Kirkernes Verdensråd — et splittet hus

I ÅRHUNDREDER har kristenhedens trossamfund været splittet. Det er ikke noget nyt. Men i dag er splittelsen inden for kristenheden større end nogen sinde. Der er også flere trosretninger der hævder at være kristne.

Selv om de alle hævder at være kristne og at tilbede den samme Gud, har de imidlertid forskellige skikke, læresætninger og politiske opfattelser. Selv inden for den samme kirke findes der ofte dybe splittelser, for eksempel i spørgsmål vedrørende race og nationalitet, såvel som splittelser der skyldes økonomiske og sociale forskelle.

Disse splittelser har ført til det største paradoks i krigstid: medlemmer af det samme trossamfund, såvel som andre, der alle hævder at følge „Fredsfyrsten“, har kæmpet mod hinanden.

Forsøg på at skabe enhed

Sådanne åbenbare indre uoverensstemmelser har fået mange til at vende sig bort fra kirkerne — og fra Gud. Man har derfor gjort forskellige forsøg på at slå bro over disse splittelser. Et af disse forsøg på at skabe enhed har været dannelsen af Kirkernes Verdensråd.

Rådet blev oprettet i Amsterdam i Holland i 1948 og fik sit hovedkvarter i Genève i Schweiz. Det består i øjeblikket af 286 af de større kirkeorganisationer, deriblandt protestantiske, anglikanske, øst-ortodokse og gammel-katolske. Det anslås at disse repræsenterer mellem 400 og 500 millioner mennesker.

I slutningen af 1975 holdt Rådet sin femte generalforsamling. Den blev for første gang holdt i Afrika, nemlig i Nairobi i Kenya. Medlemskirkerne var repræsenteret ved 747 stemmeberettigede delegerede. Andre trosretninger, blandt andet den jødiske, den hinduiske, den buddhistiske, den muhamedanske og den romersk-katolske, sendte observatører. Pave Paul VI sendte en hilsen.

Forsamlingens tema var „Jesus Kristus befrier og forener“. Dr. Philip Potter, Rådets generalsekretær, talte om „kirkens søgen efter enhed“.

Dybe splittelser

Lige fra begyndelsen stod det klart at der fandtes dybe splittelser som det ville være umuligt at slå bro over. En af disse havde at gøre med forsamlingens ændrede sammensætning.

Ved de tidligere generalforsamlinger havde de delegerede fra de vesteuropæiske og de nordamerikanske kirkesamfund domineret forhandlingerne. Men i Nairobi havde de kirkesamfund der repræsenterede Asien, Afrika, Latinamerika, Stillehavsøerne og det Sovjet-beherskede Østeuropa det største stemmeantal.

Af de 747 delegerede som overværede denne religiøse konference var de 439 fra „den tredje verdens“ udviklingslande og fra de kommunistiske lande. Tilsammen udgjorde disse næsten 60 procent af det samlede antal delegerede.

Denne ændring i forsamlingens sammensætning gav sig tydeligt udslag i de mange stridsspørgsmål der splittede Rådet. De vesteuropæiske og de nordamerikanske kirkesamfund støttede sædvanligvis den vestlige verdens politiske, sociale og økonomiske målsætninger. Kirkesamfundene fra den tredje verden og de kommunistiske lande havde modsatte synspunkter.

Et eksempel på denne forskel kom til udtryk da en afrikansk delegeret udslyngede denne beskyldning mod Rådet: „Jeg tror at der findes en sammensværgelse som vil svække hele denne forsamling og behage nordamerikanerne og europæerne, fordi det er dem der har pengene.“ På grund af den nye majoritet skete dette imidlertid ikke.

Endnu et eksempel på spændingen mellem Øst og Vest stod at læse i tidsskriftet Newsweek. Det omtalte at en liberiansk kirkeleder var „fremkommet med det mest kontroversielle krav der kunne stilles — en fem års suspension af udsendelsen af hvide missionærer til Afrika“. Den fjendtlighed som nogle af de afrikanske kirkeledere nærede over for deres europæiske og amerikanske trosfæller kom tydeligt til udtryk.

Splittet i „kampen for frihed“

Et af de bitre stridsspørgsmål der skabte splittelse drejede sig om „frihedsbevægelser“. Her blev tonen allerede slået an i hovedtalen ved generalforsamlingens begyndelse. Denne tale blev holdt af dr. Robert Brown, professor i teologi ved University of California.

Skønt Brown var fra et vestligt land viste han at „tanken om Jesus Kristus som menneskehedens befrier kun var en ringe trøst for dem historien har set som undertrykkere, som for eksempel ’de hvide’ der som race har erobret, undertrykt og udnyttet så mange af verdens farvede racer“.

