Er det farligt at tage medicin?
HVORDAN ser der ud i et almindeligt velassorteret medicinskab i dag? Ofte er det så fyldt med midler for det ene og for det andet, at der knap nok er plads til tandbørsten. Det ser ud til at mennesket har en udtalt svaghed for at tage medicin. En kendt canadisk læge, den nu afdøde Sir William Osler, har engang udtalt at „ønsket om at tage medicin måske er det der mest af alt adskiller mennesket fra dyrene“.
I De forenede Stater bruges der omkring 60 milliarder kroner om året til forskellige slags medicin, og det forudses at forbruget af receptmedicin fortsat vil vokse med 9,5 procent om året. I Danmark købes der medicin for 1 milliard kroner hvert år. Hvad er grunden til dette voksende forbrug?
En af grundene må vel være at der hele tiden udvikles nye og mere effektive midler mod forskellige lidelser. Men mon ikke reklamen også spiller en stor rolle? Medicinalindustrien bruger betydelige summer på at fremme salget af sine produkter. I Danmark anvendes der årligt cirka 70 millioner kroner til medicinreklame, i De forenede Stater over 4,8 milliarder kroner. Det anslås at der findes mere end 100.000 medikamenter på det amerikanske marked, og af det mest brugte håndkøbspræparat, aspirin, konsumerer amerikanerne noget med 13.000 tons om året.
Er det fornuftigt at have et så stort medicinforbrug? Er der ingen risiko forbundet med det?
Nøgterne betragtninger
Det er velkendt at mange i nyere tid har reddet livet fordi præparater som penicillin har kunnet standse alvorlige infektionssygdomme. Imidlertid har lægemidlerne også skadelige bivirkninger, som rummer en fare og har betydet døden for nogle. Lægelitteraturen har ofte gjort opmærksom på sådanne faremomenter, undertiden på en særdeles dramatisk måde.
I den populære amerikanske serie Life Science Library er der for eksempel en bog med titlen Drugs (medforfatter til denne er Walter Modell, professor i farmakologi ved Cornell-universitetets lægefakultet i New York). Uden tvivl for at understrege det paradoksale ved at lægemidler også kan være skadelige, kaldes bogens første kapitel „Gifte der redder menneskeliv“. Fra de første afsnit citerer vi:
„Al medicin er gift, og al gift er medicin. Det er ikke tilfældigt at ordene ’poison’ og ’potion’ [engelsk] kommer fra samme rod, eller at det græske ord pharmakon, som vi genkender i ordene ’pharmacy’ og ’pharmacology’ [engelsk], oprindelig betød både et helbredende middel og et dødbringende middel.
I bredeste forstand er en medicin — eller en gift — ethvert kemisk stof der kan ændre levende vævs funktion eller struktur. . . . Den almindelige anvendelse af ordet ’medicin’ gælder naturligvis kemiske stoffer til lægeligt brug — sådanne stoffer som, i ganske nøje doser, fremkalder ønskelige ændringer i menneskelegemet og derved modvirker sygdom eller mildner smerte.“
Den livreddende virkning visse præparater har haft, givet i de rette doser, har ofte skaffet dem betegnelsen „mirakelmedicin“. Og der er ingen tvivl om at tusinder af mennesker som er i live i dag, ville have været døde hvis de ikke havde fået deres såkaldte „mirakelmedicin“. Alligevel understreger professor ModelI at man bør se nøgternt på det:
„Selv de mest gavnlige præparater har iøjnefaldende skadevirkninger. Nogle sagkyndige anslår at måske hver tyvende amerikanske hospitalspatient er blevet indlagt som følge af medicins skadelige virkninger. Det bedste man kan sige om enhver medicin er at dens gavnlige virkninger opvejer dens skadelige — for de fleste patienter, det meste af tiden.“
Opvejes de skadelige virkninger af de gavnlige?
De fleste læger vil sandsynligvis sige at lægemidlernes gavnlige virkninger langt opvejer den risiko der er forbundet med dem. De henviser måske til deres egen erfaring som læger — at de igennem årene har iagttaget at hundreder er blevet hjulpet af medicinen og kun få ikke har kunnet tåle den. Imidlertid begynder visse autoriteter at drage en sådan konklusion i tvivl.
