Kina åbner sine porte

KINA er ikke længere en fjern ’sovende drage’. I de seneste år har det spillet en stadig større rolle på verdensskuepladsen under navnet Den kinesiske Folkerepublik og bliver nu betragtet som en mulig fremtidig supermagt.

Inden for Kinas grænser lever der mellem 750 og 800 millioner mennesker, og Kina er således verdens folkerigeste nation. Som følge af dette kolossale befolkningstal, dets store landområder rige på råstoffer, og som følge af at det besidder raketter og atomvåben, har landet øvet en voksende indflydelse på verdensforholdene.

I de tyve år der fulgte efter kommunisternes magtovertagelse på fastlandet i 1949, var Kina et ’lukket’ land for besøgende fra andre lande. Men dette har ændret sig i de seneste år. Kina er nu begyndt at åbne sine porte for besøgende, og deres iagttagelser har kastet lys over den udvikling der er sket i de forløbne femogtyve år.

Hvorfor lukket så længe?

Hvorfor har Kina været et ’lukket samfund’ i et kvart århundrede? Man forstår det bedre når man læser dets historie.

Igennem flere århundreder var Kina næsten fuldstændig isoleret fra andre lande. Men i 1800-tallet begyndte forskellige europæiske lande at gøre økonomiske og territoriale krav gældende, og i 1839 udkæmpede Storbritannien den såkaldte „opiumskrig“. Storbritannien krævede og vandt retten til at sælge opium til det kinesiske folk.

I de følgende hundrede år måtte kineserne bære den ene ydmygelse efter den anden. De fremmede magter fordelte territoriale, økonomiske og politiske rettigheder imellem sig. Som 1974-udgaven af Encyclopædia Britannica siger:

„I hundrede år forud for 1950 . . . måtte det hjælpeløst finde sig i at fremmede magter gnavede på dets territorier og ressourcer, mens dets ydmygede befolkning måtte kæmpe for blot at opretholde livet.

Selv om det blev kaldt ’et selvstændigt land’ havde det status og livsbetingelser som en fremmed koloni.“

Eftersom de fleste af de herskende lande tilhørte kristenheden, blev den kultur de repræsenterede selvsagt upopulær. Dette forklarer til dels hvorfor kristenhedens trossamfund aldrig har gjort større fremskridt blandt kineserne.

For en vesterlænding der var vokset op under forholdsvis trygge forhold, kunne en rejse til Kina i ’gamle dage’ være en ret chokerende oplevelse. Den følsomme besøgende måtte gang på gang rystes over den fattigdom, sult og mangelfulde sanering han så. Han mødte ustandselig tiggere, prostituerede, hjemløse og faderløse.

Da den kommunistiske revolution lykkedes i 1949 kom reaktionen som en tidevandsbølge. De fleste af de politiske, religiøse, økonomiske og sociale systemer der var kommet fra vesten blev fjernet. Man ønskede ingen yderligere indblanding fra fremmede magter, så Kinas nye magthavere holdt landet lukket for fremmede indtil for nylig.

Hvad besøgende beretter

De beretninger som besøgende i Kina har at fortælle, er næsten enslydende. Nogle iagttagelser af David Rockefeller, der er formand for bestyrelsen i Chase Manhattan Bank i New York, er således meget typiske:

„De fremskridt der er gjort på økonomiske og sociale områder er . . . imponerende. Det siges at for blot 25 år siden var sult og ussel fattigdom mere regelen end undtagelsen i Kina. I dag lader det til at de fleste er spartansk, men tilstrækkeligt, forsynet med føde, klæder og husly.

Gaderne og hjemmene er pinligt rene, og den almindelige lægehjælp er blevet stærkt forbedret. Kriminalitet, stofmisbrug, prostitution og kønssygdomme er så godt som udryddet. Man har for vane ikke at låse dørene. Der er sket store fremskridt inden for landbrug, skovbrug, industri og undervisning.“

Mike Mansfield, der er ordfører for det demokratiske parti i De forenede Staters senat, er fremkommet med en lignende udtalelse:

„Det er et andet Kina end det jeg kendte og besøgte for mange år siden. Der er ingen tiggere i gaderne, folk ser raske ud, og det lader til at alle har arbejde. Der er mad og klæder nok, og en følelse af samfundsfællesskab har fortrængt den gamle familieopfattelse. . . .

Det er lykkedes dem ikke at overskride deres budget. De har ingen statsgæld, og de har ingen gæld indbyrdes. Deres skatter er lave. . . .

