Ønsket om enhed
Af Vågn op!-korrespondent i Frankrig
SKAM! Ja, den økumeniske bevægelse opstod på grund af skam. Hvad var det man skammede sig over? At kristenheden over for den ikkekristne verden fremstod som et hus i splid med sig selv.
Ved Kirkernes Verdensråds første samling forklarede dets generalsekretær, dr. W. A. Visser’t Hooft: „Vi er et råd af kirker, ikke rådet for en udelt kirke. Vort navn afspejler vor svaghed og vor skam over for Gud, for der er, og kan i sidste instans kun være, én Kristi kirke på jorden.“
Et nyt fransk katolsk leksikon indrømmer: „Bevidstheden om hvilken skændsel kirkernes splittelse var, blev stærkere i det 19. århundrede. Dette gjaldt især blandt missionærerne, hvis gensidige fjendskab var en fornægtelse af det evangelium som de forkyndte for ikkekristne. . . . Det afgørende chok kom med etableringen af de afrikanske og asiatiske missioner som bragte de kristnes splittelse frem i lyset og lagde hindringer i vejen for evangeliseringsarbejdet.“
Grundvolden lægges
Ordet „økumenisk“ kommer af det græske ord oikoumeʹnē (den beboede jord). Den økumeniske bevægelse, som har rødder tilbage til midten af det 19. århundrede, har til hensigt at skabe enhed mellem kristenhedens kirker. For at bekæmpe splittelserne mellem kirkerne, opstod der i det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. flere fælleskirkelige organisationer.
Især missionærerne som var sendt ud for at omvende ikkekristne, var sårbare på grund af stridighederne i kristenheden. De kunne jo ikke så godt pege på kirkehistoriens blodplettede sider som bevis på at deres religion var bedre. Hvordan kunne de retfærdiggøre at der fandtes så mange kirker som alle hævdede at være kristne, og samtidig citere Jesus eller apostelen Paulus, der begge understregede nødvendigheden af kristen enhed? — Johannes 13:34, 35; 17:21; 1 Korinther 1:10-13.
Denne situation bidrog uden tvivl til dannelsen af den moderne økumeniske bevægelse som i 1910 samledes til den første Verdensmissionskonference i Edinburgh i Skotland. Senere, i 1921, blev Det Internationale Missionsråd oprettet. New Catholic Encyclopedia skriver: „Det Internationale Missionsråd blev ikke kun oprettet for at give undervisning i effektive missionsmetoder, men også for at råde bod på den skandaløse kristne splittelse og forhindre kappestrid i ikkekristne lande.“
Katolsk afstandtagen
Hvad har den romersk-katolske kirke gjort for at bygge bro over splittelsen i kristenheden? I 1919 blev den katolske kirke indbudt til et fælleskirkeligt møde om tro og kirkeorden, hvor forskelle i lære og gudstjeneste ville blive drøftet. Men pave Benedikt XV sagde nej tak til invitationen. I 1927 blev den katolske kirke inviteret med til Den Første Verdenskonference om Tro og Kirkeorden, der blev holdt i Lausanne i Schweiz. Delegerede fra adskillige protestantiske og ortodokse kirker mødtes for at drøfte hvad der stod i vejen for enheden, men pave Pius XI tillod ikke katolsk deltagelse.
I sit afsnit om pave Pius XI skriver New Catholic Encyclopedia: „Pavestolen var negativt stemt over for den ikkekatolske kristenheds økumeniske bevægelse.“ Tonen blev direkte fjendtlig da paven i 1928 udsendte sin encyklika Mortalium animos. Heri fordømte han den økumeniske bevægelse og forbød katolikker at støtte den.
I 1948 blev Kirkernes Verdensråd dannet. Ved oprettelsen blev 150 kirker medlemmer; heraf var hovedparten af protestantisk observans. Også nogle ortodokse kirker blev medlemmer, og siden er andre kommet til. Alle disse kirker tilslutter sig en såkaldt „basis“ eller programerklæring for deres medlemskab: „Kirkernes Verdensråd er et fællesskab af kirker, som bekender Herren Jesus Kristus som Gud og Frelser.“ Trods denne klare bekendelse til treenigheden nægtede pave Pius XII at lade den katolske kirke have noget med dette økumeniske råd at gøre.
En katolsk holdningsændring?
Johannes XXIII, der i 1958 blev valgt til pave, næsten 77 år gammel, blev af mange katolikker blot betragtet som en papa di passaggio, en overgangspave. Imidlertid blev han den der åbnede Vatikanets vinduer for nye vinde som den dag i dag skaber heftig storm i katolske kredse. En af pave Johannes’ første embedshandlinger var i 1959 at indkalde til et økumenisk koncil, hvilket i katolsk sprogbrug vil sige en forsamling af alle den katolske kirkes biskopper.
Formålet med koncilet var for det første at „føre kirken ajour“ og for det andet at „bane vej for en genforening af de adskilte brødre i øst og vest i Kristi ene fold“. Med det sidste formål for øje dannede pave Johannes XXIII i 1960 Sekretariatet For De Kristnes Enhed. Dette blev set som „den romersk-katolske kirkes første officielle anerkendelse af den økumeniske bevægelses eksistens“.
Der var unægtelig begyndt at blæse nye vinde. Men var Den Romerske Kurie, den magtfulde gruppe prælater som udgjorde kirkens administrative ledelse, tilhænger af denne holdningsændring? Og hvad forstod den i givet fald ved kristen enhed?