Er Kirkernes Verdensråd på rette vej?
„ANTIDEMOKRATISK!“ „Konstant manipulation, bevidst undertrykkelse af synspunkter som er i modstrid med den vedtagne partilinje!“ Er dette en beskrivelse af et despotisk styre? Nej! Det er en kendelse afsagt af en gejstlig delegeret ved Kirkernes Verdensråds sjette generalforsamling. Men vedkommende var samtidig overbevist om at Kirkernes Verdensråd befandt sig på den rette vej. Hvad var det der skete ved denne konference som fremkaldte sådanne selvmodsigende udtalelser? Hvad er ’den rette vej’?
Generalforsamlingen blev afholdt sidste år i Vancouver, Canada, og varede i 18 dage. Til stede var, foruden tusinder af tilhørere, 838 delegerede fra 253 kirker, der repræsenterede mange forskellige trossamfund i mere end 90 lande. De mødtes for at drøfte temaet „Jesus Kristus — verdens liv“, og for at finde nye veje til enhed.
Kirkernes Verdensråds økumeniske vej begyndte i årene efter den første verdenskrig, da nogle få højtstående gejstlige mødtes for at undersøge hvad man kunne gøre for at slå bro over splittelserne inden for kristenheden. En række konferencer om økumeni førte til oprettelsen af Verdensrådet i Amsterdam i 1948. Det er ikke noget overkirkeligt organ, men en sammenslutning af trossamfund, et forum for udveksling af synspunkter, med enhed som mål. Dets symbol er en båd med et kors som mast, og dets motto, oikoumene, betyder „hele den beboede jord“. Fra dette græske ord stammer udtrykket „økumenisk“, der af en ordbog defineres som „en søgen efter verdensomspændende kristen enhed“.
Selv om medlemskab står åbent for alle kirkesamfund der tror på treenighedslæren, er kristenhedens største trossamfund — den romersk-katolske kirke — ikke medlem af Rådet. Dog har det på det sidste sendt observatører til Rådets generalforsamlinger.
Til at begynde med kom de fleste af Rådets medlemmer fra den vestlige verden. Men nye medlemmer fra de kommunistiske lande og den tredje verden har gradvis ændret balancen. Ifølge bladet Time er det nu „åbenbart blevet en gejstlig udløber af De forenede Nationer“. I 1968 havde Rådet kun gjort meget få fremskridt henimod „den synlige enhed“ det tilstræber. Gudsdyrkelse og evangelisme var ømtålelige emner der kun understregede mangelen på en sådan enhed. Der blev derfor lagt mest vægt på det sociale evangelium. Her var en sag man var sikker på ville vinde stor støtte. Forkynd retfærdighed og frihed for de undertrykte!
I Londonbladet Daily Telegraph kunne man læse en hovedartikel med overskriften: „Gejstlige der forkynder et andet evangelium.“ Det hed heri: „Nogle af kirkernes aktiviteter kunne også af de troende blive betragtet som værende uden for det religiøse områdes lovlige virkefelt, som er at udbrede evangeliet. . . . Mest kendt er Kirkernes Verdensråd, der har bekendtgjort at man vil skænke yderligere £320.000 [kr. 4.800.000] til 47 ’frihedsbevægelser’.“ Frelsens Hær blev så opbragt over dette at man meldte sig ud af Rådet og nu kun har status som associeret.
Mange af Verdensrådets medlemmer mener at det er forsvarligt at anvende vold når frihed ikke kan opnås ad forhandlingens vej. Allan Boesak, der er præsident for De reformerte kirkers Verdensalliance, gjorde sig til talsmand for denne fremgangsmåde ved generalforsamlingen i Vancouver. Han sagde: „Når undertrykte folk befinder sig i en situation hvor der, efter mange års ikke-voldelig kamp, ikke har været nogen positiv reaktion, og de griber til våben, da må kirken tage et klart standpunkt for de undertrykte.“ Næsten alle de 3000 tilstedeværende rejste sig og gav stående deres bifald til kende.
Er den vej Verdensrådet vandrer, den samme vej som Jesus Kristus vandrede, han i hvis navn konferencen var trådt sammen? Jesus, der var udmærket klar over den elendighed og undertrykkelse menneskeheden lider under, lærte sine tilhørere at søge, ikke en midlertidig politisk løsning, men en fuldstændig løsning — ved Guds rige. I Bjergprædikenen sagde han: „Hvad jeg siger jer er dette: Sæt jer ikke op imod den der gør jer uret.“ (Mattæus 5:39, The New English Bible) Han gav dem også denne formaning: „Bliv da ved med først at søge riget og hans [Guds] retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) Jesus søgte ikke at reformere det politiske styre. Han lærte sine disciple at vente tålmodigt på Guds rige. Dét alene ville, ved en omfattende indgriben når tiden var inde, tilvejebringe fred, retfærdighed og lighed for menneskeslægten. Han gjorde sig aldrig til talsmand for politisk virksomhed. Han støttede aldrig de jødiske frihedsbevægelser der ønskede løsrivelse fra Rom, selv om han blev opfordret til det. — Johannes 6:15.