Der var ikke tegn på kriminalitet blandt de unge. Det var ikke farligt at færdes i gaderne, og der var ikke megen forurening. De har undgået at forurene deres floder ved en fornuftig anvendelse af menneskeafføring — nemlig som gødning.“

Efter en længere rundrejse i Kina skrev skribenten Wassily Leontief i bladet Atlantic: „Kontrasten til det hav af elendighed og dybeste armod . . . [som man ser] i de øvrige af de såkaldt underudviklede lande, er så slående at det næsten er utroligt.“

Der synes således ikke at være tvivl om at Kina har gjort kolossale materielle fremskridt. Man har øjensynlig afhjulpet de fleste af de alvorlige og deprimerende onder som man før i tiden har måttet kæmpe med.

Undervisningen

Det der i dag sker i Kina må ses på baggrund af den enorme indsats der er gjort på alle undervisningsfelter. Som Saturday Review skriver: „Næsten alle i Den kinesiske Folkerepublik synes at gennemgå en eller anden form for uddannelse eller efterskoling.“

Kineserne hævder at have omkring 150 millioner elever i landets skoler. Man har også ekstra uddannelse for folk som går på arbejde. Det hænder endog at pensionister bliver „efterskolet“. I det store og hele lægger man i uddannelsen mere vægt på praktisk kundskab end på teoretisk.

De kinesiske børn lærer for eksempel at fjerne korken fra en flaskekapsel således at den bliver lettere at genbruge. De lærer at holde gaderne rene, at købe ind for ældre mennesker, og at fremstille mindre komponenter til brug i produktionen.

Undervisningsmetoderne lægger mere vægt på gruppen end på at fremme den enkeltes dygtighed. Da en besøgende på en skole bemærkede at legeklodserne var for store og for tunge til at et barn kunne lege med dem, svarede de kinesiske lærere: „Netop! Det lærer dem at hjælpe hinanden.“ Undervisningen går således ud på at den enkelte skal indgå i massen.

Efter at have betragtet det undervisningssystem som bruges i Kina, bemærker Saturday Review:

„De unge er overbevist om at de spiller en rolle i udviklingen af det fremtidige Kina og af hele verden, og de lader til at være motiveret af ønsket om at tjene andre fremfor at søge personlig vinding. Ingen betragtes som overflødig. Selv døvstumme og krøblinge kan yde et betydningsfuldt bidrag til samfundet.

De værdier man lægger vægt på i undervisningen af børnene er især stolthed over det nye Kina som det bliver styret af formand Mao, uselviskhed, beskedenhed og villighed til at modtage belæring fra andre, udholdenhed under vanskeligheder . . .

De er besluttede på ikke at skabe en overuddannet elite uden nogen funktion i samfundet.“

Sociale forandringer

Statens fuldstændige kontrol med undervisningen har blandt andet medført gennemgribende forandringer i landets sociale struktur. Et af målene med dette er blevet beskrevet af en tidligere embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium ved navn John S. Service, som førhen har tilbragt otteogtyve år i Kina. Han siger:

„Man bliver straks opmærksom på en indstilling som er meget fremherskende. Kald det en ånd, en stemning eller en mentalitet, om De vil. Det kan måske bedst beskrives som ’anerkendelse af ligeret’.“

Dette indebærer altså at alle mænd og kvinder har lige rettigheder. John S. Service bemærker at fortidens strenge klasseskel er forsvundet. Han tilføjer: „Den tid er forbi hvor kvinden var et underordnet, forfordelt samfundsmedlem.“

Det siges også at dette lighedsprincip findes i Folkets Befrielseshær. Man hører at værdighedstegn og titler er blevet afskaffet og at alle går i samme slags uniformer. Skribenten Tillman Durdin siger: „For at modvirke overlegenhed må befalingsmænd i perioder tjene som menige. Alle grader får samme kost. Men der er alligevel en stram disciplin, som ikke blot gennemføres ved ordrer, men også ved gruppepres.“

Dette forsøg på at udligne de forskelle der førhen eksisterede på grund af social eller økonomisk status, kan også iagttages i forbindelse med adgangen til lægehjælp. Man har gjort sig meget store anstrengelser for at gøre lægehjælp tilgængelig for alle, uanset deres stilling i samfundet. Efter at have rejst 5600 kilometer for at studere det kinesiske læge- og hospitalsvæsen drog en gruppe på seksten amerikanere følgende konklusion:

„Ved afslutningen af turen stod det os klart at det nye samfund i Kina har udviklet et sundhedsvæsen som ikke har sin lige i noget ikke-industrielt land, som overgår Amerikas i elementær sundhedsforsorg, og som har mulighederne for at blive det bedste i verden . . .

