„Nu dør jeg!“
En overlevende fra besættelsen af den iranske ambassade i London fortæller sin beretning
„SKYND JER UD! SKYND JER UD!“ De hætteklædte og specialtrænede faldskærmssoldaters knappe ordrer skar gennem ildens buldren i den brændende bygning. „Ud! Ud!“ lød deres stadige råb mens vi vaklede gennem støvet og røgen i det mørke rum der havde været vort fængsel, og snublede ned ad trappen over sten og murbrokker for at redde livet. Med den skarpe lugt fra chokgranater og brugt ammunition siddende i næsen og med rindende øjne blev vi skubbet gennem ambassadens bagdør og nærmest slynget ud i haven.
Jeg husker tydeligt øjeblikkets hysteri. Idet jeg rullede rundt og rundt på græsset, blandedes min sindsbevægelse med glædestårer. „Himlen! Himlen! Jeg kan se himlen! Gud ske tak og lov!“ råbte jeg igen og igen. Vi havde alle været holdt som gidsler i seks dage. Mareridtet var ovre, men spændingen og presset havde krævet sin pris.
Ja, jeg takkede Gud for at jeg stadig var i live, men nu, mere end fire år senere, har jeg endnu større grund til at takke ham. Lad mig forklare hvorfor.
Taget som gidsler!
Jeg hedder Ali Asghar Tabatabai. Navnet Tabatabai vidner om at jeg bliver betragtet som en direkte efterkommer af profeten Muhammed, i mit tilfælde gennem både min faders og min moders slægtslinje.
I 1980 kom jeg til London for at studere bankvæsen. Onsdag morgen den 30. april samme år tænkte jeg, idet jeg løb for at nå toget, på at jeg havde en travl dag foran mig. Hvis jeg ikke havde skyndt mig sådan og i stedet ventet nogle få minutter på det næste tog, havde jeg undgået de sindsoprivende oplevelser der fulgte. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke vide.
Først ville jeg tage hen på den iranske ambassade for at hente nogle kort til en forelæsning jeg skulle holde i banken. Jeg havde lige netop sat mig ned for at vente et par minutter på kortene, da jeg hørte tumulter henne ved ambassadens indgang. Så fór seks maskerede og bevæbnede mænd ind og beordrede os alle ovenpå. I løbet af få minutter blev 26 mennesker, deriblandt den politimand der havde stået vagt, taget som gidsler. Det hele skete så hurtigt at det ikke var til at tro.
Jeg havde aldrig været aktivt interesseret i politik, og min religiøse overbevisning var, skønt oprigtig nok, ikke særlig dybtgående. Mine største interesser var min familie og mit arbejde. Jeg nød at arbejde inden for bankvæsenet i London, og alting syntes at gå bedre og bedre for mig efterhånden som jeg fortsatte mine studier. Lidet anede jeg at alt hvad jeg stod for, snart skulle blive sat på prøve.
Mens politiet lagde en tæt ring om bygningen, fik vi noget at vide om de mænd der holdt os fangne. De fortalte os at de havde besat ambassaden for at gøre opmærksom på visse problemer i deres hjemland og at de ville dræbe os alle sammen næste dag ved middagstid hvis de krav de stillede ikke blev imødekommet.
Hvorfor tillader Gud det?
Efter at den første dag var gået, blev det klart at politiet søgte at vinde tid og at de ikke uden videre ville gå ind på gidseltagernes krav. Situationen blev mere og mere spændt. Alt imens prøvede vi alle at gøre hvad vi kunne for at holde modet oppe. Jeg blev kaldt „Bank-Ali“ og gjorde mit bedste for at underholde mine medfanger og lette stemningen. Somme tider lod vi som om jeg skulle indløse checks for dem, eller jeg udtænkte gåder som gidslerne skulle løse. Det fik tiden til at gå, men den slæbte sig alligevel alt for langsomt af sted, og der var ikke noget vi kunne gøre ved det.
