Er den industrielle levevis slået fejl?

ER DEN industrielle levevis slået fejl? Nogle synes det er nemt at svare ja på dette spørgsmål. I de senere år er det blevet tydeligt at industrilandene er kommet i alvorlige vanskeligheder.

Men — spørg ældre mennesker der plejede at hente drikkevand fra en brønd i al slags vejr, om de foretrækker det, eller om de synes bedre om moderne indendørs installationer med „omgående“ vandforsyning? Kender De mange der fortsat ville benytte et gammeldags toilet i gården, hvis de havde et indendørs toilet til rådighed?

Hvor mange ville foretrække petroleumslamper hvis de havde elektrisk lys? Ville de have lyst til at vaske tøj ved at banke det mod stenene eller ved at skrubbe det mod et vaskebræt med håndkraft, hvis de kunne bruge en vaskemaskine i stedet? Ville de vælge at vandre mange kilometer for at få en kort samtale med nogen i stedet for at tage telefonen og få forbindelse øjeblikkelig?

For at få varmt vand til et bad måtte mange mennesker før i tiden hente i spandevis udefra, varme vandet over en brændeild og fylde et badekar. (Det er der mange der stadig gør.) Spørg en af de ældre om han foretrækker det, i stedet for at åbne for en varmtvandshane i et badeværelse.

I vore dage ville kun få mennesker vælge at gå tilbage til de gamle metoder på sådanne områder. Den industrielle levevis har således utvivlsomt medført forandringer som mange mennesker er glade for. Da „den industrielle revolution“ begyndte omkring år 1600, var der derfor store forhåbninger om at den ville gøre alting vidunderlig let for menneskene.

Man mente at de arbejdsbesparende opfindelser, bekvemmelighederne, den hurtigere transport og den lette kommunikation til stadighed ville forskønne tilværelsen. Følgelig blev teknologien hilst med begejstring af mange. Og da sådanne ting som automobilet, flyvemaskinen, telefonen, radioen og det elektriske lys blev opfundet, var flere og flere blevet overbevist om at en strålende ny æra var ved at bryde frem.

I de sidste få årtier har denne udvikling taget endnu mere fart. Fjernsynet er kommet frem, såvel som datamaskinerne, rumdrabanterne, jetflyene og de mange andre raffinerede maskiner.

Mens maskinernes gavnlige virkninger var lette at se, var dette i begyndelsen ikke tilfældet med de dybereliggende problemer. Problemerne syntes relativt små. Men så begyndte de at vokse.

Problemerne vokser

Inden den industrielle revolution satte ind var landbruget den almindelige livsform. Der var små byer, men meget få store byer. Og de få byer der fandtes havde et landligt præg, uden store bygninger i flere etager.

Imidlertid ændredes dette da den industrielle tidsalder begyndte. Til at fremstille maskiner måtte der være fabrikker. For at få arbejdskraft til fabrikkerne måtte arbejderne flytte hen i nærheden af deres arbejdssted, da der dengang ikke var mulighed for at komme hurtigt til sit arbejde. Derfor forlod flere og flere mennesker landbruget og flyttede til byerne. Med tiden klumpede hundreder af millioner mennesker sig sammen i byer over hele verden.

For eksempel var der i Japan omtrent 15 millioner der arbejdede i landbruget før den anden verdenskrig; nu er dette antal faldet til omkring 6¹/₂ million. Af dem der lige var gået ud af skolen forblev engang årligt omkring 400.000 ved landbruget for at fortsætte familiens arbejde; nu er der kun omkring 20.000 om året der gør dette. Og Japans befolkningstal er steget til over 100.000.000.

En anden foruroligende omplacering har fundet sted. Før den industrielle revolution kunne mange håndværkere få nogen tilfredsstillelse ved deres arbejde, eftersom det til en vis grad krævede initiativ og skabende evne fra deres side. Men i fabrikkerne herskede maskinerne og bestemte tempoet. Mange arbejdere kom til at betragte dette som en slags slaveri for maskinerne.

Maskinerne erstattede desuden ofte arbejdere hvis færdigheder der ikke længere var brug for. Disse arbejdere der blev skubbet ud var ikke altid i stand til at lære et andet håndværk.

En katastrofal vending

Alt mens sådanne problemer voksede, mente man at videnskaben og teknologien ville finde nye løsninger. Omkring sidste århundredskifte mente man derfor stadig at menneskeslægten var ved at træde ind i en „guldalder“.

Så kom et knusende slag. Selve de maskiner man mente skulle hjælpe mennesket, blev vendt imod det under den første verdenskrig. Næsten ti millioner mennesker blev dræbt. Nye opfindelser såsom maskingeværet, undervandsbåden, panservognen, flyvemaskinen og andre medførte svære tab.

Våben til massenedslagtning var således for første gang i historien til rådighed — en direkte følge af den industrielle revolution. På en anden måde bidrog den industrielle tidsalder også til krigen: en af grundene til konflikten var at de europæiske magter udfordrede hinanden til at plyndre jorden for råstoffer og fravriste hinanden markeder til deres voksende industrier.

