denne verdensomspændende krise er grunden til at bladet New York Times har erklæret:

„To tredjedele af de 800 millioner børn på de tre kontinenter [Afrika, Asien og Latinamerika] berøres af underernæring, siger eksperter i De forenede Nationer og andre steder. For seks år siden advarede De forenede Nationer om at ’en proteinkrise var på vej’. I dag siger eksperterne at krisen er her.“

Tendensen er tydelig

Tendensen er tydelig — verdens fødevareproduktion kan ikke holde trit med befolkningstilvæksten. Det kan godt være at denne tendens vil vende sig for en tid. Måske vil det i et stykke tid se ud som om nationerne har haft held til at ’ride stormen af’.

Men når vi tager et overblik over situationen siden den første verdenskrig kan vi ikke undgå at få indtrykket af en verden som i stigende grad er ude af stand til at brødføde sig selv. Under de nuværende systemer vil enhver midlertidig lindring uundgåeligt efterfølges af andre kriser — værre end de foregående.

Men hvorfor kan man ikke simpelt hen tage mere jord under opdyrkning? Og hvad med at spise noget mere fisk? Bladet The Wall Street Journal giver et svar:

„Det jordareal der let kan bringes under plov bliver mindre, mens efterspørgselen efter fødevarer bliver større hvert år. Hvad der gør problemet endnu større er at der hvert eneste år er mere og mere landbrugsjord der går tabt, enten på grund af erosion eller fordi landeveje, fabrikker og boliger tager deres. . . .

Fangstmængden af visse arter af spiselige fisk er faldet som følge af overdrevent fiskeri. Mange havbiologer mener nu at den mængde spiselige fisk der fanges over hele jorden er meget nær ved at have nået sin yderste grænse.“

På trods af den fremskredne teknik kan mennesket ikke finde nogen løsning på verdens fødevareproblem. Det bliver større, samtidig med at jordens befolkning øges hurtigere end nogen sinde før. Hvert år er der en nettotilvækst på omkring femoghalvfjerds millioner indbyggere på jorden!

Der hvor De bor er der måske mad nok at få. Men det er temmelig sikkert at priserne stiger, efterhånden som efterspørgselen også stiger overalt.

Hvad betyder alt dette for Dem? Hvis de systemer som denne verden har udviklet ikke er i stand til at klare menneskets mest fundamentale problem — det at skaffe føde nok — viser det så ikke at der er brug for en stor omvæltning på jorden?

Dette er imidlertid kun ét af mange tegn der viser hvad verden styrer imod.

Hvor bærer det hen med verdensøkonomien?

Der er et gammelt ord der siger at ’det er pengene der får jorden til at dreje rundt’. Den nuværende verdens systemer er i høj grad indrettet efter det princip. Hvilket resultat har det givet os?

De forskellige landes økonomi er i dag så tæt sammenknyttet at et pludseligt fald i et stærkt lands valuta næsten kan lamme hele verdenshandelen. Devaluering og den hastige inflation kan bringe folk på fattigdommens rand. Bogen Money and Economic Activity af Houghton Mifflin siger: „I Tyskland skulle man i slutningen af 1923 bruge 1.200.400.000.000 mark i sedler for at købe det samme som man kunne have købt for kun 35 mark to år forinden.“ På kun tre år (1946-1948) havde borgerkrigen i Kina nedbrudt den kinesiske valuta så meget at folk kunne bære deres løn hjem i store seddelbundter, og pengesedler af ringe værdi blev ofte benyttet til at tænde op i komfurerne med.

Er det ikke mindst lige så risikabelt i dag at sætte sin lid til penge?

Hvor stor er pengenes købekraft?

Hvordan går det med pengenes værdi? Priserne på fødevarer stiger og stiger — men hvad med tøj, boliger, brændsel, elektricitet, transport og forlystelser?

De kender selv svaret. Overalt går leveomkostningerne samme vej: opad, opad og atter opad. Er der overhovedet nogen udsigt til at priserne vil holde op med at stige?

I Canada steg fødevarepriserne alene med 11 procent på et år. Tyskland og Schweiz, der begge er blevet anset for at være økonomisk stabile, har haft en årlig inflation på 8 procent. I de fleste andre lande er situationen meget værre. For eksempel har de skandinaviske lande længe stået på listen over inflationsramte lande.

