Vis forståelse for dem der stammer

Der var tradition for at familien besøgte det lokale ishus på varme dage. Carl ville helst have en vaffel med valnøddeis. ’I min klamme næve knugede jeg den glatte mønt min far havde givet mig,’ fortæller han. ’Mit hjerte bankede og jeg kunne mærke at sveden begyndte at løbe ned ad mit ansigt. Der var intet jeg hellere ville end bede far bestille min is, men jeg vidste at det ikke nyttede noget. Han havde så ofte før sagt: „Hvis du er så opsat på at få den is, kan du også selv bede om den.“ Hvor jeg dog hadede ham for det. Vidste han ikke hvor meget det sårede mig? Stille stod jeg og rystede foran den høje, blanke ståldisk. Jeg måtte stå på tæer for at kunne række den fugtige mønt over disken til skoledrengen med det grinende, koparrede ansigt.

„Hvilken slags is vil du have?“

„Jeg vil gerne ha’ en va . . . giv mig en vvaa . . . va va va . . .“

Mine kæber smækkede i og jeg kæmpede videre i stilhed. Jeg kunne se at drengen kiggede på min far, hen over hovedet på mig. Han sendte ham det blik som alle der stammer kender så godt. Det blik der siger: „Kan du hjælpe? Der er én her der har fået et anfald, og det gør mig nervøs.“ Hans blik gjorde selvfølgelig ikke min kamp lettere. Jeg var efterhånden både rasende og forlegen, og jeg gispede efter vejret. Endelig fik jeg sagt „valnøddeis“. Jeg følte mig helt mørbanket bagefter — men jeg klarede det.’ — The Best of Letting Go, Newsletter, San Francisco, Californien, USA.

HVORDAN ville du have reageret hvis du havde stået ved siden af mens lille Carl bad om sin is? Dr. Oliver Bloodstein, der i de sidste 37 år har beskæftiget sig med problemet stammen, siger at „medmindre normalttalende har særlige grunde til det, forstår de sjældent hvor skræmmende og frustrerende det er at stamme“. For mange stammere er det at tale årsag til dyb og vedvarende bekymring og ængstelse.

Hvis du hører til dem der taler flydende lyder dette måske underligt i dine ører, for flertallet skænker jo ikke det at tale mange tanker — det kommer nærmest af sig selv. Når vi er sultne, kan vi gå ind på en restaurant og bestille et måltid mad. Når vi ønsker at købe noget, er det såre enkelt at bede en ekspedient om hjælp. Når telefonen ringer, tøver vi ikke med at tage den. Men disse hverdagsagtige situationer kan udvikle sig til et mareridt for dem der stammer.

’Er problemet da virkelig så alvorligt?’ spørger du måske. Men har du nogen sinde tænkt på hvordan tilværelsen kan forme sig for dem der stammer? Lad os prøve at få større forståelse for deres problemer og større medfølelse med dem ved at høre hvordan de selv oplever deres talevanskeligheder.

Nogle stammere fortæller

Joe: „Stammen er ikke blot et talehandicap; det er nærmere et livshandicap. Det hindrer os i at leve normalt. Det hindrer os i at få den uddannelse vi gerne vil have, det stiller sig i vejen for vore faglige ambitioner og det hæmmer vort samvær med andre. Jeg kender nogle som ikke er blevet gift [fordi de stammer] . . . de har ikke nogen venner. De er ensomme fordi andre har taget afstand fra dem og har frosset dem ude.“

Donna: ’Jeg har stammet siden jeg var omkring ni år. Da jeg var 27 år, var det så slemt at jeg aldrig tog telefonen derhjemme. Jeg ryster af skræk for at nogen skal spørge mig om hvad jeg hedder, for så bliver jeg nødt til at sige mit navn, og det er meget svært for mig at sige „Donna“. Inden for de sidste to år har jeg 122 gange kaldt mig noget andet.’

