Hjælp til dem der stammer

Hører De til dem der stammer? Ifølge statistikkerne har syv ud af hver tusind denne talefejl, og det gælder både i Amerika, Europa og Asien. Man anslår at rundt regnet 25 millioner mennesker har dette problem. Det plager langt flere børn end voksne, og det forekommer fire til seks gange så ofte hos mænd som hos kvinder.

Man bør være klar over at det at stamme intet har med intelligensen at gøre. Nogle af de mest intelligente i historien har haft dette problem. Bibelen antyder at Moses, en af Jehova Guds profeter, havde en talefejl. Selv om man ikke nøjagtigt kender karakteren af denne talefejl, viste Moses i hvert fald samme holdning som mange der stammer gør. — 2 Mos. 6:12.

Problemets karakter

Hvis man stammer bliver man hæmmet i at tale flydende, man bliver ved med at prøve, men det lykkes ikke, man siger stavelserne om og om igen før man får sagt det man vil. Usikkerhed, tvivl og frygt præger ens anstrengelser. Undersøgelser har vist at der sjældent er nogen fysisk forskel på taleorganerne hos dem der stammer sammenlignet med dem der ikke stammer. Faktisk er der slet ingen forskel i evnen til at foretage hurtige bevægelser med tungen, kæberne, læberne og åndedrætsmusklerne. Rent følelsesmæssigt adskiller de der stammer sig heller ikke synderligt fra andre.

Hvad angår problemets detaljer kan det nævnes at de der stammer har sværere ved at udtale de lange ord end de korte, samt de ord der begynder med en konsonant. De har større besvær med de første tre ord end med resten af sætningen, mere besvær med at udtale meningsfyldte ord såsom navneord, udsagnsord, tillægsord og biord end med kendeord, forholdsord og bindeord, og også mere besvær med de meningsfyldte sætninger end med de intetsigende. Desuden finder de der stammer det lettere at tale til visse mennesker (tilsyneladende de venlige og sympatiske eller dem de kender) end til andre. Alt dette understreger den vigtige rolle sindet eller følelserne spiller.

Undersøgelser har også vist at de der stammer, sædvanligvis ikke har nogen vanskeligheder med at råbe eller hviske, eller med at syngea eller tale i kor med andre, selv om det måske kun er en enkelt person der taler eller læser samtidig med dem. Et andet interessant særpræg er dette, at hvis man giver en der stammer et sæt øretelefoner og lader ham høre stærk larm mens han snakker, så vil han ingen vanskeligheder have med at tale.

Sandt nok kunne det tyde på at det at stamme til dels er arveligt, for så vidt som det forekommer hyppigere blandt børn af folk der stammer end blandt børn af folk der ikke stammer. Men ifølge nogle specialister skyldes dette snarere en nedarvet sindsindstilling end nedarvede fysiske defekter.

Hvad kan være årsagen?

Selv om man ikke har opdaget nogen påfaldende forskelle i stemmemekanismen hos dem der stammer og hos andre, kan det godt tænkes at strubehovedet hos de stammende er mere følsomt eller hurtigere bliver spændt end hos andre. På den måde vil der være en let arvelig tilbøjelighed til at stamme.

Det viser sig som regel også at børn til at begynde med taler godt, men omkring treårsalderen får nogle en tilbøjelighed til at hakke i det eller til at gentage ordene, og snart begynder de at stamme. Hvordan sker det? Undersøgelser har vist at omgivelserne i hjemmet og moderens indstilling, hvis hun for eksempel er perfektionist, overnervøs eller overordentlig bekymret over det indtryk hendes barn gør på andre, kan være den begyndende grund. Det at stamme skyldes ikke nødvendigvis at barnet har været ude for et „traume“, det vil sige en eller anden skadelig oplevelse såsom en ulykke, en stor forskrækkelse eller en alvorlig sygdom.

Nogle mener altså at et barn „lærer“ at stamme på grund af hjemmets miljø. Man mener at det hos nogle er resultatet af indgydt usikkerhed og frygt, hvilket får barnet til at prøve ikke at stamme, af frygt for at komme til det. Netop disse faktorer får barnet til at stamme, fordi den negative følelse hæmmer talefriheden. Man har opdaget at endog det at spekulere og bekymre sig over sit hjerte kan få det til at stoppe, og at dét hele tiden at tænke på sin mave kan give dårlig mave. Det er således forståeligt at usikkerhed og frygt for at tale kan få et menneske til at stamme.

Forskellige måder at gribe sagen an på

I 1951 udviklede en taleforsker ved Illinois’ universitet en opfindelse hvorved han var i stand til at forvirre folk og få nogle til at stamme som ikke før havde gjort det. Opfindelsen bevirkede at en person, mens han snakkede, hørte sin egen stemme et kort øjeblik efter. I 1972 fandt en talespecialist fra Roanoke i Virginia på at benytte dette som en metode til at behandle dem der stammer, idet han fremkaldte den omvendte virkning, sådan at de talte uden at stamme. Han opnåede gode resultater med den metode.

En anden talepædagog som har været i stand til at hjælpe mange der stammer, påpeger at man stammer på grund af noget man gør, ikke på grund af noget man er. Det vil sige at man stammer fordi man presser sine læber fast sammen eller fordi man holder vejret ved at anspænde halsmusklerne, og så videre. Han fremhæver at de der stammer kan og skal hjælpe sig selv.