Hans bemærkninger vakte de vestlige kirkelederes vrede. Men efterhånden som andre talere fremholdt deres synspunkter blev det indlysende at Rådets flertal var stemt for en fortsættelse af „frigørelsen fra den vestlige imperialisme“. Denne tanke var man gået ind for ved Rådets sidste møde i Uppsala i Sverige i 1968.

I forbindelse med dette spørgsmål kunne man i en ledende artikel i Seattle-avisen Times læse: „I en sådan situation hvor tingene ændrer sig kunne man høre folkene fra de ikke-udviklede lande. De talte rent ud til de delegerede fra de udviklede lande. Det de havde at sige indeholder måske sæden til nye debatter, sammenstød og kontroverser.“ Artiklen omtalte „den ikke-udviklede verdens dybe følelse af at den udviklede verden, De forenede Stater og andre, plyndrede dem for deres naturressourcer“.

Det kom derfor ikke som nogen overraskelse da en særlig komité anbefalede at Rådet skulle „øge hjælpen til guerillagrupper rundt omkring i verden, og især i Sydafrika“. En sådan støtte var allerede blevet vedtaget i Uppsala da Rådet indledte „Projektet til racismens bekæmpelse“. Under dette projekt er der blevet sendt penge til forskellige guerillabevægelser.

I tidsskriftet Christianity Today for 2. januar 1976 indrømmedes det at et sådant hjælpefond havde været hensigtsmæssigt. Og det berettedes også at forsamlingen havde forkastet „et forslag om at begrænse tilskuddene fra ’Projektet til racismens bekæmpelse’ til ikke-voldelige grupper“.

Det samme tidsskrift bemærkede imidlertid at „den marxistiske regering“ i Moçambique var „blevet hjulpet til magten af Rådet“. Alligevel havde denne nye regering, hed det, „ført en hård kurs over for kirkerne og især over for udenlandske missionærer“. Af den grund mente nogle vestlige delegerede at man modarbejdede sig selv ved at støtte sådanne frihedsbevægelser.

Den presbyterianske præst Gordon Gray fra Irland henledte Rådets opmærksomhed på de tragiske følger af den splittelse der råder mellem kirkesamfundene. Han erklærede: „Fra Irland har vi for verden forkyndt en Jesus Kristus der trælbinder og splitter. Både de romersk-katolske og de protestantiske kirker er blevet ofre for politiske og sociale, kulturelle og religiøse splittelser som vi har hjulpet med at skabe og bevare. Da vort samfund brød sammen og det blev presserende med et profetisk ord fra Herren, opdagede vi at vi ikke kunne blive enige om hvad det ord skulle være.“

Yderligere splittelser

Et andet område der afslørede den dybe splittelse i Rådet havde at gøre med religionsfrihed. Nogle af de vestlige delegerede gjorde forsøg på at få vedtaget en resolution der fordømte de lande der nægter deres borgere religionsfrihed.

Det blev imidlertid tydeligere hvem denne fordømmelse var rettet imod da en ortodoks præst udtalte: „Folk bliver dræbt og myrdet i såkaldt socialistiske lande.“ Det var indlysende at disse angreb først og fremmest var rettet mod Sovjetunionen.

Dette forsøg på at få vedtaget en fordømmelse blev bittert modstået. Tidsskriftet National Catholic Reporter omtalte den „voldsomme spænding mellem Øst og Vest da de vestlige kirkesamfund ønskede at specificere de overgreb på religionsfrihed der har fundet sted i Sovjetunionen“. Til sidst blev der blot vedtaget en „udvandet“ version af forslaget.

Men var Rådet virkelig interesseret i religionsfrihed? Nej, for det ignorerede et af de mest skamløse og bedst kendte eksempler på religiøs undertrykkelse i vor tid. Det er den forfølgelse der foregår af Jehovas Vidner i Malawi, hvor de er forbudt og bliver torteret, voldtaget og myrdet.

Det tyske nyhedsblad Bild skrev: „Dette ville være en god lejlighed til at protestere imod den forfølgelse af kristne der foregår i nogle af de sorte afrikanske lande. For eksempel . . . i Malawi hvor Jehovas Vidner er blevet pryglet og kvinderne voldtaget. Hvad gjorde Kirkernes Verdensråd? Det besluttede at boykotte syv banker (blandt dem var Deutsche Bank), fordi de gjorde forretninger med Sydafrika. Politik med pengesedler i stedet for hjælp til brødre i nød — det er også en trosbekendelse, men det er en dårlig trosbekendelse.“

William F. Willoughby, der er fast medarbejder ved Washingtonbladet Star, stillede følgende spørgsmål vedrørende forfølgelsen af Jehovas Vidner: „Vil Kirkernes Verdensråd lade sin røst lyde ved denne bitre men betimelige lejlighed? Hvis ikke, vil enhver anden fordømmelse af undertrykkelse — religiøs, racemæssig eller lignende — lyde mindre end overbevisende.“