Betragt for eksempel brugen af antibiotika. I 1943 blev det første antibiotikum, penicillin g, markedsført i De forenede Stater. Siden da er gruppen af antibiotika blevet den hyppigst ordinerede gruppe lægemidler, idet den amerikanske fødevare- og lægemiddeladministration godkendte brugen af 8.000.000.000 doser i 1972. Der blev givet over en million penicillin-indsprøjtninger i Danmark i 1971. En så omfattende brug af antibiotika tyder på at nogle læger er lidt for hurtige til at ordinere denne form for lægemidler. Emnet er blevet behandlet i en artikel i The Journal of the American Medical Association (JAMA) (den amerikanske lægeforenings tidsskrift) for 4. marts 1974 med titlen „Kan dette kaldes et lægevidenskabeligt fremskridt?“, og blandt andet sagde den:
„Vi mener det er på sin plads at stille to spørgsmål, også selv om det måske vil være umuligt at fremskaffe de nødvendige data til besvarelse af dem: (1) Har vi nået det punkt hvor den enorme anvendelse af antibiotika gør lige så megen skade som gavn? (2) Er faremomenterne begyndt at overstige de gavnlige resultater?“
Dette betragtes som betimelige spørgsmål af nogle læger, læger som er blevet alarmeret at de voksende vidnesbyrd om den skade antibiotika forvolder på mange patienter.
Eksempler der maner til forsigtighed
Det har for eksempel kunnet iagttages at en for rigelig anvendelse at antibiotika har medvirket til at der har udviklet sig resistente bakterietyper. Ifølge de tal der opgives i ovennævnte JAMA-artikel har udviklingen af sådanne bakterier nået det punkt hvor de måske forårsager op til 100.000 dødsfald om året på amerikanske hospitaler!
De to læger der fremlagde dette materiale i JAMA fremhævede chloramphenicol som et særlig farligt antibiotikum der kan fremkalde aplastisk anæmi som en alvorlig bivirkning. De forklarede: „Problemet med aplastisk anæmi er veldokumenteret; denne dødelige reaktion indtræffer skønsmæssigt én gang i forhold til 60.000 til 80.000 doser.“ Da det opgives at næsten fire millioner patienter i De forenede Stater får chloramphenicol, er dette lægemiddel øjensynlig årsag til adskillige dødsfald hvert år.
Artiklen i JAMA knytter denne kommentar hertil: „De fleste af disse som regel dødelige reaktioner er indtruffet hos patienter som har fået chloramphenicol enten for trivielle infektioner, for ikke-påviste infektioner eller for infektioner som kunne have været behandlet med et sikrere og lige så effektivt alternativt antibiotikum.“
Der er afgjort behov for at udvise forsigtighed ved brugen af stoffer som chloramphenicol. De fleste læger er fuldt ud opmærksomme på de risici der er forbundet med disse lægemidler og nøjes med at ordinere dem når det virkelig er nødvendigt. Imidlertid ser det ud til at nogle læger enten ikke er tilstrækkeligt informeret om sådanne stoffers bivirkninger eller udviser ringe skønsomhed ved ordination af dem.
Sandsynligvis er der en vigtigere grund til at chloramphenicol benyttes i så vid udstrækning i De forenede Stater. Den tidligere formand for De forenede Staters fødevare- og lægemiddeladministration hævder at producenterne „har haft held med at fremme salget af Chloromycetin [varebetegnelse for chloramphenicol] på trods af lægestandens mest kompetente advarsler“.
Det er almindeligt at lægemidler tilskrives større virkning end de reelt har. En undersøgelse i De forenede Stater viste at 60 procent af 16.000 forskellige præparater (håndkøbsmedicin) var lovstridige, idet påskriften lovede mere end præparatet kunne holde. Det amerikanske National Academy of Science har undersøgt 4349 lægemidler (både receptmedicin og håndkøbsmedicin) der solgtes som egnet til behandling af 1600 forskellige sygdomstilstande. Det viste sig at der kun var grundlag for 19 procent af 1610 hævdede virkninger af produkterne. En anden undersøgelse viste at kun 301 af 1859 præparater, eller mindre end 17 procent, var virksomme over for alle de sygdomstilstande de blev solgt til behandling af.
Det er en stor opgave at skulle prøve at forhindre salget af medicin der kan skade mere end den gavner. For omkring femten år siden var der en såkaldt „fuldkommen“ sovepille, indeholdende stoffet thalidomid, som blev anvendt ret meget i mange lande. I De forenede Stater tilbageholdt en farmakolog sin godkendelse af præparatet indtil hun havde fået klarhed over visse forhold i forbindelse med det. Dette viste sig at være godt, for kort efter afsløredes det at tusinder af kvinder som havde taget thalidomid under svangerskabet fødte svært deforme børn.