De forenede Stater, der måske er verdens rigeste land, har oplevet en næsten chokerende forringelse af købekraften. Der skal nu 5 dollars til at købe det samme som man kunne få for 1 dollar i år 1900!

En bankmand fra Zürich siger: „Inflationsmentaliteten er nu udbredt og dybt rodfæstet over hele Europa. Der er brug for drastiske indgreb til standsning af inflationen, også selv om vi derved risikerer lavkonjunktur og større arbejdsløshed.“

På trods af at nogle siger der er „højkonjunktur“ over hele verden, siger den schweiziske bankmand derfor: „Det er en dyster højkonjunktur.“ U.S. News & World Report bemærker: „Der hersker en nagende frygt for at højkonjunkturen i en ikke fjern fremtid vil bryde sammen.“

Hvad skyldes inflationen?

Hvorfor er der denne stadige inflation? Den største årsag er at både de enkelte borgere og landene som helhed bruger mere end de tjener. De er som besat af et ønske om at skaffe sig nogle goder nu og betale senere. Det har resulteret i at der er blevet lånt penge i et omfang som historien ikke kender magen til.

Nutidens „velstand“ er altså for en stor del uægte, for den er baseret på lånte penge. Det kan sammenlignes med at en mand tjener 1000 kroner om ugen, og samtidig låner yderligere 1000 kroner om ugen. Han vil ganske vist kunne leve flottere i en tid. Men en dag slår regnskabets time — han må indskrænke sig til at leve i forhold til hvad han tjener og betale sin gæld, ellers vil han gå fallit.

Men de fleste af vor tids regeringer tænker ikke engang på at nøjes med at bruge hvad de får ind. Politikere vil gerne holde sig populære, og derfor undlader de ofte at tage de forholdsregler der skal til for at begrænse inflationen. De finder at det tjener deres politiske formål bedre at blive ved med at låne og spendere for at fremkalde en falsk velstand. Mentaliteten er tilsyneladende denne: ’Den der overtager embedet efter mig, kan tage sig af problemerne.’

Men det er ikke anderledes med landenes regeringer end det er med enkeltpersoner som ikke kan betale deres gæld: også de kan gå fallit. Tidsskriftet Economic Education Bulletin, der udkommer i U.S.A., har advarende sagt:

„En højkonjunktur der støttes kunstigt ved økonomisk oppustning er ikke nogen sund velstand. Der har været flere af den slags opsving i landets historie, og de er alle blevet efterfulgt af alvorlig depression. Aldrig har de der skulle styre en kunstigt reguleret valuta baseret på uindløselige penge [seddelpenge der ikke kan ombyttes med guld], været i stand til at skabe en sund og varig velstand.“

Fallit

Noget der gør situationen meget værre er de økonomiske forhold i De forenede Stater, som har grundlæggende betydning for hele den vestlige verdens økonomi. I mange år har U.S.A. brugt flere penge i udlandet end det har tjent. Hvorfor? Economic Education Bulletin anfører disse grunde:

„For det første har U.S.A.s regering i mange år brugt mere i form af amerikansk valuta og kredit end det har modtaget fra udlandet. Ved et enormt og alt for rundhåndet hjælpeprogram i udlandet og ved store militærudgifter i andre lande har det sat sig i gæld hos fremmede landes regeringer og nationalbanker, samt enkeltpersoner. . . .

For det andet har De forenede Stater gennemført en tydelig og langvarig økonomisk oppustning . . . i over tredive år. . . . Det har også resulteret i en så markant prisstigning [på amerikanske varer] at mange amerikanske producenter ikke længere har kunnet konkurrere på verdensmarkedet.“

Den ordning de vestlige lande enedes om efter anden verdenskrig, gik ud på at gæld mellem landene skulle betales i form af guld. Men i 1971 havde De forenede Stater brugt så mange penge i andre lande at disse lande uden for U.S.A. sad inde med seks gange så mange dollars som De forenede Stater havde guld for derhjemme! Det svarer til at en mand skylder 6000 kroner væk, men kun har værdier til et beløb af 1000 kroner til at betale sin gæld med, samtidig med at gælden vokser hele tiden.