Som gidseltagernes frustration voksede, blev det mere og mere klart at vi var i stor livsfare. De truede konstant med at dræbe os alle, og da de jo var bevæbnede til tænderne, var det tydeligvis ingen tom trussel. Spændingen blev ulidelig. Næsten hver time var der en af fangerne der brød ud i gråd — det var frygtelig deprimerende. Da jeg talte flydende engelsk, var jeg ofte i stand til at optræde som mellemmand, og så kunne jeg tænke på noget andet. Men en dag kom jeg til at åbne mit pas, og så dér billederne af min kære kone og mine børn. Da brast jeg selv i gråd. Ville jeg nogen sinde få dem at se igen? Hvordan ville min kone kunne klare sig i et fremmed land? Ville min lille søn miste sin fader, ligesom jeg selv havde gjort i en tidlig alder? Jeg havde ikke lyst til at dø — der var så meget at leve for!
Da jeg begyndte at skrive mit testamente, forsøgte jeg at ræsonnere med gidseltagernes leder. „Hvad sker der hvis I dræber os?“ spurgte jeg. „Vore børn vil komme og dræbe jeres børn fordi I har dræbt os, og vi er uskyldige!“ „Sådan er jungleloven,“ lød hans knappe svar. „Jeg er kun bankmand,“ forklarede jeg ham. „Jeg har ikke noget med politik at gøre og har ikke lyst til at dø af politiske grunde.“ „Hold op med at tigge for dit liv!“ råbte en af de fangne diplomater tilbage. „Jeg tigger ikke,“ svarede jeg. „I er diplomater. I får en masse penge for at arbejde her i landet og løbe en risiko. Det gør jeg ikke, og jeg har ikke lyst til at dø for noget jeg ikke tror på.“ Jeg havde gjort min stilling klar.
Når folk er i alvorlige vanskeligheder, begynder de somme tider at bede meget og indtrængende. Mange af mine medfanger bad jævnligt og hørligt, og ordet Allah hørtes flere gange både dag og nat. Jeg skulle måske forklare at Allah er det arabiske ord for „Gud“. På mit sprog, persisk, bruger vi det tilsvarende ord Khuddah for „Gud“, Skaberen. Jeg bad til Khuddah mange gange, men jeg følte at mine bønner var uantagelige fordi jeg ikke havde mulighed for at vaske mig før jeg bad, som jeg havde lært jeg skulle.
Mine tanker var usammenhængende. Jeg kunne ikke forstå hvorfor Khuddah havde tilladt alt dette. Hele mit liv havde jeg gjort mit bedste. Hvilken slags Gud var han, siden han tillod at jeg blev dræbt, som jeg var sikker på at jeg ville blive? Jeg måtte selvfølgelig indrømme at jeg havde levet for nydelser, kun behaget mig selv. Hvad havde jeg nogen sinde gjort for Khuddah? Ja, hvad vidste jeg egentlig om ham? spurgte jeg mig selv.
Det var i et af disse øjeblikke jeg lovede Khuddah at hvis der var nogen som helst mulighed for at mit liv kunne blive skånet, for min families skyld, ville jeg virkelig forsøge at finde ham og tjene ham resten af mit liv. Jeg mente hvert ord jeg sagde.
„Nu dør jeg!“
Dagene slæbte sig af sted. Til sidst dræbte terroristerne i desperation det første gidsel og smed liget ud ad ambassadens hoveddør. Det var ironisk nok den diplomat der havde bedt mig om at holde op med at tigge om mit liv. Terroristerne proklamerede at hvis deres krav stadig ikke blev imødekommet, ville de dræbe resten af os med 45 minutters mellemrum. Så snart dette blev kendt, slog de specialtrænede faldskærmssoldater til — umiddelbart efter klokken syv om aftenen den sjette dag. Deres lynaktion blev fulgt på fjernsynsskærmene rundt om i verden.
Inde i ambassaden brød ragnarok løs. Ruder blev knust, chokgranater eksploderede, og luften genlød af maskingeværernes knitren. Pludselig kom terroristerne brasende ind til os og skød blindt omkring sig mens vi lå og krøb sammen på gulvet. „Nu dør jeg!“ var min første tanke.
Jeg så en af de bevæbnede mænd vende sig imod mig. Han hævede pistolen og skød. Jeg hørte og mærkede intet, men få sekunder efter var mit tøj dækket af blod. Jeg trak jakken sammen om mig i et ynkeligt forsøg på at beskytte mig. Han rettede et andet og et tredje skud direkte mod mig — men til min forbløffelse døde jeg ikke. Hvordan kunne det være?