Dette illustrerer hvor vigtigt det er at bruge medicin med stor skønsomhed. Selv om skadelige bivirkninger ikke viser sig straks — eller blot inden for få dage eller uger — dukker de måske op flere måneder eller år senere. „I medicinen i dag benytter vi mange stærke præparater og alle mulige kemiske stoffer og tekniske apparater hvis funktion er uforståelig for den uindviede,“ bemærker dr. Eugene Saenger, professor i radiologi ved Cincinnati-universitetet. Hans konklusion er: „Det må afgjort få nogle følger på længere sigt.“
Først for nylig har man kunnet begynde at konstatere disse langsigtede følger.
I årene mellem 1945 og 1971 var det almindeligt at give gravide kvinder stoffet diethylstilbestrol (DES) for at forebygge abort. Sandsynligvis blev nogle aborter undgået ved brug af dette stof, men siden har det vist sig at der er en øget hyppighed af skedekræft hos teenagedøtrene af de mødre der er blevet behandlet med dette lægemiddel! En gynækolog i Los Angeles, Californien, med svulstsygdomme som speciale har derfor måttet give dette råd: „Døtre af kvinder som har fået DES bør undersøges regelmæssigt efter deres trettende fødselsdag.“
Londonavisen Daily Mail for 7. marts 1974 havde et andet lægemiddel i søgelyset: „Et af de mest benyttede smertestillende midler vil ikke længere kunne fås i håndkøb efter at det er blevet påvist at midlet kan skade nyrerne. . . . I England anslås det at op imod 500 mennesker er døde hvert år af nyresvigt som direkte må tilskrives overdreven brug at phenacetin-sammensætninger.“
En undersøgelse af nogle præparater (til indtagelse gennem munden) som har været benyttet af en hel del sukkersygepatienter, tyder på at disse lægemidler kan være årsag til 10.000 til 15.000 dødsfald om året i De forenede Stater ved at øge faren for hjertesygdomme. Denne undersøgelse, der omtaltes i JAMA for 10. februar 1975, viser at dødeligheden som følge af hjertesygdomme og beslægtede sygdomme var dobbelt så høj blandt sukkersygepatienter der tog disse præparater som blandt sukkersygepatienter der blev behandlet med enten insulinindsprøjtninger eller diæt.
En risiko man er villig til at løbe?
Vil det sige at man helt burde undgå at bruge medicin? Nej. Medicin har lindret millioner af menneskers lidelser og har sikkert reddet millioner af menneskeliv. Mange lægemidler har vi god grund til at være meget taknemmelige for. Den risiko der kan være forbundet med at tage dem er ofte forsvarlig. Der findes uden tvivl tusinder af hjertepatienter som ville dø i løbet af få uger hvis de holdt op med at tage digitalis. Blot det at ændre en omhyggeligt reguleret dosering kunne være farligt. Jo, digitalis er en „gift“, men når præparatet bruges forstandigt og under sagkyndig overvågelse har det vist sig at kunne forlænge mange menneskers liv.
Der er også større sandsynlighed for at en diabetiker dør af sin sukkersyge hvis han ikke tager sin medicin end der er for at han dør af de hjertesygdomme medicinen kan være årsag til. Selv aspirin er der en vis risiko ved at tage, men mange er villige til at løbe den risiko fremfor at døje en ubelejlig hovedpines kvaler. Man skal blot huske at der er en risiko ved at tage medicin.
Det rejser naturligvis spørgsmålet: Hvordan kan man vide om man skal tage en bestemt medicin eller ej? I vid udstrækning er man henvist til at følge en læges råd. Der ligger en beskyttelse i at kraftigtvirkende lægemidler kun kan fås når man har konsulteret en læge og han har skrevet en recept på medicinen. Den medicin han vælger og den dosis han fastsætter kan indvirke afgørende på ens helbred og kan måske endda betyde liv eller død, så man gør klogt i at respektere det råd han har givet. Af de samme grunde er det imidlertid også klogt at forvisse sig om lægens kvalifikationer. Er han både samvittighedsfuld og har den fornødne viden og ekspertise? Er det virkelig patientens vel der ligger ham på sinde? I visse tilfælde kan man måske konsultere endnu en læge for at konstatere om det er klogt at benytte et bestemt lægemiddel.
