Hvordan vitaminerne blev opdaget
SØMANDENS ben var så opsvulmede at han ikke kunne gå. Idet hans kaptajn håbede at kunne forhindre den frygtede ’skørbug’ i at smitte de andre, satte han sømanden af på en øde Atlanterhavsø. Kaptajnen mente at den stakkels mand under alle omstændigheder ville dø, men på denne måde kunne resten af besætningen reddes.
Den efterladte mand tyggede noget frisk græs som fandtes i tuer rundt om på øen. Til sin forbavselse kunne han i løbet af nogle få dage gå lidt rundt. Han genvandt snart kræfterne, og til sidst lykkedes det ham at blive samlet op af et forbipasserende skib, og således kom han tilbage til sit hjem i London. Kan vi forestille os hvor forundrede hans tidligere kammerater blev da de så ham igen? Det var som var han opstået fra de døde!
Beretningen om sømanden der ’åd græs ligesom et dyr og overlevede’, optog den skotske skibslæge James Lind meget. Han havde været beskæftiget i den britiske flåde og vidste således at tusindvis af sømænd døde af skørbug hvert år. Dr. Linds spørgsmål var: Indeholdt græs noget som den daglige kost om bord ikke indeholdt? Var der en sammenhæng mellem skørbug og kosten? Lægen bestemte sig til at foretage nogle forsøg, og resultatet blev at han kom til at spille en vigtig rolle i historien om hvordan vitaminerne blev opdaget.
Det skal dog ikke forstås sådan at dr. Lind ledte efter et vitamin. Ordet kendtes overhovedet ikke før 1911. De fleste vitaminer blev faktisk opdaget ved et tilfælde, fordi forskerne bekæmpede bestemte sygdomme, og altså ikke studerede kost eller ernæring.
Desuden har denne historie ikke nogen enkelt „helt“; den fortæller om anstrengelser gjort af mænd fra mange lande. Ofte har disse foregangsmænd ikke kunnet drage nytte af andres opdagelser, eftersom de ikke har haft den moderne kommunikations fordele. Trods foragt fra samtidige læger og videnskabsmænd, har disse mænd udvist stort mod og stor udholdenhed, og de har i sidste ende fået gode resultater.
Historien om C-vitaminet
’Den 20. maj 1747 tog jeg imod tolv skørbugspatienter . . . Disse tilfælde var så ens som jeg kunne få dem.’ Sådan begynder dr. Linds journal. Hans konklusion: ’De hurtigste og mest synlige helbredelsesresultater kunne iagttages ved brugen af appelsiner og citroner; de som havde fået dem var i stand til at arbejde igen efter seks dage.’
Glædede samtidens lægestand sig nu over dette? Nej, tværtimod blev den tanke at kosten kan være årsag til skørbug, hånet og afvist. Drak besætningen på nogle skibe ikke citronsaft, og havde de ikke alligevel skørbug? Uheldigvis var dette sandt, men de kogte citronsaften, og ødelagde derved det vi i dag kender som C-vitaminet.
Endelig, syvogfyrre år senere, tillod det britiske marineministerium Lind at gentage sit eksperiment. En hel flåde blev forsynet med nok friske citroner til en treogtyve uger lang rejse. Virkningerne var så iøjnefaldende at citronsaft (senere erstattet af limesaft) blev gjort til en fast bestanddel af den foreskrevne kost for britiske sømænd fra året efter, 1795. Skørbug var ikke længere ’søens herre’, og den dag i dag har britiske søfolk øgenavnet „limeys“!
Imidlertid lykkedes det kun langsomt at indkredse årsagen til at citroner og andre frugter og grøntsager var så virkningsfulde. Efter nogle forsøg med mus skrev en hollænder, professor Pekelharing, i 1905: „I mælk findes der et ukendt stof, som selv når tilførselen er meget lille, er af yderste vigtighed for ernæringen.“ Han påviste at hvis dette ukendte stof manglede, ville musene dø, selv om de fik rigeligt med føde (fedtstoffer, proteiner og kulhydrater). Uheldigvis blev hans rapport kun offentliggjort på hollandsk og blev derfor ikke særlig udbredt.
Trods sådanne hindringer blev tanken om disse nødvendige og gådefulde bestanddele til sidst offentliggjort og troet. Man kan altså spise store mængder ’nærende føde’ og alligevel ikke få de ’nødvendige’ stoffer. De fungerer ikke som brændstof for organismen, men er på en eller anden måde kemisk uundværlige. Var det muligt at indkredse et af dem?