Anonym: ’Jeg kan bedst beskrive hvordan min stammen berører hele min tilværelse ved at skrive lidt om hvordan min dag er gået. Indtil jeg skulle have morgenmad havde jeg det fint, fordi jeg ikke behøvede at sige noget. Så gik jeg ned til cafeen på hjørnet fordi jeg havde sovet for længe, eller rettere sagt, ligget for længe i sengen og frygtet for hvordan dagen skulle gå. Jeg havde lyst til kaffe og rundstykker, men jeg bestilte mælk og havregrød fordi jeg vidste at jeg ikke kunne sige det andet uden at stamme meget, og jeg ville ikke have at ekspeditricen skulle få ondt af mig. Jeg hader havregrød.

På skolen bad læreren mig om at svare, og selv om jeg kendte svaret, spillede jeg dum og rystede bare på hovedet, og bagefter følte jeg mig som et fjols. Da timen var slut skyndte jeg mig ind på biblioteket, fik fat i en bog og lod som om jeg var meget opslugt af at læse hver gang der kom en forbi som jeg kendte.

Jeg er helt flad, så jeg skrev et brev til min far for at bede ham om penge. Jeg ville gerne have sendt det ekspres, men så kom jeg i tanker om hvordan det gik sidste gang jeg forsøgte at bede om det på posthuset. Da fortsatte jeg i én uendelighed med at sige eks-eks-eks-eks. Til sidst mistede ekspedienten tålmodigheden, og det gjorde de der stod i kø bag mig også. Den situation syntes jeg ikke at jeg kunne klare en gang til, så jeg trak et almindeligt frimærke i en automat og sendte brevet. Jeg har kun et par kroner tilbage at købe mad for.’

W. J.: „Jeg er stammer. Jeg er ikke ligesom andre mennesker. Jeg må tænke anderledes, opføre mig anderledes, leve anderledes — fordi jeg stammer. Som andre stammere, som andre udstødte, har jeg hele livet haft både en stor sorg og et stort håb, og disse to har formet mig til det menneske jeg er i dag. En kejtet tunge har formet mit liv.“

Anonym: „Jeg har arbejdet som fyrbøder på et lokomotiv på et rangerterræn. En dag rangerede vi nogle vogne på en strækning af et hovedspor. Vi mente ikke at der skulle komme noget tog på det spor inden for den følgende halve time. Da jeg kiggede ud for at kontrollere et eller andet, fik jeg pludselig øje på et godstog der styrede direkte mod os. Føreren af ’mit’ lokomotiv var travlt optaget inde i førerhuset. Jeg forsøgte at advare ham, men kunne ikke få et ord frem. Jeg kunne ikke engang stamme før det var for sent. Godstoget kørte ikke særlig stærkt, men begge lokomotiver blev alligevel totalskadede. Heldigvis var der ikke nogen som blev dræbt, men min makker mistede sit ene ben. Det har jeg aldrig tilgivet mig selv. Bare jeg kunne have advaret ham.“

Fem mennesker. Deres tanker og erfaringer fortæller os en lille smule om hvilken frustration, ængstelse og ydmygelse de der stammer må udholde hver eneste dag af deres liv. Gang nu disse fem skæbner med henved 15 millioner. Nu forstår du sikkert bedre hvorfor stammen betragtes som et stort problem.

Hvis du har en ven der stammer, skulle du spørge ham om hvordan han selv oplever det. Det vil måske overraske dig at høre hvilket mod og hvilken beslutsomhed han har brug for — selv i ganske hverdagsagtige situationer.

Vis medfølelse

Denne lidelse påvirker i mange tilfælde sine ofre meget stærkt — både psykisk og følelsesmæssigt. Hvordan bør man da behandle dem der stammer? Bør man have ondt af dem og ’tage på dem med fløjlshandsker’? Skal man behandle dem anderledes end andre mennesker? Vågn op! har stillet disse spørgsmål til flere der er eller har været plaget af at stamme. Her følger nogle af deres kommentarer.