Det ville være godt hvis de der stammer eller deres forældre ville læse bøger om emnet; én fremgangsmåde kan måske hjælpe den ene, mens en anden fremgangsmåde kan hjælpe den anden. Forskere har fundet ud af at kun en temmelig lille procentdel af forældrene til børn der stammer, nogen sinde gør sig den ulejlighed at læse noget om emnet. Søg derfor hjælp. „For at blive hjulpet må man lade sig hjælpe, og for at lære må man være lærvillig,“ siger Wendell Johnson i sin bog Stuttering and What You Can Do About It (Det at stamme og hvad man kan gøre ved det).

Forfatteren, der selv har stammet men har overvundet problemet, giver følgende nyttige råd: Man skal ikke hele tiden forvente at man nu vil begynde at stamme igen. Hvis man forventer problemer, indbyder man dem ligefrem til at komme. Betragt ikke det at stamme som din virkelige måde at tale på, blot fordi du somme tider kommer til det. Tænk ikke på det at stamme som noget du er offer for, men som noget du gør, hvad det jo egentlig er. Forson dig ikke med en afgrænset rolle, idet du stiller dig tilfreds med at tale mindre og lader dét bestemme hvilken slags arbejde du vil påtage dig og hvilke aktiviteter du vil være med til — det er blot at springe over hvor gærdet er lavest. Og indtag ikke den holdning at der intet kan gøres ved det; men gå heller ikke til den anden yderlighed, nemlig at nægte at du har problemet, sådan som nogle gør.

En anden autoritet på dette område, dr. J. P. Brady, anbefaler en tretrins fremgangsmåde: For det første skal talevanerne genoptrænes. Det sker ved at den stammende af sin terapeut bliver bedt om at læse op på en langsom og afslappet måde. Hver gang han vender tilbage til sin gamle vane bliver han afbrudt og bedt om at begynde forfra med et let afsnit af stoffet. Da de fleste af dem der stammer plejer at tale hurtigt, anbefaler han for det andet brugen af en metronom (som musikere bruger), idet den stammende kan begynde med et ord i sekundet, tres i minuttet. Når man opnår talefærdighed ved denne fart øges hastigheden gradvis indtil man har nået den normale hastighed. For det tredje benytter denne talepædagog det han kalder „systematisk desensibilisering“. Under dette bliver patienten bedt om at forestille sig forskellige talesituationer, idet man starter med de letteste, og når man får bugt med vanskelighederne i disse, fortsætter man med sværere opgaver, som for eksempel at tale i telefon.

En fremgangsmåde der for nylig blev trukket frem i medicinske tidsskrifter og som benyttes af dr. M. F. Schwartz, der er leder af Temple-universitetets taleforskningsinstitut, minder en del om den foregående. Ifølge dr. Schwartz skyldes problemet ikke alene en arvelig tilbøjelighed til at strubehovedet bliver anspændt, men også en overdrevent ængstelig holdning hos den der stammer (eller hos forældrene, hvis det er et barn), eller en traumatisk oplevelse hos stammeren. Dette problem viser sig ofte i treårsalderen, hvor barnet forsøger at lære de længere ord. Dette gør at barnet ubevidst anspænder strubehovedet eller stemmebåndet, og så snart det får vanskeligheder med at tale, opstår der en slags psykisk hindring hos barnet.

En der stammer og som havde brugt 10.000 dollars på sit taleproblem og havde besøgt ni forskellige talepædagoger, en hypnotisør og endog en psykoterapeut — hvilket blot havde gjort ham en hel del fattigere uden at han var kommet af med sin stammen — udtalte efter at have modtaget denne forklaring: „For første gang forstår jeg hvorfor jeg stammer. Det kom som sendt fra himmelen; jeg føler det som om en stor byrde er fjernet fra mine skuldre.“

Dr. Schwartz lægger vægt på den psykosomatiske faktor; han siger: „Hvis en der stammer kom herind og jeg bad ham om at tage sko og strømper af og stikke sin højre fod i en spand vand, samtidig med at han snakkede til mig, ville han ikke stamme. Hans opmærksomhed ville være henledt på noget andet, og derfor ville hans strubehoved være afslappet.“

Dr. Schwartz og hans kolleger fortæller først dem der stammer, om deres tilbøjelighed til ubevidst at anspænde strubehovedet; så lærer de dem at trække vejret dybt med mellemgulvet, hvilket giver en blødere og mere naturlig stemme. Dernæst lærer patienterne at samle læberne blidt i stedet for at presse dem fast sammen, hvilket de intetanende er tilbøjelige til at gøre af angst for at komme til at stamme, og endelig lærer de at tale med en blød, rolig stemme. Denne „nye stemme“ kortslutter stammemekanismen, idet den forandrer strubehovedets eller stemmebåndets stilling.

Selv om man har lært at tale på den måde er slaget dog ikke helt vundet. Patienten skal nu lære at anvende denne metode i forskellige situationer, for i vanskelige situationer vil man være tilbøjelig til at falde tilbage til en stammende tale; det kan for eksempel ske når man taler med familiemedlemmer og arbejdskammerater eller skal tale i telefon. Det kræver tid og anstrengelse, og de der får denne behandling tilbringer adskillige timer hver dag på en taleklinik. Denne metode af Schwartz ser ud til at være en af de bedste indtil dato.

I dag er der sandelig, mere end nogen sinde før, hjælp at få for dem der stammer, hvis de virkelig ønsker at blive hjulpet.

[Fodnote]