Flere arbejdere til høsten

MORGENEN gryede lys og klar i New York den 10. september 1973. Det var en dag fyldt med forventning for halvtreds unge mænd og kvinder som netop havde afsluttet deres uddannelse på Vagttårnets bibelskole Gilead. De havde gennemgået et tyve-ugers kursus, som var beregnet på at forberede dem til at tjene som missionærer i fremmede lande.

Hvad var det der havde fået dem til at ansøge om at komme på Gileadskolen? Var det eventyrlyst? Nej, allerede før disse elever i den 55. gileadklasse kom på skolen, havde de forstået betydningen af Jesu ord: „Høsten er stor, men arbejderne er få.“ — Matt. 9:37.

Da en svensk elev på niogtyve år blev spurgt hvorfor han havde gjort missionærtjenesten til sit mål, svarede han: ’Det jeg lærte fra Bibelen gav mig et andet syn på livet; det fyldte det med mening. Derfor ønskede jeg at hjælpe andre. Jehovas vidner i Sverige har gode muligheder for at tage sig af de interesserede mennesker dér. Da jeg var i stand til at rejse til et andet land hvor der kun er få Jehovas vidner, ønskede jeg at rejse ud og hjælpe andre.’

Et dansk ægtepar som er i trediverne var først lidt ængstelige ved tanken om at tjene som missionærer i et fremmed land. Hustruen bemærkede: ’Men da vi læste om det store behov for flere arbejdere i andre lande, sagde vores samvittighed os at det var rigtigt at følge opfordringen. Folk udholder mange trængsler for at finde guld. Læger er rejst til udviklingslande og har gjort dem til deres hjem. Skulle en Jehovas tjener ikke være villig til at gøre det samme, når han kan hjælpe andre til at finde vejen som fører til evigt liv?’

Det krævede en forudgående anstrengelse for dette ægtepar at komme på Gileadskolen med udsigt til at tjene som missionærer. Omkring toogtyve år tidligere havde manden lært engelsk i skolen, men kun et års tid, så hans kendskab til sproget var naturligvis begrænset. Hans kone kunne slet ikke noget engelsk. Derfor gennemgik de begge et ellevemåneders korrespondancekursus og var således i stand til at lære nok engelsk til at de kunne følge missionæruddannelsen på Gilead.

Disse og andre af eleverne i den 55. klasse var bestemt ikke nybegyndere. De havde allerede arbejdet ihærdigt med at undervise folk i deres egne lande i Bibelens sandheder. I gennemsnit havde klassens medlemmer gjort dette i mere end elleve år. Men de følte alle at gileadundervisningen havde udrustet dem til at tjene endnu bedre.

Her er nogle af deres iagttagelser: ’Undervisningen har appelleret til hjertet. Den har styrket vores beslutning om at tjene i fremmede distrikter.’ ’Den nære forbindelse med mennesker fra mange lande på Vagttårnsselskabets hovedkontor har givet os forståelse for andre. Et fremmed distrikt synes ikke længere så fjernt. Vort samvær har øget vores dybtfølte interesse for andre mennesker.’ ’Det har været af stor værdi at gennemgå hele Bibelen på tyve uger. Det har givet os et indtryk af den indsats andre har ydet, for eksempel apostelen Paulus, og det har givet os et ønske om at efterligne dem.’

Ligesom kursuset havde været belærende, indeholdt foredragene under afslutningshøjtideligheden, der begyndte klokken 14.00, praktisk vejledning.

En af lærerne, U. V. Glass, fremhævede eksemplet med det gamle Israel for at opmuntre eleverne til ikke at give op eller give udtryk for beklagelse.

Skolens forstander, E. A. Dunlap, understregede at deres missionæropgave var en særlig tjeneste som de ikke skulle forlade uden gyldig grund. Hvis de gjorde det, kunne de bedrøve Guds ånd.

M. G. Henschel, der er afdelingstilsynsmand for De forenede Stater, talte realistisk om de nye og somme tider vanskelige forhold de kunne komme ud for i deres tildelte missionærdistrikt. Han rådede dem til at bevare deres humoristiske sans og være opmærksomme på folks skikke i deres tildelte distrikt, og lade det de fik at se tilskynde dem til at forkynde.

Den tilsynsførende for Vagttårnsselskabets trykkeri i Brooklyn, Max Larson, betonede nødvendigheden af at opnå de menneskers tillid de forkyndte for, idet de skulle være milde og kærlige „som når en moder hæger om sine børn“. — 1 Tess. 2:7, 8.