I modsætning til situationen i De forenede Stater er lægehjælp i Kina en menneskeret som er tilgængelig for alle de 750 millioner kinesere, uanset om de bor i landdistrikterne eller i byerne.“

Da lægernes lønninger er fastlagt af staten og underlagt streng kontrol, er det for øjeblikket ikke muligt for en læge at berige sig på sit arbejde. Det er derfor ikke fortjenesten der er den motiverende faktor. Følgende iagttagelse af dr. Victor W. Sidel fra New York er meget interessant i forbindelse med de kinesiske lægers motivering:

„Det der er sværest at forklare for folk herovre [i De forenede Stater] er den uegennytte man møder [i Kina]. I De forenede Stater bliver man betragtet som en særling hvis man gør noget for andre uden at ønske noget til gengæld. Ens motiver bliver mistænkeliggjort.

Det lader til at folk i Kina i dag betragter denne uegennytte som deres vigtigste mål. De lærer alle at hjælpe hinanden, og jeg mener at det egentlig er det lægegerningen går ud på.“

Det siges at patientens udgifter er meget små, og selv disse udgifter bliver sædvanligvis betalt af den fabrik, den kommune, eller den organisation som vedkommende arbejder for.

Hvad angår forskellige samfundsonder bemærker besøgende fra vesten ofte at kønssygdomme, stofmisbrug og alkoholisme er meget lidt udbredt. Hvordan kan det være? Dr. Halfdan Mahler, der er generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen, siger at det skyldes „en indstilling som man måske kunne kalde ’puritanisme’“. Kønsligt samvær før ægteskabet og uden for ægteskabet siges at være ualmindeligt.

En anden bemærkelsesværdig forandring som besøgende har lagt mærke til er den forholdsvis ringe anvendelse af politi. De betjente man ser, er ubevæbnede; de har ikke engang en knippel. Bortset fra de mænd og kvinder der dirigerer trafikken færdes de ubemærket. Den udbredte lovløshed som plager andre lande synes ikke at genere Kina i øjeblikket. Robert P. Martin, korrespondent for U.S. News & World Report, bemærker således: „Så vidt jeg kunne se er det et yderst moralsk og lovlydigt samfund.“

Hvad angår lønninger og priser, er lønningerne meget små sammenlignet med vesten. Men priserne er til gengæld meget lave og underlagt streng kontrol, så inflation er ikke så stort et problem i Kina som det er andre steder. Det lader ikke til at folk i almindelighed har vanskeligt ved at skaffe sig deres livsfornødenheder. Og hvordan med skatten? C. L. Sulzberger, der er redaktør ved New York Times, skriver:

„[Det kinesiske samfund] finansieres ikke ved [indkomst-]skat. . . . Arbejdere betaler ikke indkomstskat. Størrelsen af deres løn bliver bestemt af staten, og fabrikkernes overskud går ubeskåret til regeringen.“

Det overskud som regeringen øjensynlig får, sætter den i stand til at yde befolkningen gratis lægehjælp, uddannelse og andre sociale tjenester. Desuden kan kvinderne blive pensioneret når de er femoghalvtreds år gamle og mændene når de er tres. De som arbejder i ’farlige’ erhverv kan blive pensioneret tidligere. Det fortælles at pensionen ligger på omkring 70 procent af vedkommendes højeste indkomst.

Så ’fra vugge til grav’ oplever kineserne nu et mål af materiel sikkerhed som førhen var ukendt for størstedelen af den kinesiske befolkning. Dette er der stort set enighed om blandt dem der har aflagt besøg i Kina.

Hvad har det kostet?

Hvad har det imidlertid kostet at gennemføre alt dette? Hvad har det betydet for den kinesiske befolknings livsform?

Eftersom Kina i dag er fuldstændig ensrettet, er det klart at det kinesiske folk har måttet betale dyrt i form af visse friheder. Det er dog sandt at de fleste fattige kinesere heller ikke før i tiden har kendt meget til frihed idet de dengang levede i økonomisk ’slaveri’.

Og dog, uanset hvor stor forbedring der sker af disse fattige menneskers kår under det nuværende system, så ved de at de aldrig vil opleve den relative frihed som de fleste mennesker ønsker. Folk i Kina kan for eksempel ikke frit vælge hvilken slags litteratur de vil læse og hvilken uddannelse de vil have, eller hvilken form for religion eller politik de vil gå ind for.

Individet er underlagt absolut kontrol. Regeringens repræsentanter findes i alle samfundslag. Tilsynsførende for de forskellige gader og husblokke holder øje med hvad der foregår i nabolaget. Enhver uønsket politisk, økonomisk eller religiøs tanke eller handling bliver hurtigt knust. Afvigere bliver ofte sendt til ’omskolingscentre’ hvor det kræves at de bruger megen tid på selvkritik og på studium af kommunistisk ideologi og Mao Tse-tungs tanker.

