Kontakt med „riget i midten“
I ÅREVIS havde jeg drømt om at besøge „riget i midten“. ’Hvor ligger det?’ spørger du måske. „Riget i midten“ er det kinesiske navn for Kina. Det afspejler det traditionelle kinesiske syn på Kina som verdens midtpunkt, med alle andre lande i periferien.
Mange mennesker har uden at vide det haft berøring med „riget i midten“. Kineserne var de første der opfandt papiret og bogtrykkerkunsten. De drager der henrykker børn på blæsende forårsdage blev først anvendt i Kina. Spaghetti og ravioli har først kildret kinesiske ganer, mens porcelæn og krudt er andre bidrag som „riget i midten“ har ydet den øvrige verden.
Min kone og jeg havde været missionærer på Taiwan i fire år, men jeg havde altid spekuleret på hvordan der var på fastlandet. I slutningen af 1978 blev der omsider en mulighed for at få denne nysgerrighed tilfredsstillet, idet den kinesiske regering da telegrafisk gav mig et visum så jeg kunne foretage en forretningsrejse til Kina. Jeg foretog den lange flyvetur fra USA tværs over Stillehavet, og da flyet lagde an til landing i Peking slog mit hjerte lidt hurtigere ved tanken om at jeg snart skulle spise Peking-and i Peking, gå på Den kinesiske Mur og lære en lille smule af det land at kende hvis indbyggere udgør en fjerdedel af jordens befolkning. Jeg havde omsider fået mulighed for at komme i kontakt med „riget i midten“!
En milliard mennesker
Der er gået nogle år siden dette første besøg. Men de dage jeg tilbragte ved Ming-gravene og i Den forbudte By er uforglemmelige. Krydstogter på Yangtze-floden og bjergbestigning i Himalaya står ligeledes som højdepunkter i mit liv. I dette gamle land opdagede jeg imidlertid noget som var langt mere bemærkelsesværdigt end Mount Everest i syd og Den kinesiske Mur i nord. Det var noget der befandt sig mellem disse to monumenter: Den milliard mennesker der bor i „riget i midten“.
I mange år talte kineserne næppe med de få udlændinge som fik lov at besøge deres land. Ikke sådan at forstå at de ikke gerne ville. Kineserne er af naturen selskabelige og gæstfrie. Men den politiske situation gjorde dem frygtsomme. Lykkeligvis er denne tidsperiode i det store og hele forbi. I dag bliver en almindelig spadseretur i gaderne efter aftensmaden hurtigt til en stor oplevelse. I løbet af få minutter strømmer folk ud for at se og tale med den fremmede. Den udenlandske gæst der er ude for at se sig om, bliver hurtigt selv en seværdighed.
Intet kan fascinere denne skare af nye venner mere end et billede af dem selv, taget med et polaroidkamera. Når filmen slipper op må man være forberedt på at forklare omkring 400 skuffede kinesere hvad der er sket.
En aften i Szechwan-provinsen besluttede mine venner og jeg at overvære en opera — en kinesisk, naturligvis. Ved ankomsten opdagede jeg at jeg havde set operaen før. Da jeg vidste at alles blikke ville være naglet til scenen besluttede jeg at sætte mig helt tilbage i salen, på en lav, interimistisk mur, og blot betragte de tilstedeværende som nød forestillingen. Mens jeg så ud over deres strålende, smilende ansigter kunne jeg ikke lade være at tænke på deres ukuelighed. De har været igennem meget vanskelige tider, og de er stadig meget fattige. Alligevel er de optimistiske. De synes selv at de har det godt, sammenlignet med forholdene for blot nogle få år siden.
Det varede ikke længe før en gymnasieelev kom hen til mig og sagde: „Må jeg spørge Dem hvor De kommer fra?“ Jeg fortalte ham det, og han gav udtryk for hvor lykkelig han var for at vi kunne komme til Kina og hvor meget kineserne glædede sig over at se os i deres land. Han sagde at de var beærede over vores interesse for deres skikke og kultur.
Der fulgte en temmelig lang og interessant samtale som det naturligvis vil føre for vidt at gengive her, men den unge mands oprigtighed var tiltalende. Vores samtale var alt for hurtigt forbi, men dog ikke før han havde insisteret på at hente mig en kop varm te.
Mindeværdige samtaler
Selv om det ofte er vanskeligt for den der besøger „riget i midten“ at få andet end en overfladisk samtale med folk, kan det lade sig gøre. Mulighederne er som regel størst ved måltiderne — ikke ved officielle middage, men ved de lejligheder hvor man nyder et enkelt måltid sammen med nogle få mennesker på et eller andet afsidesliggende sted.
Jeg husker en mindeværdig samtale som fandt sted en vinter højt oppe på et bjerg midt inde i Kina. Vi var en lille gruppe der havde klatret hele dagen, og da natten faldt på søgte vi ly i et næsten forladt buddhisttempel. Templet blev kun benyttet når en tibetaner nu og da kom vandrende fra et fjernt sted for at tilbede ved hjælp af de få relikvier som regeringen havde ladet blive tilbage. Efter at templets opsynsmand havde budt os velkommen tilberedte han ivrigt et enkelt men lækkert måltid, og deltagerne i gruppen begyndte at tale sammen.