Ofte er det patienternes egen skyld
Det forholder sig imidlertid sådan at patienterne ofte selv har en del af skylden for at medicin bruges fejlagtigt og unødvendigt. Mange føler sig snydt hvis lægen ikke ordinerer noget medicin eller giver en indsprøjtning. Dr. Calvin M. Kunin skriver i JAMA: „Pres fra patientens side er en af de vigtigste årsager til at praktiserende læger ordinerer for meget medicin. Det er på ingen måde et skjult pres, og det kommer ofte fra de mest veltalende og bedst uddannede mennesker, deriblandt folk i sundhedsbranchen. Man kan blot tænke på de tilfælde hvor folk ringer til en travl læge og anmoder om — somme tider forlanger — at han skriver dem en recept på et antibiotikum.“
En amerikansk læge har beskrevet problemet på denne måde: „Når en mand konsulterer mig fordi han har fået et hold over lænden da han gjorde rent i sin kælder, har jeg mest lyst til at sige: ’Tag De hellere Deres penge og gå hjem igen.’“ Det manden har brug for er lidt varme og hvile og måske noget aspirin til at tage smerterne. Men da manden ikke vil synes om at få et sådant råd, giver lægen ham det han vil have. Han gør „en god forretning“ ud af det — patienten betaler 10 dollars for konsultationen, 20 dollars for et røntgenbillede, 5 dollars for noget medicin og 3 dollars for en varmebehandling. „Manden går hjem [tilfreds men] otteogtredive dollars fattigere og fysisk ikke spor raskere.“
Nødvendigt at bruge sund fornuft
De ovennævnte oplysninger understreger hvor nødvendigt det er at udvise sund fornuft ved brugen af alle former for medicin. Der er for eksempel ingen grund til at benytte kraftigtvirkende lægemidler når man lige så godt kan bruge et svagere, for jo stærkere midlet er, desto større er risikoen for skadelige bivirkninger. Efter i nogen tid at have gjort et stort nummer ud af forskellige „vidundermidler“ til behandling af leddegigt, viste det sig at en gammel kending, aspirin, i mange tilfælde virkede lige så godt, om ikke bedre. Man skal altså ikke blive skuffet hvis ens læge anbefaler aspirin i stedet for et eller andet dyrt præparat som kun kan fås på recept og som rummer langt større risiko end aspirin.
Et fornuftigt forhold til medicin indbefatter også at man ikke går i medicinskabet hver gang man føler lidt ubehag. Netop i den forbindelse kan det være på sin plads at nævne aspirin. Som allerede anført har dette lægemiddel sin berettigelse, men overdreven brug kan skade på forskellig måde, for eksempel ved at forvolde indre blødninger, især i maven. Hvis man i forvejen bløder, for eksempel i forbindelse med menstruation eller på grund af hæmorroider eller mavesår, vil aspirin kun gøre det værre. Aspirin bør navnlig undgås af gravide kvinder, da man mener at præparatet muligvis kan skade fosteret.
Det er værd at bemærke at de der vanemæssigt tager smertestillende midler som kan fås i håndkøb, synes at være mere udsat for at få blodmangel, mavesår, forhøjet blodtryk samt depression og perioder med følelsesmæssig uligevægt. Et almindeligt middel som især er blevet kritiseret af mavespecialister er Alka-Seltzer. (Fås i visse lande.) Er det i orden at bruge det en gang imellem? Ja. Regelmæssigt? Nej.
Eftersom der ved alle lægemidler er en vis risiko for bivirkninger, vil det være mest fornuftigt at undlade at bruge medicin hvis man lige så godt kan træffe andre forholdsregler. Det gælder således ofte i forbindelse med forstoppelse. For mange er det et nødvendigt onde at benytte et afføringsmiddel en gang imellem. Konstant brug af sådanne midler kan imidlertid være skadelig, og det vil derfor være klogt hvis man i stedet overvejer om der er andre forholdsregler man kan træffe — indarbejde en god vane med mere regelmæssige toiletbesøg, spise mere hensigtsmæssigt og sørge for at få regelmæssig motion. En kendt læge har sagt at disse praktiske forholdsregler vil kunne hjælpe 95 procent af dem der lider af forstoppelse, og de vil på den måde kunne behandles „med et minimum af medicin og et maksimum af sund fornuft“.
Det står altså klart at der virkelig er behov for at udvise forsigtighed og sund fornuft i brugen af medicin. Lægemidler kan være gavnlige, og endda livreddende; men man skal huske at der altid er en mulighed for at de kan forvolde skade. Først i Guds retfærdige nye orden vil mennesket blive helt befriet for sine sygdomme, nemlig når Jesus Kristus udøver sin magt og helbreder mennesket for alle dets skrøbeligheder. — 2 Pet. 3:13; Matt. 15:30, 31; Åb. 21:3, 4.