I begyndelsen af 1900-tallet var flere hold videnskabsmænd lige ved at finde frem til det gådefulde ’anti-skørbugsstof’. I 1931 fremstillede man et koncentrat af citronsaft som var 20.000 gange så virkningsfuldt som den naturlige saft. Nu øgedes anstrengelserne for at opdage dette livsnødvendige elements sande natur. Når først molekylets struktur var bestemt, kunne stoffet fremstilles kunstigt og masseproduceres. Således skete det at C-vitaminet (også kaldet ascorbinsyre) i 1935 blev det første ’rene’ vitamin tilgængeligt for offentligheden gennem en storstilet produktion.
Men under jagten på et middel mod skørbug opdagede man mere end blot et vitamin. Man lærte at sygdom ikke altid skyldes en infektion eller et bakterieangreb. Somme tider skyldes sygdommen underlødig kost.
Den indviklede B-vitaminfamilie
De første fingerpeg om tilstedeværelsen af B-vitaminet fik man under kampen mod den frygtede beri-beri, som angriber nerver og hjerte. Beri-beri påvirker også fordøjelsessystemet. Igen bringer vor beretning os ud på havet.
Under ledelse af en ung japansk embedslæge, Kanehiro Takaki, forlod to skibe i begyndelsen af 1880erne Japan på to tilsvarende rejser, men med forskellig kost. På det første skib serveredes den sædvanlige kost, bestående af ris med grøntsager og fisk. På det andet serverede man imidlertid også hvede og mælk, ud over at der var mere kød i forhold til det første skibs rationer. Resultaterne var overbevisende. Beri-beri hærgede det første skib og forårsagede femogtyve dødsfald. Der var ingen døde på det andet skib. Det lykkedes hurtigt Takaki at overtale det japanske flådeministerium til at indføre en ny kostplan for hele flåden.
Man kunne forvente at det ville vække stor interesse da nyheden om det blev offentliggjort i England; men dette var ikke tilfældet. Derimod blev det op til en ung hollænder, Christiaan Eijkman, der måtte overbevise de vestlige lande om ernæringens værdi i kampen mod beri-beri.
Eijkman arbejdede på Java, hvor beri-beri dengang var ved at tage overhånd. Han gjorde en iagttagelse som forandrede hele hans syn på problemet. Nogle forsøgskyllinger var blevet udsat for hvad man dengang antog for beri-beri-’smitten’. Dog, i stedet for at dø, helbredtes de alle med tiden. Eijkman spekulerede på hvordan dette kunne lade sig gøre. Han undersøgte alle mulige faktorer og fandt kun én løsning. I et vist tidsrum havde kyllingerne fået polerede ’hvide ris’, men så havde de igen fået deres normale føde, de hjemlige upolerede ’brune ris’.
Gennem forsøg med mennesker klargjorde Eijkman snart at de der spiste upolerede ris ikke fik beri-beri, mens de der spiste de tilsyneladende bedre, polerede ris fik sygdommen. Fordi dette svar tilsyneladende var for enkelt til at man kunne tro det, blev det til at begynde med afvist; men Eijkman understøttede stædigt sine påstande med større og større forskningsmateriale.
Det endelige forsvar for hans grundsyn blev overladt til andre. ’Det livsvigtige stof’ i risskaller blev til sidst indkredset af en polsk kemiker, Casimir Funk. Derpå tilbragte R. R. Williams, en amerikansk kemiker, flere år med at bestemme stoffets molekylære struktur og fremstille det vitamin som blev kaldt tiamin.
Man var dog endnu ikke helt på det rene med hvad B-familien omfattede og hvordan den virkede, blot fordi tiamin nu var opdaget. Men kampen mod pellagra skulle vise sig at åbne den dør.
På italiensk betyder pellagra ’ru hud’. Men denne sygdom medfører meget mere. I sidste instans fører den til sindssygdom og død. Som så ofte før i beretningen om vitaminerne forbandt mange foregangsmænd uafhængigt af hinanden sygdommen med ernæringsspørgsmålet. Eftersom pellagra hovedsagelig forekom i landbefolkningen, som for det meste levede af majs, mente man så sent som i midten af 1800-tallet at sygdommen skyldtes majsforgiftning og smitte.
Alene i U.S.A. døde der i 1915 mere end 10.000 mennesker af pellagra. Fordi den hurtigt spredtes sendte U.S.A.s sundhedsministerium dr. Joseph Goldberger til de sydstater hvor denne plage havde nået epidemisk omfang.
Det Goldberger så var forfærdende — ofrene var sløve, søvnige, og dækket af små væskefyldte blærer. Den dårlige hygiejne han fandt og de mange fluer som kravlede rundt overalt kunne let have ført ham bort fra den virkelige årsag. Men Goldberger formodede at årsagen var underlødig kost. Han havde bemærket at patienterne på statshospitaler fik pellagra uden at personalet fik det. Hvorfor? Der var hyppig kontakt mellem de to grupper. Men personalet fik mælk, kød og æg, mens patienterne hovedsageligt levede af cornflakes eller lignende.