Vi drøftede mange emner, men de livligste drøftelser drejede sig om Bibelen. En ung studerende i gruppen var fuld af politiske citater som han blev ved med at lire af, når som helst samtalen syntes at bevæge sig bort fra „ortodoksien“. Da han til sidst var løbet tør for citater fik andre mulighed for at tale og stille spørgsmål.
Det var betagende at kunne fortælle disse mennesker om Jehova. De ældre vidste fra tiden før den kommunistiske revolution at Jehova var Guds navn. Hvordan det? Jo, den kinesiske bibel bruger Guds navn tusinder af gange i De hebraiske Skrifter. Det var vidunderligt at se deres ansigter lyse op da vi åbent talte om noget de ikke havde drøftet i mange år.
Jeg opdagede at man også kunne have interessante samtaler med udlændinge i Kina, navnlig dem der bor der fast. Mange af dem er diplomater. Nogle er „udenlandske eksperter“, ansat af regeringen. Pressen har sit udvalg af journalister, og så er der naturligvis en blandet gruppe af forretningsfolk.
I Peking og Shanghai findes der nogle få hoteller som har kaffebarer der specielt er beregnet for udlændinge, og da der faktisk ikke er noget natteliv, mødes mange udlændinge der om aftenen — hvor kaffebarerne ser ud som om de var fyldt med personer der medvirkede i en film! Man vil næsten altid finde nogle af oliebranchens folk fra Texas dér, i fuld udrustning med cowboyhat og -støvler. Der vil være indiske sikher med deres turbaner, og afrikanere i mange forskellige nationaldragter. Jeg havde en interessant oplevelse da jeg en aften befandt mig i en sådan broget forsamling på Shanghais berømte Hotel Fred.
„Fred“ er et fornemt hotel, gammelt og fyldt med kunstgenstande der minder om en tidligere tid hvor Shanghai kunne måle sig med Paris, Rom og New York i glans. To velvoksne russere kom ind i kaffebaren, og da de eneste to stole der var ledige stod ved siden af mig, spurgte jeg om de ikke ville sidde dér. De viste sig at være højtstående sovjetiske diplomater som var udstationeret i Kina. Vi kunne tale sammen på kinesisk, så vi begyndte en interessant samtale.
Da de havde fået lidt at vide om mig undrede de sig over hvilken tro jeg mon havde, siden jeg på ét tidspunkt i mit liv kunne tjene som missionær på Taiwan, og derefter på et senere tidspunkt kunne have forretningsforbindelser med et land de betragtede som Taiwans fjende. Deres erfaring havde vist dem at de fleste mennesker med stærke religiøse overbevisninger også havde stærke politiske overbevisninger, og at de derfor ikke kunne tilpasse sig en sådan forandring.
Jeg fortalte dem at jeg var et af Jehovas vidner og derfor fuldstændig neutral hvad politiske spørgsmål angår. Jeg forklarede at min kærlighed gjaldt menneskene på Taiwan og i den øvrige del af Kina. De svarede: „Sig os igen hvad Deres tro hedder, men denne gang på engelsk.“ Det gjorde jeg, og de sagde: „Ah, javel, vi har mange af Deres trosfæller i vort land. Lad os høre noget mere. Forklar os forskellen mellem Dem og baptisterne.“
Efter en to timer lang samtale, der indbefattede en lang drøftelse om kristen kærlighed og neutralitet, sagde diplomaterne: „De ved ikke hvor taknemmelige vi er for at De har forklaret os dette. Det er første gang vi fuldt ud har forstået Jehovas Vidners stilling.“ Det var nu næsten midnat. Efter at have fået en hjertelig indbydelse til at spise til middag på den sovjetiske ambassade sagde jeg godnat og gik ud for at få en taxa tilbage til mit hotel.
„Mere imponerende end Den kinesiske Mur“
Det er vanskeligt at sige ret meget om Kina i dag uden at lyde enten som en forkæmper for eller en kritiker af regeringen. Jeg er naturligvis ingen af delene. Der er imidlertid mindst to positive ting som er bemærkelsesværdige.
Selv om Kina i årtusinder har været et landbrugsland, er det godt at se landets voksende evne til at brødføde sig selv, så de store hungerkatastrofer der ofte har hjemsøgt Kina, kan undgås. Dertil kommer at tusinder af „landlæger“ eller „barfodslæger“ er blevet uddannet for at yde befolkningsmasserne den mest nødvendige sundhedstjeneste. Disse to resultater med hensyn til fødevaresituationen og sundhedstilstanden er, efter min mening, det største Kina har udrettet i vor tid; det er langt mere imponerende end Den kinesiske Mur og afgjort langt vigtigere end opfindelsen af papir og drager.
Kina virker smittende. Siden Marco Polos dage har det virket dragende på vesterlændinge. Jeg havde omsider fået mulighed for at komme i kontakt med „riget i midten“, og dette vidtstrakte, tætbefolkede land var kommet mig i møde og havde gjort et dybt indtryk på mig. Det havde uddybet min forståelse af menneskeheden. Jeg tvivler på om mit syn på tingene nogen sinde bliver helt det samme igen. — Indsendt.
[Illustration på side 12]
Mange mennesker har uden at vide det haft berøring med „riget i midten“