En bitter pille

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I ZAÏRE

„JEG tror De har malaria,“ sagde lægen. Min mavepine og min hovedpine fortalte mig at jeg ikke skulle modsige ham. Lægen gav mig med det samme en indsprøjtning med flydende kinin og instruerede mig om hvor meget kinin jeg skulle tage i de næste få dage. Heldigvis virkede behandlingen, og inden længe havde jeg det godt igen.

Denne erfaring, sammen med den omstændighed at jeg bor i et af de store kininproducerende lande, gjorde mig mere interesseret i dette stof. Millioner af mennesker som bor i malariahærgede lande i troperne, sluger nogle af de bitre kininpiller hver dag. Men hvad er kinin egentlig? Hvor kommer stoffet fra, og hvad kan det bruges til? Jeg besluttede at finde ud af noget mere om det.

Hvor kommer det fra?

Stoffet kinin udvindes af barken på det såkaldte kinatræ. Dengang spanierne kom til Sydamerika i det sekstende århundrede, voksede der kinatræer på Andesbjergenes østlige skråninger. De fremtrængende spaniere opdagede at indianerne brugte træernes bark som lægemiddel. Og snart efter begyndte europæerne også at tygge kinabark. Fordi det smagte dem? Næppe! Barken har en ualmindelig bitter og ubehagelig smag. Men til gengæld havde man opdaget at den var effektiv som feberstillende middel.

Inden længe søgte man efter andre metoder til at udvinde det helbredende stof af barken og gøre det lettere at indtage. Nogle få år efter at europæerne havde opdaget kinabarkens kraft, fandt man ud af at hvis man lagde barken i blød i vin, ville vinen trække det virksomme stof ud. Derefter kunne vinen presses ud af barken og indtages. Det var selvfølgelig meget lettere at tage medicinen på denne måde, også fordi den bitre smag enten blev neutraliseret eller mildnet af vinen. Men eftersom det var meget vanskeligt at udvinde kinin på denne måde, og eftersom al kinabarken stadig skulle importeres fra Sydamerika, var det endnu kun de rigeste der havde råd til at købe den.

I midten af det nittende århundrede var kinatræet ved at uddø i Sydamerika. Det blev imidlertid indført på Java, og i mange år var Indonesien verdens hovedleverandør af kinin. Også andre af de tropiske lande har dyrket kinin i et forsøg på at holde malariaen nede. Således blev kinatræet i 1938 indført i Kivu-området i republikken Zaïre. I de senere år er dette land blevet en af de store kininleverandører.

Vi besøger en kinatræ-plantage

Zaïre er et godt sted at bo hvis man gerne vil vide mere om kinin. For eksempel dyrkes kinatræerne i store plantager i det bølgende, grønne landskab på Kivu-søens bredder i den østlige del af Zaïre. Følg med os på et besøg til en af disse plantager.

Plantagens bestyrer, som viser os rundt, fortæller at det første vi bør se er begyndelsen til et kinatræ. Gartneriet er derfor det første sted vi gør holdt. Vejen dertil fører ad snoede stier gennem skoven og plantagen, ned til dalens bund. Dette er det ideelle sted til et gartneri. Jorden er fed muldjord der er blevet skyllet ned fra de omliggende bakker. Igennem dalen løber en bæk som sørger for den stadige vandforsyning. Og stedet ligger lunt og velbeskyttet.

I midten ligger en indhegning omgivet af græsvolde. Derinde finder vi den ene række efter den anden af lange, lave skure eller halvtag, som også er lavet af græs. Alle skurene er åbne i den ene side. Her udgøres væggen af et tyndt, nedhængende lærredsstof, som sørger for at belysningen er helt rigtig. Vi kigger ind i et af disse skure og finder her nogle nydelige blomsterbede tilsået med tusinder af små, skrøbelige planter. Når jorden i bedene er gjort klar, bliver frøene simpelt hen drysset ud på jorden, hvor de får lov at ligge og spire. Hvert af bedene er cirka en meter bredt og flere meter langt, men tilsås kun med 2 gram kinafrø, svarende til mellem 4000 og 5000 enkelte frø. Vi måber af forbløffelse da vores fører fortæller at et enkelt kilo kinafrø kan koste over 4000 kroner. Vi forstår det dog lidt bedre når vi får at vide at et kilo kan indeholde helt op til en million enkelte frø.

De unge spirer vandes med en fin, kunstig støvregn, for at de ikke skal tage skade. Når de er ti centimeter høje bliver de for første gang plantet om, men beskyttes stadig mod solen og den hårde regn. Først når de er halvandet år gamle bliver de plantet ud på plantagens åbne marker.

Vi forlader nu gartneriet og klatrer op ad bakkerne til selve plantagen. Et øjeblik undrer det os at alle de beplantninger vi har set, findes på bakkeskråninger, til tider endda meget stejle skråninger. Det er af hensyn til træerne, fortæller vores fører; kinatræerne holder af rigeligt med vand, men ikke af våd eller mudret jord. Vandingen sørger klimaet automatisk for her i Kivu — der falder omkring 200 centimeter nedbør om året — og bakkernes hældning sørger for at vandet ikke bliver stående. Den plantage vi besøger når op i en højde af omkring 2000 meter over havets overflade.