Som allerede fortalt blev vi reddet efter en kort og heftig kamp, og derefter i hast bragt på hospitalet. Da lægerne så mig troede de at jeg var hårdt såret. Men en grundig undersøgelse afslørede intet — undtagen en kugle (åbenbart fra det andet skud) som på uforklarlig vis var blevet hængende i min skjorte efter at den blot havde strejfet min ryg. Men hvor stammede alt blodet så fra? Jeg opdagede senere at det efter det første skud var sprøjtet over på mig fra det gidsel der lå ved siden af mig. Hvad så med det tredje skud? Da politifolkene vendte tilbage til ambassaden fandt de resterne af min jakke og i en af lommerne en meget bulet 50-pencemønt. Den havde reddet mit liv. Det er intet under at jeg i politiets arkiver kaldes „den mystiske mand“. Hvordan kunne nogen overleve tre skud på nært hold, som jeg havde gjort? „Takket være Khuddah,“ tænkte jeg.
Jeg indfrier mit løfte
Jeg kom tilbage til min kære familie, og vi besluttede os til at blive boende i England. Men jeg oplevede igen og igen mareridtet fra ambassaden. Det var uendelig svært at komme til hægterne igen, men hvor var jeg taknemmelig for at være i live! Hvordan nu med mit løfte til Khuddah? Jeg vidste at jeg måtte gøre noget — men hvad? Jeg havde ingen anelse om det.
Uden at jeg vidste af det havde min kone, Shirin, i nogle måneder regelmæssigt modtaget bladene Vågn op! og Vagttårnet, da de var en god hjælp for hende til at lære engelsk. Da et medlem af den lokale menighed af Jehovas Vidner senere kom på besøg for at hilse på mig, lyttede jeg høfligt. Henvisningerne til Bibelen interesserede mig, og jeg slog dem efter i en persisk bibel. Men da jeg fik at vide at Gud, Khuddah, havde et navn, var det noget helt nyt for mig. Ja, jeg havde et navn og var stolt af mit navn, og nu viste Bibelen mig klart at Khuddah havde et personligt navn — Jehova! Ivrigt lærte jeg alt hvad jeg kunne om ham ved mit bibelstudium.
Nu så jeg det hele klart! Khuddah var ikke en Gud man blot skulle bøje sig for og tilbede på bestemte tidspunkter i løbet af dagen, men han var en personlig Gud som havde en kærlig hensigt med menneskeheden. Ikke en Gud der blot kræver tilbedelse, men en der interesserer sig for os som enkeltpersoner — for mig og min familie personligt! Nu havde jeg et fuldstændigt billede af Gud. Jeg ville med glæde tjene Jehova!
Fra da af gik det stærkt, og nu er både min kone og jeg døbte vidner for Jehova. Da vi blev budt velkommen i Jehovas folks verdensomspændende samfund, oversteg den venlighed og gavmildhed vi mødte, vore dristigste forventninger. Vore nye åndelige brødre og søstre gav ikke alene af deres tid for at undervise os i sandheden fra Guds ord, men de gav os også rigeligt med materielle fornødenheder da vi gik i gang med at skabe os en ny tilværelse.
Som dagene går udviskes minderne ganske vist. Men de seks dages rædsler står stadig lyslevende for mig. Nu forstår jeg imidlertid at den slags tragiske begivenheder snart for bestandig vil høre fortiden til. Og i Jehovas nye retfærdsorden, som nu er nær, vil der ikke være nogen grund til at huske på sådanne sørgelige minder. „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ (Esajas 65:17) Min familie og jeg takker og priser Jehova for disse storslåede løfter.
[Tekstcitat på side 20]
Den venlighed og gavmildhed man viste vor familie, oversteg vore dristigste forventninger
[Illustration på side 17]
Da jeg så billederne af min kone og mine børn, brast jeg i gråd
[Illustration på side 18]
I desperation dræbte terroristerne brutalt et af gidslerne
[Illustration på side 19]
En 50-pencemønt som denne reddede mit liv