Verdensrådet lod ikke ’sin røst lyde ved denne lejlighed’. Det gjorde intet på daværende tidspunkt, men var tilsyneladende mere interesseret i politiske spørgsmål end i religionsfrihed. Journalisten Jeffrey Hart kaldte denne undladelse af at fordømme religiøs forfølgelse „en chokerende form for hykleri“. [Dertil skal dog siges at Kirkernes Verdensråd, ved sin generalsekretær, Philip Potter, siden har sendt et brev til Malawis præsident, hvori det udtrykte sin store bekymring over landets behandling af Jehovas Vidner.]a

Ingen enhed

Kirkernes Verdensråds femte generalforsamling viste virkelig noget. Den viste at kristenhedens hus står mere splittet end nogen sinde.

Rådets generalsekretær, Philip Potter, sagde at „der ikke var kommet nogen påfaldende nye tanker eller udtalelser frem“, og at forsøgene på at skabe enhed stadig ikke var lykkedes. Christianity Today tilføjede: „Denne vurdering af Kirkernes Verdensråds stilling, givet af dets egen generalsekretær, opsummerede den følelse der fyldte mange delegerede på den femte generalforsamlings sidste dag.“

Så forgæves var forsøgene på at skabe enhed at en højtstående australsk delegeret ved generalforsamlingens afslutning udtalte: „Man kan sige at det var forbi før det begyndte.“ Og Toronto-bladet Star kommenterede: „Nairobi-mødet rejste langt flere spørgsmål end det besvarede.“

Newsweek bemærkede: „Det stod klart at de indre stridigheder havde svækket Verdensrådets image i den vestlige og den tredje verden. Og midt i sine politiske konflikter syntes organisationen fuldstændig at have mistet sit grundlæggende religiøse mål af syne: At føre kristne fra hele verden sammen i en enig front.“

Men Bibelen, som er kristendommens grundlag, siger at sande kristne „alle skal føre enig tale“. Den siger at „der ikke må være splittelser iblandt jer“, men at kristne bør „være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Kor. 1:10.

Bibelen siger også at de der hævder at tjene Gud men som hader deres åndelige brødre er løgnere. Og den viser at de der slår deres brødre ihjel er Djævelens børn. — 1 Joh. 4:20, 21; 3:10-12.

Det er ikke noget under at journalisten Jeffrey Hart udtalte: „Kirkernes Verdensråds femte generalforsamling, der højtideligt var forsamlet i Nairobi i Kenya, frembød et skue af moralsk og åndelig sygdom der fik det til at vende sig i en.“

En del af verden

Generalforsamlingen viste også at kirkerne havde fjernet sig langt fra den sande kristne lære, idet de enedes om at lade sig engagere endnu mere i denne verdens politiske anliggender. I The Christian Century hed det: „At være eller ikke være i verden — det er ikke spørgsmålet. Spørgsmålet er om man skal engagere sig til anklerne eller til ørerne. Generalforsamlingen valgte at engagere sig mest muligt.“

En forsikring om at dette ville blive tilfældet havde man i at en af de nylig valgte præsidenter for Verdensrådet var den russisk-ortodokse metropolit Nikodim, der er ærkebiskop i Leningrad. Han støttede Verdensrådets hjælp til frihedsgrupper og sagde: „Jeg føler at jeg som en af præsidenterne nu må interessere mig endnu mere for den slags arbejde.“

Men Jesus sagde at hans sande disciple ikke skulle være „en del af verden“. (Joh. 17:16) Guds ord siger også: „Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig . . . som fjende af Gud.“ — Jak. 4:4.

Kirkerne har i sandhed forkastet Guds ord og hensigt. De har vendt sig bort fra menneskehedens eneste håb, Guds himmelske rige, og den nye orden det vil indføre her på jorden.

Hvad der er i vente

Kirkernes Verdensråds splittede tilstand viser at der ikke er nogen mulighed for at Gud støtter det. „Gud er ikke uordenens men fredens Gud.“ — 1 Kor. 14:33.

Den babyloniske forvirring af læresætninger og skikke som er i modstrid med Guds vilje viser derimod at det er en del af den skøge som i Åbenbaringen, kapitel 17, kaldes „Babylon den Store“. Og dets fremtid tegner sig klart. Denne profeti viser at det vil ende med at blive totalt udslettet af dem som det netop nu bedriver utugt med — denne verdens politiske magter. — Åb. 17:16.

Jesus forudsagde: „Ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå.“ Det vil Kirkernes Verdensråds splittede hus heller ikke. — Matt. 12:25.

[Fodnote]