Bør kristne missionere?
Et af de spørgsmål der i Vancouver var med til at afstikke vejen forude drejede sig om nødvendigheden af at fremme evangeliseringen. I nogle år, hvor man havde lagt vægten på det sociale evangelium, var den traditionelle evangelisering blevet trængt i baggrunden. Hensigten var nu at genoplive den. Det rejste nogle interessante spørgsmål. Hvordan forholdt det sig med at bringe evangeliet ud til de store dele af menneskeheden som ikke anerkender sandheden i generalforsamlingens tema, „Jesus Kristus — verdens liv“? Hvordan med muslimer, hinduer og buddhister, for eksempel? Hvad påtænker Kirkernes Verdensråd at gøre med hensyn til at forkynde Bibelens dybe sandheder, de der kun findes i Bibelen, for hele menneskeheden?
Ifølge ordbøger er det at missionere ikke noget nedsættende. Det betyder blot „at omvende (nogen) fra én religiøs tro til en anden“. Er det ikke præcis hvad Jesus lærte sine disciple at gøre? „Gør disciple af folk af alle nationerne,“ befalede han. (Mattæus 28:19) Jesu nære medarbejder apostelen Peter sagde eftertrykkeligt og utvetydigt om sin Herre: „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ — Apostelgerninger 4:12.
Verden i almindelighed ser imidlertid skævt til trossamfund der missionerer. Og Kirkernes Verdensråd har sine egne definitioner af hvad det vil sige at missionere, idet man hævder at det er „en uværdig form for vidnesbyrd“. Hvad dets kontakt med ikke-kristne religioner angår foretrækker Verdensrådet ordet „dialog“, hvilket det definerer som „en samtale hvor mennesker med forskellige opfattelser af fundamentale virkeligheder udveksler synspunkter i en atmosfære af gensidig respekt“.
Her er ingen evangelisk overbevisning eller brændende nidkærhed! Intet om at gøre disciple! Hvis det er den måde Verdensrådets medlemskirker har tænkt sig at evangelisere på, hvordan skal folk da nogen sinde blive disciple af „Jesus Kristus — verdens liv“, og begynde at vandre på frelsens vej?
John Whale skrev i Londonbladet Sunday Times: „Et voksende antal kristne i den vestlige verden finder tanken om at udbrede ordet pinlig, fordi det derved kunne se ud som om man ville hævde at kristendommen er den rette tro og at andre religioner er forkerte, måske forkasteligt forkerte — og det kan de ikke lide at sige.“
Er det Verdensrådets mål at få „hele den beboede jord“ — deres oikoumene — ind på den brede økumeniske vej til enhed, uanset hvad folk tror? Er denne frygtsomme fremgangsmåde affødt af et brændende ønske om at evangelisere, eller er den et udtryk for manglende overbevisning? Den romersk-katolske præst Tissa Balasuriya skrev i Verdensrådets officielle tidsskrift, One World, følgende: „De kristnes Gud er ikke en Gud der tager parti for én religion, en Gud som de kristne og deres kirker har monopol på. Frigjort fra de kristnes fangenskab kunne Kristus betragtes som den Gud alle teister accepterer.“
Apostelen Paulus var imidlertid af en anden opfattelse. Han skrev: „De tror ikke, fordi deres sind er blevet holdt i mørke af denne verdens onde gud. Han hindrer dem i at se det lys der skinner på dem, det lys der kommer fra den gode nyhed om Kristi herlighed.“ Og senere i det samme brev: „Prøv ikke at samarbejde med ikke-troende som ligemænd, for det kan ikke lade sig gøre. Hvad har ret med uret at gøre? Hvordan kan lys og mørke bo sammen? Hvordan kan Kristus og Djævelen stemme overens?“ — 2 Korinter 4:4; 6:14, 15, Today’s English Version.
Vejen til hvad?
Trods de mange forskellige opfattelser nærer Kirkernes Verdensråd tillid til at det kan opnå rimeligt gode resultater på sin rejse ad den økumeniske vej. Spørgsmålet er: Er det den rette vej for kristne? Er det den trange vej som fører til livet? Eller er det den brede vej der rummer så godt som alle og som Kristus advarede sine tilhørere om at undgå? — Mattæus 7:13.
Jesus sagde om sine disciple: „Verden har hadet dem, fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Og til Pilatus sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Johannes 17:14; 18:36) Kirkernes Verdensråd betragter det som sin kristne pligt at påvirke udviklingen i verden så meget som det kan. Derved gør det sig til en del af verden og ignorerer den bibelske sandhed og Jesu vejledning.