GØR IKKE GRIN MED OS. Niogtyveårige Frank har stammet siden han var ti. „Jeg vil gerne have folk til at forstå at de der stammer har følelser ligesom alle andre, at de bør behandles som enkeltpersoner og at man ikke bør gøre grin med dem,“ siger han. „De der stammer har et problem, det er det hele. Vi har alle problemer på et eller andet felt, og mit problem er tilfældigvis at jeg stammer.“ En amerikansk spalteredaktør har engang sagt at stammen synes at være det eneste handicap der åbent bliver latterliggjort — måske fordi det ikke er livstruende. Robert indrømmer at hans venner godmodigt driller ham med hans måde at tale på. „Men det generer mig nu ikke,“ siger han med et smil, „jeg ved jo at det ikke er ondt ment.“ Ikke to mennesker er ens, og nogle af dem der stammer har måske ikke noget imod at blive drillet en lille smule. Men vil du ikke mene at det vil være klogest at vise medfølelse og behandle dem der stammer ligesom man gerne selv ville behandles under de samme omstændigheder?

HAV IKKE ONDT AF OS. De der stammer værdsætter at andre viser forståelse, men de bryder sig ikke om at man har ondt af dem. „Vi har ikke brug for andres medlidenhed, men for deres tålmodighed,“ siger Carol, der har stammet i omkring 25 år. „Jeg ønsker ikke at folk skal have ondt af mig fordi jeg stammer,“ tilføjer Kate, der er i 60erne. „Jeg vil gerne have dem til at lægge mærke til mig — ikke bare til mit handicap — og til at indse at der findes større problemer end stammen. Stammen er faktisk bare en lille svaghed.“

TRO IKKE AT VI ER DUMME ELLER NEUROTISKE. „Bare folk ville lade være med at granske så dybt i vores problem og ’psykoanalysere’ os,“ siger Robert. „De skal heller ikke være bange for os,“ siger Carol. „Det smitter ikke. Vi hører altså ikke til dem som mødre bør advare deres børn imod! Jeg ville ønske at folk ville behandle stammere værdigt og med respekt, og huske at vi er lige så intelligente som andre. Vi kan bare ikke sige hvad vi har lyst til, det er det hele. Og alle de forskellige bevægelser og forvrængede lyde er bare en del af kampen for at få ordene frem.“

’Det er rart at vide hvordan de der stammer selv betragter deres problem,’ siger du måske, ’og det vil uden tvivl hjælpe mig i fremtiden. Men jeg kunne godt lide at vide hvordan de egentlig klarer sig?’ Det er et godt spørgsmål som bestemt fortjener et svar.

Hvordan klarer de sig?

For at finde et svar på dette spørgsmål har vi talt med nogle af Jehovas vidner, fordi deres tilværelse frembyder særlig mange udfordringer. Ved et af deres ugentlige møder, den teokratiske skole, lærer de for eksempel at tale til store forsamlinger. Nogle der stammer er elever på denne skole. Desuden forkynder alle Jehovas vidner offentligt den gode nyhed om Guds rige, noget der som oftest foregår fra hus til hus. Ja, som et af Jehovas vidner må man tale en hel del, ofte under vanskelige omstændigheder. Hvordan klarer stammerne dette? Der er især to ting der hjælper dem: Andres eksempel og bøn.

Kate husker altid på Moses’ eksempel. Man mener nemlig at Moses havde en eller anden form for talevanskelighed. Da han af Jehova fik den opgave at føre israelitterne ud af Ægypten, svarede han: „Jeg er ikke nogen veltalende mand . . . for jeg har en langsom mund og en langsom tunge.“ (2 Mosebog 4:10) Derfor lod Jehova kærligt Aron, hans broder, tale for ham. Men denne ordning varede ikke ved. I Femte Mosebog kan vi læse de betagende taler som Moses senere holdt for israelitterne. Da havde han ikke brug for Aron! At vide at Moses med tiden overvandt sine talevanskeligheder har været til stor opmuntring for Kate.