Så kom august 1971. Da afskaffede U.S.A. pludselig guldindløseligheden. Det vil sige at landet ikke mere ville opfylde sit løfte om at ombytte de seddel-dollars som personer i andre lande sidder inde med, med guld. Men hvad betyder det når en eller anden siger han ikke længere vil betale sin gæld som lovet? Den tidligere citerede publikation beskriver hvad dette har betydet:

„Afskaffelsen af guldindløseligheden var en indrømmelse af at U.S.A.s regering . . . var internationalt fallit.“

U.S.A. var blevet verdenshistoriens største skyldner der var gået fallit! Og siden 1971 er situationen blevet værre. I 1973 var U.S.A.s gæld til udlandet otte eller ni gange større end værdien af dets guldreserver.

Problemet forværres

Er der nogen sandsynlighed for at denne tendens vil ændre sig? Lederskribenten Joseph Alsop skriver:

„Det der truer os — ja, som faktisk allerede er begyndt — er en permanent valutakrise, hvilket også kan betyde en permanent inflationskrise.

Hvis det fortsætter som det går nu, vil vore dollars om tre år ikke være noget værd i sammenligning med hvad de er i dag, selv om dollaren allerede er lille nok.“

Deri er de fleste iagttagere enige. Men hvad er det der gør dem så sikre i deres bedømmelse? Det er den omstændighed at der er en ’energikrise’ i mange dele af verden. Og det gælder især i De forenede Stater. Dette land bruger sin olie langt hurtigere end det kan finde den og producere den. Og efterspørgselen stiger år for år samtidig med at det svinder ind i reserverne. Resultatet er at landet må importere mere og mere olie fra andre lande. Det betyder at der skal bruges flere dollars i andre lande.

Lederskribenten Joseph Alsop har sagt at de økonomiske udsigter for den nærmeste fremtid er „grufulde“. Ved at undersøge nogle tal forstår man hvorfor. I 1970 købte U.S.A. olie i andre lande for 2 milliarder dollars, men i 1973 blev der importeret olie for over 7 milliarder dollars. Det anslås at udgiften til olieimport i 1975 vil være på omkring 15 milliarder dollars. I 1980 siges det at tallet vil være steget til omkring 30 milliarder — og det vil senere blive langt højere. Alt dette sker samtidig med at U.S.A.s betalingsbalance allerede i lang tid har været negativ! Joseph Alsop tilføjer:

„Tallene betyder naturligvis også en energikrise. . . . Men ulejlighed for mange og store tab for nogle få er bagateller i sammenligning med den nationale tragedie dollarens stadig faldende værdi er.“

På grundlag af disse vidnesbyrd — hvad mener De så? Ser det ud til at problemerne for verdens økonomiske systemer vil blive løst? Gør man klogt i at forvente det og sætte sin lid til det?

For den nøgterne iagttager er det tydeligt at det økonomiske system har alvorlige mangler, at det er ved at falde fra hinanden. Hvis det fortsætter sin nuværende kurs vil det simpelt hen bryde sammen. Der vil måske forekomme midlertidige forbedringer eller lindringer, men det er klart at der er behov for store forandringer i den nærmeste fremtid.

Hele verdens økonomi er i realiteten bygget på et falsk grundlag. Landene kører med store underskud, eftersom de bruger flere penge end de har. Det samme gør deres borgere, idet de køber mere og mere på kredit. Denne evige kreditudvidelse gør hele systemet til en slags korthus, en bygning der ikke har nogen modstandskraft og som kan falde fuldstændig sammen hvis den får et skub.

Hvordan står det til med den personlige sikkerhed?

Alle ønsker at føle sig trygge og sikre. Ingen ønsker at få indbrud i sit hus eller at blive slået ned og udplyndret på gaden. Kvinder ønsker ikke at blive voldtaget. Alle ønsker at have ærlige, respektable mennesker til naboer. Og alle så gerne at selve kvaliteten af deres liv blev forbedret.

Men hvordan forholder det sig — kan man efterhånden føle sig mere og mere tryg og sikker i byerne og på landet? Er livets kvalitet ved at blive forbedret?

Prøv engang at tænke ti eller tyve år tilbage i tiden. Mener De at der i dag er større sikkerhed for liv og ejendom end dengang? Har De større tillid til folk i dag? Hvis det ringer på døren en sen aften, føler De Dem så mere tryg ved at lukke op nu end De ville have gjort dengang?

Det store flertal vil svare: Nej, tværtimod! De føler at der er langt større fare for ens sikkerhed nu end på noget andet tidspunkt de kan huske.

Mere farligt

Alle vidnesbyrd fra dommere og politifolk samstemmer. Næsten hvert eneste land på jorden har set en chokerende stigning i lovløshed og vold i de seneste år. Lovløsheden er steget så meget at den er blevet et af vor tids alvorligste problemer.

