Et interview med en talepædagog

Vågn op! har talt med dr. Oliver Bloodstein, en amerikansk ekspert i stammen. Her følger et referat af interviewet.

Hvor længe har De arbejdet på dette felt, dr. Bloodstein?

I 37 år.

Er der risiko for at man begynder at stamme hvis man tit er sammen med nogle der gør det?

Det er et godt spørgsmål, for det er der mange der tror. Så vidt vi ved er der dog ikke nogen fare. Man „lærer“ ikke at stamme gennem imitation.

Er alle der stammer ude af balance rent følelsesmæssigt?

Der findes en udbredt vrangforestilling om stammere — mange tror at de er reserverede, indadvendte og nervøse enspændere — men dette er ikke blevet bekræftet gennem undersøgelser af stammeres karakter.

Det var engang en udbredt opfattelse at alle stammere er neurotiske, men denne teori er talepædagogerne gået bort fra. I 30rne, 40rne og 50erne forskede man nemlig meget i stammeres personlighed. Undersøgelserne af deres følelsesmæssige tilpasningsevne viste at de fleste absolut befinder sig inden for rammerne af det normale. Man konstaterede heller ikke at denne talefejl forekom særlig hyppigt hos nogen bestemt personlighedstype.

Er stammere lige så intelligente som normalttalende?

Ja, naturligvis! Mange undersøgelser foretaget på universiteter har faktisk vist at stammere har betydeligt højere intelligenskvotient end normalttalende.

Overvinder nogle stammere deres handicap?

Der er en tydelig tendens til at denne talefejl forsvinder på et tidspunkt mellem den tidlige barndom og voksenalderen. Det bedste vidnesbyrd vi har om dette er at måske helt op til 80 procent af de børn der på et tidspunkt stammer, holder op med det før de bliver voksne.

Vil det sige at forældre ikke behøver at være bekymrede hvis et af deres børn stammer?

Vi plejer at sige at i den tidlige barndom er der store chancer for at børnene kommer over det efter ret kort tid. Men vi kan endnu ikke forudsige hvilke børn der vil komme over det og hvilke der ikke vil. Vores råd lyder derfor: Hvis et forældrepar er bekymret, bør de tage deres barn med til en talepædagog så det kan blive undersøgt og måske hjulpet. Vore erfaringer tyder på at jo yngre et stammende barn er, jo større chancer er der for at det kan blive helbredt. Hvis barnet bliver ved med at stamme, mindskes chancerne for at barnet kan overvinde problemet uden hjælp.

Hvilke behandlingsformer anvender man i dag?

Der er to måder at gribe behandlingen an på. Den ene går ud på at lære dem der stammer at være mindre ængstelige og at se mere objektivt på deres problem, og ved den anden metode arbejder man direkte med den stammendes måde at tale på.

Man kan arbejde med den stammendes taleform på to vidt forskellige måder. Langt den almindeligste måde har lige siden det 19. århundrede været at lære den stammende at tale anderledes. Vi ved at så snart de der stammer begynder at tale på en uvant måde — for eksempel messende, monotont, langsomt eller med en anden vejrtrækning — kan de som regel straks tale flydende. Det har været meget fristende at gøre brug af denne viden i forbindelse med behandlingen, og det er faktisk også den mest anvendte metode i dag. Den har dog nogle ulemper. Den alvorligste er at en meget høj procentdel begynder at stamme igen efter nogle måneder. Nogle stammere kan hjælpes permanent gennem denne metode, men en meget stor del får et tilbagefald. Metoden tvinger desuden stammeren til hele tiden at være opmærksom på sin tale, og dette resulterer tit i en unaturlig taleform.

De nævnte at der er to måder hvorpå man kan arbejde direkte med den stammendes tale. Hvad går den anden metode ud på?

Ifølge den anden metode lærer man ikke de stammende at tale anderledes, men at stamme anderledes. Det lyder måske mærkeligt, men ifølge en tanke der begyndte at gøre sig gældende i 30rne og som stadig er indflydelsesrig, siger man til dem der stammer: Prøv ikke at undgå at stamme ved at bruge tricks som at tale mærkeligt, for eksempel messende eller monotont. Forsøg i stedet at stamme på en mere naturlig måde, en mere afslappet måde, en måde der ligner normale taleafbrydelser. Ingen af os taler jo fuldstændig flydende.

Denne metode er knap så direkte. Men også den har sine ulemper. Den første er at stammerne sjældent lærer at tale helt flydende. Med denne metode har vi større chancer for at hjælpe folk til at stamme mindre voldsomt, end for at hjælpe dem til helt at undgå at stamme.

Sagen er altså at der ikke findes nogen ideel måde at behandle stammen på i dag. Men mange stammere kan hjælpes et langt stykke.

Hjælper det at sige til dem der stammer at de skal tale langsomt eller tage en dyb indånding?

Det er svært at give et entydigt svar på det spørgsmål, fordi folk er så forskellige. Jeg har lært at man bestemt ikke må råde forældre til at sige den slags til deres børn. Jeg synes også at mine egne erfaringer viser at forældre let kan komme til at gøre problemerne værre ved at sige den slags ting. Jeg har set tilfælde hvor børn blev rådet til at tage en dyb indånding, og så ender det med at børnene ikke bare stammer, men også gisper efter vejret. Og alligevel er det ikke så enkelt, for jeg er sikker på at masser af børn er blevet hjulpet til at overvinde deres stammen ved at lytte til de råd deres forældre har givet dem. Det er meget individuelt hvad der hjælper. Men som fader ville jeg være meget forsigtig med hele tiden at råde mine børn til at tale langsomt, tage en dyb indånding, „tænke“ før de taler, og lignende.

Kan stammerne selv gøre noget?

Jeg tror det vigtigste en stammer kan lære er så vidt muligt at klare talesituationerne som stammer. Og dermed mener jeg at en stammer bør lade være med at skjule sin stammen, han bør lære at komme med henkastede bemærkninger til andre om sin stammen, og han bør ikke forsøge at give sig ud for at være normalttalende, med hele det pres som dette kan indbefatte. Han bør sikre sig at hele hans omgangskreds ved at han stammer og at de gerne må tale om det og ikke behøver at føle sig pinligt berørt når han gør det.

Nogle stammere kan måske endda lære at spøge med deres stammen. Mange stammere har svært ved at se det morsomme i deres handicap, men jeg har kendt en stammer der hver gang han „sad fast“ sagde: „Vi gør opmærksom på at ordene vil blive afbrudt af en kort pause,“ og det fik hans tilhørere til at slappe af. Andre gange sagde han: „Transmissionen vil blive lidt forsinket på grund af tekniske vanskeligheder.“

Hvad kan tilhørerne gøre for at hjælpe dem der stammer?

De fleste stammere finder det ubehageligt når tilhørerne skynder sig at kigge bort så snart de begynder at stamme. Tilhørerne kan faktisk bedst hjælpe dem der stammer ved at lægge mærke til hvad de siger i stedet for at fokusere på hvordan de siger det. Og det indebærer at man helst skal lade være med at sige „Tag det roligt“ til stammerne eller forsøge at hjælpe dem på gled.