Robert virker som ældste i sin menighed. „Jeg beder altid før jeg skal op og holde et foredrag,“ siger han. Hjælper det? „Ja. Det virker meget beroligende.“ Mae er i 50erne og har stammet i de sidste 11 år. Hun fortæller at hun længe kun gik fra dør til dør som iagttager. En dag arbejdede hun sammen med en forkynder der venligt spurgte hende: „Er der nogen mening i at gå ud i tjenesten hvis man ikke taler med folk?“ Han havde ret. Så spurgte hun ham om hvad hun kunne gøre for at overvinde sit problem, og han rådede hende til at tale med Jehova om det i bøn. Det hjalp. Mae tjente derefter i flere år som pioner og brugte mindst 90 timer om måneden på at fortælle andre om Guds rige. „Hvis jeg alligevel kommer til at stamme når jeg taler med nogen i forkyndelsen,“ fortæller hun, „skynder jeg mig at bede en lille bøn. Så bliver jeg rolig igen.“

Løsningen på problemet

Stammer en af dem du holder af? Så føler du måske det samme som denne unge kvinde der siger om sin ven: „Han er et dejligt menneske, omsorgsfuld og følsom. Han har så meget at give, men kan blot ikke få det udtrykt.“ Hvis du tænker noget lignende, længes du lige så meget som de der stammer efter at problemet skal blive løst.

Det ville være vidunderligt hvis man kunne sige til dem der stammer: ’Du skal bare gøre sådan eller sådan. Det virker hver gang!’ Men så enkelt er det desværre ikke. Stammen er en kompliceret lidelse, og hver enkelt stammer er et individuelt menneske med individuelle behov. Derfor vil det der kan hjælpe én til at overvinde sin stammen, måske ikke hjælpe en anden. Men vil det sige at de der stammer, lige så godt kan opgive alt håb?a

Robert, Mae og Kate vil gerne forsikre dig om at alle stammere snart kan blive helbredt. De vil gerne fortælle dig om deres tillid til Guds løfte om at den stummes tunge vil komme til at råbe af glæde, eller om den mand som Jesus helbredte for en talefejl. De vil også gerne fortælle dig at den tid snart kommer hvor Jesus Kristus, som den herliggjorte konge i Guds rige, vil vende sin opmærksomhed mod jorden. Når han gør det, vil han for mange udrette nøjagtig det samme som han gjorde for den mand for så længe siden. Ja, de har tillid til at Jehova, „al trøsts Gud,“ og hans søn, Jesus Kristus, med glæde vil hjælpe dem af med deres talevanskeligheder. — 2 Korinther 1:3, 4.

Der er derfor ingen tvivl om at problemet vil blive løst i fremtiden. Men hvad kan man stille op lige nu? Robert, Mae, Kate og andre i samme situation gør hvad de kan for at leve med deres problem. Men må de bære denne byrde helt alene? Forhåbentlig ikke. Vi kan alle hjælpe dem ved at vise dem respekt. Vi kan altid være venlige, forstående og tålmodige. Vi kan lytte til de ord det lykkes dem at sige. Ja, hvis vi respekterer og prøver at vise forståelse for dem der stammer, kan vi gøre det meget lettere for dem selv at leve med deres problem.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 20]

„Jeg ville ønske at folk ville behandle stammere værdigt og med respekt“

[Tekstcitat på side 22]

’Tilhørerne kan bedst hjælpe dem der stammer ved at lægge mærke til hvad de siger i stedet for at fokusere på hvordan de siger det.’ — Talepædagogen dr. Oliver Bloodstein.

[Ramme på side 23]

„Tale er sølv men tavshed er guld“

Dette gamle ordsprog siges at stamme fra østen. Det tilsvarende hebraiske ordsprog lyder: „Hvis et ord er én sekel værd, er tavshed to sekel værd.“ — Brewer’s Dictionary of Phrase and Fable.

En af fortidens vismænd udtrykte det meget præcist: „Til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende under himmelen: . . . en tid til at tie og en tid til at tale.“ — Prædikeren 3:1, 7.

[Illustration på side 21]

Har du tænkt over hvordan tilværelsen kan forme sig for dem der stammer?