Den anerkendte britiske historiker Arnold Toynbee skal ifølge bladet West Australian have sagt at der er „en tydelig nedgang i almindelig ærlighed, en mangel på fælles mål“. Bladet skrev også: „Han mener at nationer fremstår og falder i takt med familiens moralske enhed og statens moralske mål, og han ser i vesten en nedgang i forbindelse med begge disse.“

I de lande der anses for at være mest „fremskredne“ går det hurtigst tilbage med sikkerheden. En canadisk politiembedsmand fra Hamilton i Ontario siger at kriminalitetsbølgen skyldes ’det moralske sammenbrud i samfundet’, og kalder Canada for „et sygt samfund“. I Toronto pågribes der nu dobbelt så mange butikstyve som for blot nogle få år siden. Og dog siger bladet Toronto Star: „Selv dette tal menes kun at være en brøkdel af det antal kunder og forretningsansatte der stjæler.“ En direktør der står for kundekontrollen i fyrre forretninger i Toronto siger. „Vi har pågrebet alle slags mennesker — en læge, en sagfører og en dommerfrue.“

Stigningen i antallet af voldsoverfald i Storbritannien har forfærdet selv erfarne politifolk. En detektiv fra Scotland Yard siger at voldsforbrydelsernes antal stiger hastigt og at forbryderne nu „er aldeles følelseskolde og ikke viser nogen tegn på anger“. Daily Mail fortæller at antallet af røveriske overfald i London er steget hele 129 procent på blot fire år! Og avisen Daily Telegraph har skrevet:

„Lordkansleren, Lord Hailsham, . . . hævdede — og kun få vil bestride rigtigheden i hans udtalelse — at retssystemet vil bryde sammen hvis antallet af kriminelle forseelser bliver ved med at stige som det gør nu . . .

Før i tiden mente mange progressive tænkere at årsagen til forbrydelser var fattigdom. Men hvordan kan det så være at kriminaliteten er steget efterhånden som vi er blevet mere velstående?“

De forenede Stater har oplevet en kriminalitetsbølge af umådelig størrelsesorden i de sidste ti år. I de fleste egne af landet er antallet af alvorlige forbrydelser vokset ti til femten gange hurtigere end befolkningstallet. En mand fra Albuquerque i New Mexico, der på fem år har haft fire indbrud i sit hjem, siger: „Jeg sidder inde i mit hus som Kit Carson i sit fort, bange for at gå ud fordi der kunne komme . . . en eller anden indbrudstyv og gennemrode mine sager.“

Også Danmark har i høj grad mærket den stigende lovløshed. I september 1973 følte en folketingsmand sig foranlediget til at stille daværende justitsminister K. Axel Nielsen følgende spørgsmål: „Hvilke foranstaltninger agter ministeren at træffe, for at borgerne — herunder ikke mindst kvinder og ældre mennesker — kan færdes i aftentimerne i de større byer uden risiko for voldsforbrydelser?“ Folketingsmanden sagde at der var visse kvarterer hvor ældre mennesker og kvinder faktisk ikke kunne færdes efter mørkets frembrud.

Ganske vist viser de officielle statistikker over kriminaliteten ikke altid nogen drastisk stigning — somme tider er de endda faldende. Men efter manges mening skyldes dette blot at folk efterhånden holder op med at melde volds- og sædelighedsforbrydelser. Angående kriminalitetsstatistikker siger New York Times: „På nogle felter kan antallet af forbrydelser der er begået være så meget som fem gange højere end det antal som er anmeldt af ofrene.“

Institutioner i opløsning

Samtidig med denne uhyggelige stigning i kriminaliteten er mange af de institutioner man ville søge hjælp hos, ved at gå i opløsning. Landenes regeringer, verdensreligionerne, videnskaben — ingen af dem har formået at dæmme op for bølgen. Det er som om intet mere er stabilt eller pålideligt. Selv en enhed af så vital betydning som familien er ved at gå i opløsning.

For eksempel nåede U.S.A. forrige år sit hidtil højeste skilsmissetal — 839.000! Dette tal stiger dobbelt så hurtigt som antallet af ægteskaber. Nu ender cirka hvert tredje ægteskab med skilsmisse. Og i mange andre lande er det ligesådan. Det sovjetiske blad Sputnik siger:

„Skilsmissetallene stiger hurtigt i Sovjetunionen, og de har en alvorlig indvirkning både på landets fødselstal og på sociale og økonomiske forhold. . . .