Selv mens aviserne skrev om hans forskningsresultater vedrørende nødvendigheden af protein, offentliggjorde en kommission det synspunkt at pellagra var en smitsom sygdom forårsaget af stikfluens angreb. Goldberger blev forfærdet. Han var ganske overbevist om at der fortsat ville være tusindvis af mennesker der døde, lige indtil ernæringen blev anerkendt som den virkelige årsag. Hvordan kunne han bevise at sygdommen ikke skyldtes smitte?
Han meddelte at han og femten andre frivillige under lægekontrol ville udsætte sig selv for smitte ved at indtage slim fra pellagraofre. Til manges store overraskelse fik ingen af de frivillige pellagra. Fra da af blev Goldbergers konklusion, at en kost af hovedsagelig majsmel, ris og svinefedt fører til pellagra, almindeligt anerkendt.
Goldberger fandt dog aldrig det stof som lige akkurat modvirkede den sygdom han bekæmpede. Gang på gang gled det ham af hænde. Vi kan sætte os ind i hans vanskeligheder når vi ved at B-vitaminet i virkeligheden er en familie af komplicerede stoffer, som er svære at udskille fra hinanden. Det skete først i 1937, da en anden forsker, dr. Conrad Elvehjem, som arbejdede med leverkoncentrater, udskilte nikotinamid.
I dag betragtes nikotinsyre som et livsvigtigt næringsstof. Uden nikotinsyre kan de andre B-vitaminer ikke arbejde normalt i organismen. B-vitamingruppen eller -familien er stadig underkastet indgående forskning, og nu kendes omkring femten særskilte ’medlemmer’. Der er almindelig enighed om at de forskellige slags B-vitaminer arbejder bedst ’i hold’; dette er for eksempel tilfældet i bekæmpelsen af pellagra.
K-vitaminets lynsucces
Det var imidlertid ikke alle vitaminer der blev opdaget som ’medicin’ mod en sygdom. I de senere år har vitaminforskningen taget en drejning. Den har beskæftiget sig med hvordan ethvert nyopdaget vitamin kan medvirke til at bekæmpe flere forskellige sygdomme eller trusler mod helbredet.
K-vitaminet er et godt eksempel på dette. Først i 1929 anede man dets eksistens, men snart blev det udskilt, og det har været brugt i vid udstrækning siden 1939. Det tog altså kun ti år. Sammenlignet med andre vitaminer må vi kalde det for en lynsucces.
K-vitaminet blev opdaget gennem forsøg med kyllinger. Man fandt at blodet fra disse mistede evnen til at koagulere når der benyttedes bestemte foderblandinger. Derefter observerede man at blod fra kyllinger hvis foder indeholdt spirede soyabønner koagulerede hurtigere. Til sidst blev det klarlagt at K-vitaminet spiller en vigtig rolle for normal blodstørkningsevne. Dette vitamin har blandt andet hjulpet mange nyfødte hvis blod har haft en lav koaguleringsevne, til en sund start i livet.
Kan vi forvente mere?
Da kemikeren Funk første gang dannede ordet vitamin, var det ud fra den tanke at det stof man havde fundet, hørte til aminerne (indeholdende kvælstof). Vita betyder liv eller livsvigtig. Selv om ikke alle vitaminer indeholder kvælstof, har tiden vist at han havde ret med hensyn til det mest betydningsfulde aspekt. Skønt et typisk vitamin som tiamin kun udgør 0,001 procent af en passende kost, er det livsvigtigt.
Selv om dette er anerkendt, betyder det ikke at striden om vitaminerne er en overstået historie; debatten fortsætter. I dag samler uenigheden sig om de foreskrevne doseringer og kombinationer. For eksempel kan man i aviserne læse modstridende rapporter om fordelene ved vitaminindsprøjtninger (injektioner af store mængder vitaminer mod bestemte svækkelsestilstande).
Det er dog almindeligt anerkendt at vitaminerne er værdifulde venner af menneskeheden. Videnskabsmænd indrømmer gerne at listen med omkring femogtyve forskellige isolerede vitaminer godt kan tænkes længere. Men de advarer mod at betragte vitaminerne som universalmidler mod alle menneskets skavanker. I virkeligheden kan overdoser af nogle være skadelige.
Vi befinder os altså i en situation meget lig den som den efterladte britiske sømand befandt sig i. Han fandt ikke ’kilden til evig ungdom’ på sin øde ø. Men hvor taknemmelig må han ikke have været over de fornyede kræfter som det vitaminrige græs gav ham! På lignende måde skulle vi være taknemmelige over vor relativt begrænsede viden om disse ganske små byggesten som er uundværlige for livets opretholdelse — vitaminerne.