Folk som arbejder på fabrikker og på folkekommuner får tvungen undervisning i blandt andet politiske spørgsmål. Disse møder kan ofte vare i timevis. En arbejder kan heller ikke skifte arbejde hvis han ønsker det; hans liv er underlagt en så streng kontrol at han ikke kan foretage sig ret meget uden først at indhente myndighedernes tilladelse.

Man har også bemærket en overraskende omlægning i fødevareproduktionen. Hvordan har dette kunnet lade sig gøre? Man har inddraget al den jord som før tilhørte bønderne og givet den til folkekommunerne, hvilket i virkeligheden vil sige til staten. En folkekommune er en slags landbrugsorganisation bestående af landarbejdere, til tider op til flere tusind familier. Men de har ingen ejendomsret over den jord de arbejder på, med undtagelse af et lille stykke jord hvor de kan dyrke grøntsager i deres fritid. Men selv dette er underlagt streng kontrol af folkekommunens myndigheder.

De forandringer som det kommunistiske styre har gennemført skyldes således ikke befolkningens eget valg, men er blevet indført uanset om folk ønskede dem eller ej. Man tager ikke hensyn til det enkelte menneskes personlige ønsker.

Frihed til at tilbede Gud

I de fleste lande betragter man friheden til at tilbede Gud i overensstemmelse med sin samvittighed som en af de grundlæggende menneskerettigheder. Men i Kina i dag er denne frihed underlagt svære begrænsninger. De fleste religioner er i egentligste forstand blevet udslettet.

Man forstår naturligvis godt at mange kinesere ikke kan nære varme følelser for kristenhedens religioner eller for buddhismen og konfucianismen, som alle har haft deres del i de politiske intriger og den undertrykkelse som Kina i de forløbne århundreder er blevet gjort til genstand for. Præsteskabet i disse religioner bærer som følge af deres hykleri og politiske ambitioner størstedelen af skylden for den modvilje de møder hos den kinesiske befolkning.

Men Gud selv er også imod sådanne religioner og deres hykleri! Han er bestemt ikke ansvarlig for deres synder, eftersom de går direkte imod de love og principper som er klart formuleret i hans ord, Bibelen. Derfor vil han selv kræve dem til regnskab. — Matt. 7:21-23; Åb. 17:16, 17.

Men der findes en form for tilbedelse der er sand, som er til gavn for mennesker. Folk fra alle nationer har behov for denne form for tilbedelse. Den taler til menneskers hjerte og får dem til at forandre sig så de bliver fredelige og får en bedre livsførelse. Den lærer dem at arbejde samvittighedsfuldt og at adlyde øvrigheden, ikke af tvang men frivilligt. Den lærer dem ikke at blande sig i politik og ikke at arbejde mod andres interesser, men at være ærlige og oprigtige.

Desuden henleder den folks opmærksomhed på det vidunderlige håb om en bedre verden som ikke blot vil gøre en ende på fattigdom og sult, men også på sygdom, sorg og død. Dette vil medføre at folk vil opnå evigt liv, ingen jordisk regering kan love sådanne ting, men Gud har garanteret at der vil komme en ny tingenes ordning her på jorden under hans himmelske rige, som ikke vil blive plaget af politisk kappestrid. — Åb. 21:4; Matt. 6:10.

Det er dette gudsrige Jehovas vidner henleder folks opmærksomhed på. Deres budskab drejer sig om dette opmuntrende håb og er vidt forskelligt fra de religioners læresætninger som har voldt det kinesiske folk så mange genvordigheder i de forløbne århundreder. Jehovas vidners arbejde er kendt og respekteret i mange andre lande hvor de med glæde og uden at tage betaling for det, underviser alle der ønsker at lære Gud og hans storslåede hensigter med menneskeheden at kende.

Men Jehovas vidner er blevet nægtet tilbedelsesfrihed i Kina. De er oven i købet blevet udsat for hård forfølgelse. Mange af dem har tilbragt flere år i fængsel, deres bibler er blevet taget fra dem, og det er blevet dem forbudt at mødes med andre for at studere Bibelen.

Inden længe vil Gud indføre sin retfærdige nye tingenes ordning ved at fjerne hele det onde system der nu styrer jorden og som har forårsaget megen lidelse for folk overalt på jorden. Oprigtige mennesker i hele verden har brug for at lære dette glædelige håb at kende. Det gælder også det kinesiske folk.

Vil Kina åbne sine porte for den sande tilbedelse på samme måde som det har åbnet sine porte for andre nationer i sociale, økonomiske og selv politiske spørgsmål? Vil det åbne sine porte således at det kinesiske folk kan få del i det vidunderlige håb om evigt liv i Guds retfærdige nye tingenes ordning? Det beder vi til; men verden må vente og se.

● „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.