De unge planter anbringes i snorlige rækker med nøjagtig samme indbyrdes afstand, cirka en meter. Hvad enten man ser lige frem, lige til siden eller diagonalt tværs over en mark, kan man se at planterne står i pinligt nøjagtige rækker.

Det man høster er ikke nogen form for frugt af træet, men derimod barken. Når træet er i sit tredje eller fjerde år, kan man begynde at høste dets bark. På dette tidspunkt sker det lige så meget for at tynde ud blandt planterne som for at skaffe kinin. Man fortsætter med at høste indtil omkring det tolvte år, og hvert år er der træer og grene der skæres væk. Hvis et træ skæres ned eller fældes, betyder det for øvrigt ikke at man behøver at begynde forfra med en ny plante samme sted. Den stub der står tilbage vil begynde at spire igen, og tre eller fire af de nye skud får lov til at vokse. På den måde bliver planten ved med at producere.

Idet vi går videre ad plantagestierne bliver den muntre fuglesang efterhånden overdøvet af en slags bankelyd. Et stykke længere fremme opdager vi hvor lyden kommer fra. Ved vejkanten sidder en lang række piger og unge kvinder fra de omgivende landsbyer, travlt optaget af at afbarke stammer og grene. De sidder på knæ med en stor sten foran sig og har en kæp på knap en halv meter i hånden. Mænd kommer bærende med træerne, hugger dem ud i passende stykker og bringer dem hen til kvinderne, som anbringer grenen på stenen foran sig og slår løs på den med en kæp indtil barken er løsnet. Så skræller de barken af og lægger den omhyggeligt i en bunke på et stykke stof hver af dem har ved siden af sig. Når dagen er forbi bliver det hele vejet og talt op, og de får deres betaling på grundlag af dette.

Det næste der sker med barkstykkerne er at de spredes ud til tørring på store cementflader, hvor nogle drenge går rundt og samler grene og blade fra, som jo kun vil være i vejen. Når barken er tørret, fyldes den i store sække og sendes til kininfabrikken.

Kininudvindingen

Vi har nu aftalt et besøg på den lokale kininfabrik, hvor vi vil se hvordan selve kininen udvindes af barken. Dette sker jo for det meste ad kemisk vej, og heraf vil vi ikke nævne alle detaljerne. Først ser vi en hel vognladning sække blive afleveret og vejet. Ladningerne fra de forskellige plantager holdes adskilt indtil man har analyseret en prøve fra hver af dem. Kininindholdet kan variere fra 5 til 10 procent.

Når kininindholdet er blevet undersøgt sendes barken gennem en mølle, hvor den males til fint mel. Derefter gennemgår den en kemisk proces. Den blandes med forskellige stoffer, såsom kulsurt natron, svovlsyre og kaustisk soda, mens den gennemgår de forskellige stadier. Til sidst kommer kininen til syne som en tyktflydende masse, der tørres i en centrifuge som ligner dem man finder i et moderne vaskeri.

Anvendelsesmuligheder

I denne rene form eksporteres kininen til forskellige lande i verden. Dér bliver den yderligere behandlet, alt efter det formål stoffet skal anvendes til, for eksempel i medicinalindustrien. Den kemiske fabrik vi blev vist rundt i, behandler på et år 2500 tons bark, som omsættes til mellem 120 og 150 tons kinin. Denne fabrik dækker det samlede behov i selve Zaïre, foruden at den eksporterer store mængder.

Kinin bruges ikke alene til bekæmpelse af malaria og andre sygdomme. På grund af sin lysfølsomhed bruges stoffet også til fotografiske film. Og i fremstillingen af øl, især pilsnerøl, kan der også indgå kinin. Flere former for sodavand indeholder stoffet; der er for eksempel en del mennesker som drikker spiritus fortyndet med tonicvand for på den måde at få deres kinin uden at behøve at sluge de bitre piller. Også plastic kan indeholde kinin.

I sin rene tilstand benyttes stoffet dog mindre og mindre i dag. De stoffer der kan udvindes af kininen anvendes imidlertid mere og mere. Hvis man behandles med ren kinin kan det for eksempel skade øjnene, ørerne og maven. Men hvis man får de rette udvundne stoffer sker dette ikke.

Et leksikon, The World Book Encyclopedia, fortæller angående kinin og et beslægtet stof: „Læger bruger stadig stoffet kinidin til behandling af visse uregelmæssigheder i hjertets rytme [hjerteflimren]. Kinidin har samme kemiske formel som kinin og adskiller sig kun fra denne ved den måde hvorpå atomerne i molekylet er ordnet. Læger mener at kinin og kinidin kan forårsage fosterbeskadigelser. Af denne grund bør ingen kvinder indtage disse stoffer under graviditet uden først at have talt med deres læge.“

Det anslås at en tredjedel af jordens befolkning er berørt af malaria, især i de amerikanske, asiatiske og afrikanske tropeegne, og at der hvert år er helt op til to millioner der dør af sygdommen. I 1975 måtte WHO, Verdenssundhedsorganisationen, meddele at dens store projekt til malariaens udryddelse var slået fejl. Derfor spiller den rødbrune kinabark fortsat en rolle som middel mod de ubehagelige virkninger af malaria. Under alle omstændigheder håber jeg at vores rundtur har gjort det lidt lettere for malariapatienter at sluge den bitre pille.