I bogen Promise of Greatness, The War of 1914-1918 bemærkes i et kapitel af den britiske forfatter Richard Rees: „Krigen 1914-1918 bragte to kendsgerninger for dagen: for det første at den tekniske udvikling havde nået et punkt hvor den kun i en forenet verden kunne fortsætte uden katastrofe, og for det andet at de eksisterende politiske og samfundsmæssige organisationer i verden gjorde det umuligt at forene den.“

Sådan forholdt det sig, for kort tid efter den første verdenskrig gik industrinationerne i gang med endnu et våbenkapløb, der kulminerede i den anden verdenskrig fra 1939 til 1945. Endog frygteligere våben til masseødelæggelse blev udviklet, deriblandt atombomben. Som følge heraf var nedslagtningen langt større. Man anslår at 55.000.000 mennesker blev dræbt! Og den dag i dag fremstiller industrien flere kraftige ødelæggelsesvåben end nogen sinde før. Nationerne bruger nu over 1400 milliarder kroner om året til oprustningen.

Industrialderen har skabt et „Frankensteinuhyre“ der har vendt sig imod sine opfindere. Dette blev indrømmet under den anden verdenskrig i et interessant brev skrevet af Orville Wright, der sammen med sin broder Wilbur var foregangsmænd ved udviklingen af flyvemaskinen. Dette brev blev skrevet til Henry Ford senior, en foregangsmand ved massefremstillingen af automobiler. Wright bemærkede:

„Wilbur og jeg mente at flyvemaskinen ville fremme verdensfreden. Indtil nu ser det ud til at den har gjort det modsatte.

Jeg formoder at da du indførte masseproduktionen — en af alle tiders største opfindelser — tænkte du næppe på at den femogtredive år senere ville blive brugt til at bygge tanks til at ødelægge verden.

Det ser ud til at ingen gavnlig ting kan indføres uden at en eller anden finder på en nederdrægtig anvendelse af den.“

Flere problemer

Disse mænd havde kun ringe anelse om at sådanne opfindelser og andre ville frembringe endnu flere vanskeligheder i de kommende år. For eksempel er transportsystemerne i de stærkt industrialiserede lande i Europa og i Nord- og Sydamerika blevet mere og mere besværlige og upålidelige.

I myldretimerne i de store hovedstadsområder er trafikken stærkt overbelastet. Millioner af mennesker der kører til og fra arbejde mærker det: langsom trafik, forurening, irritation og tidsspilde. Selv luftrummet omkring større byer bliver mere og mere belastet af stærk lufttrafik.

I De forenede Stater, såvel som andre steder, har automobilet vist sig at være et af de mest dødbringende våben der nogen sinde er blevet opfundet. Efter bilens opfindelse er flere amerikanere blevet dræbt ved biluheld end i nationens krige!

I bogen Ark II erklærer forfatterne Dennis Pirages og Paul Ehrlich:

„Den historiske udvikling af langdistancetransporten fra tog til bus og fra automobil til flyvemaskine bliver på lignende måde defineret som fremskridt. Fra et økologisk synspunkt har hvert skridt imidlertid repræsenteret et tilbageskridt idet hvert af dem er mindre effektivt i brugen af energi. . . .

Ja, det er tvivlsomt om transportrevolutionen i virkeligheden har forøget livskvaliteten når det måles i personlig lykke. Hvis alle samfundsmæssige, ressourcemæssige og miljømæssige omkostninger ved automobiler og flyvemaskiner regnes med, må verden måske komme til den erkendelse at fremskridtet skulle være standset ved cykler, tog, sporvogne og sejlskibe.“

Et forfængeligt håb

Man havde håbet at med den voksende industrialisering ville dårlige levevilkår blive elimineret. Men dette håb har vist sig at være forfængeligt. Der har altid været millioner af fattige, og meget fattige, mennesker i industrilandene.

Professor i statsvidenskab Herbert Muller fra universitetet i Indiana har bemærket: „En voksende overflod af materielle goder har vist endnu mere grelt at industrialiseringen er kommet til kort på et elementært område: Hele tiden har den svigtet med hensyn til at skaffe en stor del af arbejderne et minimum af de ting der er nødvendige til en anstændig tilværelse — tilstrækkelig kost, tilstrækkelig lægebehandling, ordentlige hjem og tiltalende omgivelser. Levevilkårene har været yderst forfærdende i de nye industribyer . . . slumkvartererne er blevet stående, først og fremmest i det velhavende Amerika, og sammen med dem andre grundlæggende onder der stadig er blevet værre.“

Andre „grundlæggende onder“ såsom forbrydelser, forurening, trange boligforhold, stofmisbrug, fattigdom og sult er i sandhed blevet værre. Det er også tilfældet med de sygdomme der er forbundet med presset og jaget i den industrialiserede verden, såsom hjertesygdomme, mentale forstyrrelser og kræft.