G. M. Couch, som fører tilsyn med Vagttårnsselskabets betelhjem, bemærkede at de som missionærer en dag kunne komme til at mangle fysisk føde, men de ville altid have overflod af åndelig føde. Han opmuntrede dem til at efterligne Jesus, som sagde: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ — Joh. 4:34.

F. W. Franz, Vagttårnsselskabets vicepræsident, omtalte en mand som kun nævnes ganske kort i Bibelen, Jabez, og viste at der er værdifulde principper at lære af den korte beretning om ham. (1 Krøn. 4:9, 10) Jabez bad om en fredelig udvidelse af sit område, øjensynlig så det kunne omfatte flere gudfrygtige mennesker. Han indså at han ikke kunne opnå dette i egen kraft, men bad inderligt om Guds hjælp. F. W. Franz anvendte eksemplet som en tilskyndelse til eleverne om at bestræbe sig for at udvide deres personlige virkeområde ved at arbejde nidkært på at gøre disciple.

N. H. Knorr, præsidenten for Vagttårnets selskab, fremhævede vigtigheden af værdsættelse. Han opmuntrede eleverne til at værdsætte bibelkundskab og agte den højt. Denne kundskab giver et solidt grundlag for tro, og derfor rådede han dem meget passende til at bevare en stærk tro.

Efter en pause nød de tilstedeværende den resterende del af programmet, som blev præsenteret af afgangsklassen. Dette indbefattede musik og sang og et tilskyndende bibelsk skuespil der skildrede apostelen Paulus’ omfattende virksomhed.

Eleverne vidste at de, efter programmets afslutning, snart ville være på vej ud for at tjene i fireogtyve forskellige lande. Mange tusind var rejst ud før dem og havde sat et godt eksempel de kunne efterligne. Her kan blandt andet nævnes de missionærer der tjener i Sydvietnam. Skønt de havde mulighed for at flytte da forholdene blev vanskelige valgte de at blive. En af missionærerne, der havde Saigon som sit distrikt, beretter følgende:

„Det var en interessant tid. Fra taget af vores missionærhjem kunne vi se kamphandlingerne udspille sig. Vi kunne se styrtbombemaskinerne kaste deres bomber. Vi kunne se brande over hele byen. Og lige foran vores missionærhjem flygtede folk i tusindvis for livet da kommunisterne trængte frem i forskellige dele af byen. En dag da syv af os gik ned ad gaden, kom en terrorist forbi og smed en bombe med plastisk sprængstof. Den slog ned omkring seks meter fra os. Vi mærkede det voldsomme lufttryk, og vi faldt alle sammen om.“

Ved at efterligne de missionærer der trofast er blevet i deres tildelte distrikt trods problemer, vil eleverne fra den 55. klasse vise at de i sandhed har reageret positivt på behovet for ’flere arbejdere til høsten’.

● „Jabez var mere anset end sine brødre. Hans moder havde givet ham navnet Jabez, idet hun sagde: ’Jeg har født ham med smerte!’ Jabez påkaldte Israels Gud således: ’Gid du ville velsigne mig rigeligt og gøre mit område stort, lade din hånd være med mig og fri mig fra ulykke, så der ikke voldes mig smerte!’ Og Gud gav ham alt, hvad han bad om.“ — 1 Krøn. 4:9, 10.

[Illustration på side 18]

Vagttårnets Bibelskole Gileads 55. Klasse

Forreste række: K. McFarland, B. Weiss, B. Hepworth, D. Sorrels, B. Taylor, A. Hernandez, I. Jung, C. Labatzki, C. Padgett.

Anden række: R. Archibald, D. Sekomoto, A. Mølck, M. Chapa, I. Patterson, M. Müller, M. Shinsato, T. Padgett.

Tredje række: T. Patterson, G. Fook, D. Hepworth, E. Frandsen, A. Rieman, G. Nako, R. Hernandez, A. Melinder.

Fjerde række: W. Müller, L. Ellmark, T. McFarland, U. Glinka, T. Hunter, W. Labatzki, H. Jensen, G. Tabor.

Femte række: E. Mølck, W. Andrews, U. Glinka, R. Weiss, C. Kutschke, E. Makaike, V. Frandsen, S. Martensen.

Sjette række: H. Kutschke, H. Fourcault, A. Jung, M. Tabor, B. Taylor, A. Sorrels, R. Harrison, D. Hunter, S. Ray.