I 1950 var der tre skilsmisser for hver hundrede bryllupper, i 1960 var tallet steget til ti procent, og i 1967 havde det nået 30 procent. . . .

Selv blandt ægtepar som ikke tænker på skilsmisse opstår der en følelse af at familieenheden er ustabil.“

Kan man sætte sin lid til at politiske ledere vil modvirke de tegn på opløsning der viser sig overalt i samfundet? Selve det at problemerne stiger, viser at politikerne ikke er i stand til at bringe forfaldet til ophør. Og desuden fæster folk mindre og mindre lid til deres politiske lederes troværdighed.

George Bush, der er formand for Den republikanske Nationalkomité i De forenede Stater, indrømmede således i et interview for ikke så længe siden at „der uafhængigt af partierne er en udbredt følelse her i landet [U.S.A.] af at politikere er korrupte“. Dette er et typisk eksempel på en følelse der har bredt sig til hele verden. Den dalende respekt for de styrende kan kun få det resultat at lovløsheden og uroen i befolkningen stiger endnu hurtigere.

Heller ikke de ledende inden for videnskab og industri har vist sig at være nogen virkelig velsignelse for menneskeheden. Der er udført imponerende bedrifter inden for teknikken, men har dette virkelig forbedret livets kvalitet, med alt hvad dette omfatter? Den moderne teknologi er ansvarlig for forureningen, de overfyldte og farlige landeveje, det ensformige arbejde ved samlebåndene og de forfærdelige masseødelæggelsesvåben som hvert år koster en formue. Det er ikke så mærkeligt at en professor i fysik ved University of Texas besvarer spørgsmålet „Kan videnskaben frelse os?“ med et kort og klart „Nej“.

Selv de imponerende rumbedrifter viser sig at have en yderst ringe betydning. Flere og flere har fået den opfattelse at disse rejser ikke har nogen relation til problemerne på jorden. De enorme pengesummer der er givet ud betragtes nu af mange som næsten spildte. De har samme mening som den person der skrev følgende i New York Times som svar på en påstand om at der kom mange gavnlige ting ud af rumrejserne:

„Vi får at vide at landets investering i rummet har ’afstivet økonomien, forbedret livets kvalitet for vort folk, forøget vor nationale prestige og bidraget til nationens sikkerhed’.

Gid han havde fortalt os hvordan. Økonomien ser håbløs ud, vor prestige er forloren, vort livs kvalitet er i forfald, og med hensyn til nationens sikkerhed er vi allerede nået dertil hvor vi kan dræbe alt adskillige gange. . . . Vi ’jordiske mennesker’ er grædefærdige, simpelt hen grædefærdige.“

’Tilbage til barbariet’

Når man ser sandheden i øjnene må man indrømme at det, på trods af alt hvad verdens ledere har prøvet at gøre, går tilbage med sikkerheden og livets kvalitet. Dette har fået historikeren Arnold Toynbee til at sige at ’civilisationen er klart på vej tilbage til barbariet’.

I bladet Time kunne man læse følgende betragtninger over livets usikkerhed: „Et panel af eksperter . . . kalder depression for ’den almindeligste form for sindsuligevægt’. Hvert år behandler lægerne mellem 4.000.000 og 8.000.000 amerikanere for dette.“ Og endnu et vidnesbyrd om usikkerheden er den tragiske stigning i antallet af hjertesygdomme. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger at tallet har nået foruroligende højder overalt i verden.

Det er klart at der inden længe er et eller andet i samfundet der må gå i stykker. Det kan ikke blive ved som det gør nu uden at der sker en stor forandring. Men findes der en vej ud af disse gigantiske problemer? Vil man på en eller anden måde være i stand til at vende op og ned på det hele og ændre de tendenser der nu er så dybt rodfæstede? Eller er en helt ny ordning måske den eneste mulighed for at undgå katastrofen, en ordning hvor man kan begynde forfra og bygge det hele op fra grunden?

[Grafisk fremstilling på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VERDENS BEFOLKNINGSTILVÆKST

VERDENS KORNPRODUKTION

+2%

0

−4%

1971

1972

Resultat: kornforsyningen falder med gennemsnitlig 6 procent for hver person

[Illustration på side 4]

Hvor mange beviser behøver man for at indse at man går i den forkerte retning?