Hvor stor er „sikkerheden“?

DER er naturligvis stor forskel på hvilken støtte det offentlige tilbyder i forskellige lande. Nogle steder er det tilsyneladende nok at der bliver sørget for gode boligforhold.

I vort naboland Sverige siger en iagttager om de mange goder staten tilbyder dér: „Mange af dem der får pension, siger at de aldrig har haft det så godt rent økonomisk som de har det nu.“

Men forsorgssystemer af den skandinaviske type er trods alt stadig en undtagelse. Det almindelige, selv i de rige vestlande, er at folk der hovedsagelig skal leve af ydelser fra det offentlige, er i store vanskeligheder.

Et fald i levestandarden

Ældre der holder op med at arbejde og kun har folkepensionen at leve af, må sædvanligvis indstille sig på at deres levestandard bliver betydeligt ringere.

I Canada kunne en enlig pensionist som ikke havde anden indkomst, i 1975 få 210 dollars (1260 kroner) om måneden efter en bestemt takst, og et ægtepar kunne få omkring 400 dollars (2400 kroner) om måneden. Beløbet var ganske vist pristalsreguleret, men tallene viser alligevel at folk der engang har tjent meget mere, må finde sig i en drastisk nedgang i deres levestandard, medmindre de på anden måde har en betydelig indtægt efter at de er holdt op med at arbejde.

Sådan går det i de fleste vestlige industrilande. Folk der går på pension må indstille sig på at få mindre at leve for end de havde mens de arbejdede. I Australien lå en normal ugeløn for eksempel på 900 kroner i 1975. Men en enlig pensionist fik som grundbeløb kun 216 kroner om ugen, mens ægtepar fik 360 kroner. I De forenede Stater tjener en faglært arbejder normalt mere om ugen end en pensionist får om måneden gennem den offentlige pensionsordning.

Ældre der lider nød

Blandt de fattige i Vestens industrilande er det som regel de gamle der udgør den største gruppe. Og deres forhold er blevet værre i de senere år på grund af den løbske inflation.

Det canadiske blad Toronto Star fortæller, på grundlag af en statsundersøgelse, at „omkring 50 procent af de ældre i Canada lever i fattigdom“. De har ikke en tilstrækkelig indkomst til at de kan „leve på værdig vis og uden at mangle noget“. Bladet fortæller at „fattigdommen blandt de ældre er to eller tre gange så høj som i andre aldersgrupper“. Det tilføjes: „Vanskeligheden består i at de fleste af vore ældre medborgere ikke har en firmapension der er uafhængig af støtte fra det offentlige.“

Problemet kan være alvorligt hvis de ældre ikke kan bo hos deres slægtninge, for eksempel deres børn, eller ikke selv har et hus hvor de bor husfrit. En iagttager i Australien siger angående pensionisternes forhold: „Når man skal betale en høj husleje, kommer man i en yderst vanskelig økonomisk situation.“ Ja, de der skal betale de høje huslejer eller stadig har store afdrag at betale på deres hus, finder det meget tungt at bære denne byrde.

Mange „ældre medborgere“ føler altså at samfundet har kasseret dem efter at de hele livet har arbejdet hårdt. En canadier som har ledet en officiel undersøgelse, siger: „Jeg fandt gang på gang at folk mister enhver blot nogenlunde ordentlig indtægt når de trækker sig tilbage, og at de derved berøves en anstændig levestandard og får en ringere tilværelse end de havde før de trak sig tilbage.“ Han tilføjer: „Det er de glemte folk i det canadiske samfund.“

En canadisk borgmester har sagt: „En gammel mand der repræsenterede 140 pensionister kom op for at tale med mig. Han brød sammen og tryglede om hjælp. Det var forfærdeligt at se en mand som har brugt hele sit liv til at arbejde, sidde fast i en situation hvor han var bange for at han ikke ville kunne betale sin husleje.“ I en anden by sagde en embedsmand at han var blevet opsøgt af en ældre kvinde som „græd ubehersket“ på hans kontor og bekendte at hun havde så lidt penge at hun måtte „leve af hunde- og kattefoder“.

„Problemerne holder aldrig op“

En pensionist der selv er i en lignende situation siger: „Jeg er træt af at kæmpe, jeg er skuffet og ude af ligevægt. Vi bliver altid hjemme for ikke at bruge penge, vi spiser meget billigt, og min kone, som prøver at forstå det hele, græder meget. Før i tiden troede jeg at gamle mennesker ikke havde nogen problemer. Nu er jeg selv gammel, og problemerne holder aldrig op.“

Om Canadas ældre siger Toronto Star: „Mange af dem dør alene på et værelse. Mange af værelserne er forsømte og uappetitlige. Det er ikke usædvanligt at folk dør i en lille sidegade.“

Om De forenede Stater fortæller spalteskribenten Jack Anderson: „Samfundet stuver uønskede gamle af vejen, til steder hvor de må afvente døden alene og uden omsorg. Det er som om Amerika simpelt hen er ligeglad. Og nu er der et nyt og sørgeligt fænomen: de gamle bliver glemt og klumper sig sammen i snavsede ’ghettoer for gamle’. Billige hoteller og gamle beboelsesejendomme er nødtørftigt blevet omdannet til uautoriserede fattighjem for gamle.“ Han siger også: „Efter bedste skøn er der seks millioner gamle der lever i fattigdom: uden tilstrækkelig ernæring, forarmede på grund af dyre lægemidler, i dårlige boligforhold og uden at møde kærlighed hos nogen.“

I en artikel i New York Post sætter Harriet Van Horne antallet af ældre der lever i fattigdom endnu højere. Hun siger: „Tredive procent af de ældre [i U.S.A.] lever faktisk i fattigdom. Det er mindst otte millioner mennesker.“ Dertil kommer millioner af andre som lever meget tæt ved grænsen til fattigdom. Den samme spalteskribent siger:

„Eskimoerne var mere humane. Når deres gamle slægtninge ikke mere var til nogen nytte, blev de sat ud på en isflage, hvor de gjorde deres pligt og frøs ihjel på en nat. Vi, derimod, er nogle hjerteløse bæster.

Vi anbringer vore gamle på plejehjem, hvor 27 procent af dem dør inden for den første måned. De ankommer med deres forstand i behold, men synker hurtigt ned i senilitet og forvirring.

De der ikke dør, bliver ofte til forsultne, misbrugte medicinvrag, forsømte og reduceret til rystende skind og ben.“

Dr. Robert N. Butler, der har skrevet bogen Why Survive?, siger derfor: „Det er i virkeligheden lettere at klare problemet døden end at klare det problem at leve som gammel“ af en lav pension i et samfund med høje priser. Han oplyser at „cirka 30 procent af boligerne for de gamle ikke har ’indendørs’ toilet med træk og slip, omkring 40 procent af dem har hverken badekar eller brusebad med varmt vand, og omkring 54 procent har kun ganske ringe varme om vinteren.“

Selv i den vestlige verden, hvor velstanden er høj, er der altså mange enkeltpersoner som ikke føler at den „sociale sikring“ der tilbydes, giver dem særlig stor sikkerhed. Hvis man ikke har anden indtægt eller bliver hjulpet af sin familie, kan man godt komme ud i en håbløs situation, selv om man lever i et forholdsvis rigt land.

Men vil det blive ved at være sådan? Er der håb om at forholdene snart vil blive bedre? Det vil den efterfølgende artikel komme ind på.