Professor Muller anfører en grund til denne elendighed: „Hvorfor al denne forsømmelighed eller endog foragt for elementære menneskelige værdier? Det umiddelbare svar synes mig indlysende: den skyldes det højt berømmede frie private initiativ der skabte industrialismen, for den private profits skyld.“ Han erklærer at den industrielle revolutions „helte“ „udmærkede sig ved udbytning, plyndring og bedrageri i kolossal målestok“.

Den selviske stræben efter profit og magt har plaget den industrielle livsform. Det er ofte grunden til at nye opfindelser er blevet fremmet uden hensyn til konsekvenserne. Mens en ny maskine eller proces således synes at hjælpe på ét område, kan den skabe problemer på et andet. Som en redaktionel medarbejder ved bladet Harper’s, John Fischer, har erklæret:

„Jeg er overbevist om at teknologien kun er en tjener af begrænset værdi, og højst upålidelig. Når den løser ét problem, skaber den ofte to nye — og bivirkningerne er sædvanligvis vanskelige at forudse. . . .

Hver gang man betragter et af den moderne teknologis undere finder man et biprodukt — utilsigtet, uberegneligt og ofte dødbringende. . . .

Ydermere arbejder teknologien bedst med ting som ingen virkelig har brug for, såsom at samle klippestykker fra månen eller bygge overlydstransportfly. Når vi prøver på at anvende den til noget alvorligt, falder den sædvanligvis til jorden.“

Hvad der er endnu værre er at de problemer der er skabt ved teknologien nu er en fare for selve menneskeslægtens eksistens. New York Times har gengivet denne konklusion som en gruppe videnskabsmænd er kommet til: „Det pres og den belastning som det teknologiske fremskridt frembringer ved sit eget tempo, overstiger ikke blot menneskets tilpasningsevne — fysisk og mentalt — men er også en fare for selve dets fortsatte beståen.“

Drastisk ændring påkrævet

Hvad må der nødvendigvis gøres for at løse alle de pinagtige problemer der bliver større for hvert år der går? I bogen An Inquiry into the Human Prospect siger Robert Heilbroner: „Jeg tror at langtidsløsningen kræver intet mindre end et gradvist farvel til den dødbringende teknik, de unaturlige måder at leve på, og selve den industrielle civilisations farlige mentalitet.“

Hvad ville dette føre til? Heilbroner tilføjer: „Dette indebærer i sig selv en gennemgribende reorganisering af produktionsmåden ad kanaler der ikke kan forudsiges, men det synes at ville indebære et farvel til den kæmpemæssige fabrik, det uhyre store kontor, og måske til storbykomplekserne.“

Psykoanalytikeren Erich Fromm erklærer at det industrielle samfunds nuværende sygdomme kun kan klares „hvis hele systemet som det har eksisteret i de sidste 6000 år kan erstattes af et der er helt anderledes“. [Kursiveret af os.]

Anser De det for sandsynligt at menneskene selv vil gennemføre en sådan ændring der ’erstatter hele systemet’? Man kan ikke påstå at de ikke har haft tid nok til at gøre noget sådant. Menneskers koncentrerede indsats om selviske interesser på bekostning af andre fortæller os at sådanne drastiske ændringer som er så desperat nødvendige, ikke vil komme ved menneskers vilje.

Betyder det så at de slet ikke vil komme? Nej. De drastiske forandringer der er behov for, den helt nye måde at leve på som skal til for at der kan blive fred, sikkerhed og lykke for menneskeslægten, vil uundgåeligt komme!

Hvem vil gennemføre sådanne drastiske forandringer? Menneskeslægtens skaber, Jehova Gud. Han har forsikret at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“, og at han vil „knuse og tilintetgøre“ den nuværende tingenes ordning. — Åb. 11:18; Dan. 2:44.

Den nuværende utilfredsstillende tingenes ordning vil blive erstattet af en regering for hele jorden, Guds rige der regerer fra himmelen. (Matt. 6:10) På jorden, under en fuldstændig ny ordning, vil maskiner ikke få lov til at bestemme livskvaliteten. Hvad de end måtte blive brugt til, vil det blive til gavn for mennesket. Dertil kommer at eftersom mennesket oprindelig blev anbragt i en havelignende park, et paradis, finder det større lykke ved at være omgivet af det naturlige skaberværk, ikke af beton, stål, forurening og støj. Og Jesus Kristus gav løfte om Paradisets genoprettelse. — Luk. 23:43.

De der virkelig tror og anerkender Guds ord, ser derfor hen til at den grådige industrikultur snart vil blive fjernet og erstattet af en gudfrygtig ordning der vil virke til evig lykke for mennesket.

● „Jeg skaber nye himle og en ny jord. . . . Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd; de skal ikke have møje forgæves.“ — Es. 65:17, 21-23.